Og nu til slaget om Undersøgelseskommissionens kommissorium
Af Jarl Cordua | 7. december 2011
I Venstre er man utvivlsomt groggy ovenpå fredagens ”gamechanger” med nedsættelsen af undersøgelseskommission og søndagens bombe, hvor Ekstra Bladets kamikazestunt “outede” Peter Arnfeldt som en kilde, der forsøgte at udøve en ulovlig lækage.
Dermed fremstår Arnfeldt nu som den detroniserede ”Mørkets Fyrste”, som han – og mange andre i spinbranchen – for sjov – elsker at titulere hinanden. ( Den rigtige ”Prince of Darkness” er som bekendt en prominent britisk socialdemokratisk politiker ved navn Peter Mandelson og hans ligeså onde tvilling ”The Sultan of Spin” Alastair Campbell skulle være en af Helle Thorning-Schmidts gode venner. )
To store slag er tabt, men den politiske krig fortsætter. Og nu gælder det slaget om, hvad der så skal stå i kommissoriet for undersøgelseskommissionens arbejde. VKO-linjen er intakt: Sagerne, der omhandler Skatteministeriet (og hvem der havde kendskab til dem) kan ikke undersøges, uden at man får kendskab til HELE Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag herunder de hemmelige ni sider, som Thorning selv oprindeligt lovede, at hun ville offentliggøre. Thorning nægtede imidlertid senere at indfri dette løfte. Umiddelbart før valget offentliggjorde BT dele af afgørelsen, men altså ikke den hele. Det har så give anledning til spekulation – også i pressekredse – om hvad der så kunne stå i de hemmelige afsnit. Ingen ved det med sikkerhed, men flere gætter på, at de hemmelige udeladte afsnit måske kunne omhandle forhold vedrørende Thorning og hendes mands samliv, og som på en eller anden måde ville kunne genere Thorning.
I regeringen har man derimod det synspunkt, at skattesagen for længst er behandlet, og derfor er uden betydning for en undersøgelse. Den bør derfor udelukkende omhandle, hvad der måtte være foregået af ulovligheder mht. pression, utidig indblanding og lækage af private skatteoplysninger til pressen fra henholdsvis Skatteministeriets departementschef Peter Loft, den daværende skatteminister Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver Peter Arnfeldt. Dertil kommer naturligvis også hvilken rolle som daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Venstres øvrige spindoktorer mv. kunne have spillet, hvilket kendskab de havde til sagen, og hvad de så end har foretaget sig.
Med Enhedslistens stemmer, så har regeringen sit flertal på plads til at nedsætte kommissionen uden om oppositionen. Men uden en bred opbakning om kommisoriets indhold vil kommissionen let kunne beskyldes for at være nedsat som led i en politisk kamp, hvor man så skubber juristerne foran sig. Og de borgerlige kan så håbe på, at dele af befolkningen vil finde det mere end mystisk, at undersøgelseskommissionen ikke skal behandle den sag, der har udløst hele affæren. Det vil kunne give anledning til mytedannelser i den helt store stil og måske tage noget fokus væk fra Venstres rolle i sagen. Det er nok det, som man håber på.
En oplagt mulighed vil derfor være, hvis regeringen får Liberal Alliance med på dens forslag til kommissorium. LA har hele tiden ment, at Thornings skattesag var et afsluttet kapitel og partiet har blandt de borgerlige partier råbt højest i kravet om at få vendt hver en sten i sagerne for at få placeret et ansvar. Det ligger derfor lige for at regeringen laver en aftale med Liberal Alliance, præcis som man har gjort i en række andre mindre sager for kort tid siden. Det vil kunne skabe den politiske bredde, som en Undersøgelseskommission har brug for, for at kunne fremstå legitim overfor den brede del af vælgerbefolkningen.
Liberal Alliance har tilsyneladende ikke tænkt sig, at stå last og brast med deres statsministerkandidat i alle sager, og her kan de markere en forskel. Det vil ikke undre denne blogger, hvis justitsminister Morten Bødskov allerede på nuværende tidspunkt var nået til en aftale om et kommissorium med Liberal Alliance i sagen. Splittelse i den borgerlige lejr, det er noget som socialdemokrater lever længe på. Og det er næppe heller noget, der befordrer en hyggelig stemning de næste år frem. Lars Løkke har bare det problem, at han ikke kan gøre noget ved det, da han behøver LA’s stemmer for at kunne blive statsminister igen om 3-4 år. Men måske er Liberal Alliance til at handle med – også for en Lars Løkke. Det bliver uhyre interessant at følge.
