Hvedebrødsdagene hos SF er ovre for længst. Nu står man med regeringsansvaret, og med det just fremlagte regeringsgrundlag står det tindrende klart – ikke mindst for SFs eget bagland – at partiet tager prisen for at have slugt flest kameler. Det var tilsyneladende prisen for at få de radikale til at gå med i regeringssamarbejdet.
SF står dog ikke fuldstændigt afklædte tilbage. Partiets mærkesager lever stadig i regeringsgrundlaget, men mest som hensigtserklæringer. Man vil finde penge til dit og dat, når og hvis der en skønne dag kommer penge i statskassen til at man kan tilgodese SFs ønsker. Men her og nu er “udgangspunktet”, at ABF-regeringen, som det sort på hvidt står i regeringsgrundlaget, skal videreføre VK-regeringens økonomiske politik. Hvor de radikale prioriterede, at få presset deres økonomiske politik med reformer ind i regeringsgrundlaget, så fik SF til gengæld flere tungere politiske ministerposter. Kun tiden kan vise, hvilken strategi, der er den klogeste. Søvndal delte ministerposterne ud til sine egne håndgange folk, og det har tydeligvis ikke været lige populært alle steder i SF.
Da det bl.a. stod klart, at SFs kun 26-årige næstformand Thor Möger Pedersen som skatteminister skal stå i spidsen for en skattereform, der skal sænke topskatten, røg proppen af flasken for den nordjyske teolog Pernille Vigsø Bagge, som i en Facebook-opdatering helt åbenlyst truede med at melde sig ud af SFs folketingsgruppe inden dagen var omme. Det endte det det nu ikke med. For da solen gik ned var Vigsø Bagge blevet gruppeformand. Først truer man med at gå, hverefter at man bliver rigeligt belønnet. Nu er vejen banet for at andre oversete genier i SFs folketingsgruppe kan udfordre SFs ledelse, når de vil. Og de risikerer jo kun klap og belønning. Kun en svag ledelse i panik og uden rygrad giver efter for den slags pres. En stærk ledelse ville have talt baglandet til rette i stedet for at rykke ud med panikforslag, hvor man køber folk til tavshed. Og en gruppeformandspost er vel ikke et argument imod Bagges indvendinger mod regeringsgrundlaget og SFs besættelse af ministerposterne? Man kan vel sige at posten er 'et salgsargument'. For at købe hendes tavshed. Det er ikke usædvanligt, at der handles i korridorerne. Men det er usædvanligt, at trusler – i fuld offentlighed – giver sådan payoff. Hvor Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen praktiserede 'Management by Fear', så udøver SF-ledelsen tilsyneladende ledelsesformen 'Management by Envy'. Vi har næppe set det sidste oprør i folketingsgruppen, når man ligefrem belønner ballade.
Baglandet i SF har nu i nogle dage været i oprør over, at Thor Möger Pedersen '“ symbolet på SFs valgnederlag '“ er blevet forfremmet foran en række folkevalgte SF’ere. Möger blev tidligere '“ selv i egenskab af næstformand '“ næsten vraget som folketingskandidat på SFs opstillingsliste, og han fik et elendigt personligt valg ved Folketingsvalget. Möger ejer tilsyneladende ikke skyggen af ydmyghed, selv om at han gerne vil give det indtryk. Det er tydeligvis en rolle, som han (utroværdigt) forsøger at spille, for at tækkes de kritiske SF'ere i baglandet, der hader alt det strømlinede og SFs store ryk ind mod midten, som han og hans politiske strategi står for. Möger har været en del af SF-hoffet i årevis, og fortjener sammen med Villy Søvndal æren for, at SF i dag er kommet i regering. Men det ender ikke her. Möger har for flere år siden udtænkt en uhyre langsigtet masterplan '“ som i øvrigt har været præsenteret for flere mennesker '“ der udover at skaffe SF i regering også indebærer ad åre at gøre chefstrategen himself til formand for SF. Indtil nu må man lette på hatten for Möger, at han på ganske få år er gået fra at være ungdomspolitiker til nu at blive historiens yngste skatteminister uden skyggen af eget folkeligt mandat. Men nu må SFs formentlig mest internt upopulære næstformand gennem tiderne tilsyneladende nedlægge sit hverv for at tilfredsstille hoben af SF-organisationsfolk, der i deres raseri over partiets pauvre politiske udbytte i regeringsgrundlaget, nu reagerer mod Möger – symbolet på SFs designerpolitik – og alt hans væsen.
Den officielle forklaring om, at man ikke samtidigt kan overkomme det sikkert slidsomme hverv som næstformand i SF og posten som skatteminister, rammer bunden på enhver troværdighedsskala. Nick Hækkerup kan sagtens være forsvarsminister og næstformand i det endnu større parti Socialdemokraterne. Det samme kunne Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Kristian Jensen klare '“ blot for at nævne et par andre eksempler.
