“What comes up must come down'. Ja det er ikke tyngdeloven konsekvenser, jeg prøver at fremhæve, men derimod et andet næsten ligeså lovmæssigt princip i politik.
Maj måneds meningsmålinger gav Ny Alliance tårnhøj opbakning, som partiet ville kunne vekse til mellem 29 og 22 mandater. Nu har de seneste par ugers generelt negative omtale af Ny Alliance og Naser Khader som “politiske varmluftsballon” gjort sin virkning, og det nye parti er nu landet på 14 mandater ifølge Greens måling i Børsen fredag. Faldet i opbakningen overrasker næppe ret mange, tværtimod har den været forudset, af de fleste iagttagere af dansk politik. Det afgørende er, at NA står til at få den samme afgørende position efter et valg, som målingerne viste for en måned siden.
Men Ny Alliance møder også en helt anden modstand end før. Partierne er ved at omlægge deres strategier. Tydeligst har de radikale endelig taget sig sammen og indledt en intern dialog i folketingsgruppen om partiets nye strategi. Indholdet ender formentlig med at blive det samme, men måske lidt mere venstreorienteret end før afskalningen ved Naser Khaders og Anders Samuelsens exit. Al snakken munder naturligvis ud i Marianne Jelveds afgang som gruppeformand og partileder, og hun overlader hele butikken uden særlig diskussion til Margrethe Vestager.
Det er netop “kronprinsessen”, der leder folketingsgruppens drøftelser, og hendes kropsprog på TV afslører da også, at hun er radikal partileder “lige om lidt”. Vestagers image i befolkningen minder meget om Jelveds. På den ene side velbegavet, saglig og sympatisk. På den anden side bedrevidende, 'hellig' og moralsk belærende. Internt skaber det absolut ingen problemer, for den slags egenskaber har absolut appel til de radikale kernetropper. Det eneste, men banebrydende nye er dog, at Vestager ikke har malet sig op i hjørnet ligesom Jelved. Vestager kan derfor kun få succes med snart sagt enhver anden strategi, bare Jelved ikke er med og ordet “ultimativt” og nye “krav om en radikal statsministerpost” er pakket af vejen.
Jelved er i øvrigt allerede i gang med at pleje sit eftermæle. Forleden var hun hos Niels Krause-Kjær i det udmærkede taleprogram på radioen P1 'Krause på Tværs', hvor der blev lukket op for posen med forklaringen på, hvorfor hun i sin tid gik '“ og blev ved med at gå – den forkerte 'tredje vej'. Jelved var blevet misforstået var budskabet. Det er sikkert rigtigt, men det skal fremhæves, at hun klædeligt undlod at give pressen skylden for alle sine problemer. Faktisk fremstod den snart forhenværende leder i radioprogrammet momentvis ærlig om sin egen svære politiske situation, og det var interessant, at hun gav lytterne lov til at få et lille indblik i sine tanker, overvejelser og svære dilemmaer undervejs. Alt det får vi nok lov til at læse i en erindringsbog på et eller andet tidspunkt.
Et eller andet sted kan man sige, at Jelved '“ ligesom Ny Alliances meningsmålinger – også er kommet ned på jorden. Jeg er ikke i tvivl om, at vælgerne '“ blandt dem også nogle af dem, der var udlånt til Ny Alliance i maj '“ også belønner de radikale for partilederskiftet og nyorienteringen i kommende målinger.
Til gengæld må man forvente en ny storoffensiv fra Ny Alliance i august. I realiteten er partiet opstillingsberettiget med langt over 20.000 underskrifter, så det kan ikke engang det omstændelige bureaukrati i Indenrigsministeriet forsinke. Mediernes “stemningspendul” er såmænd svinget fremad igen, derfor kan Khader igen give sig af med at give fuldstændigt ligegyldige ogmeget positivt vinklede interviews i medierne. Først i Ekstra Bladet lørdag og senest søndag i Berlingske, der bød på absolut intet af reel nyhedsværdi. Medmindre sommeragurken, hvor Khader tilbyder danskerne halve og kvarte medlemskaber af Ny Alliance, kan regnes for en nyhed. Jeg har aldrig hørt så fjollet en idé, men man kan vel ikke laste Khader og Co. for et flot og vellykket spin!