Katastrofepressemødet
Af Jarl Cordua | 5. december 2011
Nu gik det ellers lige så godt for Lars Løkke Rasmussen. Og så stiller Venstres formand op til et pressemøde, som Venstre selv har indkaldt til på Statens Museum for Kunst, hvor han ikke vil svare på pressens kritiske, men ikke just uforudsigelige spørgsmål om, hvorvidt han har drøftet Helle Thornings-Schmidt og hendes mands skattesag internt på møder i Venstre.
Det blev en katastrofe for Løkke.
Lars Løkke Rasmussen fik i fredags historiske knapt 36 pct. i opbakning fra vælgerne i den seneste Greens-måling. Det får Venstre med garanti ikke næste gang, vælgerne bliver ringet op.
Vælgerne blev i dag mindet om de værste unoder ved Lars Løkke Rasmussen og som de færreste ønsker sig tilbage hos deres regeringschef: Sur, presset og alt andet end overskudsagtig over for pressens berettigede spørgsmål. Den side af Løkke havde vælgerne ellers lige glemt alt om. Og nu er den “indebrændte Løkke” tilbage i folks friske erindring. Det er jo helt på månen.
Og man må desuden undre sig over iscenesættelsen, der forekommer mere end bizar. Bagtæppet for pressemødet var en mur! Det er da symbolik, der vil noget og giver anledning til at stille spørgsmålet, om man forud for beslutningen har røget hash i Venstres pressetjeneste?
Okay Løkke og hans rådgivere indså katastrofen og kom tilbage i 18.30’eren på DR1 og 19’eren på TV2, og siden indrømmer V-formanden, at han har udtalt sig lidt “kluntet”, da han nægtede at svare 16 gange på det førnævnte ret banale spørgsmål. Men skaden er sket. Pressen – og alle vi andre – har nu fået det indtryk, at mistanken om at Lars Løkke er indblandet i tidl. skatteministers Troels Lund Poulsens og hans daværende spindoktor Peter Arnfeldts – mulige – kamikazestunt mod Helle Thorning-Schmidt ikke er helt uberettiget.
Pressen lugter naturligvis blod nu, og Løkkes undvigende svar i dag om, hvorvidt, at han har drøftet sagen med Lund og Arnfeldt, bliver ikke glemt. Løkke har tabt betydelig med prestige på Christiansborg efter i dag.
Helle Thorning-Schmidt og hendes regering var på hælene for under en uge siden. Nu er rollerne måske byttet om. Og det ansvar bærer den mand, som ellers på papiret skulle være den mest rutinerede politiker i kongeriget, for en helt enestående ringe præstation, der i niveau undergår samtlige af de pressemøder, som Thorning har hutlet sig igennem.
For at parafrasere musikeren Franz Beckerlee om sine erfaringer i Show Business: Det går op og ned i dansk politik!
En færdig mand
Af Jarl Cordua | 4. december 2011
Ekstra Bladet Søndag har taget det drastiske skridt at afsløre at den tidl. skatteminister Troels Lund Poulsens særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, tidligere har forsøgt at videregive fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag.
Det var Ekstra Bladets sporhund Jan Kjærgaard, som i månedsvis forhandlede med Arnfeldt, der dog ikke ville rykke ud med hele kendelsen, men som TILBØD at læse brudstykker op for ham i telefonen.
Hvad var det så Arnfeldt PRÆCIST forsøgte at lække til Kjærgaard? Det må jo komme for en dag, så man kan bedømme forbrydelsens omfang og karakter.
Er Arnfeldt også BTs kilde? Det vides ikke med sikkerhed, men sandsynligheden taler unægtelig for det.
Under alle omstændigheder så er den største politiske skandale siden tamilsagen nu en realitet. Det kan landet, politikerne og dets borgere ikke være tjent med. Der skal derfor ryddes op nu.
Arnfeldt har ifølge en retsekspert ved sin påståede handlemåde overtrådt straffeloven, og det alle nu spørger sig selv om, er: Handlede Arnfeldt alene eller var Troels Lund Poulsen indforstået? Og var andre Venstrefolk herunder Lars Løkke Rasmussen vidende herom. De spørgsmål har offentligheden et krav på at få svar på. Og det får vi vel senest når den nu nedsatte kommission har afsluttet sit arbejde, der kan tage op til et par år.
