Kategorier

Den der er ren

'Loven om altings sammenblanding' er en klassiker inden for disciplinen krisestyring. I meget korte træk går den ud på, at personer, organisationer eller virksomheder som er endt i pressens kritiske søgelys, og som derfor har mistet troværdighed hurtigt tillægges alle mulige og umulige motiver og handlinger i efterfølgende spekulationer. 'Forbrydelserne' eller personerne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men i pressens og folkeopinionens bevidsthed smider man det det hele ned i én stor kasse, hvor der står 'problematisk ' uden på. Ã…r efter er realiteterne og sagens fakta ligegyldige. Kun sagen og personens navn huskes, og man er således brændemærket.

Loven om altings sammenblandling følger en enkel, men ret barsk Erasmus Montanus-logik: En V-politiker er mistænkt i en korruptionssag. Politikerens arbejdsgiver '“ et firma – er nævnt i denne sag. En seks år gammel sag viser – måske – “uetiske” metoder. Ergo er firmaets forretningsmetoder konsekvent uetiske.

Den pågældende politiker er ansat i det “uetiske” firma og er “angiveligt” “tiltænkt” en rolle i et seks år gammelt muligvis uetisk, men ikke ulovligt forhold. Ergo er politikeren uetisk, hvilket fint passer med, hvad han mistænkes for.

Alle politikere '“ nuværende og forhenværende '“ der er ansat i dette firma er korrupte og/eller uetiske.

PR og lobby-firmaer med tidligere politikere er 'korrupte' eller uetiske.

Folk, der har kendt eller indåndet den samme luft som den mistænkte, men endnu ikke sigtede politiker, er korrupte eller uetiske.

Måske er det en stor rådden konspiration? Måske eksisterer der et hemmeligt netværk, hvor de gør hinanden tjenester og ser igennem fingre med hinandens julenumre?

Måske er det et politisk bestemt råddenskab bestemt af partibogens farve? Politikeren kommer fra et bestemt parti ergo er alle politikere fra dette parti korrupte.

Politikeren er borgerlig. Brixtofte er borgerlig. Måske er alle de borgerlige politikere korrupte?

Fortsæt selv.

Det pågældende firma er skandaliseret og de få kunder, der formentlig er tilbage har måske stillet samarbejdet på stand-by. Jeg ved det ikke '“ jeg spekulerer.

Synes jeg, at det er i orden, at politikere får penge for at fremme kommercielle interesser under dække af at bidrage til en politisk diskussion? Under ingen omstændigheder. Er det kriminelt? Nej Dumt? Fuldkommen idiotisk! Bliver det opdaget -og skal det undersøges? Helt bestemt!

Men hvad er egentlig sagens hidtidige fakta? Den pågældende V-medlem er endnu ikke sigtet i sagen. Ikke desto mindre er hans chancer for at arbejde i kommunikationsbranchen lig nul. I hvert fald for en meget lang periode.

NCC-sagen kører nu videre i 8-14 dage endnu. Uden tvivl gennemlever de implicerede og deres familier et veritabelt mareridt, som kun få forestiller sig. Man skal have prøvet det, for at have en anelse om, hvordan det er at sidde i den offentlige gabestok med følgesvenden magtesløshed, fordømmelse og /eller tvivlrådighed hos omgivelserne og ikke mindst skammen hos en selv over at have placeret sig selv og andre i en sådan situation.

Dette er ikke et forsvar for folk, der måske har begået noget kriminelt. Det er en henstilling om, at pressen og borgerne lader tvivlen råde om, hvorvidt ex. den meget omtalte V-politiker i virkeligheden er skyld i alt det, som man beskylder ham for. Mange mener at vedkommende har opført sig tåbeligt. Måske, det er trods alt endnu ikke forbudt. Men er der nogen, der endnu har set et klokkeklart bevis på at anklagerne holder vand?

For dem, der har glemt det, så lyder en anden af kommunikationsbranchens kloge sætninger: Der findes kun virksomheder eller personer, som har gennemgået en krise og dem, som vil gennemleve en krise.

Dem der dømmer folk, skal huske at se på sig selv: Er jeg ren? Hvis ja, så synes jeg alligevel, at de skal undlade at kaste sten, for det kunne være, at de retfærdige selv en dag gerne ville nyde godt af en berettiget tvivl med hensyn til, at en sag vitterlig står, som den er beskrevet i pressen.

