SFs formandsvalg er tilsyneladende ved at splitte partiet midt over. Den ene fløj står ved regeringsgrundlaget, mens den anden åbenbart er gang med at distancere sig fra det '“ eller som det sker i dag: helt undsige dele af det.
SFs arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen går nu ud '“ dog for egen regning – og undsiger regeringens arbejdsmarkedspolitik, hvor man har forpligtet sig på ikke at røre ved den dagpengereform, som de radikale i sin tid aftalte med VK-regeringen.
Jp.dk skriver fredag:
'Endnu en SF'er melder sig nu parat til at forlænge dagpengeperioden, der fra nytår bliver skåret fra fire til to år.
»Det går simpelthen ikke, at vi smider 20.000 arbejdsløse ud i mørket, hvor de havner på nul kroner i indtægt, og hvor de må gå fra hus og hjem. Det kan vi ikke leve med, « siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF og medlem af Folketinget, til Jyllands-Posten.dk.
Eigil Andersen er dermed på kollisionskurs med ledelsen i ikke bare sit eget parti, men også hos regeringspartnerne Socialdemokraterne og De Radikale, der fastholder, at der ikke skal ændres på dagpengeperioden.'
Eigil Andersen og partiets politiske ordfører Jesper Petersen er for så vidt helt enige i, at udmeldingen fra Andersen strider mod regeringens politik. Men som Andersen smart formulerer det: ' Men jeg mener, at dette er i tråd med SF's holdninger i partiorganisationen. Helt sikkert'
Det er der ingen, der er i tvivl om, er rigtigt. Og derfor så blinker alle advarselslamper også.
I regeringen står man således nu i den meget specielle situation, at et regeringspartis arbejdsmarkedsordfører udtaler sig stik imod regeringens politik. Det er naturligvis uholdbart. Problemet er naturligvis, at ledelsen af SF p.t. er i limbo. Der er ingen til at “banke Andersen på plads” eller “elske på plads” om man vil, og hvis nogen forsøger på det, så vil det kun gavne Annette Vilhelmsens valgkamp, som Andersen naturligvis støtter.
Under alle omstændigheder må de to øvrige regeringspartier stille sig selv spørgsmålet om det er hensigtsmæssigt, at SF fortsætter i regeringen. For jo længere valgkampen varer i SF, jo mere distancerer kandidaterne sig fra regeringsprojektet. Alt andet lige er der tale om tegn på en begyndende opløsning af regeringen.
Hvorfor går Eigil Andersen så i byen med denne melding? og hvorfor netop nu? Fordi han mener det? Jo utvivlsomt, men han kunne jo også vente med at melde sådan ud efter formandsvalget. Nu bringer han de arbejdsløse på banen, og det gør han formentlig ud fra den kalkyle, at det alt andet lige vil gavne Vilhelmsen, som ingen mistænker for at være højreorienteret. Indtil videre siger hun kun to ting. Det er 'et interessant bidrag', men at 'hun står fast på regeringsgrundlaget'. Det er det helt rigtige svar ud fra en kommunikationsbetragtning. Det havde ikke givet mening for hende at undsige Andersen, og anden del af udsagnet er hendes livsforsikring. Det er den trosbekendelse, som hun altid skal huske at fremsige, hver gang Vilhelmsen ytrer sig politisk. For i princippet kan hun herefter mene nærmest hvad som helst uden at kunne blive angrebet for at undergrave regeringen. Det har hun jo tydeligvis folk til!
Spørgsmålet er i hvilket omfang 'højrefløjskandidaten' Astrid Krag kan omfavne Andersens synspunkter med nogen stor troværdighed, og som gør indtryk på usikre vælgere i baglandet. Men hvis Krag siger noget i samme stil som Vilhelmsen, så bør hun være nogenlunde på sikker grund, og så overlade det til den politiske ordfører Jesper Petersen at forklare ledelsens synspunkt. Indtil videre har Petersen balanceret på en knivsæg og præciseret, at Andersen udtaler sig på “egne vegne”. Men det kan jo ligesom ikke skjule det ganske usædvanlige ved, at en ordfører i et regeringsparti udtaler sig i modstrid med sit partis officielle politik.
I går aftes fik Vilhelmsen støtte fra partiets tidligere formand gennem 14 år Holger K. Nielsen '“ og i vores eget radioprogram på Radio 24Syv bakkede også partiets tidl. udenrigsordfører i firserne Pelle Voigt op om hendes kandidatur. I dag kan Politiken fortælle, at 59 pct. af alle lokalformænd og byrådsmedlemmer, som har besvaret avisens henvendelse, støtter Vilhelmsen. Kun 30 pct. bakker op om ledelsens kandidat Astrid Krag. Det tyder på, at Vilhelmsen '“ meget overraskende – er på vej til at vinde formandsslaget. Valgkampen finder i øvrigt sted i en atmosfære af alt andet end fred og harmoni blandt kandidaternes støtter.
Nu hvor det tegner til, at Vilhelmsen vinder formandsvalget, så trænger spørgsmålet sig på, om hvorvidt SF kan fortsætte i regeringen. For hvad er det lige, som Vilhelmsen formår at ændre ved at sætte sig på formandsposten? Ingen kender svaret. Og de hårde kendsgerninger er, at Vilhelmsen intet har at handle med. Og så er der hele spørgsmålet om, hvilke SF'ere der skal fylde op på ministerbænkene? Hvem ryger ud? Ofrer hun Thor Möger for baglandet? Og hvem kommer ind i stedet? Er det nogle, som S og de radikale har tillid til?
Det er i øvrigt også særdeles interessant, at Venstre i går via Jyllandsposten pludselig meldte sig på banen med hensyn til at indgå en finanslovsaftale. Alle kan se, at der er tale om fisken i rørt vande for at få alt til at eksplodere på venstrefløjen. Enhver snak om, at regeringen overvejer at indgå en aftale med Venstre, vil få pulsen til at stige både på folk i Enhedslisten og SF. Samtidigt lægger det også et yderligere pres på SFs ministerhold og den efterhånden noget vingeskudte ledelse, der p.t. – og synligt for enhver – har meget svært ved at trænge igennem til græsrødderne, der åbenbart nægter at vælge deres formandskandidat.
Dag for dag taber SF-toppen sålede både magt, prestige og troværdighed, og bedetæpperne begynder ligeså stille at vende sig mod Vilhelmsen og sikkert også mod nogle af dem, som man tror, kunne gå hen og blive ministre under hendes ledelse. Ifølge Weekendavisens Hans Mortensen fredag, så er den kabale heller ikke nem at lægge, uden at det kommer til at minde om “De Lange Knives Nat”. De har det i det hele taget ikke særligt nemt i SF for tiden.