Politiken Søndag afslørede i går, at klimaminister Connie Hedegaard har opbakning i regeringen til at blive landets næste EU-kommissær formentlig for klima-området. Men er alle forhindringer så ryddet af vejen? Langt fra.
Connie Hedegaard har opbakning både i Venstre og hos de konservative, men også fra andre af Folketingets partier som SF og DF. Pressen er også positiv. Det vil derfor være helt ukontroversielt for Lars Løkke Rasmussen at udpege hende som ny kommissær. Hun er også selv parat, som det fremgår af Politikens artikel.
Det har længe været et brændende ønske hos de konservative at stille med Hedegaard som ny kommissær. Løkke har både accepteret idéen/ønsket, men har også frafaldet et evt. modkrav om, at K til gengæld afleverer udenrigsministerposten til V. Faktisk ønsker både statsministeren og Lene Espersen, at Per Stig Møller fortsætter som udenrigsminister. Han vil også gerne selv. Derfor ser det lige nu ud til, at udenrigsministeren forbliver den samme efter den til nytår ventede regeringsrokade.
Hedegaard vil gerne være klimakommissær, men det forudsætter også, at posten får et reelt politisk indhold. En tung klimakommissær skal helst have et ressort, der omfatter klimarelevante områder så som transport, miljø og energi. Hedegaard vil således ikke risikere at ende med at blive en klimakommissær, der så at sige bliver 'rejsende i varm luft'. Og hvad bliver ressortindholdet? Ja det skal først afklares senere.
Så er der tidsfaktoren. JP skriver i dag, at det svenske formandskab forventer, at Lars Løkke og han regeringschefkolleger hver især har et kandidatnavn med, når de mødes om tre dage. Hvis Hedegaard er kommissærkandidat, så er hun pisket til at slippe alt, hvad hun har i hænderne for på flere måder at forberede sig på posten. Det er hvert fald en af EU-korrespondent Ole Ryborg pointer, hvis man læser hans artikel i Mandag Morgen i dag. Men er det realistisk med COP15-topmødet lige om hjørnet? Det lyder som en gyldig indvending i vurderingen i Hedegaards muligheder for at blive EU-kommissær. Ryborg nævner i sin artikel dog også den tvivlsomme mulighed, at Hedegaard måske kan få en speciel aftale om at tiltræde efter at COP15-topmødet afsluttes en 18. december, og/eller at Kommissionen først bliver udnævnt i januar.
Bottomline: Hedegaard bliver EU-kommissær, hvis:
1. Hun selv vil under de RETTE omstændigheder, som ingen her og nu realistisk ved meget om, hvad ender med at blive.
2. Hun har – eller får – en praktisk/tidsmæssig mulighed til at få posten efter at COP15-topmødet er afsluttet på en forsvarlig måde. Alt andet er urealistisk.
Derudover kan der naturligvis spille andre overvejelser ind, som dog ikke er decideret afgørende for beslutningen.
Vil det gavne VK-regeringens genvalgschancer eller Det konservative Folkepartis vælgeropbakning hvis Connie Hedegaard tager til Bruxelles?
Hos Venstre har man analyseret sig frem til et nej til begge spørgsmål. Hedegaard formår at samle borgerlige midtervælgere op, som måske ellers vil gå til de radikale og socialdemokraterne. Det, som nogen har døbt 'Nok-er-nok'-segmentet, og som stort set svarer til Ny Alliances vælgeropbakning i meningsmålinger de første måneder efter partiets stiftelse i maj 2007. Dvs ca. 10-15 procent af vælgerne, som overvejer at stemme borgerligt uden den store begejstring '“ og med afsmag for DF og Pia Kjærsgaard. Her er Connie Hedegaard alibiet, der får dem til at vælge de borgerlige. Trods alt.
Hvad er analysen hos Den konservative top'¦? Det er mere usikkert. I hvert fald tyder alt på at glæden over at skulle stille en konservativ EU-kommissær overstråler evt. bekymringer om Lene Espersens evne til at samle midtervælgere op. Dernæst kan man også spekulere i om Hedegaards farvel til dansk politik får Lene E til at ånde lettet op over, at have mistet en potentiel udfordrer..