Kategorier

I følelsernes vold

Jarls Blog hører ikke til statsministerens største fans, men Anders Fogh Rasmussen har gjort to ting i denne uge, som styrker ham. At Danmark nu stikker halen mellem benene, og rykker tropperne hjem fra Irak, mens tid er, er alle enige om, er en klog indenrigspolitisk disposition. Det var den eneste sag, hvor regeringens politik var i direkte modstrid med vælgerflertallet. Det andet geniale træk handlede om Foghs fremtoning. Den har man åbenbart også arbejdet meget mere med i Prins Jørgens Gaard.

I går så man statsministeren ude på følelsernes overdrev. Han krammede Pia Kjærsgaard i fuld offentlighed. Det er ikke hver dag, at Fogh krammer politikere i fuld offentlighed. Man kan ikke udelukke, at krammeriet var oprigtigt ment, men jeg har min tvivl.

Jeg husker tydeligt, hvor forbløffet Fogh så ud, da Peter Brixtofte krammede ham og gav tilløb til kindkys på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre i december 1999. Fogh var i det sekund virkelig på udebane. Han blev stiv som en pind og fik hænderne på Farum-borgmesterens skuldre, så situationen ikke udviklede sig yderligere. Vi andre tilstedeværende troede ikke vores egne øjne. Vi oplevede måske århundredes største hykleri i dansk politik.

Anledningen til denne pludselige hjertelighed mellem de to venstrepolitikere var en ret humoristisk fødselsdagstale til den daværende Farum-borgmester, der for en gang skyld var mødt op til mødet. Naturligvis bevæbnet til tænderne med kasser af rødvin til mødedeltagerne. Vin til møderne var ganske usædvanligt, for normalt afvikles møderne med kaffe og hvide vand. Til nød med en avec. Brixtofte fejrede sig selv i fire dage, hvilket Fogh også bemærkede i sin raffinerede let ironiske tale. Festlighederne var heller ikke gået helt sporløst henover Farum-borgmesterens ansigtskulør, og i mødets pause påtog Carl Holst sig til alles lettelse den opgave at sidde nede i Snapstinget og bælle rødvin resten af aftenen med den stadigt tørstige fødselar. Efter at have set Brixtoftes let gennemskuelige forsøg på at fedte for chefen, var kvalmekvoten overtrukket hos alle deltagerne, der alle kendte til Brixtoftes konsekvente bagtalelser af Fogh igennem 10 år. Nu havde Fogh ryddet bordet, da han vandt sidste del af magtkampen halvandet år forinden, da landsmødedeltagerne vragede Brixtofte som næstformand. Brixtofte levede på Foghs nåde, så længe det varede. Det vidste alle de tilstedeværende V-organisationsfolk og politikere, og det var, hvad alle havde i baghovedet, da de måtte opleve dette optrin, der gav mindelser til antikkens Rom med den oprørske men besejrede republikanske senator, der bøjer sig for triumfatoren og imperatoren Cæsar.

Føleri ligger ikke naturligt for Fogh, men i anledningen af Pia Kjærsgaards runde fødselsdag overvandt kontrolfreaken sig selv og kom ud af rollen som 'Die Mensch-maschine'.

Jeg gad vide, om han har øvet sig? Tager man de kyniske briller på, må man sige, at 'krammeriet' i går politisk set var et glimrende træk. Optrinet bringer Fogh i kontakt med de vælgergrupper, som han og Venstre har sværest ved at holde på: Kvinderne og “svingvælgerne”. Denne blogger køber ikke Foghs forsøg på at give den som 'følelsesmenneske'. Han er et politisk dyr, der gør det nødvendige, og så er han en fremragende skuespiller. 'Foghs krammer' var politisk teater, men det var godt politisk teater!

Kategorier

Manden mere end bolden

(Opdateret kl. 14.30)

NCC-sagen rummer mange elementer. Der er selve spørgsmålet om påstået korruption eller bestikkelse. Så er der en sideløbende diskussion om, hvorvidt en politiker kan ernære sig som lobbyist. Endelig er der en diskussion om det etiske i, at politikere samler penge ind til deres valgkamp mod at markedsføre private firmaers politiske dagsordener.

Det er faktisk imponerende, hvad aviserne får gravet frem af detaljer om sagen, men det er det langtfra, når det skal sættes sammen i lødig journalistik. De allerfleste danske medier evner dette, men ikke alle.

