Det bliver mere og mere tydeligt, at de radikale efter nedstigningen fra Tårnet har lagt S-SF i jern, når det gælder den økonomiske politik. Det ses nu, hvor selv SF anbefaler at Danmark tilslutter sig EU’s finanspagt, hvor budgetunderskuddet fremover bliver låst på 3 pct. af BNP. (Hvad i øvrigt kun 3 EU-lande p.t. kan præstere)
Der er dermed dømt ideologisk ophørsudsalg hos de danske Keynes-disciple, som i mange år prægede socialdemokratisk økonomisk politik såsom økonomerne Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen og ikke mindst 70’ernes krisestatsminister Anker Jørgensen. (Keynes fik i regeringsgrundlaget sit med “kickstarten”, som i øvrigt kun troende socialdemokrater og fagbevægelsens økonomer tror får den store effekt på væksten.)
Helle Thorning-Schmidt derimod har nu solgt helt ud af det ideologiske arvesølv for at kunne være med ved bordet i EU’s inderkreds. Det må man vel næsten forvente, er holdningen hos den mest EU-begejstrede regeringschef nationen nogensinde har haft, og som tilsyneladende fuldstændig har overladt styringen af den økonomiske politik til den radikale regeringspartner i en grad, som det vist aldrig er set før.
Først rendte S-SF fra store dele af deres hokus-pokuspolitik i “Fair Løsning”-fatamorganet, hvor man meget meget kækt fremførte overfor vælgerne, at man ville 'investere sig ud af krisen' i modsætning til VK-regeringens golde 'sparepolitik', der ramte de svageste grupper i samfundet. Nu accepterer regeringen tilsyneladende fuldstændig den borgerlige kritik af for store permanente budgetunderskud ikke fører til langvarig og bæredygtig vækst, men i stedet er den direkte vej til at et land kan miste sin økonomiske handlefrihed – præcis som det er overgået Grækenland. For ikke så lang tid siden mente Pernille Rosenkrantz-Theil ellers, at den græske tragedie var opstået, fordi grækerne havde brugt for FÃ… offentlige midler (!)
Regeringen pakker deres omvendelse til ansvarlig økonomisk politik '“ hvor man ikke bare lukker øjnene og giver efter for løfterne til Özlem Cekics mange fattige '“ ind i spinnet om, at de pludselig har indført et 'forsigtighedsprincip'. Og i forbindelse med Europagten lægger de nu op til at vedtage den budgetlov, som de ellers var så meget imod, dengang de var i opposition.
For dem, som mener, at orden eller balance i de offentlige finanser er forudsætningen for vækst og beskæftigelse, så er SFs knæfald for Europagten en glædens dag. De røde økonomer med Jesper Jespersen og Poul Nyrup samt Dagbladet Politiken raser samtidig over, at det nu fremover bliver næsten umuligt at føre klassisk '“ og skadelig – keynesiansk politik a la Anker Jørgensen.
Og tænk nu '“ hvad man naturligvis ikke må håbe – hvis den såkaldte kickstart ikke virker eller væksten i økonomien udebliver, og de offentlige udgifter til de arbejdsløse eksploderer? Så skal det EU-skeptiske SF igen lægge stemmer til yderligere nedskæringer, for at ikke Danmark skal rammes af bøder. Det kan kun ske ved at skære i velfærden eller fyre endnu flere offentlige ansatte, hvor mange af dem er SFs kernevælgere. Det vil de næppe føle sig taknemmelige ved.
Skulle det komme så vidt, så skal Venstre så mænd nok hjælpe til og stemme for. For hvad SF kan holde til '“ det kan Venstre også holde til.
Man kan selvfølgelig også forestille sig, at regeringen hæver skatterne for, at enderne kan mødes. Men det må de så klare alene med Enhedslisten. For Venstre medvirker ikke til at hæve skatterne, medmindre at provenuet bliver brugt til at nedsætte skatten et andet sted.
Så enten finder regeringen sparekniven frem igen og skærer ned sammen med Venstre. Eller også finder regeringen pengene med højere og nyere skatter med Enhedslisten, hvilket med stor sikkerhed vil dræbe væksten. Det er enten eller. Og i begge tilfælde vil regeringen komme under et stort pres. Og i ingen af tilfældene vil det give nye arbejdspladser – det vigtigste parameter, som regeringen vil blive målt på ved næste valg.
P.s. Tobin-skatten bliver (Gudskelov!) næppe til noget. Intet tyder på, at Margrethe Vestager eller Helle Thorning-Schmidt og deres embedsmænd vurderer, at den bliver gennemført i EU. Og i øvrigt så er Vestager formentlig overbevist om, at Tobin-skatten er dybt skadelig for det danske finansmarked. Kapital vil sandsynlig fosse ud af landet i samme sekund, at regeringens ministre taler Tobin-skatten op som en reel mulighed. Så regeringen har gjort klogt i ikke at bede om et forudsigeligt politisk nederlag ved at himle op om en efter alt at dømme tabt sag, som ellers med stor passion fremføres af dagbladet Politikens lederkollegium, Poul Nyrup Rasmussen, DSU og rækken af prominente socialdemokrater udenfor folketing og regering. Især Sosser i EU-parlamentet er aktive, da de ser Tobin-skatten som en fantastisk mulighed for at finansiere EU-systemet uden om regeringerne. Det er i øvrigt en selvstændig grund til at afvise den tossede idé.