Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Den store skibseg

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 16, 2012

Comments icon

Ingen kommentarer

Det var en stor og meget gammel eg, der faldt i skoven, da skibsredder Mærsk Mc-Kinney Møller sov ind på Rigshospitalet søndag.

Mærsk var i mange år en levende myte i dansk erhvervsliv, et stilikon for dansk virketrang, og resultaterne taler i sandhed for sig selv, hvor han og hans familiefond ejer halvdelen af verdens største containerrederi m.v.(der p.t. ikke løber rundt), en indbringende olie og gasforretning samt aktiviteterne i detailgiganten Dansk Supermarked, der også er en god forretning.

Fra han var helt ung kom Mærsk allerede i 1930'erne ind i rederiet, der dengang holdt til på Kongens Nytorv. Han sagde selv, at det var interessen for skibe, der var drivkraften mht. at komme ind i 'foretagendet', men tiden har vist, at det var evnen og viljen til at udøve det gode købmandskab, der var én af hans mange enestående egenskaber.

Poul Schlüter sagde engang, at problemet med Mærsk var, at vi kun havde én af hans slags i landet. En langsigtet, flittig, grundig og målrettet erhvervsmand, der vier hele sit liv og tid for virksomheden og forlanger at omgivelserne gør det samme.

Det var imidlertid ikke alle, der brød sig om Mærsk og hans virksomhed. Mange på venstrefløjen mente '“ og mener '“ fx, at olieaftalen med staten, er alt for lukrativ, og ind imellem har de borgerlige politikere også været enige. Det er ikke så længe side at den daværende energiminister Poul Nielson i sine erindringer beskrev Mærsk som en ren hystade under energiforhandlingerne omkring 1980,  og Enhedslistens Frank Aaen, der pludselig 'savner' ham, har nærmest fået ikonstatus for det politiske teater eller mediecirkus, som han og 'kritiske aktionærer' opfører på A.P. Møller- Mærsks generalforsamlinger hvert år. Det var dog sjovest dengang for mere end et årti siden, hvor Mærsk lod sig provokere af Aaens horrible påstande, og desværre for Esplanadens medarbejdere tændte helt af, tabte hovedet og gav politikeren godt og tørt på til forsamlingens store fryd og fornøjelse.

Jeg fik aldrig selv hilst på Mærsk, selvom jeg i et par sammenhænge opholdt mig i hans nærhed. Jeg synes helt enkelt, det var upassende at ulejlige ham, uden at jeg blev ordentlig præsenteret. Han er jo ikke sådan en, som man bare sagde “dav” til. (medmindre man altså var aktionær på generalforsamlingen) Men selv det at opholde sig i samme lokale, som ham var en speciel oplevelse. Han havde naturligvis i kraft af sin status alles opmærksomhed. Det var et rum han fyldte let ud med sin aristokratiske karisma og sine intelligente, men kølige øjne.   Fx så jeg ham en dag i den nye opera, lige før den blev indviet, hvor han stod i Dronningens loge og noget krukket gestikulerede med armene og smilende og begejstret talte om sit store projekt.   Det fortælles samstemmende af folk, der har mødt ham, at han kunne være meget charmerende og galant især overfor kvindelige ministre og ministerfruer. Men den anden side af fortællingen er, at han også var en hård banan i enhver forhandling og var benhård overfor sine medarbejdere. Der skulle være orden i tingene. Hver gang! Alt skal gøres ordentligt for starten. Hans far skrev til ham i et brev under krigen, at “Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges” Med andre ord: Gør tingene ordentligt fra begyndelsen, sjusk aldrig og forudse ulykkerne, før de rammer.

