Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Manden, der ikke kan holde sin kæft

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 18, 2011

Comments icon

35 kommentarer

I foråret rasede debatten om, at forfatteren m.m. Henrik Dahl havde tilladt at stille sig mere end almindeligt skeptisk an mht. socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidts evner som mulig tænksom regeringschef i sin debatbog 'Spildte Kræfter”. Dahls kritik af Thorning fyldte kun ca. en halv side af 150 sider, men tog næsten al fokus fra hvad bogen så i øvrigt handlede om.

Den handler, som titlen anfører, om en desillusioneret venstreintellektuels opgør som deltager i S-SFs politiske udviklingsarbejde (eller rettere mangel på samme) i 00'erne. Og det er kostelig læsning, hvor han udleverer hele den pompøse skare af selvbestaltet hjernetrust i henholdvis S og SF. Det gør man naturligvis ikke ustraffet, så man må formode, at broerne til det københavnske venstreintellektuelle parnas er futtet af én gang for alle. På den anden side så kan få i de studiekredse med prominente sosser, som Dahl deltog i, have været i tvivl om, at sociologen ikke lader sig styre af hensyn som blind loyalitet til sit parti '“ senest Socialdemokraterne, hvorfor han da også løbende offentliggjorde kronikker og kommentarer med indhold og budskaber, der fik dem til at rynke på næsen. Det skulle blive meget værre, set fra deres stol.

Dahls betragter venstrefløjen, som værende intellektuelt i (frit) forfald er, og i Danmark er degeneret til at nægte at skulle forholde sig til store problemstillinger som de seneste årtiers indvandring til landet og eksplosionen i de offentlige udgifter. Man vil hellere lukke øjnene for udfordringerne, snakke udenom og især bruge kræfterne på at rakke Dansk Folkeparti ned. Dahl sad med i studiekredse med tænksomme folk som Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Søren Mørch og Hanne-Vibeke Holst i den (naive) tro, at her kunne man da udtænke nye begavede politiske svar på disse problemstillinger, som vælgerbefolkningen også for længst havde identificeret, som altafgørende vigtige for dem. Men han blev klogere og en illusion fattigere, erkender han i bogen. Dahl er derfor en fuldblodspessimist på venstrefløjens vegne, og han spår i bogen '“ dvs. forud for valgresultatet blev kendt – at Thornings regering bliver en parentes blandt borgerlige regeringer, og at centrum-venstre-regeringer kun får lov at vikariere, når de borgerlige har gjort sig umulige på grund af uduelighed. (Når man ser på tilstanden blot en måned inde i den ny valgperiode, så er der endnu ikke meget, der tyder på, at Dahl får uret, både når det handler om Thornings duelighed som regeringschef og resten af regeringens evne til at udtænke nye svar på de politiske udfordringer.)

Jeg må tilstå, at jeg både før og efter læsningen er/var Henrik Dahl-fan. Han er en af de meget få i dette land, som både tør stå ved at være en gammeldags (venstresnoet) intellektuel, som i modsætning til så mange andre ofte har noget fornuftigt at sige og vigtigst: endnu ikke har formået at tabe jordforbindelsen. En særlig, men ikke sart plante, som man behøver at værne om. For Dahl er både mand for at tage et ordentlig lag tæsk i offentligheden og så har han til fulde bevist, at han i modsætning til så mange andre venstreintellektuelle kan forsørge sig selv uden på en eller anden led at have snablen nede i de offentlige kasser.

Første gang jeg læste Dahl var den lille bog 'Den kronologiske uskyld', som var en nærmest bevægende skildring af en hel generations opvækst og miljø på provinsielle parcelhusveje. Ingen debatbog før eller siden har rørt mig på samme måde. Også selvom at det jo aldrig bliver særligt følsomt, når det er Dahl skriver. For ham '“ der er fra Skærbæk i Sønderjylland – vil patos nok forekomme nærmest latterlig og endda umandigt, vil jeg tro.

Til gengæld er Dahl konstant morsom samt ofte ætsende sarkastisk både at læse og høre på, på den der underspillede jyske, men stadig logisk stringente og intellektuelt elegante – ja nogle gange overlegne facon, som man sikkert engang kunne møde i forne tiders litterære miljøer. Det giver Dahl flere prøver på i 'Spildte Kræfter'.

Vi får også forklaringen på, hvorfor Dahl insisterer på at være rød eller rettere ikke ser sig selv som borgerlig skønt han er mest enig med dem, når det gælder økonomi og udlændinge. For Dahl (ligesom det er for mange andre) er politik ikke kun fornuft og logik, men faktisk også følelser. Trods alle politiske idéer og gode argumenter, så stemmer mange vælgere på valgdagen ud fra, hvor de i grunden føler sig bedst hjemme. Dahl kan ikke identificere sig som borgerlig, bl.a. fordi han åbenbart abonnerer på venstrefløjens værste myter om de borgerlige partiers politikere som fuld af bedsteborgelighed, 'fanden tager de bagerste-socialpolitik' og blind tro på markedskræfterne. Den slags typer findes skam også, men som altid er billedet mere nuanceret end som så.

Jeg fandt dog et par fejl i bogen. Det var ikke to røde færinger, som blev valgt i Folketinget ved det historisk tætte 98-valg, men en Socialdemokrat og en Folkeflok-mand (som var tilknyttet de Konservative). Før 98 havde der været to borgerlige færinger i tinget. Og de konservative tabte 11 og ikke 16 mandater ved samme valg. De fik heller ikke 11, men 16 mandater.

'Spildte kræfter' bør simpelthen være (hade)julegaven til ens evigt sure venstreorienterede seminaristonkel, der altid indleder enhver diskussion med at udtrykke, hvor meget han i grunden hader DF, som forventer, at Johanne Schmidt- Nielsen endelig og langt om længe indvarsler revolutionens komme og som grundlæggende mener, at enhver prioriteringsdiskussion vedr. offentlige udgifter er plat og underlødig borgerlig tankegang og i øvrigt langt under hans værdighed.

Men husk nu at læse bogen inden at du pakker den ind, så bliver forventningens glæde mht. at skulle se onklen sprutte af raseri over den sublime ultimative fornærmelse endnu større!

Henrik Dahl:
“Spildte Kræfter” – hvorfor venstrefløjen i virkeligheden er fortabt
Gyldendal
152 sider

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    35 Comments

  1. Annegrethe Rasmussen

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 13:36:

    Hej Jarl,
    det var da godt, du endelig fik læst Henriks bog 🙂
    Jeg synes jo også den i lange stræk rammer plet (bortset fra you know where). Men hvem var de mange anmeldere, som sablede den ned (som du skriver)?
    Så vidt jeg husker fik den en ganske fin kritik. Ikke bare i min avis men over hele linjen …
    kh
    AG

  2. Ryan Smith

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 13:45:

    En påfaldende detalje ved bogen er, at den snor sig op og ned af diverse tanker om en liberalisme der ikke er “borgerlig”, men ikke nævner LA med så meget som ét ord.

