Berlingske har igen været ude og tale med en række konservative borgmestre, der ligesom de fleste andre iagttagere (TV2s Kaare R. Skou som altid undtaget) ikke forstår, hvorfor Bendt Bendtsen ikke omsider indser sine begrænsninger og træder til side for nye kræfter.
Under overskriften 'Atter oprør mod Bendtsen', skriver avisen:
Dele af det konservative bagland ønsker Bendt Bendtsen væk fra formandsposten, inden partiet skal møde vælgerne igen.
Silkeborgs borgmester, Jens Erik Jørgensen (K), mener, at det vil være »hensigtsmæssigt « med et formandsskifte inden næste valg '“ specielt hvis valgperioden strækker sig over tre-fire år.
»Det vil både være i Bendt Bendtsen og partiets interesse. Akkurat som borgmestre ikke skal sidde altid, så skal partiformænd heller ikke, « siger han, og han får opbakning fra Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler.
»Det kan de godt glemme, « siger Bendt Bendtsen. »Jeg har fået fuld opbakning på vores landsråd, jeg har kæmpet og fået en valgsejr for tredje gang i træk, så de kan da have deres meninger, men for mig drejer det sig om at få partiet videre, « fastslår Bendtsen, der fik stor ros af sine partifæller på gårsdagens hovedbestyrelsesmøde. Otte ud af 10 storkredsformand bakker ham også op.
—
Når Berlingske ringer til Bendtsen og præsenterer ham for de efterhånden velkendte synspunkter om, at tiden er inde til, at han skal vige pladsen, ja så har den konservative partileder naturligvis ingen anden mulighed end blankt at afvise sådanne idéer. Når Bendtsen går, så vælger han tid og sted, og da må man for mode at arvefølgen er klappet af. Regeringsrokaden viste som bekendt, at der ingen bevægelser er i fronterne melle Connie Hedegaard og Lene Espersen. Ingen tør heller spå om, hvem af de to Bendtsen egentlig foretrækker.
Men mon ikke den fynske politimands sjæl er såret over baglandets manglende støtte? Det må gøre ondt. Hvilke andre partiledere '“ som han vel skal måles i forhold til – mødes med krav fra brede dele af baglandet om gå af? Mig bekendt ingen udover Bendtsen. Hans svage lederskab udstilles dermed igen. Det bliver næppe den sidste artikel og rundspørge om Bendtsens afgang, som han skal vågne op til. Forskellen er blot, at de vil komme hyppigere end før sidste folketingsvalg. For Bendtsen må det vel være som at undgå at besøge tandlægen for at trække end dårlig tand ud.
De konservative er i øvrigt blevet ret gode til at lade være med at dumme sig. Forleden droppede de kravet om at blive i gruppeværelse nr. 29 på Christiansborgs 2. sal, da diskussionen pludselig endte med at dreje sig om, at SF – for at K kunne blive, hvor de var – skulle bruge 300.000 skatteyderkroner på at udvide deres gruppeværelse til partiets mere end fordoblede folketingsgruppe. De Konservative viste sig til sidst som værdige og voksne mennesker ved at stryge flaget i værelse 29 og arbejde videre ud fra de muligheder Christiansborgs administration nu giver dem i form af et nyt og mindre gruppeværelse. Skal de i øvrigt gøre sig forhåbninger om at få deres elskede gamle gruppeværelse tilbage, så kræver det i alle fald som minimum en ny partileder. Men i denne situation viste K sig som overskudsmennesker. Respekt for det!
Bendtsen kom lige før valgkampen til at kvaje sig lidt, da han tog Johanne Schmidt-Nielsen på 23 somre for en piccoline, og spurgte hende, om hun ikke kunne hente ham lidt kaffe før partilederrunden på TV2. Det blev Enhedslistens topkandidat lidt småfornærmet over, så hun lækkede historien til alle medierne. I karlekamrene rundt omkring vil jeg dog ikke udelukke, at Bendtsen i virkeligheden faktisk fik lidt streetcredit på den konto! Men nu fik Johanne udstillet Bendtsen som en nedladende mandschauvinist. Helt ærligt, hvem M/K kunne ikke have lavet Bendtsens 'fejl'?