Skejede medarbejdere det mindste ud og var ubeskedne, var 'smart', som  Mærsk kaldte det, så var det ud af vagten, og han havde et skarpt blik for platugler, rygklappere og lykkeriddere. Han var slet ikke en mand, som man løb om hjørner med, og illoyalitet accepteredes overhovedet ikke.  Alle ledende medarbejdere og vigtige leverandører  skulle før man indlod sig med dem til 'interview' hos Mærsk, hvor han kunne spørge i øst og vest om alle mulige og umulige faglige spørgsmål. Og nogle gange krævede han af topcheferne, at de skulle kende til absurde detailoplysninger om dybden i fjerne havne, og med tiden som A.P. Møller voksede var det ret ligegyldig viden, hvis man sad på Esplanaden.

I de sidste år blev det netop Operaen, som var det som Mærsk kastede sin energi over. Her er juryen nok stadig ude mht. om hvor stor en succes det er. Mærsk var nok enestående som erhvervsmand, men næppe som arkitekt og æstetiker. Var han og hans forældres fond A.P. Møller-Fonden stor i slaget når det gælder donationer af bygninger her og hisset, så var han til gengæld påpasselig mht. at hænge på udgifter til drift.   Det er det, der nu er problemet i Operaen, hvor man fattes penge.

Man bør med rette også fremhæve Mærsk forkærlighed for det nationale. Der er ikke den kulturinstitution i grænselandet, der ikke har nydt godt af donationer fra Fonden. Selv olien var en sag, som Firmaet A.P. Møller gik ind i på grund af nationale interesser. Mærsk fortalte selv, at han var imod hele idéen at overtage olierettighederne og kaste sig ud i eventyret. Det var tværtimod hans far, Arnold Peter Møller, der insisterede på det, fordi han frygtede, at den danske undergrunds værdier endte på tyske hænder.

Hans betydning for vores omdømme i udlandet kan næppe overvurderes. Som halvt amerikaner og som dybt præget af tyskernes besættelse af landet under 2. verdenskrig, så var Mærsk gennem hele livet dybt taknemmelig overfor USA og Storbritanniens indsats for at befri hans fædreland. Han sponsorerede uddannelse og forskning på nogle af landenes mest prestigiøse universiteter, og da USA skulle bruge tonnage til at fragte krigsmateriel over Atlanten for at smide Saddam Hussein ud af det besatte Kuwait, så stillede Mærsk op med nogle skibe  – og  uden beregning. Jo de vidste godt ude omkring i verden, hvem Mærsk var. De kendte skam udmærket det blå rederi med dets syvtakkede stjerne. På et tidspunkt var IBM et af verdens mest prestigefyldte selskaber, og der sad Mærsk i nogle år med i bestyrelsen. Det var stort set det eneste sted, hvor han har lagt nogle af sine mange kræfter uden for sin egen virksomhed.

Selvsagt var Mærsk Mc-Kinney Møllers netværk '“ også til politikere '“ ret enestående. Han sørgede hele tiden for at møde alle, der havde ansvar, for at de ikke kunne være i tvivl om hans synspunkter. Og 'Esplanaden' har i kraft af deres egne lobbyister, Rederiforeningen, som  A.P. Møller-Mærsk  er absolut hovedaktionær i, samt DI været landets – også politisk set – suverænt stærkeste virksomhed.

Det er en trist, men smuk dag '“ og endda på Dronningens fødselsdag – at Mærsk forlader denne verden. Det er i mit sind ingen tvivl om, at han for længt har skrevet sig ind i dansk historie på linje med driftige industrialister som C.F. Tietgen og erhvervsfolk som Ø.K.s H.N. Andersen. Om 300 år vil ingen huske fx en Frank Aaen, der ligesom kommunismen vil være smidt på historiens losseplads. Men Mærsk Mc-Kinney Møller og de tydelige spor, som han satte, vil man fortsat have i erindring.

p.s. I øvrigt bør alle læse den fremragende '“ men kritiske '“ bestsellerbiografi, “Mærsk – manden og magten” skrevet Peter Suppli Benson, Bjørn Lambek og  Stig Ørskov, som udkom for nogle år siden og som fortæller hele Mærsks baggrund, virksomhedens historie, magtkampene  og udviklingen. Det er timer, man der giver godt ud.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border