Kategorier

Privatskole-gate

Her et lille døgn før S-SF '“ meget behændigt '“ offentliggør deres økonomiske udspil, så er Helle Thorning-Schmidt i 'privatskole-gate' røget ind i noget der minder om den første rigtige krise i lang tid, der rokker ved hendes troværdighed.

I sidste uge var skygge-socialminister Mette Frederiksen for engang skyld påfaldende tavs i sine ellers normalt heftige angreb på hele idéen, at den private sektor leverer velfærdsydelser, efter at hun på sin Facebook-profil måtte indrømme til en blogger, at hendes eget barn gik på den lokale private lilleskole, “Hareskovens Lilleskole” frem for at have taget imod et af de tilbud som den socialdemokratiske mønsterkommune, Ballerup tilbyder. Her er det ellers den tidligere næstformand for partiet, Ove E. Dalsgaard, som er borgmester, men kommunens tilbud var altså ikke attraktivt nok.

Medierne har siden gennemgået de øvrige top-socialdemokraters præferencer mht valg af skole for deres små poder. Henrik Sass Larsen kom hurtigt ud af busken med at hans datter gik på privatskole og i løbet af weekenden havde flere medier også fået gravet frem, at Thornings ældste datter nu også skal starte på en københavnsk privatskole efter sommerferien. Det fik hende åbenbart til at gå på TV for at forklare sig. I spinbranchen er det god latin '“ at det ser mest muligt ud som om '“ at man selv har taget initiativ til at få talt ud om en sag. (Og her er det i øvrigt meget vigtigt at et interview foregår live, sådan at der ikke kan klippes i citaterne, sådan som det ofte foregår i avisinterviews eller klippede indslag). Jeg så både TV-avisen i går søndag kl 18.30 og Go Morgen Danmark på TV2 i morges, og selvom at jeg ikke har nogen fidus til især sidstnævntes journalistiske standard, så må jeg alligevel tage hatten af for Anders Breinholst, der virkelig gik til stålet. TVAs Kim Bildsøe-Lassen var høflig, men var ikke i nærheden af at lave 'et Reimar-interview', så Thorning slap heller ikke udenom at svare på kritiske spørgsmål. (Men døm selv)

Siden det blev kendt, at Thorning har samme problem som socialdemokraternes sociale samvittighed, Mette Frederiksen, har nogle hæftet sig ved at statsministerkandidaten trods alt ikke tidligere har ført sig frem med skråsikre og bombastiske udtalelser som socialordføreren har for vane. Men det er blot, fordi de ikke er blevet gravet frem. Før nu.

BT skriver:

'I 2002, da hun endnu sad i Europa-Parlamentet, var Helle Thorning-Schmidt medforfatter til debatbogen “Forsvar for fælleskabet”. Her skriver hun, at der kan være mange årsager til, at forældre vælger en privatskole fremfor folkeskolen.:

“Mange steder er den vigtigste forklaring imidlertid et egoistisk snæversyn i middelklassen. En del forældre går efter skræddersyede privat tilbud, der angiveligt lige passer til behovet hos deres barn – engelsk fra første klasse, at børnene bliver verdensmestre i matematik før de kan binde deres eget snørebånd eller eksotiske pædagogiske tilbud, hvor fingermaling prioriteres over basale faglige færdigheder,” skriver Helle Thorning-Schmidt.

Her vil mange sikkert hæfte sig ved det ganske fordømmende ordvalg 'egoistisk snæversyn', mens Thornings mange socialdemokratiske forsvarere også i blogosfæren formentlig vil fremhæve det faktum, at de blev skrevet for 8 år siden, mens Thorning blot var EU-parlamentariker. Hun er formentlig blevet 'klogere' ligesom Mette Frederiksen efter, at hun fik formandskasketten på. I 2004 var Thorning i øvrigt også ude med riven efter privatskolerne.

Rektoren på Ingrid Jespersens Skole og S-lederen selv afviser til Ritzau, at Helle Thorning-Schmidts datter har fået særbehandling 'og kommet uden om køen'. Alligevel forekommer det stadig mystisk al den stund, at man normalt skal være skrevet op i årevis for at kunne komme ind. Det er således næppe en forklaring, som københavnske middelklasseforældre med det samme behov køber, men det er næsten umuligt at bevise.