Det er meget svært at se, hvordan Troels Lund Poulsens politiske karriere nu står til at redde. En ting er kommissionsundersøgelsen om den ganske alvorlige anklage om, hvorvidt skatteministeriets departementschef Peter Loft har ligget under for pres fra Troels Lund Poulsen, men at hans spindoktor – sådan fremstår sagen lige nu – tilsyneladende begår ulovligheder og lækker fortrolige oplysninger til pressen, der falder kæden helt af. Mistanken har i øvrigt klæbet til parret Arnfeldt/Troels Lund siden sagen igen eksploderede i BT lige før valget. Og nu ved offentligheden at Arnfeldt har haft adgang til skattesagen og har læst op af passager til Ekstra Bladets Jan Kjærgaard.
Troels Lund kan stille sig op og sige, at han intet kender til sagen, og at han er uvidende om, hvad Arnfeldt foretog sig. Hvis begge parter er indforståede, så slipper Lund formentlig af krogen. Men vil Arnfeldt virkelig tage skraldet selv?
Uanset hvad så er Troels Lund ”dead-man-walking” på Christiansborg og har for længst ødelagt sine muligheder for at blive Venstres formand en dag. Lund er således meget tæt på at være en færdig mand i dansk politik, medmindre at han kommer op med en rigtig god forklaring. Ingen – og slet ikke Lars Løkke Rasmussen – vil associeres med en mand, der har sådan en sag på halsen og har fået så beskidte hænder. Hvis der er andre i Venstre, der har kendskab eller har sanktioneret sagen, så bør det naturligvis komme frem enten under kommissionsundersøgelsen eller i en retssag mod Peter Arnfeldt, som kan blive resultatet af den politiundersøgelser, der har været i gang siden valget.
Sideløbende kører en anden diskussion. Ekstra Bladet bryder kildefortroligheden for at afsløre et forsøg på magtmisbrug. Det som kan virke underligt, det er, hvorfor det først sker nu?
Konsekvensen for bladets ja hele dagspressens kildenet er ikke til at spå præcist om. Men mon ikke at kilder i fremtiden bliver endnu mere forsigtige eller helt afholder sig fra at tale med Ekstra Bladet og Jan Kjærgaard? Sådan er det blevet med Ekstra Bladet siden Poul Madsen blev chefredaktør, men generelt er der sket et skred især i yngre journalisters syn på den engang så hellige kildebeskyttelse. Så er man selv på en eller anden led fedtet ind i en større sag, så bør man nok helst holde mund for ikke at risikere at skade sig selv. Det er nok desværre konsekvensen af Ekstra Bladets handling. Vi får se hvor mange – eller hvor få – historier, der fremover tilflyder Ekstra Bladet, og om det i givet fald vil have en langvarig effekt. Spørgsmålet er i øvrigt om Ekstra Bladets handling henter støtte i resten af JP/Politikens hus. Hvad mener bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl om sagen?
Er de konservative på vej på historiens losseplads?
Af Jarl Cordua | 2. december 2011
De konservaties partileder Lars Barfoed ligner en “Mr. 3,3 pct.”. Han har vel indtil kommunalvalget om 2 år til at rette Det konservative folkeparti op.
Læs min analyse, der er bragt i dagbladet Information fredag.
Lars Løkke i Cordua & Steno torsdag
Af Jarl Cordua | 1. december 2011
Torsdag er ”Cordua & Steno”–dag!
I dagens udgave af “Cordua & Steno” på Radio 24-Syv er oppositionens leder tidl. statsminister Lars Løkke Rasmussen på besøg i den første time.
I anden time er SFs politiskeordfører Jesper Petersen ved mikrofonen til en debat om fattigdom og takstforhøjelser.
Og til sidst tager vi en debat med erhvervslivet – Claus Søgaard-Richter fra Landbrug & Fødevarer og Troels Ranis, DI – som ikke kan blive enige med sig selv om de jubler over regeringens energiplan med højere grønne afgifter osv.
Lytterne er velkommen til at ringe ind på 20 247 247 eller skrive ind via vores Facebook-side.
Vi høres ved i dag torsdag kl. 14-16 på Radio 24-syv.
Update: Hør hele udsendelsen her.
