Kategorier

En alt for alvorlig sag til spin

Ekstra Bladet i dag fortæller en historie om forholdene i Ritt Bjerregaards København, og det er ikke flatterende læsning.

Ekstra Bladet skriver:

Men allerede kort tid efter, at den tidligere EU-kommissær fejede ind på rådhuset med 60.000 stemmer, begyndte man at murre i krogene. Med SF og R som marionetter og en lille kreds af ivrige, unge, dybt loyale og håndplukkede medarbejdere stod Ritt for topstyring, lukkethed og fordrejning af sandheder, lyder det fra utallige kilder. Mange af kilderne vil være anonyme. De tør ikke andet.

Derimod er karakteristikken af Ritts 'rædselsregime' enslydende '“ fra højre til venstre i det politiske landskab. Selv Ritts partifæller er så småt begyndt at lufte utilfredsheden.

Igen og igen lyder det, at overborgmesteren er den første til at stille sig frem i rampelyset og tage æren for andres arbejde, når ting lykkes. Og hvis lokummet brænder, sender hun aben videre til fag-borgmestrene.

Èt er at politiske modstandere beskylder hende for at stjæle æren for politiske forlig og tørre problemerne af på andre. Det er set før hos så mange andre borgmestre. Det er straks sværere for by-dronningen at ignorere den mere konkrete kritik, hvor medarbejdere decideret dumper Rådhusets ledelse i de interne evalueringer.

Ekstra Bladet skriver:

'Kun ti procent erklærer i dag, at de er meget tilfredse med deres arbejde. Til sammenligning dækkede den kategori halvdelen af medarbejderne under den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) i 2004.

Økonomiforvaltningen har i forvejen været præget af store udskiftninger på grund af ændringer i organisationen. Og den tendens vil fortsætte, fortæller undersøgelsen. Kun 65 procent af medarbejderne regner med, at de er ansat i forvaltningen ved udgangen af året. Et tal, der var oppe på 81 procent for bare to år siden. Mere end hver tredje medarbejder kunne ikke finde på at anbefale et job i økonomiforvaltningen til andre. Under Kramer var det kun hver 12. medarbejder, der havde den holdning.'

Nu er det ikke kun Ritt Bjerregaard, der bør bære ansvaret for det. Den adm. direktør Claus Juhl må et eller andet sted også have et ansvar for, hvordan at forholdene i kommunen øjensynligt på rekordtid har udviklet sig. Han har ikke ligefrem toppet i medarbejderevalueringer, de steder, hvor han tidligere har haft chefansvar.

NCC-sagen eksploderede, da Politiken lørdag for mere end to uger siden bragte historien om korruptionsmistankerne på forsiden. Dengang var Ritt Bjerregaard og andre topsocialdemokrater meget hurtige til at fortælle omverdenen, at de absolut intet havde haft at gøre med, at sagen på uforklarlig vis var vandret fra Rådhuset over Rådhuspladsen til Politikens Hus. Venstres anklager samme dag om, at der var tale om decideret lækage, og at sagen bundede i spin fra Ritt Bjerregaards kontor, blev således blankt afvist:

– Det her har overhovedet ikke noget med spin eller ikke spin at gøre. Det er en sag om mulig kriminalitet, der er overgået til politet, og den er alt for alvorlig til at køre plat politisk argumentation på.” udtalte Ritt Bjerregaard dengang til Politiken.

– Jeg synes, at det er helt absurd at komme med disse beskyldninger“, sagde gruppeformand for Socialdemokraterne, Jesper Christensen til TV2 Nyhederne.

Ekstra Bladet i dag underbygger dog, at Venstre måske har ret i deres anklager om spin:

Mens han (den mistænkte V-politiker) endnu efterforskes af politiet '“ og altså ikke er dømt for noget som helst '“ beretter Ritts unge pressemedarbejdere ihærdigt over for journalister, at V-politikeren to gange tidligere er efterforsket af politiet. Begge gange i sager om læk fra rådhuset i personalespørgsmål. Begge gange henlagde politiet sagerne.