I øvrigt har Helle Thorning-Schmidt blandt andet på Go’ Morgen Danmark forsøgt sig med et argument i stil med, at hendes datter ikke skal bøde for, at hendes mor er politiker (og derfor ikke må vælge en privatskole). Det må være et nyt argument opfundet til lejligheden. Da Lars Løkke Rasmussen tog til Tenerife bl.a. med sin yngste dreng, der går i folkeskolen uden for skolernes vinterferie blev han heftigt kritiseret for dette også af socialdemokraterne. (Efter at Løkkes daværende undervisningsminister Bertel Haarder havde henstillet til forældre om ikke at tage deres børn ud af skolerne udenfor ferieperioderne)

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ser anderledes på sagen. Ifølge ham sender regeringen et skævt signal om, at politikerne ikke skal leve op til de samme krav, som de stiller til resten af befolkningen.

 »Jeg mener, det er op til den enkelte forældre at vurdere, om det er holdbart at lade børnene holde fri for at tage på ferie. Men når man som regering har valgt at pege fingre ad forældrene, så skal man også selv kunne stå på mål for sine standpunkter, « sagde Henrik Sass Larsen i februar til Berlingske.

Hvis Sass mener det. Så må det samme vel gælde, når det er oppositionen, der peger fingre af regeringen? Og tog S et stort hensyn til Løkkes lille søn mht. ikke at inddrage ham eller Løkkes familie i den politiske kamp? Skal der være forskellige standarder for, hvordan man skal behandle oppositionslederens familie sammenlignet med statsministerens?

Jeg kan i øvrigt godt forstå S-SF, at de '“ ifølge DR – tilsyneladende har fremrykket offentliggørelsen af deres økonomiske udspil* til tirsdag. Det vil utvivlsomt løbe med opmærksomheden, og så kan de da håbe på, at omtalen af 'privatskole-gate' formentlig dør ud herefter.

*På Christiansborg spinner Ss og SFs efterhånden ganske selvsikre spindoktorer overfor pressen, at journalisterne dermed kan “vælge mellem at dække den nuværende statsministers eller den kommende statsministers pressemøde”, i det S-SF-pressemødet ligger oven i Løkkes sædvanlige tirsdagspressemøde. Selvtilliden fejler åbenbart ingenting hos oppositionen.

Her er i øvrigt oppositionens udspil, der netop er lækket på nettet. (Kan være nede) Læs evt. Politikens omtale her:

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

35 kommentarer til “Privatskole-gate”

Undskyld, men hverken Thorning, Frederiksen eller Sass har da benægtet at det er relevant at det er relevant at sætte spotlyset på at der er forskel på deres holdninger og deres private valg.

De redegør for hvorfor de har gjort det.

Der er ikke forskellige standarder for hvordan en statsministers eller oppositionsleders privatliv skal behandles.
Når det er relevant ift de holdninger de og deres parti har skal det naturligvis frem.

Historien om Helles barn er relevant ligesom det naturligvis er relevant , og kan bruges politisk, at Løkke trækker sine børn ud af skolen udenfor vinterferien på trods hans undervisningsministers advarsler om at det er en meget uheldig tendens.

1. “Min datter skal ikke lide under at hendes mor tilfældigvis er Socialdemokraternes formand”, sagde Thorning blandt andet i interviewet i morges i Go Morgen Danmark.

og fortsatte til sidst med at slå fast, at hun var “rigtig ked af” at “det er hendes (datterens) valg og hendes privatliv skal debatteres i pressen” og at det var “synd for hende”

Ingen tvivl om det. Det var det nok også for Lars Løkkes lille søn, vil jeg tro, da hans vinterferie med familien blev samtaleemne. Jeg tænker det må være rigtig ubehageligt, når man kun er 11 år eller deromkring.

Men Thorning skyndte sig også at slå fast, at ” hun godt forstår at det skaber debat”. Så hun kan ikke beskyldes for at klynke. Men der er nok også en grund til, at Thorning lige fik nævnt, hvor synd det var for datteren…

Løkke beklagede sig mig bekendt heller ikke dengang.

2

Hvis Helle havde været en smule fræk kunne hun have sagt at Løkke jo havde sat overliggeren for om toppolitikere skal tage hensyn til deres børn eller skal stå på mål for deres parti og holdninger for enhver pris.

Helles troværdighed havde vel taget uendelig meget mere skade hvis Løkke havde holdt sig på måtten eller hvad er din vurdering ?!?

Venstre må ærgre sig over at Løkke absolut skulle holde en ferie på den måde når nu der lå en sag som denne og ventede.

4. Jeg tror faktisk ikke det har haft den store betydning.

Både Løkke og Thorning ville have fået tæsk uanset hvad.

Thorning spiller kortet “tag hensyn til min datter”, men hun overspiller det trods alt ikke.

