Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Kærlighed gør blind '“ navnlig i pengesager

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 9, 2011

Comments icon

12 kommentarer

Så kom den. Den samlede fortælling om en af de særeste historier i dansk politik. Historien om, hvordan det kunne lade sig gøre, at en ung og relativt attraktiv og velbegavet kvinde, der fik høje politiske topposter lod '“ og lader- sig fuldstændigt forblænde af en notorisk svindler og bedrager. Det er selvfølgelig historien om den tidligere konservative toppolitiker og minister Henriette Kjær og hendes kæreste den tidl. K-pressechef og kommunikationsrådgiver Erik Skov Pedersen.

Det er en historie, der spænder sig over 20 år, og som kulminerer i begyndelsen af dette år, hvor Erik Skov Pedersen tilstår et millionbedrageri '“ som han senere idømmes en lang ubetinget fængselsstraf for '“ og Henriette Kjær tvinges væk fra posten som gruppeformand og politisk ordfører for det daværende regeringsparti. Ved valget forlod Kjær dansk politik, i det hun ikke genopstillede.

Det er BT, som opruller den sidste del af historien, da avisen får et tip om, at Erik Skov Pedersen skulle have forfalsket sin gamle mors underskrift for herefter at have lænset hende for penge. Herefter fulgte en bølge af historier, der endte med endegyldigt at rive tæppet væk under parret, da Skov Pedersen diverse økonomiske luftkasteller, bedragerier og fixfaxerier '“ efter 20 år med løgn, fup og fidus uden egentlige strafferetlige konsekvenser – langt om længe fik en ende ved retssystemets mellemkomst.

Det er derfor ikke underligt, at det netop er to BT-journalister, der har fået skrevet denne første sammenhængende historie 'Luksusfælden' om parrets opstigning, storhed og endelige fald. Thomas Nørmark Krog var manden, der skrev flere af de bedrageri-historier, der i januar fældede parret, mens den mangeårige Christiansborg-reporter, Andreas Karker kender hele forhistorien og undervejs dækkede de politiske konsekvenser ved Erik Skov Pedersens og hans kærestes fabelagtige selvbedrag.

Det er således en tragisk historie om et par, der simpelthen aldrig indser, at de ikke kan finansiere deres ekstravagante livsstil med de indtægter, som de nu engang har. Den ene lukker simpelthen tidligt øjnene for dens andens mere og mere desperate – og kriminelle – forsøg på at holde familiens økonomi oven vande. Det står dog klart tidligt, at Erik Skov Pedersen bedrager sine arbejdsgivere og senere sin kompagnon og sluttelig sine forretningsforbindelser for penge. Dertil kommer, at han unddrager skattevæsenet for skyldig skat og undlader at betale medarbejdere samt private virksomheder for deres løn, varer og services.

Forfatterne har lagt snittet rigtigt. Man holder sig klædeligt til kendsgerninger og har sine stort set åbne kilder i orden. Relevante bilag fra Erik Skov Pedersens fusk er optrykt i bogen. Man bruger i fornuftigt omfang billedmaterale og henviser til parrets egne forklaringer mv. optrykt i bøger, interviews. etc. Det er rigtigt klædeligt for bogen, at den hverken spekulerer eller moraliserer for meget. Læseren får kendsgerninger serveret med de forskellige forklaringer, og så må man ellers selv bedømme troværdigheden.