Hvis Ekstra Bladets oplysninger er korrekte, så kan ikke engang Ritt benægte, at det, som hendes embedsmænd har haft gang i, er 'spin'. Hverken mere eller mindre. Ekstra Bladets oplysninger om embedsmændenes aktive rolle går jeg stærkt ud fra, at avisen er i stand til at dokumentere. For avisens oplysninger danner desuden grundlag for, at Venstre kan rette hårde anklager mod kommunale embedsmænd i Ritts kontor for at blande sig med oplysninger til pressen om politiske modstandere. Og tilmed i en meget alvorlig sag, som ifølge Ritt selv 'ikke har noget med spin eller ikke-spin at gøre', og som er “alt for alvorlig til at køre politisk plat” på.

Ikke desto mindre glæder Ritt Bjerregaard sig sikkert over, at Ekstra Bladets trykkeri ikke har fået så mange aviser ud i dag og dermed fået kolporteret al den dårlige omtale af hende og hendes forvaltning. Men der er også en anden sag, der sætter mediedagsordenen i dag, og som hun yderligere kan varme sig ved:

Politiken – som for 14 dage siden '“ måske – leverede Ritt “varen” – kan i dag glæde sig over at deres journalister har gravet en anden god og letfattelig historie op af jorden, som TV2 News og flere andre medier har taget fat på.

Politiken har fundet ud af '“ hvad der længe har været kendt – at økonomien i Københavns kommunes børne-og ungeafdeling sejler. Nu mangler der en halv milliard kr. En for længst fyret og komplet uduelig Enhedsliste-borgmester har haft hovedansvaret, og nu prøver 'man' i stedet at placere hele ansvaret på den forrige valgperiodes økonomiudvalg, hvor alle Ritts politiske modstandere '“ både til højre og til venstre har siddet med ved bordet. Kun Klaus Bondam og Ritt selv går fri. Det forrige økonomiudvalg kan så passende få skylden for den halve milliard kr. Se det er virkelig et genialt spin.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

2 kommentarer til “En alt for alvorlig sag til spin”

Interessant iagttagelse at budgetsagen skulle komme som cover-up for NCC. Jeg tror dog at det er endnu en af de sager, som vil vende sig som en boomerang. Den brede befolkning fatter ikke den subtile elegance i at kun Ritt og Bondam er rene. De ser at Rådhuset er råddent, og at hende som blev valgt på at rydde op ikke har løst opgaven. (Rådhuset slingrer stadig af sted!)
I øvrigt hører jeg fra rådhuset at der er langt igen før der er ryddet op i BUF. Den seneste overskridelse på 26 mio er kun en brøkdel af hvad der mangler at blive afklaret. Måske fordobles underskuddet.l
På sigt tror jeg dette vil ramme hele venstrefløjen, endnu en dokumentation på deres ringe evner for budgethåndtering. Aviserne har allerede fortalt hvordan borgmesterne ansatte venner og familie, og den slags klistrer til hele partiet og ikke kun til Bregengaard. De går naturligvis ikke til VK, men kunne forårsage en parallelforskydning.
I denne situation med svækkelse af venstrefløjen på rådhuset er VK desværre en flok uduelige, dovne politikere.
Jeg deltager i mange borgermøder og politiske arrangementer, og HVER ENESTE GANG er der en socialdemokrat til stede. Måske en af dem der ikke er på Ritts fløj, måske en fra støtteorganisationerne (lokalråd, friluftsråd, naturfredning, agenda 21 osv. osv.) men de er der, og taler venstrefløjens sag.
Venstre og konservative sidder på deres kontorer og tror at lokalpolitik føres i pressen, og det er efter min mening den væsentligste årsag til at de ikke har profiteret at den ændrede befolkningssammensætning i Kbh.

Jeg er helt enig med anon.s sidste bemærkninger om de borgerlige politikeres evne til at føre græsrodspolitik. Til gengæld skal det også siges at deres partiorganisationer kun er en brøkdel af socialdemokraternes, SF’s og enhedslistens. Jeg vil tro sidstnævnte parti kan mønstre flere medlemmer i København end Venstre!

Og ellers tak for dækningen af de pinlige forhold på rådhuset. Der er toethalvt år til næste valg. Jeg tror det kan blive lang tid for Ritt…

/Limagolf

Lukket for kommentarer.