Det er længe siden, at Helle Thorning-Schmidt har imponeret mig, men mandag synes jeg, at hun har genvundet lidt af formen. Da inviterede S-lederen “Khader på kaffe” for at “snakke lidt”. Som før nævnt, så er Khader p.t. stort set det samme som gratis positiv omtale, og man må lade S-lederen og hendes spinfolk for dygtigt at have skåret budskaberne til:
– Hvis man peger på Anders Fogh, så giver man Pia Kjærsgaard fire år mere ved magten. Derfor bliver det interessant at høre, hvad de ( Ny Alliance) egentlig mener med, at de er et midterparti, sagde Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.
Hvis regeringspartierne vitterlig kan holde diskussionerne om skattesænkningerne inden døre, så kommer denne sommers politiske debat til at handle om Khader, Khader og en lille smule de radikale. Det har Helle Thorning-Schmidt set og hendes folk set, og mon ikke de bruger sommerferien på at spille ovenstående melodi tit og ofte? I hvert fald kunne S-lederen efter dagens kaffeslabberads fastslå, at:
– Ny Alliance (NA) fører en “højreorienteret politik f.eks. på skatteområdet”.
Nu ved vi så alle, hvad socialdemokraternes strategi er over for Ny Alliance, og den ser efter min mening ikke så tosset ud.
13 kommentarer til “Ned på jorden”
Og bolden blev straks grebet:
http://politiken.dk/indland/article323287.ece
Iøvrigt: Langt over 20.000 underskrifter?
http://www.nyalliance.dk/news_more.php?id=26
Fra Ritzau 6.6.07:
“NA har sendt 26.500 underskrevne blanketter til folkeregistrene, men har indtil videre kun modtaget 8500 reelt godkendte underskrifter, som er klar til at blive sendt til Indenrigsministeriet. Derfor fortsætter indsamlingen.”
Som nogle vil huske, meldte jeg mig ind i NA samme dag som det blev stiftet. Ikke fordi jeg vil af med Pia K, men fordi jeg opfatter mig selv som liberal radikal. Det vil sige at jeg er enig med Det Radikale Venstre på mange områder, men med den særlige undtagelse at jeg foretrækker en strammere udlændingepolitik end pre-2001 og dermed er enig med størstedelen af befolkningen. I NA så jeg et ægte “højreradikalt” parti, og udmeldingen om 40 pct. i skat og Khaders deltagen støttede mine forhåbninger.
Men det var tilsyneladende ikke alle som så det samme som jeg. Godt hjulpet på vej af Seebergs udmelding om at “nok var nok” bredte illusionen af NA som den borgerlige fløjs frelse fra Pia K sig hurtigt.
Den holder bare ikke.
Alt afhængig af hvordan næste valg falder ud, kommer man muligvis af med Pia hvis man stemmer på NA. Men man kommer ikke af med hendes politik. Khader er stort set enig med Pia, og NA er netop udsprunget af en utilfredshed med RV’s slappe udlændingepolitik. Lad mig bare minde om Naser Khaders og Søren Krarups kærlige øgenavne til hinanden. Jeg kan ikke huske dem, men det var sådan noget i nærheden af “min yndlings neger” og “min yndlings svovlprædikant.” (Nej OK, det var ikke helt sådan.) Khader har aldrig været i opposition til Pia og hendes parti i de overordnede linjer på udlændingeområdet.
Så hvor hyklerisk har man lov at være som vælger? Kan man tillade sig at foragte Pia Kjærsgård samtidig med at man omfavner hendes politik? Tilsyneladende. (Wauw. Jeg kunne erstatte Mogensen!)
