Regeringssamarbejdets umodne teenager

Hvedebrødsdagene hos SF er ovre for længst. Nu står man med regeringsansvaret, og med det just fremlagte regeringsgrundlag står det tindrende klart – ikke mindst for SFs eget bagland – at partiet tager prisen for at have slugt flest kameler. Det var tilsyneladende prisen for at få de radikale til at gå med i regeringssamarbejdet.
SF står dog ikke fuldstændigt afklædte tilbage. Partiets mærkesager lever stadig i regeringsgrundlaget, men mest som hensigtserklæringer. Man vil finde penge til dit og dat, når og hvis der en skønne dag kommer penge i statskassen til at man kan tilgodese SFs ønsker. Men her og nu er “udgangspunktet”, at ABF-regeringen, som det sort på hvidt står i regeringsgrundlaget, skal videreføre VK-regeringens økonomiske politik. Hvor de radikale prioriterede, at få presset deres økonomiske politik med reformer ind i regeringsgrundlaget, så fik SF til gengæld flere tungere politiske ministerposter. Kun tiden kan vise, hvilken strategi, der er den klogeste. Søvndal delte ministerposterne ud til sine egne håndgange folk, og det har tydeligvis ikke været lige populært alle steder i SF.

Da det bl.a. stod klart, at SFs kun 26-årige næstformand Thor Möger Pedersen som skatteminister skal stå i spidsen for en skattereform, der skal sænke topskatten, røg proppen af flasken for den nordjyske teolog Pernille Vigsø Bagge, som i en Facebook-opdatering helt åbenlyst truede med at melde sig ud af SFs folketingsgruppe inden dagen var omme. Det endte det det nu ikke med. For da solen gik ned var Vigsø Bagge blevet gruppeformand. Først truer man med at gå, hverefter at man bliver rigeligt belønnet. Nu er vejen banet for at andre oversete genier i SFs folketingsgruppe kan udfordre SFs ledelse, når de vil. Og de risikerer jo kun klap og belønning. Kun en svag ledelse i panik og uden rygrad giver efter for den slags pres. En stærk ledelse ville have talt baglandet til rette i stedet for at rykke ud med panikforslag, hvor man køber folk til tavshed. Og en gruppeformandspost er vel ikke et argument imod Bagges indvendinger mod regeringsgrundlaget og SFs besættelse af ministerposterne? Man kan vel sige at posten er 'et salgsargument'. For at købe hendes tavshed. Det er ikke usædvanligt, at der handles i korridorerne. Men det er usædvanligt, at trusler – i fuld offentlighed – giver sådan payoff. Hvor Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen praktiserede 'Management by Fear', så udøver SF-ledelsen tilsyneladende ledelsesformen 'Management by Envy'. Vi har næppe set det sidste oprør i folketingsgruppen, når man ligefrem belønner ballade.

Baglandet i SF har nu i nogle dage været i oprør over, at Thor Möger Pedersen '“ symbolet på SFs valgnederlag '“ er blevet forfremmet foran en række folkevalgte SF’ere. Möger blev tidligere '“ selv i egenskab af næstformand '“ næsten vraget som folketingskandidat på SFs opstillingsliste, og han fik et elendigt personligt valg ved Folketingsvalget. Möger ejer tilsyneladende ikke skyggen af ydmyghed, selv om at han gerne vil give det indtryk. Det er tydeligvis en rolle, som han (utroværdigt) forsøger at spille, for at tækkes de kritiske SF'ere i baglandet, der hader alt det strømlinede og SFs store ryk ind mod midten, som han og hans politiske strategi står for. Möger har været en del af SF-hoffet i årevis, og fortjener sammen med Villy Søvndal æren for, at SF i dag er kommet i regering. Men det ender ikke her. Möger har for flere år siden udtænkt en uhyre langsigtet masterplan '“ som i øvrigt har været præsenteret for flere mennesker '“ der udover at skaffe SF i regering også indebærer ad åre at gøre chefstrategen himself til formand for SF. Indtil nu må man lette på hatten for Möger, at han på ganske få år er gået fra at være ungdomspolitiker til nu at blive historiens yngste skatteminister uden skyggen af eget folkeligt mandat. Men nu må SFs formentlig mest internt upopulære næstformand gennem tiderne tilsyneladende nedlægge sit hverv for at tilfredsstille hoben af SF-organisationsfolk, der i deres raseri over partiets pauvre politiske udbytte i regeringsgrundlaget, nu reagerer mod Möger – symbolet på SFs designerpolitik – og alt hans væsen.

Den officielle forklaring om, at man ikke samtidigt kan overkomme det sikkert slidsomme hverv som næstformand i SF og posten som skatteminister, rammer bunden på enhver troværdighedsskala. Nick Hækkerup kan sagtens være forsvarsminister og næstformand i det endnu større parti Socialdemokraterne. Det samme kunne Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Kristian Jensen klare '“ blot for at nævne et par andre eksempler.

Det er muligt, at SF-hoffet med udsigten til at skifte næstformanden ud, nu får held med at gyde lidt olie på vandene i forhold til venstrefløjen i partiet, men de slipper ikke af med Thor Möger. Men mon dog ikke, at han selv påtænker at blive kørt i stilling som partiformand, når det går op for SFs bagland, at vælgerfremgangen 'blot venter lige om hjørnet'? Hvis det det så alligevel måtte gå den anden vej, så ligger det vel lige for at slagte Søvndals kronprins som offerlam. Måske sker det allerede inden så længe, når Möger leverer den 'socialt afbalancerede' skattereform, som de radikale har bestilt, der skal sænke marginalskatterne for topskatteyderne.

Alt denne ballade understreger blot den enkle pointe, at SF '“ som forventet – skal vende sig til at være et regeringsparti, men også, at der er behov for en stærk ledelse, der evner at styre både baglandet og oprørske eller skuffede gemytter i folketingsgruppen. Det er nødvendigt, hvis man vil lykkes med at være deltager i en regering, der står uden en fyldt pengekasse at dele ud af til kernevælgerne, og hvor 'reformer', der nødvendigvis må gå ud over nogle i befolkningen, står på de radikales og statsministerens dagsorden. Indtil videre fremstår SF, som regeringssamarbejdets umodne teenager.