  3. Jan Christensen

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 14:39:

    Jeg ville egentlig have skrevet den følgende kommentar i forbindelse med artiklen om spindoktorerne, men den har også sin relevans til denne artikel:

    M.h.t. Noa Redington, er det virkelig utrolig påfaldende, hvordan han “klæber” sig til Helle Thorning-Schmidt. At se hende i offentlig sammenhæng uden ham få meter derfra er næsten umuligt at forestille sig. Det er derfor måske heller ikke så langt fra sandheden, når Henrik Dahl skriver, at hun “kort sagt ikke er i stand til at gå blot nogle få meter uden en rollator af stikord og briefinger og talepapirer”. Den oplysning har Dahl selvfølgelig fra sin eks-kone, Christine Antorini, og da hun jo kender sin partiformand ret godt, må der være noget om snakken, men ud over det tydede også et optrin under Ã…bningsdebatten i Folketingssalen d. 6. oktober kl. 23 på, at der ikke er tale om fri fantasi fra Henrik Dahls side: Redington sad ivrigt i salen og sms’ede på sin mobiltelefon, mens medlemmer fra Enhedslisten stillede pro forma-spørgsmål til en åndsfraværende statsminister, der hele aftenen havde været under beskydning fra oppositionen p.g.a. sine rutineagtige krumspring om den meget omdiskuterede boligpakke. Den episode kunne pressen godt have boret lidt i.

    Du skriver også i din artikel, at Redington går meget op i, hvordan Thorning-Schmidt fremstår, når hun optræder i offentligheden. Til det er der at sige, at det har været påfaldende, hvordan vælgerne på den ene side gentagne gange har vist lunken begejstring for hende ved valgene, mens hun til gengæld ofte bliver modtaget som Barack Obama eller reinkarnationer af Moder Teresa, Michael Jackson og Elvis Presley i offentligheden, hvad enten det drejer sig om optrædender på gågader, ved SF’s landsmøde, vælgermøder, når hun skal fejre valgnederlag med sine partifæller eller andet.

    M.h.t. Margrethe Vestager, så er jeg meget overrasket over, at ingen medier har bemærket den store transformation, hun har været igennem det seneste års tid. Vestager var nemlig i mange år en sur, tvær og arrogant politiker, der ikke gik af vejen for at gå i verbalt slagsmål med journalister (Lotte Mejlhede), bagtale tidligere partifæller (Naser Khader), tale utroligt nedladende til politiske modstandere (Pia Kjærsgaard) og ikke mindst tale udenom i én uendelighed. Hør selv her: http://kortlink.dk/6wyc Det er hun nu tilsyneladende holdt op med, men det ser ikke ud til at undre nogen journalister eller kommentatorer, der ellers har for vane at se spin alle vegne.

    Er det virkelig kun, fordi Margrethe Vestager nu befinder sig i en fantastisk medvindsfase, at hun har lagt stilen om? Eller skyldes det måske, at valgets i særklasse vigtigste emne var økonomi, et område, der ikke drejer sig om følelser? Det er nemlig påfaldende, at Vestager har en tendens til at blive skinger, når hun taler om bl.a. udlændinge og Irak-krig. Under valgkampen argumenterede hun således bl.a. for at “rejse en skamstøtte” over den sidstnævnte begivenhed. Under alle omstændigheder kan jeg ikke forstå, hvorfor ingen journalister synes, det er interessant, at en politiker nærmest skifter personlighed. For det er stort set det, der er tale om.

  4. Kasper Lauest

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 14:42:

    Mit grundlæggende problem med Dahl i denne sammenhæng er at han på et for mig at se falsk grundlag markedsfører sig selv som rød selvom han, som du skriver, er mest enig med de borgerlige når det kommer til såvel den økonomiske politik som udlændingepolitikken. Dette virker opportunt fordi en kritik altid er mest bemærkelsesværdig når den kommer fra “egne rækker”. Men tilhører Dahl så den “røde fløj”? Peronligt har jeg aldrig nogensinde opfattet ham som rød, end ikke dengang han kørte parløb med Christine Antorini. At man ikke er “småborgerlig” betyder ikke at man er rød og derfor mener jeg ikke at hans kritik af Thorning og det Venstreintellektuelle miljø kan betragtes som “kritik fra egne rækker”. Alene det at manden tilsyneladende er enig i den borgerlige udlændingepolitik siger vel det meste. At så hans personangreb på Thorning forekom temmelig perfidt og underlødigt gør det ikke bedre.

  5. Jarl Cordua

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 15:43:

    1. Ja jeg husker sikkert forkert og har ladet mig påvirke at den debat, der var om Dahls beskrivelser af Thorning.

    4. Herregud. Manden sagde jeg vel bare, hvad han mente? At han var fuldkommen uimponeret af Thorning.

    Og derved bekræftede Dahl velsagtens hvad Jakob Nielsen beskrev i sin biografi “Helle for magten”: At Thorning ikke brænder for noget og aldrig har udtænkt noget, der bare kunne minde om et omrids af et politisk projekt.

  6. Jens B

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 18:38:

    hej jarl, tak for anmeldelsen, jeg har ikke læst bogen men forventer da at den er sjov.

    Som en del anmeldelser vist også var inde på har HD vist travlt ved håndvasken. Er sagen ikke, at han i en del år gav den som arv modstander af DF og konsekvent stod på den forkerte side af det folkelige når det kom til EU, indvandring, osv. Her tænker jeg specifikt på hans medlemsskab af Nyt Europa og hans bøger med Christine Antorini, der vel mindede mere om en venstreorienteret udgave af Ny Alliance end en appel om at tage DF seriøst?
    Det gør ikke bogen mindre læseværdig, men sætter måske HD’s vurderinger lidt i relief? Jeg har altid tænkt på ham som en sjov og tænksom provokatør, som man gør klogt i ikke at tage al for alvorligt.

    Jeg vedhæfter lige et rammende udklip fra Erik Holsteins anmeldelse på Altinget:

    “De analyser Henrik Dahl så gavmildt stillede til rådighed for venstrefløjens toppolitikere var af meget skiftende kvalitet. Hvis S og SF op til 2001 havde fulgt hans råd og var sprunget ud som jubeleuropæere, var nederlaget til Dansk Folkeparti ikke blevet “stort”. Det var blevet gigantisk.”

  7. Til grin

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 18:40:

    @ Kasper Laust

    ja, det er klart; hvis man er uenig med de radikale og den rabiate venstrefløj på udlændingespørgsmålet, så kan man da ikke være rød, men må være en uanstændig borgerlig.

    Det er falsk markedsføring at han kalder sig rød. Hvor lusket. Og det har han gjort hele livet.

    Og SF og Socialdemokraterne hoppede på den. Hvor er han dygtig, tydeligvis trænet i marketing fra sin tid på CBS.

    Men hvor SF og S blev snydt, har Kasper Laust luret ham. Blot fordi han selv identificerer sig med venstrefløjen, hævder at han har stemt rødt, danner par med forskellige venstrefkøjsere og har deltaget aktivt i politiske debatter, skoler, udviklingsprojekter på venstrefløjen, så betyder det ikke at han er fra venstrefløjens rækker.

    Et par point til Kasper Laust for dagens grin. Men ellers kan vi vel konstatere at der er utroligt strenge krav for at kvalificere folk til at være fra “egne rækker” når det kommer til den danske venstrefløj; afviger man fra linjen på nogle spørgsmål er man diskvalificeret, og det endda med tilbagevirkende kraft, så også ens fortid må betragtes som ikke acceptabel.

