Regeringen er i gang med at lukke en stribe politiske huller for tiden. Formålet er naturligvis at lægge an til det kommende folketingsvalg. Meningsmålingerne er også gunstige for regeringen. Megafons måling fra i dag fredag viser, at Venstre har den højeste opbakning siden folketingsvalget februar 2005, og partiet er igen større end S, som kun ligger et halv procentpoint i forhold til valgresultatet. For en regering, der har siddet i seks år ved magten, er der tale om drømmetal, så Helle Thorning og co. må være småfrustrerede.
Selvom VK-regeringen under Anders Fogh i øjeblikket foretrækkes af et flertal af vælgerne sammenlignet med det for tiden ikke-eksisterende SR-alternativ, så er det ikke ensbetydende med, at vælgerne er ligeså pjattet med regeringens ministre. Regeringens chefideolog og indpisker Claus Hjort er eksempelvis femte-sidst på en popularitetsskala, som Søndagsavisen i denne weekend har udarbejdet på baggrund af en rundspørge hos vælgerne. Konklusionen er klar: regeringens stærke mand er ikke noget stort hit hos vælgerne. Spørgsmålet er dog, hvordan Venstres vælgere vurderer Claus Hjort.
Beskæftigelsesministeren selv ved ganske meget om værdien af en effektiv valgkampagne og vælger(u)gunst. Han stoler ikke på rene mavefornemmelser, men er ganske klar over, at han selv skal ud og levere en betydelig indsats i sin personlige valgkamp for at blive genvalgt.
Claus Hjort har gjort det ekstra svært for sig selv. Han stiller op i den nye Nordsjællands Storkreds, hvor intet mindre end tre nuværende ministre og fem V-folketingsmedlemmer stiller op. Der bliver formentlig valgt fire Venstrefolk i Nordsjællands storkreds. Sikker er formentlig kun Lars Løkke Rasmussen. I mellemgruppen af 'næsten sikre' er finansminister Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen. De kan dog trues af kvinderne MF Charlotte Antonsen og den splinternye kandidat regionsrådsmedlem Sophie Løhde, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal Kommune.
Som kortene umiddelbart er lagt, så bør de tre ministre være sikre på genvalg. Men deres problem er, at de appellerer til de samme venstrevælgere: Mænd over 45 år. Thor Pedersens stemmetal har været på retur i de seneste valg, og spørgsmålet er, hvordan og hvorfor hans personlige stemmetal pludselig skulle stige – vurderet på finansministerens politiske indsats og personlige profil. Charlotte Anthonsen har længe haft det kort på hånden, at hun har været eneste kvinde opstillet i området. Det er hun med Sophie Løhdes kandidatur ikke længere.
Sophie Løhde er langt fra en nybegynder i politik. Sine kun 23 år til trods, så er hun veteran i kommunalpolitik. Den politiske interesse har Sophie Løhde ikke fra fremmede, da hun er datter af den tidligere borgmester i Birkerød Karin Løhde. Selv blev hun indvalgt i Frederiksborg Amtsråd og byrådet i Birkerød, da hun var blot 18 år. Som leder af Lars Løkke Rasmussens folketingsvalgkampagne i 2005 har hun også nære forbindelser til V-næstformanden. Løhde ved alt om både omkring det med opstilling og at føre en god intern valgkampagne og blev i går valgt til Egedal-kredsens folketingskandidat ved at slå Farums tidligere Borgmester Lars Carpens i et knebent kampvalg med stemmerne 107-82.
Med Sophie Løhdes opstilling bliver der tæt kamp om mandaterne i Frederiksborg Amt og Claus Hjort og især Charlotte Anthonsen ved, at de skal kæmpe hårdere for at sikre deres genvalg. Det bliver svært mod en Sophie Løhde, der desuden har et personligt ydre, der bestemt heller ikke vil trække ned i mødet med vælgerne. Helt det samme trumfkort har beskæftigelsesministeren ikke på hænderne. Det er også interessant, at Løhdes hjemmebane Birkerød og Rudersdal, netop er Beskæftigelsesministerens opstillingskreds. Med andre ord: Løhde vil kunne tage mange personlige V-stemmer fra Claus Hjort Frederiksen. Lige netop den analyse kan man være helt sikker på, at beskæftigelsesministeren også har foretaget. Hvad modtrækket bliver, det får vi at se i valgkampen.
Læs mere om Sophie Løhdes valg i Egedal-kredsen på Garbys blog om dansk politik
2 kommentarer til “Ny V-kandidat kan true Hjort”
Sophie Løhde er jo en særdeles god bekendt af Lars Løkke. Skal dette, at hun nu truer Claus Hjort, måske tolkes ind i en kamp mellem Løkke og Hjort?
Ole@
Det kan ikke udelukkes, men jeg ved det ikke.
Jeg tror, at Løhde er drevet af personlig ambition, og hun stiller alene op i Egedal, fordi det er en perfekt kreds, der giver hende gode chancer for at blive valgt i folketinget.
Bliver Løhde valgt får Løkke endnu en støtte. Så han bifalder uden tvivl idéen. Det gør Claus Hjort næppe, men han kan ikke røre en finger. Det er sjældent at partiets stærke mands handlefrihed er så låst!
Løhde har ovenikøbet tid til at vente. Bliver hun ikke valgt nu, så bliver hun det formentlig næste gang.