Det er muligt, at SF-hoffet med udsigten til at skifte næstformanden ud, nu får held med at gyde lidt olie på vandene i forhold til venstrefløjen i partiet, men de slipper ikke af med Thor Möger. Men mon dog ikke, at han selv påtænker at blive kørt i stilling som partiformand, når det går op for SFs bagland, at vælgerfremgangen 'blot venter lige om hjørnet'? Hvis det det så alligevel måtte gå den anden vej, så ligger det vel lige for at slagte Søvndals kronprins som offerlam. Måske sker det allerede inden så længe, når Möger leverer den 'socialt afbalancerede' skattereform, som de radikale har bestilt, der skal sænke marginalskatterne for topskatteyderne.
Alt denne ballade understreger blot den enkle pointe, at SF '“ som forventet – skal vende sig til at være et regeringsparti, men også, at der er behov for en stærk ledelse, der evner at styre både baglandet og oprørske eller skuffede gemytter i folketingsgruppen. Det er nødvendigt, hvis man vil lykkes med at være deltager i en regering, der står uden en fyldt pengekasse at dele ud af til kernevælgerne, og hvor 'reformer', der nødvendigvis må gå ud over nogle i befolkningen, står på de radikales og statsministerens dagsorden. Indtil videre fremstår SF, som regeringssamarbejdets umodne teenager.
24 kommentarer til “Regeringssamarbejdets umodne teenager”
Jeg vil lige smide et link til en post hvor min kollega Marie Demker fra Göteborg refererer forskningens seneste resultater om venstrepartier i regering (her skal “radikale venstrepartier” forstås som partier til venstre for respektive socialdemokratier)
http://vanstrastranden.wordpress.com/2011/09/23/den-radikala-vanstern-intar-regeringsmakten/
Ser man på det, står SF over for en hel del problemer:
1. Præcist regeringsprogram -> en skattereform der står lidt uklart.
2. Partiorganisationen med på vognen -> hmmm. S/SF var én ting, men S/RV/SF er der problemer med, så SF har brug for en meget aktiv ledelse.
3. Tilknyttede sociale bevægelser (ved ikke hvor relevant det er i DK, selv om FOA sikkert kan skabe en del larm)
4. Stærkt lederskab (jf. din post) -> Igen: Søvndal/Möger/Sohn-linjen har været at styrke ledelsen. Nu er Möger gået, Søvndal vil være meget i udlandet.
5. Gå i regering på baggrund af en valgsejr -> Kommentarer overflødige.
Der er mange grunde til at SF næppe kunne stå uden for en regering (selv om RV’s ledelse utvivlsomt gerne havde set det), men regeringen kan komme til at slide alvorligt på SF, også selv om den store fremgang for EL sagtens kan have været en engangsforeteelse.
Fin analyse, Jarl. Det er ret utroligt, at medierne, der for kun et år eller to siden konsekvent omtalte TMP som “chefstrategen” og “arkitekten” bag SF’s succes (dengang), nu ikke har en eneste kritisk artikel om, hvad der (siden) gik galt for SF og TMP’s andel heri.
Mere on topic bliver det spændende at se, om der sker en “afskalning” af SF-MF’ere til EL, lidt ligesom man så i kølvandet på “det røde kabinet” 1966-68.
Meget enig i analysen. Måske lige bortset fra overskriften al den stund, at en “twenty-something” ikke falder i kategorien teenager.
Hvis man skal være en smule ondskabsfuld, så kan SF-venstrefløjen (og andre der ikke fik nøgler til ministerkontorerne) jo bare læne sig tilbage og nyde henrettelsen på skafottet. Den unge mand har møvet sig hen på den ministerpost, der nyder allermindst popularitet i befolkningen – uanset hvor folk står politisk. Han vil være under konstant beskydning, enten fordi hans beslutninger er for røde, eller fordi de ikke er det.
Manøvren med at placere den unge mand både som minister og i koordinationsudvalg viser en uhørt mangel på dømmekraft hos SF-ledelsen. Efter et valgnederlag designeret af netop Möger, skal man altså være mere end almindelig tonedøv, hvis ikke man kunne høre reaktionen for sit indre øre. Möger behøver slet ikke tage til Mallorca for at få SF til at “lave en konservativ”, både med hensyn til stemmetab som juniorpartner i regeringen og med hensyn til konstant intern uro.
