Ja jeg ved godt, at der findes andre partier end SF, som man burde blogge om, men Villy Søvndal og hans ligeså rådvilde og hastigt decimerede tilhængerskare har det med at tiltrække opmærksomhed, så alt andet blegner i sammenligning.
I går bekendtgjorde flere aviser, at Villy går – som det hedder med en ludomanmetafor- 'all-in' (i gamle dage hed det 'satser alt') på, at de radikale bøjer sig for presset fra fagbevægelsen, socialdemokratisk-sindede arbejdsmarkedsforskere fra Aalborg Universitet og RUC, flere såkaldt uhildede kommentatorer, dagbladet Information, Ekstra Bladet, Enhedslisten, folkestormen der åbenbarer sig på Margrethe Vestagers Facebookside, det radikale hovedbestyrelsesmedlem Jørgen Estrup, Enhedslisten, stort set hele SFs bagland samt dele af S's bagland. I øvrigt nogenlunde de samme dele af samfundslivet, som også var imod alle øvrige arbejdsmarkedsreformer, som er blevet til siden midthalvfemserne, da SR-regeringen indledte reformperioden.
Fra nu af og de næste mange uger frem skal vi formentlig i stort set samtlige dagblade og nyhedsudsendelser læse og høre om forskellige menneskeskæbner, der af den ene eller den anden grund risikerer at ryge ud af dagpengesystemet.
Spørgsmålet er nu, hvad der sker, hvis SF IKKE får sin vilje med hensyn til at ændre dagpengereformen i al væsentlighed, og at de tiltag som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i dag holder møder om 1. Er overflødige 2. Ikke virker 3. ikke kan gennemføres, fordi det bryder med et forlig på området med VK, som stadigvæk gælder og som ikke er opsagt. Det ligner altså endnu en tabersag '“ i den lange række – for SF. Spørgsmålet er, hvilken konsekvens SF vælger at drage af det. Formentlig intet dramatisk. Man sidder immervæk i regering. Så hellere at bide ydmygelsen i sig. Det er først når vi nærmer os valgdagen, hvor halvdelen af SF'erne står til ikke at blive genvalgt, at det kan komme til paladsrevolutioner.
Søvndal mener i øvrigt, at han '“ udenrigsministeren – nu vil blive mere hjemme for at tage ud og møde samt forklare sig for folket. Smart forklarer han pressen, at han vil 'konvertere' den tid han i foråret brugte på at tage til møder i Bruxelles (For at være mødeleder under Danmarks EU-formandskab) til at møde vælgerne i Dannevang. Tilsyneladende har flere i SF med Anne Baastrup tryglet Søvndal om (ligesom en sømandskone!), at han skal til at være lidt mere hjemme.
Det man så kan undre sig over, er, at med tanke på Lene Espersens skæbne, hvor hun på grund af sine mildt sagt ikke særligt heldige dispositioner og i nogens øjne mangeårige laidback-attitude blev stemplet som “ferieministeren”, der ikke passede sit arbejde, så er Villy Søvndal med sit kække spin lykkedes med ikke at falde i samme fælde, hvor han udsatte sig for kritik. Ingen lægger formentlig mærke til, hvor mange møder Søvndal må droppe i EU for at tage til vælgermøder i Jylland. Omvendt rejste Lene Espersen verden rundt i et forgæves forsøg på at rette op på sit ramponerede ry. Politik er ikke altid lige retfærdig.
De færreste kan græde tårer over Villy Søvndal, som igennem hele sin karriere har været blandt dansk politiks større populister. Nu ramler han konstant ind i den realpolitiske mur, og forsøger sig nu med kække ordspil, der klinger hult og som ikke overbeviser en levende sjæl. Ikke engang die hard-SFerne.
Det samme kan med sige om Helle Thorning-Schmidt som før valget tordnede mod dagpengereformen “som dolkede de ledige i ryggen” og nu står udstillet og magtesløst tilbage og intet kan foretage sig, mens hun får sine tidligere udtalelser '“ som nu kører i sløje for på TV2News '“ lige i smasken.
Og hvem skal redde trådene ud for regeringen denne gang? Hvor i regeringen finder man de samfundssnedkere med en klar vision for, hvor vi skal hen og som besidder professionel indsigt i arbejdsmarkedspolitikkens kringelkroge, den store parlamentariske erfaring og med et godt netværk til de borgerlige partier og fagbevægelsen?
De borgerlige hjælper naturligvis ikke regeringen. De kan gøre som den gamle kinesiske vismand, der satte sig ned ved floden for at nyde solnedgangen, mens ligene drev forbi.