Sådan en holdning er ikke bare forfængelig på en utiltalende måde, den afslører en total mangel på politisk indsigt. Det som er så foragteligt ved det vælgersegment NA åbenbart appellerer til for tiden, er arrogancen. Man må være i besiddelse af et abnormt stort ego hvis man mener man kan tillade sig at se ned på mennesker pga. deres politiske holdninger, samtidig med at man støtter (næsten) de samme politiske holdninger præsenteret af andre menneske. Det er lidt ligesom at handle sine varer varer i Føtex og se ned på dem der handler nøjagtig de samme varer til en billigere pris i Netto. Den holdning er det de færreste som har, men der findes altså tilstrækkeligt med sådanne skizofrene individer til at trække op til 20 mandater i Folketinget.
Som penge afgiver stemmer ingen lugt, så jeg er bange for at NA vil forsøge at holde disse vælger hos sig, selvom de er gået galt i byen.
Tilføjelse:
Og jeg vil miste min illusion om et “højreradikalt” parti.
I sidste ende kan Khader ende i et interessant dilemma – hvis der opstår to alternative flertal under overskrifterne VKO-NA og VKR-NA (men ikke rent VK-NA). Så skal Khader vælge mellem R og DF. Givet hans politiske fortid kan det umiddelbart virke som en no-brainer (ud med DF!), men omvendt er det vitalt for ham at lægge afstand til R, så NA kan få en tydeligere profil. Dagens udtalelser kan godt tolkes som en bevægelse væk fra R over mod DF, og den bliver svær at forklare over for vælgerne.
Tager jeg helt fejl?
Hmmmm…
For mig som NA’er (og formodentlig en del af den gruppe, Andreas mener er gået galt i byen) handler det vel om, at en af de attraktive ting ved Ny Ambulance er, at det giver mulighed for pragmatisk realpolitik modsat f.eks. De Radikales luftkasteller, der fik mig til at skride.
Når Naser Khader i flere omgange har formuleret missionen overfor DF som at mindske deres indflydelse snarere end holde dem udenfor indflydelse, skyldes det jo netop, at det sidste, med den folkelige opbakning som DF (desværre) har, ville være en demokratisk og praktisk umulighed.
Men altså, se nu på virkeligheden: Selv en af de radikales allerstørste elitarister, Martin Lidegaard, steg ned til DFs niveau og lavede trafikpolitik med dem. Personligt ved jeg, at der på medieområdet har været flere korridoraftaler mellem Frk. Forhenværende Frevert og Simon Emil Ammitzbøll. Og sådan kunne man blive ved. Enhver, der har set Jens Rohde og Pernille Rosenkrantz-Theill spise frokost sammen i Snapstinget ved jo også, at retorikken er noget andet end den almindelige hverdag på Borgen.
Og hvis de radikale kan, så kan NA sguda også. Jeg tror de anti-DF’ere, der har meldt sig under NAs faner er kløgtige nok til at forstå, at det handler om at begrænse DFs forsimplede, emotionelt drevne og irrationelle politik på de fleste områder, sådan at landets fremtid trods alt ikke tegnes af de vælgere, der har mindst uddannelse eller perspektiv på verden.
Og der er da i øvrigt foreløbig masser af krig på flygtninge/indvandrer-området mellem DF og NA. F.eks. er en af de få politiske standpunkter, der ER sluppet ud fra NA-lejren, at asyllejrene skal lukkes. Det kunne DF’erne bestemt ikke lide, men fordi Ejvind “Tudekiks” Vendekåbe lige skulle tage en gruuuuusom hævn, var det ham, der løb med historien.
Jeg tror, vi realistisk set får en VK(O)-regering, hvis ingen foretager sig noget. Med NA-indflydelse, som jeg naturligvis vælger at tro på, vil den så hedde VK (O-NA). Og det er i virkeligheden nok det bedste, jeg som NA’er kan håbe på, for det er der, vi har indflydelsen til at sætte rationalismen i forreste række.
Det ville da være rart med en VK (R-NA)-konstellation, men det ville give Fru VestAmager et alvorligt troværdighedsproblem, thi De Radikale jo har forsvoret nogensinde at arbejde sammen med Fogh. Hun skal godt nok lave en imagemæssig kovending og lande på benene igen, hvis det skal lade sig gøre – og jeg tror ikke pressechef Rasmus “Jeg har ikke tid til at hjælpe dig med dit tv-interview nu, jeg er lige ved at hente ungerne” Lindboe har format nok til at klare den sag.