  8. Rune

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 19:28:

    Jeg holder med Kasper. HD er ikke og har aldrig været rød. Han skriver det selv: han stemte rødt som fravalg ikke fordi han var enig. Der er ikke nogen ‘fra egne rækker’ i kritikken. Desværre siger hans cv derfor også en mere rammende kritik af parnasset end hans bog da han jo var med i deres klubber og bøger, som til grin skriver.
    Min største ærgelse i bogen er at han er så forhippet på at kritisere at når S gør noget taktisk er det ideologisk dumt og når de gør noget ideologisk er det ikke taktisk nok.
    Hans karakteristik af HT kan jeg ikke bruge til noget… men lad mig lige slå fast: der er intet rødt over den tredje vej eller fremmedfjendske politik uanset hvad HD eller S og SF siger.

  9. Hans Und

    sagde den 18. oktober 2011 kl. 22:57:

    Det er ikke kun Dahl, der har sat spørgsmålstegn ved HTS evner. Mørch og Bjerregård har fremført præcis det samme i deres samtalebog med Krasnik. (vistnok et sted mellem p 230 og 240). Og Jarl s nr 5. Og Jan C s gennemgang. Og skattesag som underbygger indtrykket. Og. Og. Og.

    Det er vist kun Annegrethe der stille op og vidner positivt om HTS karakter. Ingen andre tør eller vil.

  10. Orla Schantz

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 00:15:

    Tak for anmeldelsen, Jarl. Jeg har også læst bogen og tolker den nærmere som en idealistisk intellektuels (beklagelige) erkendelse af, at politikere ikke interesserer sig for teorier og tanker, men kun for praksis og magt. Henrik Dahl har fået et crash course i bevægelsen fra håbefuld naivist (desværre) til desillusioneret kyniker.

    Som du sætter jeg stor pris på hans velskrivende observationer. Mere end nogensinde har vi brug for folk af hans kaliber. Og han er en skarp analytiker og læser af det politiske spil. Læs her, hvad han allerede forudsagde for et års tid siden:

    Når den borgerlige fløj gør en ihærdig indsats for sin regeringsuduelighed, som den har gjort i nogle år, kan venstrefløjen vinde et enkelt folketingsvalg. Det ændrer ikke det grundlæggende forhold, at dens førstefødselsret har været borte siden 1982'¦

    Hvorfor er det sådan? For det første vil en venstreorienteret regering være præget af indre modsætninger. Jeg har sagt det tidligere, men gentager gerne for de uopmærksomme: Det Radikale Venstre er ikke enig med Socialdemokratiet om andet end små og marginale ting og kun en anelse mindre uenig med Socialistisk Folkeparti'¦
    Venstrefløjen er ikke i tvivl: Det gælder om at varetage de kortsigtede interesser.

    Velfærdsfundamentalismen har aldrig været stærkere på venstrefløjen, end den er i dag'¦

    Endelig er der så det vigtigste: At venstrefløjen ikke bare er blevet konservativ, men ligefrem ortodoks. Den sætter en ære i at mene ting, der gør den uskikket til at lede landet'¦

    Det bliver der imidlertid ikke gjort noget ved, fordi venstreintelligentsiaen de seneste ti år først og fremmest har fungeret som et tæskehold, der har forsøgt at lukke munden på enhver, der ønskede at bryde ortodoksien. (side 130)

  11. Jesper Skov

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 09:25:

    4. og 8.

    Nu var der flere venstreorienterede – primært socialdemokrater – som var kritiske overfor den store indvandring fra 80’erne af. I slutningen af 80’erne var der internt i partiet flere, der ville bremse op for indvandringen og sikre bedre integration gennem mere “pisk” og tvang. Anker Jørgensen mente i 1987 også, at der dengang kom for mange indvandrere til landet. Men Svend Auken vendte det hele om, da han blev formand og sagde, at problemet var danskernes racisme og ikke tvangsægteskab, indvandrernes høje kriminalitet eller lave arbejdsløshed. Svend Auken såede i og for sig jorden til DFs senere opblomstring. Men også gennem 90’erne var der jo flere fra socialdemokratiet, der var kritiske overfor den liberale indvandringspolitik.

    Men alle disse – fra Anker Jørgensen til Thorkild Simonsen – var måske heller ikke rigtige venstreorienterede?

    Læs i øvrigt Arne Hardis’ glimrende artikel 'Udlændingepolitik:  »Ikke særlig hensigtsmæssig for partiet «', Weekendavisen 14.08.2009.

  12. Jens

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 09:35:

    @Jesper Skov

    Ja, specielt slog de såkaldte socialdemokratiske Vestegns-borgmestre sig op på kravet om en strammere udlændingepolitik. Det har dog ændret sig markant siden. Da VKO kom med deres pointsystem her i foråret var disse socialdemokratiske Vestegns-borgmestre nogle af de hårdeste kritikere, ja, borgmester Kjeld Hansen fra Herlev trak ligefrem ‘Nazi-kortet’ overfor for VKO. Mon ikke demografien har ændret sig markant i disse kommuner siden 1980’erne og 90’erne, således at de socialdemokratiske borgmestre idag er afhængige af indvandrer-stemmerne??? Efter at have oplevet deres ko-vending i.f.m. ‘balladen’ VKO’s pointsystem juynne man godt få den tanke.

  13. Henrik Jørgensen

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 09:45:

    Henrik Dahl må da have de holdninger, han har og – herregud – hvis han som politisk bullshitter mener at have en ligemand i Helle Thorning Schmidt, så må han da også mene det. Jeg kender ikke nogen af dem godt nok til at vide, om han har ret.

    Men hvis man læser dagens Indspark i Berlingske fra selvsamme person, så passer prædikatet venstreorienteret bare ikke særligt godt på den af Henrik Dahl fremførte holdning. At ulighed er ønskeligt er vel nok noget af det mest u-socialistiske, man kan sige.

  14. Morten Hansen

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 11:43:

    Lidt ironisk at Henrik Dahl samme dag som blogindlægget springer ud som ultraliberal (i dansk forstand) i Berlingske:

    http://www.b.dk/kommentarer/protesternes-fornuftige-kerne

    Når man skriver at “social retfærdighed er ønskværdig, fordi det sikrer den sociale fred”, -altså ikke fordi lighed er et mål i sig selv, men kun for at opretholde samfundsordenen, er man ikke venstreorienteret i min optik.

    Jeg mener den ‘gamle’ Henrik Dahl gik ind for at sikre den enkeltes frihed gennem lige muligheder. Nu ser han tilsyneladende frihed og lighed som modsætninger.

