Kategorier

VK-dræberteamet klar

S-ordførerholdet, 'der skal vælte Fogh' er blevet sat. Det blev et kompromis mellem fløjene, og som altid var der vindere og tabere.

Bjarne Laustsen får comeback som ny boligordfører. Laustsen var den første ordfører efter FV 2005, der blev 'halshugget'. Som arbejdsmarkedsordfører demonstrerede han offentligt, at han ikke helt havde fattet, at Helle T faktisk havde besejret Frank Jensen ved formandsvalget 40 dage tidligere. Den nordjyske maskinarbejder korreksede offentligt sin formand på efterlønsspørgsmålet, men nu har Laustsen vist i en periode, at han har kunnet vare sin mund. Laustsen tilhører beton-fløjen (a.k.a. Auken-fløjen) hos Socialdemokraterne.

Den erfarne Anne Marie Meldgaard som i sin tid noget så eftertrykkeligt smækkede med døren, da hun gik som integrationsordfører, er tilbage. Ligesom Laustsen bliver hun dermed også belønnet for at vise god disciplin, være loyal osv. Meldgaard hører til på S's flytninge-strammerfløj.

Lone Møller var ifølge presseforlydender sur over at blive væltet som sundhedsordfører. Det er der ikke noget at sige til, selvom vælgerne næppe vil savne sandpapirstemmen. Hun blev tilbudt kommunal-området, men det politisk mest interessante er ligesom overstået med gennemførelsen af kommunalreformen. Så nu kan hun sidde og surmule i gruppen. Det plejer ikke at gå stille af. Kommunalområdet bliver overtaget af veteranen og skatteelskeren Ole Stavad '“ manden, der sørgede for, at S ikke fik indflydelse på kommunalreformen. Stavad genopstiller i øvrigt ikke.

På sundhedsområdet bliver Møller erstattet af Jens Peter Vernersen. Hans arbejdsfacon er at skyde på alt, hvad der bevæger sig. Vernersen er en rigtig loyal partisoldat, der uden tøven bider regeringens ministre i haserne, kræver deres afgang eller hiver dem i samråd. Ind imellem med god grund. Med Vernersen på denne post signalerer man et ønske om mere konfrontation med regeringen, hvor Møller stod for en linje, der var mere præget af dialog og ønske om konkret indflydelse. Begge ting har sin charme. På denne side af et valg og med en presset sundhedsminister virker det derfor som et klogt træk af Helle T, at indsætte en rottweiler som Vernersen på sundhedsordførerposten.

Morten Bødskov er en type, der kan lidt af hvert. Intellektuelt, taktisk og strategisk er han i den øverste klasse af alle de nævnte ordførere. Det er helt sikkert et fornuftigt træk at forfremme ham til finansordfører. Thomas Larsen på Berlingske mener, at han sammen med Thornings inderkreds '“ Sass Larsen og Lykketoft '“ skal udgøre S's “angrebsteam” på velfærdsområdet, der skal matche Finansminister Thor Pedersen og Skatteminister Kristian Jensen. Det lyder rigtigt, derfor kunne det godt være noget, som socialdemokraternes spindoktor har hvisket Larsen i øret.

Retsordførerposten går til Karen Hækkerup, som har gjort det godt som forbrugerordfører, hvor hun bidrog pænt til at få Lars Barfoed til at bide i græsset. Nu er det justitsminister Lene Espersens skalp, som det gælder. Det bliver formentlig end noget sværere opgave. Espersen laver nemlig ikke så mange fejl som Barfoed, og så har hun fem års rutine på retsområdet. Hækkerup skal – til trods for medlemsskab af retsudvalget – først nu til at begynde.

Kategorier

Valgforberedelser op i gear

Nyhedsavisen skriver på deres hjemmeside i aften, hvad flere politiske iagtagere har fornemmet i de sidste dag: Partierne gør klar til den forestående valgkamp ved at holde strategimøder. Det islandsk-ejede dagblad mener at vide, at der holdes hemmelige møder mellem regeringen og Dansk Folkeparti, hvor “valgkamp” står på dagsorden.

Ikke overraskende vurderer Nyhedsavisen, at valgkamptemaerne bliver skat, velfærd samt udlændinge og miljø/klima. Sidst men ikke mindst bliver lederskab også et tema.

Til Nyhedsavisen siger Michael Kristiansen, som er Anders Fogh Rasmussens forhenværende spindoktor og blandt V’s valgstrateger ved FV2001 og FV2005:

“Der er ingen tvivl om, at velfærd bliver et stort tema. Men den økonomiske situation på valgtidspunktet er afgørende for, hvordan temaet bliver behandlet. Jeg tror, at oppositionen vil forsøge at sætte alt inden for den nære velfærd på dagsorden. De vil finde hvert et nedslidt klasseværelse og sige, at det er Foghs skyld, at det ser sådan ud”.

Professor i statskundskab på Københavns Universitet, Hans Jørgen Nielsen ser de seneste ugers satsning fra regeringen på en ny miljø- og energipolitik som et defensivt træk, der skal dække regeringens svage punkter af.

 »Det største problem for Fogh er, at han er igennem drejebogen. Hvad skal han nu? Hvad er hans nye projekt? Derfor tror jeg for eksempel, at statsministerens forberedelser til næste valg kan være en løsning på problemet for de afviste asylansøgeres børn, «

Kristiansen og Hans Jørgen Nielsen har begge fat i noget meget væsentligt. Regeringen er i gang med (endnu engang) at identificere, hvor deres flanker er. Helle T’s angreb skal “pakkes ind vat”, som Kristiansen udtrykte det, da S-lederne ved de sidste to valg blev gjort tandløse. Det skete simpelthen ved, at VK-regeringen stjal Socialdemokraternes politik ved lige inden valget at vedtage oppositionspartiets forslag .