Juledukkert til Frank Jensen forude
Af Jarl Cordua | 30. november 2011
For 14 dage siden kom overborgmester Frank Jensen i mindretal i sagen om en styrereform af København, da stort set alle udenom Socialdemokraterne gjorde oprør. Siden har en medarbejder i Økonomiforvaltningen lavet en tastefejl på 73 mill. kr. Nu overvejer store dele af Borgerrepræsentationen og borgmestrene at hævne sig på Frank Jensen og hans emsige regnedrenge ved at pudse kommunens revision på økonomiforvaltningen. De tidligere så nære samarbejdspartnere i SF og de radikale har allerede sat sig i respekt overfor Jensen. Nu har de muligheden for at sende ham på juleferie med endnu en huskekage.
Læs min analyse “Københavnsk politik”, som jeg skriver for lokalavisen “Bryggebladet”.
Kommentarer slået fra
First Impression Lasts
Af Jarl Cordua | 29. november 2011
I den sidste tid under VK-regeringen, hvor man vadede i dårlige sager og en ofte elendig håndtering af dem, så lod Helle Thorning-Schmidts spindoktor Noa Redington pressefolket på Christiansborg forstå, at det ville blive helt anderledes, når S kom til magten. Efter et magtskifte ville der komme helt styr på tingene og derfor også levere store planer for, hvad en ny regering ville herunder forkromede strategier mht., hvor magthaverne ville føre samfundet hen. Og naturligvis ville der være udarbejdet detaljerede drejebøger for en ny S-ledet regerings kommunikation. Intet ville således blive overladt til tilfældighederne, hvilket ifølge Redington især blev nødvendigt i begyndelsen af regeringsperioden. For hvis ikke regeringen kom godt fra start inden de første tre måneder, så ville det dårlige indtryk sætte sig hos vælgerne, og det ville blive meget svært at ændre på det. Som Redington formulerede det overfor journalister: First impression lasts.
Hvis Redington stadig har ret i sin analyse, så har han vel stadig til jul for at ændre det mildest talt elendige for ikke at sige talentløse indtryk som regeringen indtil videre efterlader sig. Hvad er der styr på i regeringen? Har den en politik? Har den en strategi for hvad den vil? Er der en ledelse, som man kan få øje på? Svaret kan man læse i de aktuelle meningsmålinger, der taler deres eget klare sprog.
S-SF-R er et fornuftsægteskab mellem tre partier, der alle gerne længtes efter at komme i regering, men hver især vil noget vidt forskelligt ikke mindst, når det gælder den økonomiske politik. Og det ses tydeligt. Måske er der tale om en slags opslidningskrig mellem de radikale og SF om, hvem der nu kan holde længst til at sidde i en regering, der får svært ved at levere på områderne mere velfærd og flere arbejdspladser. Krisen er langvarig, og der bliver derfor ikke noget noget at slå til Søren med de næste par år. Tværtimod. Thorning har allerede med sin ”kamelslugertale” på S-kongressen for nylig annonceret, at hun kommer til at skuffe kernevælgerne, som der tilsyneladende bliver færre og færre af.
Regeringens eneste lyspunkt indtil videre har været finanslovsaftalen med Enhedslisten, som gik nogenlunde glat igennem. Finansminister Bjarne Corydon beviste da, at man magter at regere.
Men ellers har den ene spektakulære personsag i regeringen afløst den næste. I sidste uge var der føljetonen om vækst- og erhvervsminister Ole Sohn, der hele tiden ikke vil svare klart på spørgsmålene, og som vil have alle til at tro, at han som DKP-formand fra 1987-91 var helt og aldeles uvidende om, hvordan det danske kommunistparti var finansieret. SFs formand udenrigsminister Villy Søvndal gjorde klogt i at holde afstand til Sohn. Og måske havde Søvndal en forudanelse, da han droppede Sohn som medlem af regeringens koordinationsudvalg for i stedet at give posten til opkomlingen skatteminister Thor Möger Petersen. Fra Christiansborg forlyder det, at forholdet mellem Sohn og Søvndal ikke har været det samme siden. Og hjerteligheden er næppe blevet meget større efter de sidste par ugers sohnske sort- og udenomssnak samt øh..bøh…svar til journalister, der har villet have ham til at forholde sig til de efterhånden ganske mange tidl. DKP og Land og Folk-ansattes udsagn, der i rigt mål modsiger Sohns gamle forklaringer om, at han