Kategorier

Er Per Stig Møller blevet kulturminister i DDR?

Nej selvfølgelig ikke!

Det kunne man imidlertid godt forledes til at tro, hvis man har fulgt med i de socialdemokratiske ordføreres udmeldinger i de sidste par uger.

At vi ikke befinder os i det hedengagne DDR er åbenbart ikke gået op for Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht, som forleden krævede bla. kulturminister Per Stig Møller i samråd for nogle SMS'er, der angiveligt ikke var nået frem i en seerafstemning i forbindelse med det populære Talentshowprogram X-Factor på TV-kanalen DR1.

Tanken har tilsyneladende heller ikke strejfet socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, der onsdag i Berlingske fandt det 'uacceptabelt, hvis DR vil lukke ned for sin satireproduktion på DR2':

– Satire og ikke mindst politisk satire er et utroligt vigtigt element i samfundskritikken og debatten, og som Danmarks største public-service institution har DR et klart ansvar for fortsat at producere aktuel tv-satire, siger Mogens Jensen.

Kulturordføreren peger på, at DR2 gennem 10 år har været bannerfører for satiren med programmer som bl.a. “De uaktuelle nyheder”, “Den 11. time” og “Drengene fra Angora”, og han mener, at det bør fortsætte.

– Det er i forvejen for dårligt, at DR1 er fuldstændig renset for satire og en total nedlukning af satiren på DR2 er helt uacceptabelt, siger Mogens Jensen.

Han vil nu rejse sagen overfor kulturminister Per Stig Møller (K) og kredsen af medieforligspartier.

Og hvad forventer Mogens Jensen nu, at kulturministeren gør? Begynder at detailstyre programlægningen i DR? Herunder satiren?

Skal kulturudvalget nu til at drøfte hvor meget satire, der må være på DR2 fredag aften? Hvorfor er det i øvrigt en offentlig opgave? Er stand-up-comic ikke en af de genrer, der faktisk i disse år er begunstiget med et betalingsvilligt publikum? Eller har socialdemokraterne nu igen fundet endnu en marginaliseret gruppe af fattige og trængende kunstnere, som samfundet bør støtte op om med særordninger og subsidier? Det kan jeg da ikke tro'¦

Hvad blev der i øvrigt af princippet om 'arms length'? Må man stille dette yderliggående forslag: Hvorfor nøjes Jensen og han kolleger ikke blot med at fastsætte rammerne for DRs økonomi og programvirksomhed og så i øvrigt lade DRs ledelse '“ som faktisk på det seneste er lykkedes med at kunne styre kolossens økonomi – om at lede biksen indenfor de udstukne rammer?

Eller er sagen bare udtryk for, at Mogens Jensen pludselig er gået i valgpanik og derfor bringer denne sag op, så den kan give lidt opmærksomhed hos de (forhåbentligt ganske få) vælgere, der ikke helt kan gennemskue, at det nok er meget fornuftigt, at politikerne ikke detailstyrer DRs programvirksomhed. Ligesom i DDR.

P.s. Ikke engang SFs medieordfører Holger K. Nielsen kan følge Mogens Jensen i denne sag.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

17 kommentarer til “Er Per Stig Møller blevet kulturminister i DDR?”

1. Meget kort: Meningsmålingerne bestemmer – i hvert fald på den korte og mellemlange bane – hvornår valget kommer. Står VKO til et sikkert flertal, så trykker Løkke på knappen. Er det situationen i maj/juni, så får vi valget.

Konventionel visdom i regeringspartierne siger at valget kommer i begyndelsen af 2011.

Løkke skal nemlig lige have tid til at genopbygge lidt af sit noget flossede statsmandsimage efter klimatopmøde-floppet.

Men jeg udelukker intet.

Jeg har svært ved at læse Mogens Jensens udmelding som andet end værende primært rettet mod DR, for at minde dem om, at efter et eventuelt regeringsskifte behøver de ikke at bekymre sig om nedskæringer.

I øjeblikket er ingen sag for lille til at S-SF vil agere på den – jeg tror at man risikerer at køre befolkningen træt af utallige løsrevne enkelt synspunkter der ikke kan sammenfattes af andet mere af det hele – det lyder utroværdigt og det kommer til at koste for hvem kan tage en politiker alvorligt med krav om en uvildig revision af X-faktor stemmer eller en forsvarsordfører der kræver sikkerhed for at der aldrig igen sker svigt af forsvarets 29000 ansatte.
Oppositionen køre befolkningen træt før valget.

PS håber meget på et lynvalg så vi kan få foretaget de nødvendige reformer og få en ansvarlig økonomisk politik.

Det at Mogens Jensens faren ud efterfølgende undsiges af SF kan vel kun betyde at det ikke er klappet af med SF.

Det lugter, synes jeg, af at man i den socialdemokratiske FT-gruppe har pep-talket medlemmerne og særlig ordførerne op til at markere sig på snart sagt alt hvad der kan give lidt opmærksomhed. Ja, nærmest udstyret sin FT-gruppe med mere eller mindre løstgående (lavt-flyvende) missiler.

Den slags er i min bog altså kun med til at fremme politiker-leden.