Hvad gør Bendtsen så her efter valget? Jo han byder såmænd Johanne på te (hun drikker ikke kaffe) ad libitum oppe hos de konservative og forærer hende endda et tekrus, hvor der er trykt 'Johannes tekrus'. Elegant og overskudsagtigt. Stor respekt til Bendtsen, Dr. Korsholm og hvem der har været indover denne 'sag'. Sådan kommer man tilbage, når man har dummet sig lidt!!
12 kommentarer til “Bendtsen-nedslidning fortsætter”
Tak for en interessant Blog. Jeg er enig i de fleste af dine betragtninger ovenfor – frygter dog at det blver LE frem for CH som får æren af at splitte partiet næste gang. Imponerende at hun kan løbe fra sin gamle sag om boligstøtte. Nå, men hvad jeg ikke er helt ligeså jublende enig med dig i det ovenstående er udlægningen af de konservative som overskudsagtige i forbindelse med gruppeværelsesagen. Det havde været overskudsagtigt hvis man hurtigere havde opgivet værelset. Men det kom for sent, og med de forkerte argumenter. For selvfølgelig skulle de afgive værelset til et parti der er større. Ikke for at spare skatteydernes penge, men simpelthen fordi det er det eneste rimelige. Nu står de tilbage som tabere i spørgsmålet om en kam der på ingen måder var værd at tage.
1. Det er jeg faktisk enig i.
CH er socialdemokrat, hun vil overhale NA venstreom og decimere de konservative til spærregrænsen.
Jeg ved godt det er blevet moderne at kalde alle i dansk politik for socialdemokrater, men Connie Hedegaard? Hvis hun endelig er noget andet end konservativ må det da være radikal.
Om Connie eller Lene bliver mere eller mindre venstredrejet som leder af de Konservative, kan man kun vanskeligt sige noget om. Noget tyder imidlertid på, at når et parti vælger en “hardliner” til leder bliver vedkommende mere midtersøgende, end nogen havde forestillet sig. Holger K. var venstrefløjens kandidat i SF, men han blev manden, der fik partiet med på EU-vognen, og han blev af alle betragtet som en meget pragmatisk leder. Anders Fogh Rasmussen var liberal ideolog i Venstre som næstformand, men blev antiideolog og socialdemokrat som leder og statsminister. Hans Engell var højrefløjens mand hos de Konservative, men han brød VK-samarbejdet, indgik finanslovsforlig med Lykketoft, lagde stemmer til den offentlige partistøtte og blev i det hele taget betragtet som langt mere midtsøgende end Venstres Uffe.
Måske er forholdet lige præcis det, at vælger man en hardliner, så har vedkommende nemmere ved at gå mod midten end modkandidaten, som i forvejen er kendt som mere midtsøgende. Simpelthen fordi hardlineren ikke på samme måde er udsat for kritik af hardlinerfløjen – her tror man på, at lederen mener det bedste, men af strategiske årsager bliver nødt til at gøre, som han gør. Hvorimod den midtsøgende kandidat hele tiden er under mistanke for i virkeligheden at være inficeret af modstanderens politiske baciller, og derfor må kæmpe for at bevare anerkendelsen i egne rækker.
Summa summarum: Lene fremstår måske som den mest liberalkonservative kandidat til at afløse Bendtsen, og det taler jo til mange af os som læser med her, mens Connie er den socialkonservative, som vi helst ikke ser på posten. Men når en dem får posten, så kan det meget vel vise sig, at hun tager den andens synspunkter. Og så er det måske bedst med Connie.
Det er ikke nemt at være politisk “forbruger” …
Det er en gammel sandhed at toppolitikere er mindre ideologiske end partimedlemmer og at vælgerne er mindre ideologiske end toppolitikerne.
Toppolitikeren står imellem det ideologiske partimedlem og den uideologiske vælger. Derfor er det ikke så underligt at toppolitikeren ligger sig imellem.
pokker…
lægger sig imellem
5. Som tilføjelse til Ole Birk Olesens indlæg kan også nævnes Helle Thorning. Hun vandt som bekendt over S-venstrefløjens kandidat Frank Jensen med en række gode borgerlige synspunkter. Så begik centrale borgerlig/liberale politikere den taktiske fejl ved i drilleri at overhale S venstre-om med retorik om bl.a. at bevare efterlønnen, at tage afstand fra klassiske borgerlige argumenter for lavere skat på arbejde, at kritisere S-skattereformens grønne afgifter for at have en “skæv social profil” og “vende den tunge ende nedad”.