  15. Henning Tjørnehøj

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 12:02:

    Jeg skrev i forsommeren denne kronik i Politiken, men hørte ikke en lyd fra den ellers meget skrivende Henrik Dahl. Jeg gentog noget af min kritik i en lille artikel i Berlingske – hvor han siden udsendelsen af bogen mod Soc dem er blevet fast bidragyder – men hørte stadig intet fra ham. Sært så tavs han er blevet

    Underlødig kritik af Socialdemokratiet
    Henrik Dahl har med sin for nylig udsendte venstrefløjskritiske bog fået en del medieomtale, og han er straks blevet en af Berlingskes faste meningsdannere. Omtalen af bogen skyldes hans lidet flatterende omtale af Helle Thorning. Efter at hun havde slået Anders Fogh i sine to tv-debatter under valgkampen i 2007 – hun indfriede således sit løfte – konstaterede Tøger Seidenfaden ellers, at hun havde 'matchet Fogh dyst for dyst og samtidig formået at fremstå som en selvsikker fornyer. (Hun har) dermed vundet en sejr, der peger fremad mod statsministerstolen'. Fik du den, Dahl? (Stryges, tak)
    Med hjælp fra sociologen Anthony Giddens søgte Tony Blair i midten af 1990'erne at gå En tredje vej ved at kombinere markedsøkonomiens frikonkurrence med velfærdsstatens sociale tryghed. Dahl fortæller, hvordan han i 1999 som deltager i en S-delegation besøgte partifæller i London. Her var de bl.a. i audiens hos Giddens for at høre nærmere om hans vej og hos politologen Peter Mandelson – hovedarkitekten bag New Labour og kampagneleder i 1997, da Blair vandt sin jordskredssejr.
    Møderne i London gjorde et 'overvældende' indtryk på Dahl. Men tanken om at kombinere markedsøkonomi med social tryghed burde nu ikke være nogen nyhed for skandinaviske socialdemokrater. Den praktiserede deres forfædre i Mellemkrigstiden, mens Labour stod svækket bl.a., fordi et flertal i ledelsen besluttede at fortsætte fortidens liberalistiske markeds-økonomiske politik (ikke liberale – det har noget med frisind at gøre) selv under krisen i 30'erne.
    På denne baggrund er det måske ikke så underligt, at det netop blev en engelsk økonom J. M. Keynes, som – oprørt over 30'ernes massearbejdsløshed – foreslog, at staten søgte at sikre nogle af de beskæftigelsesmuligheder, som arbejdsgiverne ikke så sig i stand til at fremskaffe. Hans ideer fandt til en begyndelse især fodfæste i Skandinavien. Faktisk kan man i S' arbejdsprogram fra 1923 læse, at 'de offentlige arbejder indskrænkes under højkonjunktur og fremmes i dårlige tider'. Efter krigen støttede selv borgerlige politikere Keynes' tanker – sågar Venstre. Men dets efterkrigsprogram var dog et par år undervejs. Hovedforfatteren, finansminister, prof. og senere OECD-generalsktr. Thorkil Kristensen har fortalt mig, at han havde besvær med at overbevise sine partifæller om keynesianismens velsignelser.
    Denne økonomiske -isme stod uantastet frem til 1960'ernes begyndelse, hvor den amerikanske økonom Milton Fridman foreslog at bekæmpe inflationen (prisstigningerne) vha. en restriktiv penge(rente)politik – heraf betegnelsen Monetarisme. Han kritiserede de socialdemokratiske velfærdsstater og blev en af Ronald Reagans nærmeste økonomiske rådgivere og en inspirator for Margaret Thatcher og Anders Fogh i hans minimalstats-liberalistiske periode, der sluttede brat i april 1998, hvor han blev formand for V.
    Han tilsluttede sig da 'œdet grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel' (Berl. 19.4.98) efter at han i marts havde ført valgkamp mod 'velfærdsnarkomanien, der som al anden narko er vanedannede' – et direkte citat fra hans Minimalstatsbog udsendt i 60-året for det Kanslergade-forlig mellem S, R og V, som i realiteten indebar et sammenbrud for Vs madsen-mygdalske minimalstats-liberalisme.
    Tilbage i fædrelandet efter London-udflugten sendte Dahl den danske S-ledelse et notat om, at 'kapitalismen var indtrådt i en ny fase, der skabte nye muligheder' – hvilke nævner han ikke i sin bog. For at disse muligheder skulle kunne realiseres måtte det, 'der foregik i (Folketings)udvalgene, og det der foregik i råd og nævn (imidlertid bringes) til at hænge sammen'. (Stryges, tak) Han opstillede 'den hypotese, at Socialdemokraternes (Socialdemokratiets – om jeg må be') vælgere var trætte af, at partiet ikke havde nogen forståelse for nypolitiske bekymringer'. Hvad de bekymringer skulle gå ud på, nævner han heller ikke. Dahl anbefalede S at se nærmere på tre ting: Den enkeltes 'forhold til velfærdsstaten, (de) værdier, man skulle leve op til for at blive regnet som fuldgyldigt medlem af samfundet (udlændingespørgsmålet) og 'de nypolitiske sider af de gammeldags problemer'.
    De nypolitiske sider nævnes stadig ikke – ej heller de gammeldags problemer. Det blev de forhåbentlig i det notat, som Dahl sendt til S-ledelsen. Men hvorfor løfter han ikke en flig i sin bog? Man får blot at vide, at Nyrup og Lykketoft 'systematisk kastede vrag på de indsigter, der bragte Anders Fogh og kompagni til magten'. Også Fogh besøgte London for at høre nærmere om Den tredje vej. 'Prøv så at se, hvad de (Nyrup og Lykketoft – rådgivet af Dahl – og Fogh ved selvstudium) hver især fik ud af det. Jeg må nok sige, at der er forskel'.
    På hvad? – på den politik, som S havde ført, og den som Fogh førte efter sin valgsejr i 2001? Næh – Dahl fremhæver, 'at VKO har opført sig så velfærdsfundamentalistisk (et godt Cepos-udtryk) og reformvenligt (starthjælps-reformen, dagpenge-reformen, tilbagetræknings-reformen, ikke sandt), at enhver socialdemokrat burde kunne godkende det'. Men hvad var det så, Fogh fik ud af sit London-besøg hos Labour? Jo – det lykkedes ham iflg. Dahl at gøre V til 'det store folkelige parti '¦ i de sidste femten års tid'. Hvem har dog bildt ham det ind?
    For enhver regering er den økonomiske politik altafgørende, eftersom den danner grundlaget for resten af politikken. Først nu siver det langsomt ud, at Fogh førte en uansvarlig – og dermed ufolkelig – økonomisk politik, skønt det er blevet anført i den ene keynesianske Vismandsrapport efter den anden siden 2005, hvad der afstedkom den flabede anbefaling fra Fogh, at Vismændene burde skrive de økonomiske lærebøger om. Hans økonomiske politik har kostet – både erhvervs- og privatøkonomisk. De ufinansierede skattelettelser, skattestoppets stop for ejendomsværdiskatte-reguleringerne og de afdragsfri lån har ført til en særlig hårdt oppustet dansk boligboble. Det har igen medført et stærkt hævet prisniveau til skade for såvel konkurrenceevnen som privatøkonomien. Mange – især mindre – selvstændige har måttet give op, og mange ansatte er blevet arbejdsløse. Både ungdoms- og langtidsarbejdsløsheden er høj og stigende, og nu er landet i 'teknisk recession'.
    Forleden kunne man i DR høre overlæge Ole Hartling i en samtale med Poul Friis. Hartling fremhævede bl.a., hvordan privathospitals-tanken strider mod lægeløftets ord om, at lægen skal behandle rig som fattig lige godt. Ole Hartling er søn af fhv. V-statsminister og senere FNs flygtningehøjkommissær Poul Hartling. Hvad mon han ville have sagt til den inhumane behandling, som V – stærkt inspireret af DF- har præsteret overfor de asylansøgere, som håbefulde søgte til vort land? Jeg har meget svært ved at få øje på det af Dahl anførte folkelige i Foghs politik.
    Dahl fremhæver, at Nyrup tog 'fatalt forkert bestik af modstanden fra Fogh', fordi han 'talte sig varm på ideen om, at (Fogh) ville dølle befolkningen med blød, velfærdsvenlig retorik og derpå udnytte sit flertal til at indføre minimalstaten'. Men – det var jo præcis, hvad Fogh gjorde? Pæne ord om velfærd fortil, men indførelse af minimalstaten ad bagdøren i kraft af skattestoppet. Transaktionen kunne skjules under højkonjunkturen, men ikke da krisen kom i 2008 – og så forsvandt den folkelige, skabssocialdemokratiske velfærdsfundamentalist til NATO.