Thor Möger spræller i nettet og forsøger sig med noget, der dog ikke helt kan kvalificere sig til “Ugens røde spin”…Men forsøget skal jo gøres for at tilfredsstille hoben af utilfredse, som Möger ikke selv kan få øje på…
http://politiken.dk/politik/ECE1414943/thor-mger-farvel-til-toppost-er-helt-efter-planen/
3. Overskriften gik skam ikke på Möger. Du misforstår. Det er SF samlet set som parti, der opfører sig som en “umoden teenager”.
Jeg håber egentlig for Thor Möger at han enten er så genial, som nogle siger – for han får ikke megen hjælp eller medvind herfra – eller også er så robust at han kan tåle slagene, der vil hagle ned over ham, den dag han måtte fejle. Og der udstedes altså ingen fribilletter i Christiansborgs magtarena, blot fordi man kun er 26. Bare så det står helt klart.
5
OK, den forstod jeg ikke.
Hørte lige Thor Möger tale nedladende om de SF/MF’ere, der tillod sig at fremføre kritik af hans kasketsamling offentligt. Lød godt nok ikke særlig ydmygt – snarere som invitation til mange ugers konstant spanking. Men man kan vel ikke forvente, at ledelsen belærer ham om lavere cigarføring.
L. Rasmussen.
Egentlig er det meget forfriskende at se en så ung mand være så nonchalant. Han minder mig om min gamle ven Søren Pind, da han var i den alder. Pind har så fået så mange læsterlige klø siden som kun få før ham, men han står jo stadig på benene. Det samme kunne jo overgå en Möger. Men til forskel for Pind, så har han kløene til gode…
Her forsøger Thor Möger at udøve lidt autoritet overfor baglandet:”Hold kritikken internt!”
Mon ikke de griner af ham?
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2011/10/06/155547.htm
7
Meget god sammenligning. Jeg har altid fundet Pind usædvanlig øretæveindbydende – og det er han stadig, fordi han ikke er vokset fra det studentikose.
Men Pind blev dog VALGT, først til BR og siden til FT. Han blev ikke på samme måde som Möger båret frem på en blød pude af en betaget sugar-daddy i skikkelse af Søvndal.
Det er muligt, at han er et stort politisk talent, men i så fald har han stadig til gode at vise det. Jeg så ham i en flerpartidebat under valgkampen, og han imponerede bestemt ikke. Jeg er enig i, at S og SF var nødt til at forsøge at samle oppositionen i lyset af valgnederlaget i 2007, men det er ligeså klart, at det først og fremmest har været S, der har vundet på den model, de valgte. Med stigende pragmatisme hos EL, et S der ikke er til at skelne fra SFs højrefløj, og et R der er villig til at skærpe den sociale profil i regeringssamarbejdet, er det svært at se SFs eksistensberettigelse fremover. Sådan set også meget godt illustreret under valgkampen, hvor de blev svar skyldig, når spørgsmålet om forskellene til S blev stillet. resultat: faneflugt til den ægte røde vare i EL.
Glimrende analyse.
Kunne udnævnelsen af Thor M ikke være et udtryk for at Søvndal og Sohn ( hvis han da er nr to ?!) udmærket er klar over at regeringssamarbejdet har en inerti for SF der betyder at man kan tage chancen med sådan en knægt ( undskyld udtrykket ).
En inerti der indebærer at man bliver trængt og uden profil i løbet af nogen tid og derfor sidder på taburetterne på lånt tid hvis ikke der sker noget ganske særligt.
Enten rydder han helt bordet med det talent som Søvndal mener at kunne se og får sat SF på dagsordenen uden at sprænge elastikken der skal række mellem R og EL eller også flunker han men det betyder mindre for SF var alligevel dead party walking.
Hvilke SFere kunne tænkes at søge tilflut hos EL.
Udover Cekic som må være oplagt er der vel feks Jonas Dahl ( selvom han er blevet forfremmet ) og Pernille Bagge ( trods holdkæftbolchet ) og Eigil Andersen måske ?!
PÃ… hvilken fløj i partiet regnes Karina Lorentzen egentlig ?
I den nyeste Megafon får SF kun 7,8 procents tilslutning. Det er den dårligste Megafon-måling, SF har fået siden november 2006.
Interessant at se, hvad der sker, hvis den dalende tilslutning fortsætter – evt. kombineret med den “afskalning” til EL, som PKK nævner.
Hvis man kan tåle alt enhedsliste-vrøvlet giver denne blog en meget fin forudsigelse af situationen:
http://modkraft.dk/blogs/jakob-lindblom/article/ftv-2017-nyt-venstreflojsparti
Worst case for Thor M er vel at blive Socialdemokrat ligesom undervisningsministeren?