fra første fløjt var modstander af at lade DKP finansiere af Moskva. Det kan også undre taget i betragtning af, at Sohn på dette tidspunkt havde været medlem af den kommunistiske bevægelse i hen ved 20 år. Det er i øvrigt altid morsomt at høre Sohns mærkeligt undvigende forklaring om, at grunden til at han som 15-16-årig meldte sig ind i DKU i Horsens, alene baserer sig på den tilfældighed, at der på dette tidspunkt desværre ikke eksisterede en SFU-afdeling i hjembyen… Sohn vil gerne fremstille sagen, som om at der bare var tale om et valg mellem at drikke Hof eller Tuborg. Således et typisk sohnsk forsøg på at bortforklare, hvordan han kunne arbejde i en politisk bevægelse, der hyldede et af historiens mest brutale undertrykkende regimer. Yderligere er det morsom igen og igen at høre på Sohns og hans partifællers utrættelige bortforklaringer om, at han for længst ”har skrevet om og gjort op med sin kommunistiske fortid”. Det har Sohn ikke, uanset hvor meget spin og røgslør, der ellers bliver lagt ud. Han har skrevet et par bøger om nogle stakkels – og ret naive – partitro danske kommunister, som på tragisk vis gik til i Stalins fængsler. Men der findes ingen bøger eller artikler, hvor Sohn har skrevet om sin egen fortid, og hvad han foretog sig i DKP i mere end 20 år, hvor det i rigt mål er dokumenteret at han også hang ud med kommunistregimernes diktatorer. Det er en kendsgerning, som alle naturligvis bør forholde sig til.
I denne uge har Sohn-sagen fået lov at dø en smule ud indtil det tidspunkt, hvor Jyllands-Posten formentlig finder nye belastende dokumenter og vidneudsagn, der yderligere kan rive trævler af ministerens i forvejen flossede troværdighed. I stedet har løftebrudsdiskussionen fået endnu et boost.
Regeringen kan ikke honorere SFs klokkeklare valgløfte fra valgkampen, hvor Villy Søvndal kontrafej rejste rundt bag på hovedstadens busser med budskabet om at en ny regering ville nedsætte tog og busbilletterne med op mod 40 pct. SFs daværende forbrugerordfører, Pia Olsen Dyhr, fik sagt til Berlingske, at takstnedsættelserne ville være iværksat inden jul for ellers måtte journalisten ringe og skælde hende ud.
I går blev det så meldt ud fra regeringen, at det var der ikke råd til, hvorfor at taksterne nu i stedet bliver sat op!
Det vides ikke om Berlingske-journalisten har gjort noget ved sagen, men til gengæld kunne statsministeren bruge sit pressemøde til at forsøge at svare for sig. Trods statsministerens afvisning, så behøver vi dog ikke denne gang at diskutere hvorvidt, der er tale om et løftebrud, for det indrømmede SFs Anne Baastrup på TV2 News onsdag eftermiddag.
Den stadigt mere og mere rådvilde og alt andet en i karaktertrædende statsminister ”Bambi” Thorning-Schmidt måtte ud over at forholde sig til takstnedsættelserne også lide den tort at blive revet i næsen, at DSBs bestyrelse havde fortjent et ekstra-honorar for at arbejde over i forbindelse med foretagendets katastrofale krise. Hvilket uheldigt sammentræf! Man må da håbe på, at de en dag finder en eller anden i den historisk kostbare rådgiverkreds på Slotsholmen, som både forstår at tænke politik og har held til at trænge igennem til en politiker, der vil lytte til og handle på rådene.
Dagen blev i øvrigt fuldendt da den ellers så højtråbende SF-sygeplejerske Özlem Cekic måtte lægge sig fladt ned i diskussionen om ”fattige danskere” med Liberal Alliances kuglestøder Joachim B. Olsen. ”Ødsle” Cekic havde fundet en kvindelig kontanthjælpsmodtager,”Carina”, der var alene med et barn, og som var ”fattig” selv efter at have et beløb på 16.000 kr. efter skat til rådighed pr. måned. Både Cekic og Socialministeren måtte gå til bekendelse og afvise, at ”Carina” var fattig. Taget i betragtning af at den sociale indignation er noget nær SFs eneste eksistensberettigelse, så er Cekic’ amatøragtige medieoptræden endt som en PR-katastrofe for partiet. Og det sker på et tidspunkt, hvor SFs vælgeropbakning i forvejen er i frit fald i meningsmålinger, som med dagens to sidste tabersager in mente, såmænd nok skal blive endnu ringere. Man kan så gætte på om smertegrænsen for SFs videre regeringsdeltagelse går ved 5 eller 4 pct.