I Venstre – og navnlig pressen – var man i dagene omkring Lars Løkkes tiltræden som statsminister bekymret for om den konservative leder ville overstråle ham. Efter de konservatives klovnerier i Burka-sagen og de konservatives stilstand i meningsmålingerne, så er man i Venstre-toppen nu snarere bekymret over om Lene Espersen evne til at skaffe sit parti tilstrækkelig fremgang ved næste valg, der kan sikre regeringens overlevelse. Det er også en af forklaringerne på, at Lars Løkke ikke tager sig betalt med en ekstra ministerpost til Venstre for at sende Connie Hedegaard til Bruxelles. Hvis hun altså selv vil have kommissærposten på de vilkår, som hun bliver budt.
8 kommentarer til “Beslutningen ligger hos Connie Hedegaard”
Kære Jarl
Lige en bemærkning til det rent faktuelle – alle medlemslande har i dag en kommissær og der er dermed allerede 27 ressortområder (indrømmet heraf nogle meget tynde, fx. “multi-lingualism”), så dette vil ikke ændre sig med Lissabontraktaten (hvor Vaclav Klaus jo for nyligt smed håndklædet i ringen).
Mvh.
Dorte
1. OK. Mange tak for dine kommentarer. Jeg ændrer i teksten.
Fantastisk spændende portræt af Søren Gade i Information.dk, Jarl.
Kommentarerne fra den gamle blodrøde garde var også underholdende 😉
Ift. Lene Espersens tanker tror jeg, at den svage leder vil forsøge at sælge Hedegaards eventuelle udnævnelse til baglandet som en kæmpe sejr. Vi så gang på gang, hvordan Bendt Bendtsen forsøgte at sælge selv de mindste små “indrømmelser” som værende paradis på jord. Selvom der er skiftet en smule ud på Nyhavn, er det ikke ligefrem en Alastair Campbell som står bag den nordjyske blondine.
Til kommentaren om Connie som udfordrer, så er det stadig en non-story. Ingen andre end medier og kommentatorer har spillet på den hest, og jeg tror aldrig, at Lene har følt sig truet på den front. Connie har jo været meget konsekvent i sine afvisninger af enhver partimæssig ledelsesrolle. Især internt, hvor hun forlængst bad KU’ere og vælgerforeningsfolk lægge de idéer på hylden.
Spændende læsning.
Jeg kan forstå Venstre’s analyse af situationen, men de Konservative’s giver jo ikke mening. Bortset fra hvis de udråber kommisærposten som en kæmpe triumf. Men det vil jo så se underligt ud i forhold til Venstre da det vel er noget i retning af et nulsumsspil.
Men;
“…Lene E til at ånde lettet op over, at have mistet en potentiel udfordrer..”
Det giver jo næsten ingen mening. Lene E. bliver vel kun udfordret i den henseende hvis hun ikke leverer, dvs. stemmefremgang og naturligvis helst med forsat regeringsmagt.
Såfremt hun har succes vælgermæssigt, er Connie jo ikke en udfordrer. Men sandsynligheden for at de Konservative går frem vælgermæssigt svækkes vel betydeligt hvis Connie rejser ned til anonymitet.
I forhold til Lene’s risiko for at blive udfordret som kaptajn har hun da nærmest kun noget at tabe i den henseende ved at sende en vælgermagnet for marginalvælgerne væk fra DK.
Fin analyse, men hvad er det lige Venstre får ud af det (bortset fra at slippe af med Connie Soloshow)?
Lene Espersen får en stor politisk sejr, de konservative bevarer deres tunge ministerpost og regeringen mister en rimelig populær minister…
6. Hvad Venstre får ud af det? Ikke særlig meget. Det er faktisk, derfor de helst vil beholde Connie. Hun kan være med til at sikre regeringsmagten på borgerlige hænder. Efter min opfattelse tænker Venstrefolkene i dette tilfælde en anelse mere langsigtet end de konservative.
Jeg bemærker mig, at krav nr. 2 nu er opfyldt: Barosso forventer først at den nye kommission skal tiltræde i slut januar
I børsen – hvor jeg læste det – står der dog samtidig at læse, at Connie Hedegaard er regeringens mest populære minister…
– bræstrup