For så vidt er der jo tale om en (delvis) tilståelsessag for Erik Skov Pedersen side, men det er det ikke helt for Henriette Kjær. Bogen sandsynliggør (igen) at den tidligere socialminister burde have vidst, hvad der foregik i parrets privatøkonomi. Det stod tidligt tindrende klart for hele Christiansborg-miljøet allerede tilbage i 2000, at Skov Pedersen havde bedraget lobbyfirmaet CoBrus for måske op mod en million kr. Henriette Kjær mente tilsyneladende dengang, at hendes kæreste, der ellers overfor firmaets ejer og partnere havde tilstået sine bedragerier, var nærmest uskyldig. Dengang blev Skov Pedersen reddet på målstregen fra en politianmeldelse på grund af politiske hensyn '“ der også bundede i – at man tog hensyn til Henriette Kjærs karriere. Det viste sig siden, at Kjær ikke evnede at styre sin kæreste, hvilket kun fem år efter førte til, at 'Markisesagen' væltede hende som Familie og forbrugerminister i februar 2005. Efter at have kæmpet sig tilbage efter et par rolige år, kom Kjær tilbage på sporet som politisk ordfører og senere gruppeformand. Men efter yderligere seks år, hvor hun tilsyneladende ignorerede det syndige og kaotiske rod i privatøkonomien, måtte Kjær endegyldigt forlade Christiansborg efter 17 år som folketingsmedlem og et uendeligt antal dårlige undskyldninger, bortforklaringer, benægtelser og ikke mindst skyden skylden på alle mulige mennesker, der åbenbart kun ville hende og hendes kæreste det ondt.

Det er selvsagt en glimrende og ganske velskreven bog, de to BT-journalister har skrevet, der kommer hele vejen rundt om fænomenet Erik Skov Pedersen, hvor der bliver holdt en god distance til hovedpersonens mytiske evner som politisk rådgiver. Manden bliver i bogen indrømmet de kunster, som han nu kan, og som lader sig dokumentere uden den patos, der ellers ofte følger med beskrivelser af politiske wonderboys M/K. Men ellers bliver Skov Pedersen holdt ud i strakt arm underkastet en kritisk, men fair analyse. Bogens styrke er også, at begivenhederne bliver sat ind i de rette politiske forhold, som de foregår under. Og i det hele taget er det en styrke ved bogen, at den ikke belemrer læserne med overflødig snik-snak. Der er, hvad der sker være i denne skildring – hverken mere eller mindre – af formentlig den største personskandale i dansk politik siden afsløringen af Peter Brixtoftes Farum-cirkus.

Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog
'Luksusfælden'
Berlingske Media
267 sider

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    12 Comments

  1. Tina Birch

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 06:28:

    Tak for anmeldelse. Det er en meget mere fascinerende bedrageri-historie end Stein Baggers, fordi den foregår i toppen af dansk politik. Kommer bogen ind på det politiske miljø omkring Henriette Kjær? Hvis alle på Christiansborg har vidst det siden år 2000, hvordan kan det så lade sig gøre over så lang tid? Hvilke personer og mekanismer har beskyttet Kjær og derved ladet historien fortsætte med store personlige og økonomiske konsekvenser for ofrene?

  2. Jesper Knudsen

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 08:49:

    2.

    Glimrende anmeldelse, den er nu føjet på julegavelisten..

    Hvis det skullle være rigtigt at alle har vidst om ægteparrets katastrofale økonomi er det stadig et mysterie hvorfor makiseagen dukkede op i TV2 efter 2005 valget men inden ministerudnævnelserne dvs på det absolut mest gunstige tidspunkt for Venstre.

    En timing som Henriette Kjær også flere gange har undret sig over for at sige det diplomatisk.

  3. Jarl Cordua

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 08:51:

    2. Lige netop den spinhistorie om at det hele var Venstre-spin punkteres fuldstændigt i bogen, i det både TV2 og deres kilder fra dengang står frem og forklarer sagens tilsyneladende rette sammenhæng.

  4. Jarl Cordua

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 08:57:

    1. Så absolut. Ellers er det svært at forstå, hvorfor Erik Skov Pedersen ikke bliver anmeldt for bedrageri af CoBrus’ ejer Jens Heimburger.

    Forklaringen er enten, at Heimburger ikke ønsker at ødelægge Kjærs karriere eller indser, at han muligvis selv risikerer at komme i fedtefadet på grund af at han selv har haft et ansvar for, hvad der er foregået. Måske har Heimburger fået det bedste ud af en situation, hvor han risikerede yderligere dårlig omtale af sin virksomhed.