Under alle omstændigheder så varer regeringens dårlige indtryk nok ved. I hvert fald indtil videre. Og man må så håbe for Noa Redington og hans chef, at rådgiverens skråsikre spådomme fra før valget, dermed ikke ender med at holde stik.
Konservativ fremtid, unge borgerliges EU-skepsis og demokratiernes krise i “Cordua & Steno”
Af Jarl Cordua | 24. november 2011
I dag torsdag kl 14.00 i “Cordua & Steno” på Radio 24-Syv (102,3 MHz i København) diskuterer vi i 1. time, hvad man skal gøre med Det kriseramte konservative Folkeparti. Debatten tager vi med Liste C’s hushistoriker Ditlev Tamm og forfatteren Nikolaj Bøgh, der repræsenter initiativet ”Konservativ Konsensus”, der netop har sat sig i spidsen for en ideologisk redningsaktion.
Kl. 14.30 tager vi en debat mellem Venstres Eva Kjer Hansen MF og VU’s nye formand Morten Dahlin om de unge borgerliges efterhånden udbredte skepsis mod EU og Euroen.
EU og de vestlige demokratier er i krise. Af frygt for at gennemføre ubehagelige reformer træder de folkevalgte tilbage og overlader ansvaret til teknokrater. Samtidig dominerer verdens største teknokrati Kina klodens økonomi. Kan demokratierne moderniseres så de igen bliver handlekraftige? Den debat tager vi i 2. time kl. 15.00 med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og demokratiforsker Henrik Bang.
Update mandag den 28.11.11 Hør 1. time af udsendelsen her. Lyt til 2. time af udsendelsen her.
Corydon – fra voodooøkonom til budgetansvarlig på rekordtid
Af Jarl Cordua | 22. november 2011
Det blev ikke overraskende Enhedslisten, der bærer ABF-regeringens første finanslov hjem. Dermed blev det klart demonstreret, hvem der står bag regeringens parlamentariske flertal. Den første finanslov blev ingen nedskæringsfinanslov. Der blev kradset fem mia. kr. ind gennem højere skatter og afgifter og så har forligspartierne delt pengene ud igen til de behov, som man nu blev enige om at dække. (Læs: Hvor Enhedslisten har haft størst behov for at synliggøre sin politiske indflydelse og sine forhandlingsresultater.)
Den 38-årige finansminister Bjarne Corydon optræder med sin stoiske facon i det store hele overbevisende som den ansvarlige, men lidt kedelige kassemester. Det er ikke til at se i dag, at den selvsamme mand, der nu udråbes som kompetent ’partykiller’, selv var den, der foreslog alle mulige og umulige udgiftskrævende løfter og investeringer i S-SF’s økonomiske masterplan, Fair Løsning, som dog alligevel på mirakuløs vis var nærmest selvfinansierende på rekordtid
Læs min analyse her
Venstre skal have ny partisekretær
Af Jarl Cordua | 21. november 2011
Under Venstres hovedbestyrelsesmøde i går søndag lige efter landsmødet meddelte partiets mangeårige partisekretær Jens Skipper Rasmussen, at han stopper på posten for at blive uddannelseskoordinator i partiet.
Det oplyser kilder i Venstre til Jarls Blog.
”Skipper”, som han hedder i partiet, har været partisekretær siden han afløste Claus Hjort Frederiksen blev beskæftigelsesminister i november 2001 i Anders Fogh Rasmussens første regering. Dvs. i præcis 10 år.
Der står umiddelbart ikke en mand klar i kulissen, så nu skal et ansættelsesudvalg med Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen se sig om efter en afløser, så indtil videre fortsætter Skipper som partisekretær.
I december regner man med at gennemføre evt. jobsamtaler, så man i januar kan præsentere en ny partisekretær for hovedbestyrelsen til endelig godkendelse.
Der er ikke umiddelbart nogle navne i spil, men man kunne gætte på en Carl Holst, der er Regionsrådsformand i Region Syddanmark, og som savner en elegant sortie ud af sit nuværende job ind i landspolitik. Alternativt kunne man overveje partiets tidligere informationschef og frem til valget særlige rådgiver for social- og indenrigsminister Karen Ellemann, Martin Vith, som også har en fjern fortid som VU-landssekretær. Skulle man hente en mand fra organisationen så kunne partiets kampagnechef Claus Horsted, der i øvrigt er tidl. VU-landsformand også være en mulighed.