Der er sikkert nogle på den borgerlige side, der syntes, at det var vældig sjovt og smart at drille S på denne måde. Men prisen blev dyr for hele det borgerlig/liberale Danmark:
S-ledelsen blev presset i defensiven, og resulterede i den nye venstredrejning hos S, hvor HTS endte med en politisk profil, der var helt på linje med den slagne Frank Jensen-fløj. Med den nye linje tog S nu afstand fra skattelettelser og gik i krig med sloganet “velfærd eller skattelettelser”. Dette S-angreb på regeringens daværende planer om at sænke skatten på arbejde i tilpas tid efter velfærdsreformerne, tvang så VK-regeringen til at droppe de ventede skattelettelser, og i stedet anvende det fulde økonomiske råderum til højere vækst i det offentlige forbrug.
Heldigvis tabte S valget på at stille “velfærd” (falsk defineret som offentligt forbrug) i modsætningsforhold til lavere skat. Så det stoppede den politiske debats venstre-drejning for en tid. Man kan nu nære et stille håb om at skattepolitikken kan få en ny start med den planlagte kommission, og en erkendelse hos S om, at lavere skat på arbejde faktisk også er til fordel for den store del af S-vælgerne, der tjener deres egne penge ved ærligt arbejde.
Nuvel, konklusionen er, at det er lettere for en politisk leder at skifte politisk kurs, fordi man får opbakning fra begge sider, end hvis man fortsætter med den linje, man er blevet valgt på, da der så er risiko for ballade fra den slagne fløj.
@ Kasper Krüger
Så godt så langt, om end jeg ikke er helt enig i at HTS tog en særlig markant venstredrejning eller at hun gjorde pga kritik fra borgerlig/liberalt hold, men lad nu det ligge.
Det vil sige at Socialdemokraterne reelt bestemmer hvad regeringen foretager sig, ved at fremlægge deres politik?! Hold da op noget sludder! Sandheden er jo, at VKO har ført socialdemokratisk politik lige fra begyndelsen i 2001.
Ja, hvis man hellere vil have en Venstremand til at føre Socialdemokratisk politik end en Socialdemokrat, så var man heldig.
Man skal da vist være politiker for at glæde sig over en kommission. En klassisk syltekrukke vil jeg påstå! Og her skal ikke nævnes et ord om kampen mod smagsdommerne…
Hvis bare den borgerligt/liberale regering kom til den erkendelse ville jeg være glad!
5. Helt enig i OBO’s analyse her: man aner reelt set ikke hvad man faar, naar der vaelges en “hardliner” eller “midssoegende”. Der kan naevnes mange andre eksempler. Fx var den socialkonservative floejs mand (efter Schluters afgang), Henning Dyremose, langt lang mere krads i sin kritik af Nyrup regeringen end Hans Engell var. Et andet eksempel paa samme tendens er kommunist jageren Nixon, der sammen med McCarthy var kendt som den der jagtede kommunister overalt hvor de befandt sig i det amerikanske samfund (men maaske isaer i Hollywood). Det var netop ogsaa baggrunden for, at han, da han blev praesident, kunne skifte hest, indgaa den foerste nedrustningsaftale med Soviet og aabne op i forhold til Kina. Ingen kunne nemlig beskylde ham for at vaere kommunist eller bare “soft on communism”. Samme var ioevrigt gaeldende for Reagan.
Hvem af LE og CH der er mest eller mindst hoejreorienteret, er ioevrigt ogsaa vanskeligt at sige noget om. LE er formentlig mere markeds konservativ paa nogle omraader, mens CH er mere stats konservativ paa samme. Fx miljoepolitikken. Men tager vi fx flygtninge- og indvandrer politikken, ligger CH langt naermere DF end LE goer.
Ja, det er rigtigt at det er svaert at vaere politisk forbruger i dag. Heldigvis skal vi andre ikke traeffe beslutningen om hvem der skal efterfoelge BB. Det skal den konservative Folketingsgruppe. Gud vaere med dem!
/SE
Hej Steffen, du skriver: “Men tager vi fx flygtninge- og indvandrer politikken, ligger CH langt naermere DF end LE goer.”