Berlingske Tidende er et eksempel på en dækning af NCC-sagen, der er kammet over i noget, der minder om kampagnejournalistik. Hvor de andre medier har haft stort set de samme folk til at dække hele sagen, har denne avis haft fem-seks forskellige journalister, som stort set har haft en konsekvent negativ vinkel på de implicerede menneskers ageren i sagen.

Holdningen i Pilestræde er åbenbart: NCC eller Venstrefolk. De skal bare have tæsk!

I mandags var der et grotesk eksempel i Berlingske Tidende på en fuldstændig urimelig stramning af deres historie:

Overskrift: Pind udråbes som bagmand i korruptionssag

Uha uha. Bagmand? Det lyder sandelig slemt.

Så læser man så videre i artiklen i tante Berlingske, og hvad står der min tro så:

Folketingsmedlem Søren Pind (V) var angiveligt  »bagland « for den københavnske venstremand, der sættes i forbindelse med korruption på Københavns Rådhus. Det fremgår af byggefirmaet NCCs redegørelse om sagen.

Bagland blev til bagmand.

Har der været fest på redaktionen eller hvad? Tror I, at Berlingskes journalist reagerer og får rettet den åbenlyse fejl på avisens nyhedsite, når man gør ham opmærksom på det? Selvfølgelig ikke. Henvendelsen blev totalt ignoreret.

Måske tænker journalisten: Hvad pokker, det er jo bare en politiker?

Fairness spiller ingen rolle. Det er både underlødigt og uanstændigt.

I dag torsdag skriver Berlingske så, at der er 'Ny mystik om udskældt Venstre-politiker'

Avisen skriver:

'Den korruptionsanmeldte Venstre-politiker på Københavns Rådhus spillede angiveligt en central rolle i en prekær sag om planlagte pengestrømme fra et medicinalfirma til et unavngivent medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR).

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger var V-politikeren, der til daglig arbejder i PR-firmaet Waterfront, tiltænkt en rolle som mellemmand ved direkte eller indirekte via en patientforening at kanalisere penge fra medicinalfirmaet til BR-medlemmet. Som modydelse skulle BR-medlemmet gå aktivt ind i debatten om demenspatienter. Det pågældende medicinalfirma var kunde hos Waterfront og producerer bl.a. medicin, der kan hjælpe demenspatienter.

Sagens fakta er, at dette skulle være foregået i 2001 altså for seks år siden. Den pågældende politiker sagde ifølge Berlingske nejtak til tilbuddet. Men hvad er der i den sag, der reelt linker den mistænkte politiker til 'Demensgate'? Intet. Berlingske har 'angiveligt' og 'tiltænkt'. Det er kun antydninger og intet andet. Efter min bedste vurdering ren kampagnejournalistik. Alt hvad der bare smager af urent trav skal linkes til den mistænkte politiker, så er det en historie Berlingske trykker. Sig mig engang. Har I ingen anstændighed?

Berlingske Tidendes dækning af sagen var pinligt ringe i begyndelsen. De første dage skrev avisen af efter dagbladet Politikens kritiske, men gennemgående lødige dækning. Selv alle fejlene gentog man i Pilestræde.

'Hvis man skal læse, hvad der stod i Politiken om sagen i går, så læs Berlingske i dag', var vi nogle, der jokede de første dage af NCC-sagen.

Nogle påstår, at Ekstra Bladet er et underlødigt formiddagsblad. Det passer simpelthen ikke. I denne sag vinder Berlingske prisen, hvor man benhårdt går efter manden '“ snarere end bolden.

På ét punkt skal Berlingske have en uendelig stor ros. De har i modsætning til stort set alle øvrige medier endnu ikke offentliggjort den mistænkte V-politikers navn.

Og så oprigtig tak til Berlingske for reklamen for Jarls Blog! Min ringhed står opført på en liste offentliggjort i dag på www.business.dk sammen med en mængde andre tidligere politikere og såkaldte “hang-a-rounds”, som i mangel på bedre er gået ind i PR-branchen eller som beskæftiger sig med kommunikation. Nogle af dem er faktisk dygtige mennesker.

Det er dog påfaldende, at kun ét ret stort navn mangler på listen, men her hjælper Jarls Blog gerne Berlingskes journalister:

Niels Lunde. Tidligere folketingskandidat for Venstre bla. i 1990. Tidl. Medlem af Den Danske Forening. Cand.scient.pol. Senere Dansk Arbejdsgiverforening, og nu i en årrække chefredaktør for Berlingske Tidende.

Der er jo tale om en netudgave, så listen kan sagtens opdateres!