Så altså – hvis man gerne vil nedtone den irrationelle, følelsesladede og uigennemtænkte DF-politik i virkelighedens verden, slipper man nok ikke for at deles om støttepartipladsen.
Det er i typisk for mediestemningen, at ingen har citeret Naser for, hvad han sagde i Kongens Have på grundlovsdag: “Vi kan arbejde til begge sider, og jeg gerne UNDERSTREGE, at vi også kan arbejde til VENSTRE”…
Jeg har grinet meget (med, ikke af) i forbindelse med en socialdemokratisk folketingskandidat for nylig foreslog en regering med S, K og NA. Mest fordi bogstavkombinationerne hurtigt kunne understrege, at der nok ville være meget K-NA-S med sådan en regering, på grund af for meget S-NA-K. Det ville nok få et rygte som den regering, der hurtigst SANK. 🙂
VH
Morten
P.S. Jeg tager rundt i Europa og skal se 8 Genesis-koncerter startende med Herning i morgen, så hvis jeg ikke svarer på eventuelle svar, dette indlæg kaster af sig, er det derfor. IIIIIII Can’t dance….
1. Der er ikke noget odiøst i, at politiske modstandere laver fine aftaler på områder, hvor de ikke er uenige. Det gælder selvfølgelig også NA. Men alle ved, at når man taler om at fjerne DF’s indflydelse, så menes der på de værdipolitiske områder (udlændinge, skole, kultur osv.). Kan NA blive enige med DF på disse områder? For det kommer man ikke uden om, hvis man sammen skal støtte en regering.
2. Men NA og R har samme problem med Fogh. Han er så sovset ind i samarbejdet med DF, at han ikke troværdigt kan skifte nævneværdig kurs. Det ville nemlig enten betyde, at han skulle indrømme at den hidtil førte politik var forkert, eller at han lader sig køre rundt med af støttepartierne. Det betyder også, at i en NA+DF-støttet VK-regering bliver der ikke tale om 50% indflydelse til DF og 50% til NA. Det bliver 80% DF-politik og 20% NA, og det var vist ikke lige det, der blev ment med at begrænse DF’s indflydelse.
3. De politikere jeg har talt med emnet om, er enige om at Fogh har det bedst i sin nuværende situation. Han har et loyalt flertal, og skal ikke ud og navigere mellem flere partier. Hvis VKO-flertallet lider et markant nederlag i næste valg er der derfor sandsynlighed for, at han trækker sig tilbage fra dansk politik (og går efter noget i retning af NATO-generalsekretær). Dermed er der mulighed for at Venstre kan lave et politisk kursskifte i retning af midten. Læg mærke til, at den radikale gruppe er meget omhyggelige med at lægge afstand til Fogh og hans politik, men ikke til V og K som partier.
3. Jeg ved godt, at Khader siger at han kan samarbejde til Venstre. Men hvor mange af de vælgere, der kom fra V og K synes at det er acceptabelt, at Helle Thorning bliver statsminister?
EDIT: Det sidste punkt skal naturligvis hedde “4”, og venstre skal være med lille.
Jeg har lige nogle strøtanker som svar til Rasmus’ interessante indlæg.
Pkt. 1: DF og NA er jo også rygende uenige om den økonomiske politik. DF anno 1997 ville være på linje med NA om skattepolitikken, men idag ligger DF taktisk klogt sit lod i velfærd fremfor skattelettelser, og de har mere hårdnakket end Venstre insisteret på at eventuelle lettelser skal ske for de mindst bemidlede. DF har ligeledes nidkært forsvaret skattestoppet for at kunne få adgang til nogle håndører ved hver finanslovsforhandling.