    Iflg. Dahl har S' 'udbygning af velfærdsstaten medført, at det opfattes som et parti, der elsker skattestigninger og en stadig voksende offentlig sektor'. Men hvorfor dementerer han ikke denne opfattelse? Kendsgerningen er, at skattetrykket især er steget i perioder med borgerlige regeringer.
    Under VKR-regeringen 1968 – 71 steg trykket fra 32 til 42 pct. af BNP, dvs. Danmarks-rekord i parlamentarisk tid. I Anker J. s 10-år steg skattetrykket derimod kun med en eneste pct. I Schlüters efterfølgende 10-år steg det fra 43 til over 50 pct. for første gang i årene 1987 – 88. Det var for resten dengang skattenægteren Fogh var skatteminister, indtil han måtte forlade sin post, fordi han løj overfor Folketinget om sin kreative bogføring. I Nyrups otte år blev skattetrykket fladet ud. Det var næsten det samme, da han måtte træde af, som da han trådte til. De seneste år under VK-regeringen har vi så haft verdensrekord mht. skattetryk. Alligevel skal vi blive ved med at høre borgerlige påstande om, at det især er S, der har sat skatteafgiftstrykket i vejret – nu også fra Dahls side.
    Han opfordrer S til at bryde med 'den klassiske socialdemokratisme, der var så besat af tanken om lighed, at den slet ikke havde øje for det tilfælde, hvor det, der skulle ofres for at nå den, var friheden'. Men friheden i bestemt form er jo det samme som anarki. Véd denne sprænglærde sociolog ikke, at friheds- og lighedsbegrebernes acceptable anvendelighed kun er mulig i deres relative form – dvs. i form af større eller mindre grad af frihed eller lighed.
    S har aldrig ønsket at gøre mennesker ens. S har altid ønsket at stille mennesker ens mht. rettigheder og muligheder. I sit ugeblad Socialisten – der snart efter skulle blive til dagbladet Social-Demokraten – definerede Louis Pio socialismen som 'læren om alle menneskers ligeberettigelse til denne verdens åndelige og legemlige goder' – vi ville i dag sige kulturelle og materielle goder. Han ønskede altså – lige så lidt om sine efterfølgere – lighed i absolut forstand.
    Men i 2005 udsendte JPs Niels Lillelund og Flemming Rose bogen 'Velfærd tur-retur' om 'socialdemokratismens sammenbrud' – en underlig fornøjelse på et tidspunkt, hvor denne -isme har vundet støtte pænt til højre for den politiske midte. De påstod., at 'den socialdemokratiske samfundsvision' bygger på tanken om 'absolut social lighed'. Og ind under jul udsendte Cepos-ideologen Mikael Jalving – som tidligere på året oplod sin røst i en svensk nazi-orienteret forsamling i Stockholm, uden at det har givet anledning til kritik andre steder end i Dagens Nyheter – en artikelsamling med bidrag af et halvthundrede af hans meningsfæller. Det hævdes i artikelsamlingen, at S 'ikke helmer, før vi alle er fuldstændig ens'. Hvor længe endnu skal vi blive ved med at høre på dette borgerlige lighedsvrøvl – nu med Dahls tilslutning?
    'Fra en situation, hvor de borgerlige havde patent på friheden og de venstreorienterede på ligheden' – igen denne bestemte, absoluterende form – burde S iflg. Dahl 'arbejde for at præge forestillingen om frihed lige så fuldt og helt, som de allerede prægede forestillingen om lighed. Det ville presse de borgerlige, fordi de så kun ville have en vare i deres (ideologiske) butik, mens S ville have hele tre: Frihed, lighed og broderskab'. – Men hvad er det for en frihed de borgerlige har på lager?
    Er det den politiske frihed? – Man skal faktisk hen på denne side af 2. verdenskrig, før alle borgerlige blev demokrater. Mange flere borgerlige, end historiebøgerne giver indtryk af, lod sig i Mellemkrigstiden friste af fascismen og nazismen. Er det den sociale frihed, som S- velfærdsstaten sikrede de fleste? – Denne velfærdsstats-frihed modarbejdede de borgerlige, skønt den sikrede det store flertal bedre bolig- , uddannelses- , arbejds- , sundheds – og ældreplejeforhold? Eller er det den økonomiske frihed – dvs. markeds-konkurrence-friheden? Heller ikke – den kan jo kun sikres vha. noget så uliberalistisk som regulering. Hvis man giver konkurrencen helt fri, vil de stærkere virksomheder æde de svagere endnu hurtigere, end det allerede sker, hvorved frikonkurrencen umuliggøres.
    Dahl undrer sig over, hvorfor 'staten skal have sådan en magt over den enkelte' iflg. S. Men skønt Fogh under valgkampen i 2001 lovede et opgør med 'regeltyranniet' i Nyrup-perioden, blev antallet af regler i Fogh- perioden dobbelt så stort – med en ny regel hver femte time (JP 26.6.08). Dahl konstaterer, at S' statsindgriben skyldes tanken om, at 'mennesket er svagt '¦ slet og ret et offer' – en meget udbredt borgerlig tanke i disse år. Men det er jo en kendsgerning, at mange mennesker har svært ved at gøre sig gældende uddannelses- , arbejds- eller familiemæssigt. Skal de blot være ofre?
    Dahl mener – uden nogen form for dokumentation – at S 'overdriver den sociale elendighed på det groveste', og at det vil 'føre til velfærdsstatens undergang'. For en god måneds tid siden offentliggjorde en række fattigdoms-forskere en undersøgelse af den politik, som regeringen – med DFs støtte – har ført overfor de dårligst stillede. Af undersøgelsen fremgår det, at 21.500 dårligt stillede i kraft af kontanthjælps-loftet, starthjælpen og 300-timers kravet, der nu forhøjes til 450-timer, fastholdes i fattigdom med særlig alvorlige følger for deres børn.
    V-beskæftigelsesminister Inger Støjberg mener imidlertid, at de netop nævnte VK og DF-fattigregler skal fastholdes, som 'et kærligt skub ud på arbejdsmarkedet'. Men mange har ikke råd til at købe receptpligtig medicin eller gå til tandlæge, ligesom mange kun har råd til eet måltid om dagen. Iflg. Støjberg vil det imidlertid være 'en katastrofe' at fjerne de nævnte regler (JP 21.4.). – Endnu et smukt eksempel på Vs folkelighed.
    Det smerter Dahl, at S og venstrefløjen kritiserer DF. Hvis man er så 'overbevist om sin egen sublime humanisme, så kunne man måske begynde med at inkludere DF '¦ og holde op med at dehumanisere partiets ledelse'. Det er der ganske rigtigt ingen grund til, det klarer DF-ledelsen udmærket selv.
    Den holdning, som DF har udvist overfor både indvandrere og flygtninge har i mange tilfælde været aldeles dehuman – pænt støttet af V. Og DFs varme ord om 'den lille mand' burde også klinge hult i Dahls øren, når man tænker på, hvordan partiet har støttet regeringens økonomiske politik, skattepolitik og socialpolitik, skønt disse 'politikker' klart har begunstiget de velstående og skadet de dårligt stillede. Med regeringens af DF og R (!) støttede Genopretnings- og Tilbagetræknings-REFORMER skal de arbejdsløse, efterlønsmodtagerne og folkepensionisterne nu betale for konsekvenserne af den ansvarsløse økonomiske politik, som er blevet ført af regeringen til gavn for de velstående.
    Hvis Henrik Dahl har ønsket at tilslutte sig den kritik af S og venstrefløjen, som de borgerlige med stor intensitet udfolder både i Folketinget og i deres altdominerende presse – der hyklerisk kalder sig liberal, dvs. frisindet – har han opnået, hvad han ville. Er det det, han vil? Det tror jeg egt. ikke. Man kan så undre sig over, hvorfor han gør det? Hvorfor udnytter han ikke sine gode mediemuligheder til at kritisere de borgerlige? Man skulle synes, at der var et og andet at tage fat på.