Var det ikke det Norske socialistparti SV, der var forbilledet, da SF tog sin vandring ind mod midten af Dansk politik??? I så fald ser fremtiden ikke god ud for SF, eftersom SV vikrelig er et parti som er ved at forbløde efter at have indtaget regeringskontorne i kollation med det Norske Socialdemoakrati og et centerparti:
http://politiken.dk/politik/ECE1415611/kollaps-i-norge-varsler-barske-tider-for-sf/
Jeg undres over SF minister valg Villy vidste udenrigsministerposten var betændt for ham, han kunne have valgt et tungt socialt ministerie, Vækst og Erhverv til Sohn med en katastrofal fortid – de kunne have foræret den til til Gade, Sundhedsministeren Astrid Kragh der aldrig har ment noget om sundhed – når de har den dygtige Jonas Dahl som kender området og ikke skal på barsel om to måneder.
Thor har du vist vendt og der var en glimrende ordfører der kunne have løftet opgave og ovenikøbet var valgt ind i folketinget 😉
Det bliver en sej opgave for S SF, ikke mindst fordi man i den –
for lange ? – valgkamp skød med spredehagl og gav VK regeringen skylden for alle ulykker små som store, der hærger landet; lige fra ventetiden på skadestuer, til arbejdsløshed og den økonomiske krise. Hermed har de jo på sigt valgt at tage ansvaret for løsning af alle problemer.
Så længe regeringen ikke selv kommer igang med at gennemføre
ændringer, der kan ses og mærkes, vil de brudte løfter blive
brugt mod regeringen.Forhåbentlig holder det op; det er simpelthen pinligt at høre Astrid Kragh indrømme, at man ikke kan få ventetiden ned på en halv time på skadestuer. Har hun selv nogensinde troet på det ? Tror hun også på, at man kan afskaffe overbelægninger på de medicinske afdelinger om vinteren ? Det har vist været et tema i samtlige valgkampe siden starten af 90’erne.
Det virkelig interessante kommer først når regeringens beslutninger (måske) begynder at skabe problemer.
Vil ændring af fradrag for sundhedsforsikringer resultere i en forøgelse af ventetiderne i det offentlige system.
Vil der ske en øget indvandring og tilgang af flygtninge, og hvad vil de koste ?
Tak for analysen.
Bare en enkel kommentar til debatten: Et folketingsmedlem kan ikke skifte til Enhedslisten uden at afgive sit mandat, så vi vil altså ikke se, at Enhedslisten vil få mere end 12 mandater på denne side af et folketingsvalg.
Mvh Simon Emil
@ Simon Emil
Hvordan skiftede Malou Aamund til Venstre fra NA?
Jeg mindes ikke at NA fik det ekstra mandat. Tværtimod blev hun siddende i FT på sit eget mandat, nu hos Venstre.(Bortset fra at LA fik hendes mandat, da hun efterfølgende forlod Folketinget og fik et job i en privat virksomhed).
Så jeg tror, at du tager fejl.
I modsat fald vil jeg gerne belæres.
“Avis: Troels Lund Poulsen har tilstået under afhøring. V-minister havde adgang til Helles skattesag”
http://www.bt.dk/politik/v-minister-havde-adgang-til-helles-skattesag
Er Trolex dum nok til at blive taget med fingrene i kagedåsen?
@ 17
Er det Enhedslistens regler ? Det er lidt interessant egentligt, forså kan det jo være at VS genopstår, LOL.
Udover det, når Astrid Kragh skal på barsel, kommer der så bare en stand-in, eller skal der udnævnes en ny minister ? Det er da noget kikset at sammensætte en regering, der skal laves om efter 2 mdr.
@18
Ø har nedskrevet i deres vedtægter, at de ikke tager imod “vandrende mandater”
eksempelvis Mikkel Warming i BR i København, der nedlagde sit mandat, da han meldte sig ud af SF og ind i Ø.
Så du kan ikke udmiddelbart sammenligne partierne på den måde, det er ikke danske lov, men partiernes lov.
18 – Ole S. ( og dermed også svar til Pelle) – det er Enhedslistens regler!
Mvh Simon Emil
Socialistisk Folkeparti har i de seneste år løbet fra deres egen ideologi i forhold til deres principprogram
Det der har styret blandt andre den unge Tor Möger Pedersen er udsigten til at få en ministerbil.
SF med chefstrategen i spidsen har glædeligt og ukritisk ændret deres egen politik 180 grader – det politiske indhold er blevet sekundært for ledelsen, der er åbenbart ingen græmser for hvad SF støtter bare man kan få ministerposter.
Det kan nogen gange være svært at finde ud af hvad politikerne egentlig mener, men det skal man måske ikke være så ked af for i Socialistisk Folkeparti kan de slet ikke finde ud af hvad de selv mener.
22 Simon Emil
Tak for informationen; det vidste jeg ikke.
Den nærmeste løsning for en utilfreds SFer må så være at blive løsgænger.