Hvis jeg var Helle T, så ville jeg holde krudtet meget tørt, og simpelthen lade være med at blotte mig ved at stille velfærds-forslag.

Nervekrigen frem mod valget er godt igang, men presset hviler på regeringen. Det er dem der i favoritrollen, det er dem, der skal genvælges. Taber Fogh er det formentlig slut med en hel generation af VK-politikere.

Går S frem uden at få flertal, er det alt andet lige en sejr for Helle T. Den viden bør kunne skabe ro i socialdemokratiet til i ro og mag at få planlagt en god valgkampagne.

Kategorier

Nyt blod til Rottweilerklubben

Update 22.1.07 Kl.18.55.

Det fyger lige nu med rygter om en foranstående offensiv ordførerrokade i socialdemokratiet, der måske finder sted sidst på ugen. Det sker formentlig fordi, at Pia Gjellerup forleden indså at hendes fremtid i politik lå bag hende, og at der måske også var andet i livet end Christiansborg. Gjellerups exit åbner dermed op for ordførerkabalen i det store oppositionsparti. Det sidste halve år har været blandt de mest rolige i Socialdemokraternes nyere historie. Det virker overbevisende, når socialdemokraterne marcherer i flok. Man har hverken set brokkerier fra S-gruppemedlemmer i pressen eller optræk til snigløb af formanden. Den interne disciplin i S-gruppen afspejler sig også i opmuntrende meningsmålinger. Men nu er det altså tid til at skifte ud på de pladser, hvor S kunne være bedre kørende. Altinget.dk/politik.tv2.dk har kigget på nogle af de ordførernavne, der er i spil:

'Her nævnes Sophie Hæstorp som ny sundhedsordfører, når hun får comeback som afløser for Pia Gjellerup, der stopper til februar. Den nuværende, Lone Møller, kritiseres for at have været for passiv i kræftsagen.'

Sophie Hæstorp Andersen er en ung socialdemokrat, der gør sig godt på TV, og hvor det faglige også skulle være i orden. Lone Møller virker 'way over the hill' på mig. Den monotone irriterende stemme, hvis særlige skratten formentlig holdes ved lige med, hvad der lyder som mindst en pakke smøger dagligt. Det faglige og engagementet er sikkert ok, men jeg tror næppe at socialdemokratiske græsrødder, går i demonstrationstog for fortsat at skulle høre på Lone Møller udtale sig på vegne af Socialdemokratiet om sundhedspolitik. Måske er hun også fedtet for meget ind i forlig med Lars Løkke. Måske skønner man, at der er drukket lidt for mange bajere og røget lidt for mange smøger i muntert samvær med sundhedsministeren til, at Lone Møller så kan være en “rottweiler” efter den charmerende minister, og få ham til at bløde politisk? I hvert fald mener nogle, at hun har været 'for passiv i kræftsagen'.

Videre skriver altinget.dk:

'Samme kritik (for passiv) går mod trafikordfører Poul Andersen, der har været syg, og som sagtens kunne have været hårdere ved transport- og energiminister Flemming Hansen (K). Et muligt bud som ny trafikordfører er Magnus Heunicke, der imidlertid også nævnes som ny kommunalordfører.
Til den post kandiderer en anden ung socialdemokrat, Karen Hækkerup, imidlertid også.'

Karen Hækkerup har flere gange demonstreret, at hun har den politiske 'rottweiler' i sig ved at bide sig fast i sagerne, spørge ind til problemerne og tvinge ministre i defensiven. Det er folk som Hækkerup, som socialdemokratiet i opposition skal opmuntre og forfremme. Folk, der har et 'killerinstinkt' og som lever op til den rolle enhver opposition har i et demokrati, som kritisk og kontrollerende.

Samlet set er det derfor klogt af Helle Thornings-Schmidt at forfremme yngre folk med lidt erfaring ved på denne måde at give dem hele tiden tungere og mere udfordrende opgaver. Det er simpelthen god politisk ledelse. Befolkningen er oveni heller ikke træt af de nye ansigter. Eneste minus er Mogens Lykketoft, som er et meget slidt ansigt i dansk politik. Hvis jeg var Helle T, så ville jeg ikke lade Mogens Lykketoft tegne socialdemokraternes udenrigspolitik frem mod valget. Man har en god sag med Irak og andre '“ mindre dogmatiske og belastede '“ S-politikere kan sagtens spille dette kort. Lykketofts person jager bare midtervælgerne i armene på Fogh.

Nyt om sagen på politiken.dk

“Til stor irritation for S-ledelsen har den tidligere minister og gruppeformand (Pia Gjellerup) sendt en række anbefalinger til flere medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe om, hvordan både hendes egne og andre ordførerskaber bør fordeles, erfarer Politiken.dk.

Blandt andet foreslår Pia Gjellerup sin afløser i Folketinget, Sophie Hæstorp Andersen, som sundhedsordfører i stedet for Lone Møller.

Og den nuværende ligestillingsordfører Kirsten Brosbøl som ny politisk-økonomisk ordfører i stedet for Gjellerup selv.”

Ja, det skulle lige mangle, at Gjellerup sådan kunne diktere sit politiske testamente. Thorning er til alt held sikkert så klog, at hun siger pænt tak til Gjellerup for de gode råd, og gør som det fuldstændig passer ind i Socialdemokraternes egen og hendes egen strategi.

Læs også David Troels Garbys analyse om samme på bloggen “Dansk Politik”