    Henning Tjørnehøj

  16. Rasmus Kristensen

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 12:43:

    Jeg har desværre ikke læst bogen endnu, men det har jeg fået en ekstra grund til her på bloggen.

    Thomas Nielsen havde mere ret end han troede, da han sagde Socialdemokratiet havde sejret ad helvede til. Jeg synes det er svært at se hvad det socialdemokratiske grundlæggende er i dag. De er selvfølgelig stolte af den danske velfærdsstat, hvor store dele helt sikkert bygger på Socialdemokratiets tanker.

    I dag ligner det et parti der har svært ved at finde på noget nyt. Nyrup og Lykketoft havde succes med at bringe god økonomi og arbejdsløsheden ned, noget som alle er enige om er en god ting. Da de ting fortsatte under Fogh, hvad havde de så at tilbyde i opposition? De borgerlige har også med en tænketank fået tilføjet nye ting til debatten, hvor de røde med CEVEA mest har fået nogen der kritiserer de borgerlige og ikke er særlig konkrete. Hvilket også er svært, for socialdemokratisme må være en balancegang. Bliver det mere rendyrket socialistisk har vi set hvilke grumme styrer det kan føre til.

    @14 Morten Hansen
    Det er muligt det er fordi jeg er borgerlig jeg mener det. Men millimeter-lighed er en kæmpe modsætning til friheden. Hvis du mener alle bør have lige meget, er det også slut med at være arbejderparti, så er de røde da for alvor partiet for dem der ikke arbejder. Jeg ser desuden lige muligheder som et godt princip. Hvorimod jeg aldrig tror på det vil blive lige resultater for mennesker. Desuden skriver Henrik Dahl om problemer med for stor ulighed i USA, så helt ligeglad med lighed er han vel ikke, alligevel skal han kaldes ultraliberal. Hvilket endnu engang viser hvor latterligt det begreb er.

  17. Morten Hansen

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 13:00:

    @Rasmus Kristensen
    1)Det er også derfor jeg taler om lige muligheder – og ikke at alle bør have lige meget.
    2) Henrik Dahl er ikke ligeglad med lighed. Men ifølge hans indlæg er større lighed kun et redskab til at forhindre sociale optøjer.
    3) Når man kun ønsker den grad af lighed der forhindrer sociale optøjer, er man mere liberalistisk end selv Liberal Alliance. Derfor kalder jeg ham ultraliberal – i en dansk kontekst (bemærk det sidste!).

  18. Rasmus Kristensen

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 16:10:

    @Morten Hansen point taken. Jeg har det bare lidt svært med ordet ultraliberal, da ordet “ultra” insinuerer at der er tale om nogen der er lidt langt ude eller tossede. Desuden skal der næsten ingenting til for at få det stempel. Søren Pind og Peter Christensen fik det efter de 10 teser, hvor der blandt andet stod at 50% i skat burde være maksimum.

    Man hører aldrig om nogen der bliver kaldt ultrasocialister, selvom mange fra Enhedslisten og SF i min verden godt kunne kaldes det.

  19. Jens B

    sagde den 19. oktober 2011 kl. 18:54:

    Jeg mener altså, at I overser i hvor høj grad Henrik Dahl har lavet kursskifte over de sidste 10 år. Han får jo HTS til at ligne en standhaftig ideolog.

  20. John Borup

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 02:50:

    På mig har Henrik Dahl altid virket som en lidt sær indadvendt snegl. Det bliver nævnt som en fordel, at han er vokset op i en lille jysk provinsby, mit indtryk er, at han virker som en præstesøn eller noget i den retning, og hvis det endelig skulle være et plus, at “være bondefødt og kvajet opdraget”, så er vi en del, der har været heldige.
    Når HD i den grad melder ud og fra, så tror jeg, at der er en sammenhæng med hans skilsmisse fra den pt. værende undervisningsminister, og han er ikke den første mand i historien, der har været den tur igennem. Det bliver først rigtig godt, når man kommer i den fase i sit liv, hvor man helt dropper det med at lade sig styre af sine hormoner og sit underliv, så kan man(d) for alvor lade kynismen og vrissenheden råde og blot trække på skuldrene, når alle de stakkels “ofre” på overførselsindkomst står jamrende frem i medierne.
    ( Jarl – kan du ikke instruere Socialdemokratiets sidste kæmper – historiker og debattør Henning Tjørnehøj i – at det er helt i orden at henvise til sine egne fortræffelige tidligere indlæg i andre medier, men at man gør det i form af henvisning, evt. i form af et link ? )

  21. Til grin

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 13:45:

    Hold da helt op.

    Det er fantastisk så megen umagen venstreorienterede kan gøre for at undvige kritik fra en insider. Hør, han er slet ikke en af vor, han kritiseres jo vores fløj.

    Lad os nu lige slå fast;
    Henrik Dahl siger selv at han tilhører venstrefløjen. Han har aldrig hævdet andet. Indtil de senere års ofte fremførte kritik af venstrefløjen på visse politikområder, er der ingen der har betvivlet hans tilhørsforhold.
    Han nævner eksplicit at han ikke er borgerlig.

    Interessant nok har toneangivende venstrefløjspolitikere og meningsdannere da også dannet netværk med ham, og brugt ham flittigt i tænke-arbejde m.m. gennem tiderne.

    Men nej, hør nu allesammen. Han har bare være en borgerlig luskepeter hele vejen igennem.

    Det er grinagtigt at overvære.

  22. L. Rasmussen

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 14:42:

    21

    – og Venstre er et arbejderparti. For det siger Løkke selv.

  23. Til grin

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 15:11:

    @ 21

    1) Jeg gætter på at langt langt hovedparten af venstre’s vælgere er alm. lønmodtagere, altså arbejdere. Hvem ved om SF og Enhedslisten kan påstå noget tilsvarende ?

    2) Der er naturligvis den afgørende forskel at det jo ikke blot er Henrik Dahl selv der siger at han er venstreorienteret. Sagen er jo at ingen har betvivlet dette indtil efter muhammedkrisen hvor han gjorde grin med Seidenfadens linie.
    Han er blevet indregnet ikke blot som venstreorienteret, men som en vidende og talentfuld venstreorienteret det var værd at lytte til. Derfor blev han indkaldt til alverden snakkeklubber i den forbindelse. Du ved, sammen med Ritt B., Søren Mørch, Helle Thorning og lignende folk – men de er måske heller ikke venstreorienterede ?
    Eller også har ledende politikere og meningsdannere fra venstrefløjen bare valgt at invitere ham med selv om ingen har betragtet ham som en af deres.