Det er da lidt af en nyhed for mig! Passer det? Hvad bygger du den vurdering på?
Det, der irriterer mig næst-mest ved analyser som din her, jarl, og tilsvarende i andre medier (om Bendt Bendtsens manglende evner som leder qua hans manglende forberedelse af sin exit og arvefølgen) er, at de alle bygger på den antagelse, at BB ikke allerede har en klar plan for begge dele.
– men hvad bygger den antagelse på?
AFR har jo heller ikke været ude i medierne og sige, hvad arvefølgen skal være i Venstre og hvornår han går! Først ved den seneste ministerrokade står det nogenlunde klart, hvad han selv synes, der bør ske – men inden da var der mig bekendt ikke alenlange analyser af AFRs inkompetence som leder og manglende forberedelse af magtskifte. Og det på trods af at V har tabt nu i alt 10 mandater siden 2001.
Men lad os så holde os til den sidste ministerrokade. Hvad kunne BB have gjort for at signalere, hvem han foretrækker overtager partiet efter ham? Han råder jo ikke – som AFR – over en finansministerpost, han kunne give sin yndling? Han kunne selvfølgelig give vedkommende udenrigsministerposten – men:
1: så skulle han fyre én af sine nære kollegaer (PSM) uden at kunne tilbyde vedkommende en fin retrætepost (som AFR kunne med TP i form af formand for Folketinget: en lønfremgang + lejlighed i byen og stadig med chauffør)
2: Jeg er slet ikke sikker på, at en kronprinsesse ville se udenrigsministeriet som andet end en uriaspost, der medfører en masse rejseaktivitet, mens rivalen kan smæde rænker herhjemme.
Så bortset fra at fyre sig selv nu – lige efter et valg – rådede BB sådan set ikke over nogen forfremmelsesmuligheder.
Han kunne selvfølgelig have degraderet én af de to bejlere til formandsposten! Eller han kunne have givet den ene et flot ministerium (der ikke – som UM ville være det – er en klar forfremmelse) men som alligevel medfører en masse rejseaktivitet, hvorved den hjemlige bane i højere grad overlades til rivalen…
– og hvis nu sidstnævnte ministerium samtidig havde en klar udløbsdato (fx i efteråret 2009 eller deromkring), så ville der jo samtidig være lagt op til at de store forandringer kunne ske til den tid. Til den tid kunne det jo være, BB stod med en pensionsmoden udenrigsminister, som pasende kunne afløses af den som ikke skulle overtage formandsposten, hvorved vedkommende kunne sendes ud af kampen med ære (uden at BB behøvede at fyre PSM).
Og det kunne jo så være, at BB faktisk går med planer om at træde tilbage på omkring dette tidspunkt – altså samtidig med den tilsyneladende ufejlbarlige mesterstrateg Fogh – og overlade sit eget ministerium til sin foretrukne efterfølger.
Jeg skal skynde mig at sige, at alt dette er spekulationer – men (i modsætning til de andre spekulationer i omløb) er disse baseret på den tilsyneladende kætteriske tanke, at BB rent faktisk har en plan for sin egen exit og magtoverdragelsen…
Jeg startede med at skrive, at fraværet af denne antagelse kun var det, der irriterer mig næst-mest ved sådanne analyser. Det, der irriterer mig aller-mest, er de nyttige idioter i K’s bagland som beredvilligt kommer med deres lommefilosofiske betragtninger om, hvad BB burde eller ikke burde gøre (du har citeret et par stykker af dem). Man skal lede længe efter en så intetsigende kommentar som at Bendtsen bør lægge en strategi for sin exit (netop fordi den forudsætter, at det ikke allerede er gjort). Den kan kun blive slået af kommentarer af typen “Det bør der tages en intern drøftelse af” – Hvorfor fanden siger du det så offentligt?
Men tag ikke fejl: Når BB en gang går, så er historien skrevet på forhånd: alle som én vil medier (inkl. denne Blog) skrive, at det var “presset der blev for stort”, og at “Bendtsen blev tvunget væk fra formandsposten af utålmodigt bagland”. De politiske kommentatorer har for meget i klemme til ikke at sørge for, at denne profeti bliver selvopfyldende – uanset hvad så end sandheden måtte være.