Undskyld men Løkke fritagelse af børn på grund af familieferie kan simpelthen ikke sammenlignes med sossernes valg af privatskole.

Indrømmet Løkkes handling er principielt forkert og kan betragtes som en “sjusket” ferieplanlægning, men det underminerer ikke partiets politiske/ideologiske troværdighed. Det gør sossernes valg af privatskole, fordi de SELV har udtalt sig herimod og fordi det er imod deres grundlæggende ideologiske ståsted.

Dernæst er der forskel på de tidsmæssige konsekvenser af deres beslutning. Løkkes strækker sig over en enkelt uge, mens sossernes strækker sig over flere år.

Sossernes valg underminerer direkte den langsigtede vision, som de selv formulerer for “Fremtidens Danmark”

Jarl, Mette er ikke (som OED var det) næstformand i partiet. Der er Nick Hæk og Nicolai Wammen. MF (og Morten Bødskov) er næstformænd i folketingsgruppen…

Herregud, hvad blir det næste? En borgerlig politiker på SU eller dagpenge, eller – gys – efterløn?

6: Løkke forklarede vist, at valget stod mellem at hans kone – der er lærer og havde vinterferie en anden uge eller børnene skulle tage fri udenfor ferien. Hvilket postyr havde det ikke skabt, hvis fru Løkke havde ladet eleverne i stikken for at holde teneriferie?

For mange år tilbage publicerede The Economist en lille parlør, som hjælp til oversættelse topmødeerklæringer til almindeligt sprog. Fx “frank diskussions” kom ud som noget i stil med (frit per dårlig hukommelse) “ingen af parterne havde fået et blåt øje, men det var lige før”.

Devalueringen af fx ordet “fair” begyndte under Den store Smagsdommerbetvinger (currently a.k.a. NATO’s generalsekretær) i “fast og fair”. Jeg imødeser med forventning afsløringen af hvad “fair” dækker over i denne kontekst.

Danskernes kritik går hårdest ud over Mette Frederiksen.

66 procent af danskerne mener, at hun har truffet et dobbeltmoralsk valg, mens 52 procent mener, Helle Thorning-Schmidt er dobbeltmoralsk, og 51 procent af danskerne mener, at Henrik Sass Larsen er dobbeltmoralsk.

At privatskole-sagen er dårlig for Socialdemokraterne understreges af Megafon-undersøgelsen, hvor 68 procent siger, at de mener, at der er en klar modsætning mellem, hvad topledelsen i partiet siger, og hvad de gør på dette område.

Og Megafon-målingen blev gennemført, før Thorning-citatet fra 2002 om “den egoistiske, snæversynede middelklasse”, der vælger privatskoler til deres børn, blev offentliggjort i BT.

@16 Orla:

Ja netop…men det blev der selvfølgelig ikke sagt noget om i TV2 Nyhederne. Skidt journalistisk…men det siger også bare noget om, hvor meget man kan tro på de målinger.

God sag der er nem at kommunikere – den kan Venstre sagtens holde i fokus i et par uger, uden at EB bliver trætte af den og hver dag kan byde på nye socialdemokrater med børn i privatskolen – dette er en taber sag for Thorning og Sass.

I øvrig sjovt at se Ole Sohn forklare at det SF politiske ordfører siger fra folketingets talerstol ikke er partiets politik – den er vist også lige til højrebenet.

Det har efter alt været en god weekend for VKO selv om det kniber med tilliden til den økonomiske politik og det er jo ikke underligt efter 9 års socialdemokratisk ansvarsforflygtigelse.

Spændende og se om Fair Løsning er afstemet med fagbevægelsen – FOA og FTF har allerede meldt disens.

#18 SF’s politiske ordfører uenig med Ole Sohn? Troede faktisk Søvndal var politisk ordfører, tager jeg fejl?

Efter Helle Thorning nu også er taget i at handle mod sine egne ord, bliver det for fremtiden svært at tage socialdemokrater seriøst når de taler om folkeskolen. Ved nogen i øvrigt om Christine Antorini har børn i skolealderen, og hvor de evt går? Men det er jo hykleri af en anden verden fra Thorning og Mette F. De siger de har deres grunde, men det har dem de lovgiver for vel også.

Sagen om Lars Løkke finder jeg så lidt latterlig. Det er rigtigt at der har været moraliseret overfor forældrene ikke at rejse i skoletiden, men det har for mig at se været møntet på indvandrere der kom en eller flere uger for sent i skole pga rejser, og derfor gik glip af opstarten, og de havde det i forvejen lidt svært med sproget og det at være i en anden kultur. At Løkkes børn får et par fridage for en tur med familien tror jeg roligt vi kan sige ikke vil ødelægge deres muligheder i fremtiden. Løkke sender måske et uheldigt signal, men et par fridage mener jeg ikke kan sammenlignes med at svigte den skole man mener hele samfundet bør bakke op om.