    Drop dog hykleriet. Indtil han begyndte med sine satiriske skriverier om venstrefløjens aktuelle uduelighed, var han accepteret som en integreret del af venstrefløjen. Det er der mange der er, men for Henrik Dahls vedkommende var det endda lidt mere; venstrefløjen betragtede ham som en dygtig samfundsanalytiker der var værd at lytte til.

    Derfor bliver det så pinlig at hans kritik nu afvises af så mange venstreorienterede med at aldrig har været venstreorienteret og at han iøvrigt ikke er værd at lytte til.

  24. L. Rasmussen

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 18:33:

    23

    Du er vist ret ene om, ar definere lønmodtagere (i al almindelighed) som arbejdere. Det vil departementschefer, bankdirektører og hospitalsoverlæger – blandt mange andre – nok ikke være enig med dig i.

    Men derudover kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være så interessant, om Henrik Dahl er eller var venstre- højre- eller centrumorienteret. I mine øjne har han altid været en selvsmagende popsociolog, der har fået alt for megen spalteplads til at udgyde almindeligheder i opstyltet akademisk sprog. Da der ikke kunne vrides mere medietid ud af hans segmenter, fandt han på at gå i rette med, hvad der skal forestille at være hans egne. Ny medietid, og så er han vel glad, uanset hvad han så ellers bekender sig til politisk.

  25. Til grin

    sagde den 20. oktober 2011 kl. 20:10:

    @ 24
    Men så er socialdemokraterne jo heller ikke et arbejderparti, for forfattere, skuespillere, læger, universitetsansatte humanister osv. er falder vist heller ikke ind i din arbejder-kategori.

    Men det er altsammen ligegyldigt og har intet med trådens emne at gøre. Jeg har aldrig kaldt Venstre et arbejderparti og er ligeglad med hvad Løkke har hævdet i et en valgkamp.

    Det er naturligvis interessant hvor Henrik Dahl er og har været placeret i det politiske spektrum. Læs dog tråden igennem, og se hvordan hans kritik afvises med at han ikke er venstreorienteret.
    Det er desuden ganske almindeligt at finde insider-kritik mere interessant og opsigtvækkende end kritik fra politiske modstandere. Den intense motivforskning taler vel sit sprog i den sammenhæng.
    Dertil kommer jo at han har et mere indgående kendskab til venstrefløjens konkrete politikudvikling, hvilke tanker der florerer, hvad der sker og snakkes om bag de lukkede døre osv, samt ikke mindst konkret erfaring med Helle Thorning som politisk tænker.
    Det er og bliver en anelse mere interessant end hvad der journalister og kommentatorer der aldrig har oplevet Helle T. og andre toppolitikere i andet end velforberedte interviewsituationer.

    Du må en af de få der ikke synes at det er interessant at en så hård kritik af politik og personer kommer fra en insider der indtil da var velanskrevet i selvsamme miljø som kritiseres, fremfor at kritikken af politiken blot kommer fra folk fra modsatte fløj.

    Nu har du naturligvis selv drevet det vidt, og er givetvis i en position til at omtale ham som pop-sociolog. Dine dybsindigheder fremgår jo af ovenstående indlæg og er naturligvis af en helt anden kaliber end Henrik Dahls. Det pudsige er jo så stadigvæk at venstrefløjstopfolk i mange år fandt Henrik Dahls vid og analyser så interessant og dybsindige at de gerne ville gøre brug af ham.
    Men nu er han bare dum, perfid, poppet og faktisk har han alligevel aldrig været rød.

  26. Hans Kristian

    sagde den 21. oktober 2011 kl. 07:27:

    Nu er jeg selv speciale skrivende sociologi studerende og hiver man Henrik Dahl frem til eksamen på sociologi studiet stiger din chance for ikke at bestå ganske betydeligt.

    Det kan godt være at Helle Thorning og andre top socialdemokrater tidligere har sat pris på hans gode hoved, manden er da også uden tvivl godt begavet, men spørger man de sociologer som forsker og underviser på universiteter har Henrik Dahl aldrig været en stor tænker. Betegnelsen “almindeligheder i opstyltet akademisk sprog” er faktisk meget rammende.

  27. Jarl Cordua

    sagde den 21. oktober 2011 kl. 08:03:

    26. Jeg ser at du nu er igang med at karaktermyrde Dahl – dennegang ved at beklikke hans faglighed. “Man merkt die Absicht und wird verstimmt”, som det tillægges Goethe at have skrevet.

    Jeg er ikke sociolog og kender ikke hans faglige meritter. Det jeg forholder mig til er hans evner som analytiker og samfundsdebattør. Og der er han i mine øjne uforlignelig – i hvert fald på venstrefløjen (som det så med rette kan diskuteres, om han i dag er en del af..)

    Bortset fra det så må Dahl formentlig anerkendes for at have hittet på “Minerva-modellen”, og så har han i modsætning til så mange universitetsansatte og kloge hoveder fra sociologistudiet prøvet kræfter med det VIRKELIGE erhvervsliv. Fx. fik Dahl banket sin egen analysebiks op med flere ansatte som siden blev solgt og i det hele taget formår han at klare sig selv uden støtte fra det offentlige. Tænk, det synes jeg er et eksempel til efterlevelse for nutidens sociologi-studerende. Men ligesom i Grækenland så håber de vel alle på at blive offenligt ansatte…

  28. Niels C

    sagde den 21. oktober 2011 kl. 10:13:

    Man kan godt være venstreorienteret uden at være enig med Seidenfadens linie ( og mange venstreorienterede) i Muhammed sagen.
    Der var da en del både ældre som yngre venstreorienterede, der kunne se det principielle i den her sag.

  29. Til grin

    sagde den 21. oktober 2011 kl. 18:28:

    @ Hans Kristian

    Interessant. Men det kommer vel egenligt ikke bag på nogen at Henrik Dahl ikke er populær på sociologi-instituttet.

    Han er jo en ultra-liberal klakør og islamfob, og så har han desuden tjent penge “på markedet”.

    Men det pudsige er vel at I åbenbart ser på Henrik Dahl på samme måde som store dele af det øvrige samfund ser på universitetsansatte sociologer; folk der lufter dels almindeligheder i et opstyltet akademisk sprog samt politiserende ideer hentet fra det venstreorienterede overdrev forklædt som videnskab.
    Kan du forresten nævne en stor tænker blandt danske sociologer ?

    Iøvrigt er det meste af Henrik Dahls forfatterskab jo heller ikke publiceret som videnskabelige bidrag.

  30. Søren Nørbak

    sagde den 22. oktober 2011 kl. 01:38:

    Til Hans Kristian.

    Lad mig citerer Dahl om sociologisk institut:
    Side 35-36:
    “Al forskning og undervisning var normativ i den forstand at (studenter -) marxismen var det sande udgangspunkt og enhver anden tænkning at betragte som løgn og vranglære. Derfor havde instituttet også en uformel index librorum prohibitorum. Det omfattede al metodelære og navnlig al lære om kvantitative metoder. Desuden al angelsaksisk sociologi og al sociologi til højre for Habermas…på sociologisk institut mødte jeg de yderliggående venstreorienterede som de mest hjerteløse og urimelige og uanstændige og uansvarlige og dobbeltmoralske mennesker, der er muligt at forestille sig…”

    Din kommentar om at Dahls dårlige omdømme og dumpningsprocent understreger blot hans pointe.

