Er statsministeren også udbrændt?

Regeringens etårs-fødselsdag blev her i weekenden markeret i pressen. Det var dog så som så med opmuntringerne, hvis man ser bort fra den umiddelbare glæde, der altid må være over at sidde forholdsvist sikkert på magten i nogle år endnu.

Beskæftigelsen står i stampe, og ledigheden stiger. De økonomiske udsigter for væksten '“ bortset fra de prognoser, som man selv får lavet '“ er negative.

Meningsmålingerne er stabiliseret sig på historisk ringe niveauer for regeringen og især for det store regeringsparti S. Og for at det ikke skal være løgn, så er udenrigsministeren forladt formandsposten i sit parti '“ slidt ned eller brændt ud efter kun 11 måneder i regering og efterladende sit parti i intern og muligvis ødelæggende  borgerkrig. Udfaldet af denne dyst i SF er uanset, hvem der vinder en ren tabersag for regeringen, som allerede er destabiliseret af valgkampen i SF, der varer nogle uger endnu. Interne spekulationer  om, at det hele kan ende med, at SF  må  forlade regeringen, siver allerede til pressen som advarsel til SF’erne, om nu at tage sig lidt sammen.

I den kommende weekend, hvor S holder kongres i Aalborg skal statsminister og partiformand Helle Thorning-Schmidt forsøge at tale ny luft ind under vingerne på sit partis tillidsmænd og valgte politiker. Hun skal bibringe dem troen på, at meningsmålingerne vil ændre sig markant inden kommunalvalget næste år, som naturligvis vil blive tolket som et midtvejsvalg. Her har vælgerne en næsten gratis mulighed for at give regeringen en huskekage, inden det for alvor går løs ved næste folketingsvalg. Enten ved at blive hjemme på sofaen eller stemme på de blå, de meget røde eller DF i protest.

Man kan selvfølgelig håbe på, at Skattesagskommissionen forinden vil åbenbare den rene råddenskab i Venstres topledelse, da de havde magten, men spørgsmålet er, om vælgerne går så meget op i det til næste år? Et stort flertal er formentlig mest optaget af regeringens førte politik og de resultater, den formår at skabe. Her er den vigtigste markør uden tvivl 'nye jobs'. Uden nye jobs '“ intet genvalg. Så enkelt er det.

Men hvad mener Statsministeren? Hvad synes hun? Hvor er vi? Hvor skal vi hen? Og hvordan? Hvad er hendes visioner og idéer? Det er det som S-folket '“ hendes vælgere og alle os andre formentlig vil længes for at høre her i weekenden.

I TVAvisen i søndags fik man måske en generalprøve på, hvordan Thorning har tænkt sig at løse opgaven. Eller rettere: Det må man da ikke håbe for dem! For sjældent har man set en mere udbrændt, træt, opgivende, vag og svag regeringsleder helt uden gnist og selvtillid på TV. Det er meget muligt, at Thorning var blevet syg eller led af jetlag efter sin store Kina-rejse, men så skal hun da ikke gå på fjernsyn! Hun lignede en direktør i et bankforetagende, der lige var blevet overtaget af Finansiel Stabilitet, og så med  den der ru stemme, der vel nærmest skreg på kamillete! Faktisk virkede det mere rystende alt den stund, at noget af det eneste Thorning altid har været ret god til, netop har været at virke frisk, ukuelig, selvsikker, når hun har været på TV. Hun var alt andet i søndags. Og så var de der kiksede metaforer som 'Vi er halvvejs inde i 1. halvleg'¦' og 'regeringen har en del børnesygdomme'. Eller hvad med undskyldningen 'vi har præsteret mere end man kan forvente'?   Og så blev hendes (formodentlig gamle) enlige (og vellønnede akademiker) mor igen  trukket af stalden'¦

For tiden kan Thorning selvtillid måske stives af med, at Financial Times netop har nævnt hende som mulig kandidat til Manuel Barossos post som EU-kommissionsformand, når/hvis han skal udskiftes i 2014.   Det er smigrende, men det hjælper hende ikke her og nu. Tværtimod sætter det bare fut i de spekulationer, der efterhånden længe har kørt i det politiske miljø om, hvordan S mon slipper af med hende inden næste folketingsvalg, så hun kan overlade posten til en efterfølger, så den helt store vælgerkatastrofe måske kan undgås.