Hvis nogen var i tvivl, så bliver næste valgkamp den hårdeste, mest beskidte og mest personlige i Danmarkshistorien.

Politikeres børn bliver nu også draget ind i debatterne for at man kan score billige politiske point. Det virker til at være et skred. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at politikeres børn tidligere har været genstand for den politiske “debat”.

Tænk hvis der var en politiker der stillede sig op og sagde: “Fandeme nej. Politikeres børn er off-limits. De skal ikke være genstand for den politiske diskusion.”

Obama gjorde det da det kom frem at Sarah Palins teenagedatter var gravid.

“If I ever thought that there was someone in my campaign that was involved with something like that, they’d be fired,” sagde Obama (1. sept. 2008) til reportere der antydede at Obamas kampagnestab havde været involveret i at sprede historien via venstreorienterede blogs.

Kan godt forstå at Mette F. bliver kritiseret, da hun ikke selv har holdt sig tilbage. She’s had it comming.

Men jeg mener ikke der er fugls føde på kritikken af Thorning.

@20

Ja, Torbjørn, selvfølgelig bliver næste valgkamp beskidt. Politik er dirty business, og det har det altid været, selv om hver ny idealistisk generation har høje ambitioner om at renskure magtens udøvelse.

Men rise from one ambition to another: first, they seek to secure themselves against attack, and then they attack others.

Niccolo Machiavelli

Det er 600 år siden.

Tilbage til nutiden:

Omkring en fjerdedel af folketingsmedlemmernes børn går i privatskole eller friskole, mens det kun er hver syvende i befolkningen. Størst andel af børn i private skoler findes blandt Socialdemokratiets folketingsmedlemmer, hvor cirka en tredjedel af børnene går i privatskole, inklusiv de indmeldelser, der er blevet bebudet de seneste par dage.

http://jp.dk/indland/article2064502.ece

@20.

Det er jo et rimeligt dårligt eksempel.

For det første: Obama gjorde jo bare hvad der var fornuftigt ud fra en fuldstændig kynisk synsvinkel: Holdt sig på afstand og lod medierne flå Palin af egen fri kraft.
For det andet: Bristol Palins graviditet havde offentlighedens legitime interesse fordi den på en konkret måde illustrerede at der var problemer med den “abstinence-only” som Sarah Palin havde været fortaler for. Den danske offentlighed har på samme måde en legitim interesse i hvilke skolevalg danske politikere træffer for deres børn, fordi disse valg kan indikere et misforhold mellem hvad politikerne (siger de) tror på, og hvad der rent faktisk er tilfældet. Dette kan ikke afskrives som et forsøg på at score “billige point”.

6

Jeg er ikke helt sikker på at sagen er så enkel.

Løkkes handling sker af bekvemmelighed og i modstrid med hvad Haarder og mange skoleledere har advaret imod.

Megafons måling i går viser at vælgerne mener at Mettes handling bedømems mere alvorligt end Helles hvilket tyder på at vælgerne bedre kan acceptere valget af privatskole hvis grunden er god nok ( her at venninderne skifter ).

Helles sag er glemt om et par dage og Mette har det held at hun er stillet op i et af de rødeste områder herhjemme.

*På Christiansborg spinner Ss og SFs efterhånden ganske selvsikre spindoktorer overfor pressen, at journalisterne dermed kan 'œvælge mellem at dække den nuværende statsministers eller den kommende statsministers pressemøde', i det S-SF-pressemødet ligger oven i Løkkes sædvanlige tirsdagspressemøde. Selvtilliden fejler åbenbart ingenting hos oppositionen

Næ, men deres evne til at holde styr på en kalender er altså ikke helt i top. Næste ordinære pressemøde i statsministeriet er den 25. maj, så der skulle være en rimelig chance for, at journalisterne kan nå hjem fra S-SF’s pressemøde 🙂

24. Det skal siges til deres forsvar, at der faktisk i går fremgik af statsministeriets hjemmeside, at der skulle afholdes et ordinært pressemøde. Men da der efter mine oplysninger i denne uge intet ministermøde finder sted, så er pressemødet nok af den grund blevet droppet.

Hvad S-SF ikke kan løbe fra er den amatøragtige lancering af deres oplæg, der ved en noget mystisk fejl blev lagt ud på nettet i utide i går eftermiddags.