  31. Vibeke R.

    sagde den 22. oktober 2011 kl. 22:01:

    @ Jan Christensen

    Som en “ganske almindelig” borger/ vælger føler jeg mig, angående Noa Redington, noget '¦ svigtet af medierne for at have undladt at informere mig om hans rolle.

    Jeg husker ham, indtil for nogle år siden, som en intelligent, saglig, og behagelig debattør i bl.a. Deadline. Så blev han HTSs spindoktor, og til trods for at han som en skygge altid siden har været i hendes umiddelbare nærhed, var det som om medierne fra det øjeblik ikke længere så ham! I hvert fald tog de officielt ikke notits af ham. Er h u n statsminister af navn, mens h a n er det af gavn? Eller er der bare tale om en af de, sikkert mange, indbyrdes og ikke-nedskrevne aftaler politikere, spindoktorer og jounalister imellem? At først når de er forhenværende, bliver vi “almindelige” borgere informeret om spindoktorernes betydning?

    Og ja, også jeg undrede mig over, hvad han havde at gøre i selve folketingssalen under åbningsdebatten. Endnu en af de mange ting jeg savner, at medierne interesserer sig nok for, til at de oplyser mig om det.

    M.h.t Margrethe Vestagers transformation skete den for mig at se i det øjeblik hun, foran den samlede danske presse gav Lars Barfoed håndslag på, at “hvis der er to, der står sammen i dansk politik'¦” '“ i dét øjeblik blev efter min overbevisning, valget afgjort! Og den overbevisning er jeg sikker på, at jeg delte med hende. Op indtil da havde hun udelukkende været sur, vred, skældt ud, talt ned til '¦ og pludselig stod hun dér med et grin så bredt, at hun med Benny Andersen udtryk, har måttet gå sidelæns gennem døråbninger.

    Fra det øjeblik var hun totalt transformeret: Altid smilende, imødekommende, glad. OK, stadig nedladende, men det er vist en del af de Radikales DNA. Ja, som en vårkåd hoppe dansede hun sågar rundt på et ben som reaktion på en fortalelse fra Lars Barfoeds side. Noget med at de Radikale ikke kunne gå på to ben.

    Og ligesom dig, er der meget, jeg savner, at pressen interesserede sig mere for. At jeg ikke så ofte sad tilbage og savnede ikke blot svar, men også at spørgsmålene blev stillet!

  32. Vibeke R.

    sagde den 22. oktober 2011 kl. 22:03:

    PS

    Og tak Jarl Cordua for listen over spindoktorer. Den skal jeg have nærlæst ved lejlighed. Vil du mon opdatere den, efterhånden som flere spindoktorer '“ eller rådgivere, som S insisterer på at kalde dem '“ bliver udnævnt?

  33. Jan Christensen

    sagde den 23. oktober 2011 kl. 10:35:

    Vibeke R, tak for dit indlæg, det er altid interessant, når andre gør sig de samme/lignende tanker som én selv. Jeg kan også huske Noa Redington fra dengang, han arbejdede på Mandag Morgen og var en hyppig gæst i bl.a. Deadline. Jeg opfattede ham også som en meget saglig, dygtig og begavet journalist, og jeg kan slet ikke genkende det billede, der tegnes af ham i dag som en arrogant og utilnærmelig spindoktor. Under alle omstændigheder er det som sagt helt vildt, hvordan han nærmest som en bodyguard følger Helle Thorning-Schmidt i tykt og tyndt – i øvrigt ligesom den personlige assistent, Trine Wesselhoff. I den forbindelse kunne jeg også godt tænke mig at vide, hvad en “personlig assistent” egentlig laver? Har hun været hyret og betalt af Socialdemokraterne til at holde Thorning-Schmidts tasker, og er hun nu ansat af Statsministeriet til at varetage samme funktion?

    M.h.t. Margrethe Vestager har jeg også samme opfattelse som dig. Hun svæver helt tydeligt på en hvid sky, næsten som om, hun er forelsket. Jeg husker også den episode, du omtaler, fra valgkampen, da hun hoppede på ét ben. For mig at se skete det, jeg kalder transformationen, da hun lavede Tilbagetrækningsreformen med VKO. Siden da har hun befundet sig i de højere luftlag, og jeg må da også selv indrømme, at jeg har været meget imponeret af hende, men jeg kunne nu stadig godt tænke mig, at medierne gik lidt mere i dybden med, hvad der ligger bag denne helt igennem utrolige forvandling.

  34. Rasmus Kristensen

    sagde den 23. oktober 2011 kl. 19:24:

    @15 Henning Tjørnehøj

    En af de gamle kæmper fra Socialdemokraterne er inde på bloggen, og hans historiske viden er jo klar nok. Men føler mig lidt bekræftet alligevel. Der er jo intet om hvad Socialdemokraternes visioner og nye kampe skal være efter 1982. Lidt med at man har været hård overfor arbejdsløse, men lad os nu se om alt nu bliver blødt med Mette F. Jeg tvivler. Siden 1982 har vi haft 2 lange borgerlige regeringsperioder, hvor Socialdemokraterne har haft svært ved at finde fodfæste og hvad de vil. I 90’erne fik Nyrup dygtigt godt nogle ting med økonomi og arbejdsløsheden ned, men det er alle jo enige om er en god ting. Nyrup fik ikke gjort nok i den nye store problemstilling, udlændingepolitikken, som var en af hovedårsagerne til hans fald. Og derfor er det problematisk at S sviner DF, som Dahl skriver, i stedet for at se at de faktisk har fat i noget der bekymrer danskerne. Nyrup selv virkede ikke som en der forstod hvorfor han tabte, jeg tror Socialdemokraterne kom i en identitetskrise. Nu er Fogh og Løkkes periode slut og vi har fået en ny rød regering, men med en statsminister der, som Jan Christensen herinde ofte har kommenteret, har haft stort set alle holdninger, og ingen ved hvor der står, og som statsminister måske kun er det af navn, mens Margrethe Vestager er det af gavn. Det er svært at se hvad Socialdemokraterne skal stå for i fremtiden, og derfor føler Henrik Dahl hans kræfter er spildt med at arbejde med Socialdemokraterne, som jeg ser det.

  35. Niels C

    sagde den 23. oktober 2011 kl. 21:56:

    En af grundene til at Thorning har det svært er nok at der ikke findes nogle lette svar indenfor en overskuelig årrække. Og der er hun jo ikke alene, i de fleste europæiske lande (hvis ikke alle) virker politikerne lidt som en groggy bokser, der simpelthen ikke så slaget.
    De 50 gode år er ved at være ovre. Og nogen skal bære byrden, man kan ikke fordele sig ud af situation i vesteuropa.
    En interessant analyse kan man finde hos Michael Pettis ( amerikansk professor, der arbejder i Kina) ikke behagelig læsning, men den giver et bud på de næste 5 år.
    http://mpettis.com/2011/08/some-predictions-for-the-rest-of-the-decade/

    Og så er det jo også interessant, at et af de områder, hvor der skabes vellønnede jobs i øjeblikket er i of-shore branchen ( og det er ikke hav vindmøller det hele). Jeg ved ikke om det glæder vores ‘grønne’ regering, men det er svært at slå markedet.

Bottom border