Danmarks tre socialdemokratier

Anders Fogh Rasmussen var i topform i lørdags. Avisernes reportager, analyser og kommentarer faldt efterfølgende over hinanden i respekt for statsministerens store show, hvor han havde inviteret alle partilederne til en hyggesnak i sin egen hule. Ingen var i tvivl om, hvem der er dansk politiks førerhund. Det var alt sammen meget dygtigt gjort. Synd at jeg ikke så det!

Valgkampen er gået i gang. Det ser man i dag, hvor socialdemokraterne foreslår at vælte fem milliarder kr. ud over de offentligt ansatte. Sikkert for at neutralisere Dansk Folkepartis og Venstres gaveregn over den samme vælgergruppe. Det er naturligvis dybt uansvarlig politik, men når det gælder overbud, så er alt som bekendt tilladt i jagten på statsministertaburetten.

Meget tyder på, at Fogh ikke helt har koordineret sit forslag med Bendt Bendtsen om lavere skatter til de lavestlønnede. Dertil kommer, at de konservative har haft en berettiget forventning om en forhandling vedr. udformningen af regeringens skatteforslag, og derfor blev taget på sengen, da Fogh smed sit eget skatteforslag på bordet i lørdags. Det eneste, der kan true Foghs overbevisende valgsejr, er et langvarigt udstillet internt skænderi med de konservative om skatten. Jeg gætter på, at Fogh og Bendtsen på en eller anden måde nu får lukket uenigheden ned.

Sagligheden er naturligvis valgkampens første offer. Den liberale tænketank CEPOS dokumenterer i dag, at skatten for de lavestlønnede faktisk er blevet sænket mest under VK-regeringens første seks år. Et stort flertal af økonomerne er enige om, det er sænkning af marginalskatten for høj- og mellemindkomsterne, der batter noget på arbejdsudbuddet. Dermed bliver de delvis selvfinansierende. Problemet er, at de tre socialdemokratier, der for tiden er her i landet, V, S og DF, ikke vil opgive den klassiske socialdemokratiske omfordelingspolitik, hvor de rigeste indkomster (halvdelen af de beskæftigede) bliver hårdt beskattet af deres sidst tjente kroner. Dette såkaldte progressive skattesystem i denne nidkære udformning har overlevet utallige angrebsforsøg. Venstrefløjs-socialdemokraterne opfatter skattesystemet som 'solidaritet' og blandt kronjuvelerne fra Thorvald Staunings tid. Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft fik faktisk mindsket marginalskatterne, men jeg gætter på at flere socialdemokratiske MF’ere stemte for marginalskattesænkningerne uden den store begejstring. Anders Fogh Rasmussen har efter næsten seks år i regering gjort mindre end Nyrup-regeringerne for at sænke marginalskatterne. Udover manglende mod, så skyldes det også, at Dansk Folkeparti tilsyneladende mener nogenlunde det samme som Svend Auken på skattepolitikken.

Skal Fogh og Bendtsen gøre noget ved marginalskatterne, så kræver det et flertal med Ny Alliance og/eller de radikale til at gennemføre en omlægning. De radikales pris er formentlig flere grønne afgifter. Det kulminerer dog med regeringens hidtidige skattestop. Spørgsmålet er dog, om Fogh udsteder et nyt skattestop før dette valg. Jeg har endnu ikke hørt ham sige noget om det, fordi alt handler om skattesænkninger. Skat er kommet for at blive på den politiske dagsorden.

N.B. Lige nu fyger det dagligt med rygter om, at valget kan udskrives når som helst. Jeg skal og kan ikke modsige alle disse gode bud. Alligevel tror jeg godt, at vi alle kan sove roligt, i hvert fald indtil at de Konservative har holdt deres sommergruppemøde i næste uge. Men så tror også jeg på, at vi er lige ved at være fremme ved snorene!