11 kommentarer til “Populisten der ramte den realpolitiske mur”
En i øvrigt yndet borgerlig fritidsbeskæftigelse: Sidde på den tørre flodkant med en drink og se ligene flyde forbi, mens man ryster på hovedet over andre folks uformuenhed
I virkeligheden vil De Radikale jo hellere lave politik med de borgerlige! Men fordi den tidligere VK-regering, i De Radikales optik, var for belastet af samarbejdet med Dansk Folkeparti blev resultatet et samarbejde med S-SF, der så desværre måtte og stadig må betale en høj pris for indrømmelser til De Radikale.
1. Ja sådan er verden for nogle så enkel: De rige borgerlige er dumme, kyniske og onde.
Jeg forstår ikke hvorfor de borgerlige er så forhippede på, at få folk kastet ud i social nød og elendighed. Det minder mest om en trang til sadistisk selvtilfredsstillelse over andres ulykke. Det ser ikke godt ud, men flytter forhåbentlig nogle stemmer.
4. Det er ikke et argument, som overbeviser ret mange, når nogle, som man er uenig med, beskrives som sadister. Faktisk virker det modsat.
Forstår ikke (som gammel frihedskæmper, friskolemand, statshusmandssøn), at de der i arbejde og betaler A-kasse-bidrag ikke selv taler pungen frem og lidt solidarisk hæver kontingentet til A-kassen, og hjælper de, der ulykkeligvist er blevet arbejdsløse, og så undgår, at andre måske har på fornemmelsen, at nogen kommer for let til dagpenge på andres bekostning…
Det gode gamle progressive ordsprog lever åbenbart i bedste velgående: “If you’re not part of the solution, you’re part of the problem!” 🙂
Man kunne passende undre sig over, at det kun er danske statsborgere, der bliver ‘dolket i ryggen’, hvis ikke de får kastet penge i nakken..
Hvorfor er Villy og co. så arrogante, at de ikke gider tildele alle verdens arbejdsløse dansk kontanthjælp? Nationalisme, protektionisme..? Oh wait, negative adjektiver hører jo per definition hjemme på højrefløjen.
@7 Michael Lund Pedersen
Enig. Hvad med alle de trængende i den 3. verden. De har jo idag slet ikke adgang til Dagpengesystemet. Har Villy helt glemt dem?? Eller er Villy blevet DF’er???
Jarl
Med dit drevne politiske boldøje kan der så ikke tænkes at være lagt op til et helt klassisk forløb hvor EL får en dagpengeforlængelse i finansloven men det kan hverken S eller R selvfølgelig sige højt nu for det skal se ud som EL har kæmpet for den sejr med elle midler bag de lukkede døre til finansministeriet.
Fredagens stormøde skal nok være en del af det figenblad S og R kan vise frem og sige at alt er forsøgt.
SF kan vel så siges at være det parti i regeringen der har fomået at trække R til denne indrømmelse. Godt nok ikke meget men dog lidt.
Angående Willy. Er der mon ikke en regeringsrokade på vej som jo også kunne signalere en eller anden form for ny start for SF og for regeringen.
9. Med de meget bastante meldinger Thorning og Vestager er kommet med, så tror jeg ikke på dagpengeforlængelse.
Men at der sker ET ELLLER ANDET på området, det forekommer mig at være indlysende.
Er et stormøde en indrømmelse? Hvem har indkaldt til det? Hvad kom ud af det? Hvor er de radikale indrømmelser? De skal nok komme, men jeg kan ind til videre ikke få øje på dem.
Det er MEGET tidligt at Søvndal forlader UM-posten. Jeg tror ikke på en rokade – før tidligst – engang i det nye år. Jeg tror godt regeringen er klar over, at deres problemer ikke kan løses ved en rokade.
Tak for kommentaren. Godt med lidt mere liv på bloggen end den ugentlige annonce for det udmærkede program Cordua & Steno!
Efter mit indtryk er der i hvert fald en socialdemokrat, der har haft en ganske god S-krise, og det er Mette Frederiksen. Det var MF, der (omsider, og tilsammen med Corydon) gik ud og tog kugler for fagbevægelsen i sommerføljetonen om Vejlegården. Og nu er det igen Mette, der udtaler sig afbalanceret og som den tungeste socialdemokrat om dagpengeafkortningen. Bevares, begge sager er vel hendes ressort, men hun har klaret sagerne godt, og – ikke mindst – i fraværet af markeringer fra chefen.
Dette rejser måske også et lidt videre perspektiv. Søvndal sidder måske i problemer til halsen, men efter hvad jeg som almindelig politik-nerd forstår, er der ingen umiddelbare alternativer til ham som leder.
For Socialdemokraterne er situationen måske lidt anderledes. Deres ministerbænk rummer gode folk. Kvinden i toppen må i længden vise, hvorfor det er hende – og ikke nogen anden – som bør være chefen.