Idéen var, at TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup skulle have breaket historien i 19-Nyhederne, men da TVAvisen allerede havde kørt historien kl 18.30 så valgte Q-ball åbenbart at droppe hele historien. Jeg gætter på, at det ikke er bekommet ham særligt vel.

Det var ikke S-SFs uge i sidste uge og denne uge er ej heller begyndt ligefrem fremragende. Men lad os nu se, hvordan deres oplæg bliver modtaget. Det er ikke det mest tossede, som jeg har set fra den kant.

Christine Antorini: Mener at hun har to børn, men at de måske ikke længere går i grundskole. Kunne være interessant at få hendes skolevalg belyst!

25. Harald Børsting har allerede været ude og sige at LO ikke vil støtte en generel arbejdsuge på 38 timer, men at man kan se på udbetaling af overarbejde og deltid til fuldtid. FOA og FTF har afvist. Umiddelbart tror jeg at S og SF vil få store problemer med at fremstå som økonomisk ansvarlige med en plan der bygger på andres velvilje.

@27

Du tror ikke at de dele er klappet af med fagbevægelsens nøglepersoner inden oplægget blev offentliggjort? 😉

28. Nope:

FOA:
Derfor vil S og SF nu indkalde parterne til trepartsdrøftelser, hvor det også kan komme på tale at hæve den ugentlige arbejdstid for alle fra 37 til 38 timer. Den model siger formanden for de offentligt ansatte i FOA, Dennis Christensen, blankt nej til  »Oppositionen kan glemme det med én time mere om ugen for alle. Jeg vil ikke være med til at piske dem, der i forvejen knokler. «
http://www.berlingske.dk/politik/s-sf-arbejdstiden-op-med-en-time

LO:
– Det synes jeg ikke, det er. Det handler ikke om, at man forhøjer den normale arbejdstid. Man vil finde andre løsninger, og der strider ikke mod det, vi har kæmpet for, siger LO-formanden.
http://jp.dk/indland/indland_politik/article2064910.ece

S, SF og fagbevæglesen har åbenbart ikke koordineret det her særligt godt.

29. Det er jo trods alt deres rolle at sige det. Man kunne vel ikke forvente FOA komme ud og sige “jolly good idea”, de skal vel ogsaa have lidt at handle med.

Der er lige et par ting mere i det med Helle Thornings skolevalg. Hun har fra starten godt nok valgt folkeskolen, men ikke den lokale folkeskole, i det skoledistrikt hun bor i. Hvorfor ikke? Måske fordi den har en høj andel af indvandrere? I stedet valgte hun så en folkeskole længere væk med en lavere andel af indvandrere. Det ligner for mig en implicit indrømmelse af det, hun ellers nødig vil være ved: At indvandrere er problematiske.

Det er helt rigtigt, hvad du skriver. Helle Thorning-Schmidt havde endda den frækhed at sige to gange i “Jersild Live”, at hendes børn går i den “lokale folkeskole”, selvom de ikke går på Kildevældsskolen, der kun ligger 421 m fra familiens hjem, men derimod på Strandvejsskolen, der ligger i et andet distrikt. Helle Thorning-Schmidt stemmer da også på Kildevældsskolen.
I øvrigt var Jens Olaf Jersild meget venlig ved statsministerkandidaten i interviewet. Han huskede hver gang at sige “undskyld, jeg afbryder dig”, og han stillede kun et par enkelte pro-forma-spørgsmål om privatskolesagen.
På samme måde blev der alt i alt i to udgaver af Tirsdagsanalysen og én af Mogensen & Kristiansen talt om sagen i to minutter! Henrik Qvortrup har for sit vedkommende – mig bekendt – ikke talt om den én eneste gang på hverken TV2 eller TV2 News. Til gengæld toner han frem på skærmen med meget alvorlig mine, hver gang hans yndlingsaversion, Lars Løkke Rasmussen, kan stilles i et dårligt lys.

32 +33. Hvis man som liberal skal tages alvorligt skal der nok nogle skarpere argumenter og sager frem. Det er jo en non-issue og allehøjest noget man kan drille hinanden lidt med. Men når man begynder at sammenkøre det med hvor HTS stemmer henne og hvor mange meter der en til den nærmestes skole (i et land med frit skolevalg) så er man da så langt ude på overdrevet at det bliver “counterproductive”.

Jeg er enig i, at det ikke rager andre mennesker, hvor man sender sine børn i skole – men sagen er, at HTS og Mette Frederiksen har haft meget travlt med at kloge i og fordømme andre forældres valg. Derfor sagen.

Lukket for kommentarer.