“Helt oppe i toppen af dansk politik sidder unge politikere, som stort set aldrig har været ude i det samfund, som de nu skal være med til at styre. Det er slet ikke klogt', advarer Folketingets formand Christian Mejdal (V) i Berlingske i dag.
Sandt at sige, så er Folketinget fyldt med yngre folketingsmedlemmer, der har en karriere som formand for et af partiernes ungdomsorganisationer bag sig. Vi nævner i flæng:
Morten Bødskov (S), Henrik Sass Larsen (S), Simon Emil Ammitzbøll (R), Kristian Jensen (V), Peter Christensen (V) og Torsten Schack Petersen (V).
Og så er der dem, der ikke længere er yngre, men som heller aldrig har lavet ret meget andet, siden de var i tyverne end at beskæftige sig med politik. Hvis det er et problem, at de yngre kræfter ikke kender til verden uden for Christiansborgs mure, så er det vel også et problem, hvis der sidder midaldrende folketingsmedlemmer i toppen af dansk politik, som stort set aldrig har prøvet andet end politik? Man kunne eksempelvis pege på Folketingets længstsiddende medlem Svend Auken. Eller statsministeren Anders Fogh Rasmussen? Jeg gætter dog på, at Christian Mejdal ikke tør gentage sin kritik, hvor han indirekte drager chefens kompetencer i tvivl. Til gengæld er det en gratis omgang at skyde på andre folketingsmedlemmer “i toppen af dansk politik” for ikke at have noget livserfaring. Omvendt render der en masse lallende amatører rundt på Borgen, som muligvis har en bunke erfaring fra diverse arbejdspladser og hjemmeliv, som de dog ikke kan bruge til ret meget i det politiske arbejde. Simpelthen fordi de i sin tid enten har fået for lidt eller for dårlig uddannelse til at kunne gennemskue de politiske sager, til at forhandle, til at kunne overbevise andre ja kort sagt for at kunne gøre en forskel i moderne politik.
Mejdal er et godt og retskaffent menneske, men har for mig at se ikke tænkt sig særligt meget om, før han gik i byen med sit budskab.
7 kommentarer til “Mejdal glemte at kritisere Fogh”
Det kommer vel an på hvilke idealer man lægger til grund for sin vurdering af om en person kan blive en god politiker.
Det lader til at Mejdal vægter det repræsentative. Det vil sige at han lægger vægt på at politikerne er borgernes repræsentanter og dermed skal have en viden om borgernes liv og hverdagen i det samfund de repræsenterer.
Din vurdering syntes mere at bygge på en effektivitets- og kompetencebetragtning. Kan politikeren klare sig i forhandlingerne etc.? Kan han/hun varetage opgaverne i det politiske arbejde på en tilfredsstillende måde?
Begge perspektiver er vel relevante nok i forhold til politikere som jo dog både er vælgernes repræsentanter, men samtidig har nogle konkrete opgaver de skal løse i et miljø som ikke levner megen plads til amatører.
Mejdals budskab er godt nok uanset at han lader budskabet begrænse sig til de yngre folketingsmedlemmer. De fleste kan nok finde ud af at forlænge logikken så den gælder de gamle nisser også.
Hvis man nu skulle drille Mejdahl, kunne man også stille spørgsmålstegn ved, om man kan være formand for Folketinget uden at kunne tale engelsk, endsige noget fremmedsprog overhovedet? Dæ finne jæ nåk u å” (det finder jeg nok ud af), sagde Mejdahl i sin tid, og mon ikke det samme gælder for de fleste andre menige folketingsmedlemmer?
Andreas@
Livserfaring er glimrende, men det kan bare ikke stå alene. Jeg mener i øvrigt, at det forlængst er slået fast, at folketinget ikke er specielt repræsentativt målt på erhverv, uddannelse, køn, alder etc. En gang var det fyldt op med godsejere. Så var der næsten kun bønder og akademikere i tinget. I dag er det stort set alene akademikere og ikke mindst offentligt ansatte som befolker tinget. Er det okay? Tjah. Sådan har folket valgt – det kan man vel egentlig ikke diskutere. Derudover synes jeg, at det vel i og for sig er positivt, at tinget i dag faktisk består af væsentligt flere yngre medlemmer, end det havde for 30-40 år siden, hvor det fortrinsvis var bedagede herrer i 50’erne og 60’erne, der fyldte stolerækkerne op.
Det er lærerne, der både historisk og på nuværende tidspunkt, er en af de mest overrepræsenterede samfundsgrupper på tinge.
Argumentet, at “sådan har folket valgt”, er ikke gennemført. Man kan under alle omstændigheder i hvert fald diskutere det.
Det er netop ikke folket, der vælger folketingskandidater, men de politiske partier. Politiske partier der befolkes af mindre end 5% af den danske befolkning. Personlige stemmetal er, foruden en gruppe af store navne, ikke noget danske folketingsmedlemmer vælter sig i, og derfor beror det mere på tilfældigheder og opstillingsmatematik, hvilke politikere der vælges og ikke vælges. Et i den sammenhæng symptomatisk eksempel er de Radikales Martin Lidegaard, der i sin tid kun kom i Folketinget ved en “fejl”, men som nu synes at tilhøre de Radikales ledelse. Den nye trafikminister, Jakob Axel Nielsen, mente sågar selv, at han kun blev valgt i 2005 pga. folks kendskab til bedstefaren.
Det er altså de politiske partier og ikke vælgerne, der har den største indflydelse på, hvem der bliver valgt.
Både Mejdahl selv og hans forgængere i formandsstolen har gjort meget for at forøge MFernes sekretariatsbistand og klæde dem bedre på. Derfor synes jeg ikke, at argumentet om at MFerne kræver en akademisk uddannelse for at være kompetente, er så vægtigt som det måske var engang.
Jeg tror nu at Mejdahl har tænkt sig godt om. Og formentlig har han tiltro til at den avislæsende dansker ikke opfattede hans standpunkt som en udtømmende liste over gavnlige kvalifikationer.
Jeg tror heller ikke at Mejdahl er i tvivl om, at vælgerne bestemmer folketingets sammensætning. Men det skal da være tilladt at give et godt råd til både partiforeninger og vælgere.
PS til JanChris: Kan Mejdahl ikke både dansk og nordjysk?
Nikolaj, jeg er selv nordjyde, og jeg ved ikke, om jeg vil kalde det, Mejdahl taler, for nordjysk, men det er i hvert fald et sprog, der tales af de færreste, så i princippet har du ret i, at han mestrer et fremmedsprog.
@ Jarl
At kunne gennemskue de politiske sager og have evnen til at forhandle er ikke nok til at kunne gøre en forskel i politik. Det kræver også, at man arbejder for en politik, der gør en forskel. Og det kan man vel dårligt sige, at Anders Fogh, Troels Lund Poulsen m.v. gør.
Det kræver, ifølge min lommefilosofiske teori, at man er gået ind i politik for at forandre og ikke glemmer, hvorfor det var, man er gået ind i politik. Det glemmer man nemmest, hvis man har gjort politik til karriere for karrierens skyld og ikke har oplevet andet end Christiansborg, hvilket Anders Fogh og Troels Lund Poulsen med rygrade som vandmænd er gode eksempler på.
Havde de haft lidt livserfaring fra den virkelige verden, havde de også haft lidt mere rygrad.
Så alt i alt synes jeg, det er et glimrende råd, Christian Mejdahl giver vælgerne og partierne.