Pkt. 2: Det tror jeg faktisk ikke på. Fogh har jo før skiftet mere end nævneværdig politisk kurs personligt – og i Venstres bagland må man da forvente større begejstring ved NA end DF (det ved Jarl mere om end jeg). Bemærk også hvordan det nu er skattestoppets fleksibilitet – og ikke stabiliteten – som venstrefolkene hele tiden fremhæver. En (begrænset) skattereform inden for rammerne af skattestoppet er vel det man prøver på at åbne op for. Problemet for Fogh ved en situation med afhængighed af både NA og DF er mindre end problemet er for Khader og NA. Situationen vil jo være den, at hvis ikke NA støtter Fogh med vedhæng, så har de flertal med S, R, SF og Ø, og oppositionen kan så sige “Hvorfor gik Naser på kompromis med sine holdninger på dette område, når han kunne få det her igennem med os?”
Pkt. 3: Interessant med tankerne om at trække sig tilbage. Hvor meget kød er der på dem? Og er der topposter, der kommer i spil snart? Jeg kan ikke lige komme på nogen; men selvfølgelig, hvis EU får en præsident kan det jo være han igen vil være klar til “indeed a historic moment” 😉
Pkt. 4: Nogle analyser viser jo også et anseeligt antal af NAs vælgere er vandret fra Socialdemokraterne. Minimum 10% af NAs vælgere må være tidligere socialdemokratiske vælgere, hvilket er mindre end Venstres og de Konservatives andel, givet, men partiets vælgerkorps ser ikke ud til at være så borgerligt at det gør noget.
Ad. Pkt. 2: Der er den vigtige forskel, at Fogh skiftede standpunkt mens han stadig var relativt ukendt. Hvor mange vælgere kunne inden 1998 sige, hvad han stod for? De fleste kunne ikke engang huske, at han blev smidt ud af skatteministeriet af Schlüter. Nu ved alle hvad hans politik er, ikke mindst takket være kontraktpolitikken. Hvis han skal skifte politik nu, er det samtidig en indirekte indrømmelse af, at han skriver dårlige kontrakter.
Eller blot en erkendelse af, at han ikke kan skrive en kontrakt om lovgivning i dansk politik uden 89 andre medunderskrivere.
Ville oppositionen til venstre råbe højt om kursskifte og lignende, hvis Fogh politisk reelt bøjer sig mere over mod oppositionen på bl.a. udlændingepolitik? DF ville vist være de eneste der ville gøre noget ud af den sag; S ville kunne lurepasse og lukrere på at Fogh tog tæskene for en evt. ændring.
Spørgsmålet er om Fogh vil forsøge at få en decideret regeringsaftale, som han har gjort med DF, inden valget, så kontraktpolitikken på udvalgte områder kan fortsætte.
Kontraktpolitikken har ikke bundet Fogh på hænder og fødder. Hvor kom fx kommunalreformen, som man vist godt kan kalde en af de større politiske reformer i nyere tid, fra? Den opstod helt uden at have været nævnt af Fogh eller andre i en valgkamp; ligesom med Globaliseringsrådet og Velfærdskommissionen.
Det kunne fx være at man ville aftale et kompromis på forskellige politiske områder med NA og DF inden valget og erklære en “kontrakt” på det område.
Afgørende må være om NA har lyst til en sådan kontrakt, og om de så ikke i højere grad kommer til at fremstå som Foghs vedhæng i en valgkamp fremfor det “centrum-centrum-parti” de gerne vil fremstå som.
Alfa og omega er, at ethvert politikskifte er samtidig en indrømmelse af, at den hidtil førte politik har været fejlslagen. Det giver skrammer i det offentlige image, og disse skrammer bliver kun værre, når det drejer sig om højaktuelle emner. Der er ikke særlig mange vælgere der har en mening om hvorvidt amter er bedre en regioner eller omvendt, så her har ny eller ændret politik ikke den store effekt.
Det samme kan ikke siges om de emner, der skal i spil, hvis Fogh skal skifte DF ud med NA (og måske R). Så skal der files på skattestoppet og udlændingepolitikken, som uden sammenligning var de vigtigste emner i de to sidste valg. Det kan godt være, at Fogh personligt kan ændre sin politik på det område, men det vil ikke virke troværdigt overfor vælgerne. Derfor kan det ende med, at han vælger at stoppe mens legen er god, og overlader butikken til Lars Løkke eller Kristian Jensen.