Kategorier

Ny SPD-kanslerkandidat, Trump vs. EU, opgør med flygtningekonventioner, politisk ballade i Rumænien og Blitzkrieg mod eliten i Cordua& Steno torsdag

Programmet blev sendt 9. februar 2017.  
De tyske socialdemokrater har fået ny kanslerkandidat, og nu er det lige pludselig ikke sikkert at Angela Merkel fortsætter efter forbundsdagsvalget til september, viser måling. Hvad sker der? Vi spørger en erfaren iagttager af tysk politik Siegfried Matlok.
Hvad er egentlig vejen frem for Danmark i forhold til EU efter tre uger med Donald Trump som præsident? USA’s nye præsident har sendt en noget udiplomatisk EU-ambassadør som forudser EU’s kollaps og rakker det ned ved enhver lejlighed. Forsøger USA sammen med Putin at underminere og svække EU? Vi tager debatten med EU-ordførerne Kenneth Kristensen Bernth (DF) og Christina Egelund, LA.
2. time:
Konventionerne står for fald, mener flere politikere på højrefløjen. De står i vejen for at EU kan få styr på flygtningesituationen, og at vi kan ikke komme af med de kriminelle udlændinge, som opholder sig i vores land. Men udgør konventionerne egentlig en forhindring for at løse problemerne? Findes der andre veje? Og hvad mister vi, hvis vi dropper flygtningekonventionerne? Det taler vi om med direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder.
Rumænerne er gået på gaden i protest mod regeringens forslag, der skulle gøre det lettere for politikere og embedsfolk at undgå straf for korruption. Forslaget blev trukket, men regeringen har fået en mistillidsafstemning på halsen, som den formentlig overlever. Sammen med lektor Søren Riishøj, SDU dykker vi ned i sagen.
Trump og hans – som det er formuleret af en af hans amerikanske støtter – 'blitzkrieg mod eliten', tiltaler flere af de konservative intellektuelle. Mange af dem abonnerer på forestillingen om USA’s påståede krise, som at enten fortsætter man kursen uanfægtet og lader flyet splintres mod jorden, eller også støtter man den mand, der vil tage cockpittet og rette kursen op. Den konservative danske intellektuelle Christian Egander Skov, mener ikke Trump kan sammenlignes med nazismen, men han drager alligevel en parallel til Tyskland under Weimar-republikken, hvor det netop var en afgrundsdyb kulturel desperation, der fik tyske intellektuelle til at tage springet ud i utopi, radikalisme og i sidste ende nihilisme. De følte ikke længere, der var noget at bevare. Han er gæst sidst i programmet.

Har du spørgsmål, idéer eller kommentarer til programmet eller vores gæster så skriv til os via Cordua & Stenos Facebookside. Også gerne hvis du har et frisk bud på en modtager af Ugens Fidusbamse.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718