Ja, armslængdeprincippet skal opretholdes. Det tror jeg også Per Stig bakker op om.

Men de sager, der er på det kulturelle område, er kun få fisk i det store hav: Det er en gennemgribende tendens at langt de fleste politikerne vil detailregulere alt – og det mener jeg altså også plager den nuværende regering.

Ifht. lynvalg, er det så ikke ret sandsynligt at Venstres organisatoriske ændringer lige skal have tid til at blive kørt ind før LLR tør gøre noget så drastisk som at udskrive valg?

Selv hvis meningsmålingerne skulle begynde at hælde til højre, så skal det vel være rimeligt markant før det er forsvarligt, henset til at alle tegn jeg har set peger i retning af at S+SF’s kampagnemaskiner er mere trimmede end V’s (og K’s for den sags skyld).

Man skal vel have et habilt forspring hvis man vil udligne den forskel – eller vente til V internt er kommet på plads, de nye ministre har haft ordentlig tid til at sætte sig ind i sagerne osv.

Jeg tror godt skoene kan blive i skabet indtil bladene begynder at falme, derfra bliver det nok meningsmålingerne og mavefornemmelsen der bliver afgørende…

vh
Flemming

9. Dagens meningsmålinger tyder ikke på et hurtigt valg, bekymrende at oppositionen har held til at love VKO +30% uden at skulle fremlægge finansiering for dette velfærds overbud.

Beskæmmende at befolkningen vil lade sig narre til at verdens værste krise klares ved mere velfærd, mere gæld og dårligere konkurrenceevne – det burde selv en nedskudt kampagne maskine kunne gennemhulle på 3 minutter, eller hele landet blevet forrykt – er venstres problem ikke at man selv har mistet al troværdighed ved at ignorere vismænds, OECD,EU og kommisioners gode råd og bare ladet Hjort Frederiksen bagetelesire egen inkompetence.

Meget tankevækkende – at Soc. mener, at den siddende regering/kulturminister kan og bør bestemme om DR skal bruge penge på satire. Det følger vel logisk heraf, at så bør Per Stig vel også have afgørende indflydelse på resten af sendefladen – måske endda vetoret ift. budgetterne?! Tror ikke at den gode hr. Jensen helt har tænkt konsekvenserne af udmeldingen til ende. Ellers kan vi vist godt se frem til at x-faktor stopper, at sporten mere eller mindre forsvinder for at bliver erstattet af opera, klassisk musik og andet godt. Det bliver rart…
Det lugter lidt af, at Jensen troede at der her var en lavthængende frugt, der ligge kunne plukkes. I stedet viste det sig at være en gammel, rådden frugt fra sidste sæson.

@11:”kan vi vist godt se frem til at x-faktor stopper, at sporten mere eller mindre forsvinder for at bliver erstattet af opera, klassisk musik og andet godt.”

Dem der kan sikre det kan få min stemme ubetinget.

7, måske

Der findes en sådan lov: Bad money drive out good money (Greshams lov), som jeg har set anvendt på politik således:
Once the floodgates were opened to let in the most radical programmes available in Europe at the time, there was a kind of Gresham’s Law in operation, in which the most radical inevitably drove out the most moderate. Artiklen den er sakset fra: http://www.iias.nl/iiasn/18/general/4.html
Artiklen handler om forholdet mellem Asien og Europa

Lige nu er DR’s nye mediedirektør igang med at positionere sig i DR. Og det ser ud som om, at han prioriterer det brede frem for det smalle for at bevare DR’s position som en bredt favnende medieinstitution. Så skal DR2 betale til DR1.

Nu hører jeg til dem der mener at DR2 er det rigtige DR og at DR1 er en fattig klon af TV2. Derfor kan jeg på en måde godt forstå Mogens Jensen. Han forholder sig bare til det som der optager hans vælgere og det er the name of the game.

DR 2 levere vel 95% af Public service forpligtigelsen og det medfører at man med fordel kunne lukke den letbende og tendentiøse DR 1. DR1s område er så udemærket dækket af TV2, TV3, SBS og andre private og semi private aktører så flytning af licenskroner til mere DR1 møg er absolut ikke ønskeligt – måske man skulle lukke DR1 og give borgenr deres licens kr igen.

Vil da også glæde mig hvis x-faktor forsvinder, men sporten tror jeg næppe forsvinder. Per stig kan skam godt lide forbold og har selv spillet det. Men håber da også man kan sparer en masse penge, og hvis ikke så skal vi have noget andet for dem. Som en sagde, opera, klassisk musik og andet godt. Det kan jeg kun støtte. Men så også gerne der blev lavet en mindre licens, for hvis man nu ikke var til freds med det de sendte i tv.

Efter min mening burde samfundssatire være en del af DR’s public service-forpligtelse. Det er selvfølgelig uheldigt at Mogens Jensen tilsyneladende vil detailstyre DR og deres strategi. Men hvis Folketinget gerne vil bevare den, efter min mening, vigtige satire på DR, kan de jo sende et politisk signal ved at ændre public service-definitionen. Hvordan DR så vil forvalte den, er selvfølgelig stadig op til dem selv.

Lukket for kommentarer.