    CoBrus-sagen er den sag, der knuser Erik Skov Pedersens ry og rygte endeligt på Christiansborg. Alligvel er der enkelte bl.a. CDs Mimi Jakobsen der indleder et samarbejde med ham. Det skal man ikke bebrejde dem i dag. De kom alle inderligt til at fortryde det senere.

    Men læs bogen, så vil du forhåbentlig komme nærmere en forklaring på dit spørgsmål.

  5. Henrik Juul

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 08:58:

    “Dengang blev Skov Pedersen reddet på målstregen fra en politianmeldelse på grund af politiske hensyn '“ der også bundede i '“ at man tog hensyn til Henriette Kjærs karriere.”

    Meget problematisk. Man har ladet en notorisk kriminel fortsætte sine aktiviteter og dermed påført godtroende erhvervsdrivende tab der kunne være undgået. Bundråddent!

  6. Morten Hansen

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 09:00:

    Med så mange kontakter i den borgerlige lejr har du vel også nogle erfaringer selv Jarl?

    Hvor længe har du kendt til sagerne og hvad har man snakket om i krogene?

  7. Jarl Cordua

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 09:03:

    5. Ja det kan du sige. Men måske havde Jens Heimburger – og tidligere både de konservative og Finansministeriet – deres gode grunde: De ville undgå skandale og dårlig avisomtale. Det lykkedes faktisk ikke helt for CoBrus, som jo siden fik nye ejere og skiftede navn.

    Men hvis de “godtroende erhvervsdrivende” havde læst lidt på lektien på, så havde de løbet skrigende bort.

    Sagen er nemlig også den, at Erik Skov Pedersen var fantastisk dygtig til at tale sin sag. Det var derfor han kunne slippe afsted med at franarre også ret snu erhvervsfolk millioner af kr.

  8. Jarl Cordua

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 09:05:

    6. Ikke længere end da jeg for mere end ti år siden læste Mikkel Hertz og Simon Andersens afslørende artikler i Jyllands-posten. Dengang stod det klart for alle på Christiansborg (der gad læse avis) at manden var en svindler. Det blev så siden bekræftet af alle dem, der havde samarbejdet med manden. Personligt har jeg ingen erfaringer med manden, men har da hilst på ham engang for mange år siden.

    Men jeg synes at man skal læse bogen også fordi den fanger alle de vigtige detaljer op, som måske bliver glemt i mange af de nyhedshistorier og portrætter, som siden er blevet lavet af hovedpersonerne. Fx at Skov Pedersen ifølge Venstre var manden, der fik bragt Fogh Rasmussen i fedtefadet på grund af AMBI-sagen i 1992 og førte til hans afgang som minister.

  9. Michael Mortensen

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 14:03:

    Står der noget om Skov Petersens tidligere kompagnon Simon Pihl Sørensen, der i dag er socialdemokratisk viceborgmester i Lyngby Kommune? Mener de havde StrategiKompagniet sammen?

  10. Henrik Juul

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 14:13:

    @7

    Jeg tænkte nu også på de gartnere, håndværkere og butiksejere der senere har haft svært ved at kradse deres tilgodehavender ind hos parret. De skulle måske bare have “læst på lektien”?

  11. Jarl Cordua

    sagde den 10. oktober 2011 kl. 15:07:

    9. Han bliver nævnt, men det er faktisk ganske lidt sammenlignet med hvor meget hans navn blev omtalt i sagen.

    Simon Pihl er jo også et offer for ESPs fantasteri.

    10. Jo. Det kan du sige. Jeg forklarer baggrunden for hvorfor han ikke blev anmeldt til politiet. Jeg forsvarer ikke beslutningen, men forstår da bevæggrundene.

    En af dem, som ESP skyldte penge var i øvrigt en håndværker, som havde sat vinduer i parrets hus. Han lovede ESP et lag tæsk, hvis ikke han kom til lommerne. Det virkede…

  12. Jakob

    sagde den 11. oktober 2011 kl. 14:38:

    En stor mand ham ESP, jeg skulle ikke “i ringen” med ham…

    😉

Bottom border