Vi var mange daværende V-kampagnefrivillige, der hin novembervalgaften 2001 var ellevilde over de nye tider, der nu skulle komme med Fogh og Co. efter ni år med Nyrup. Noget skete : Der blev gennemført stramninger i indvandrerlovgivningen, givet penge til sygehuse og så blev der indført et (Thank God!) stadigt gældende skatte- og afgiftstop. Alt sammen noget de fleste vil betragte som traditionel borgerlig politik.
Den egentlige liberale politik med mere afbureaukratisering og større personlig frihed, ansvar osv. har siden valgsejren kun fået en stedmoderlig behandling: Den luftes til nøds kun i landsmødernes (læs: klappekage-kongressernes) skåltaler. Bare antydninger om skattesænkninger bliver i 2006 konsekvent af Venstres interne overskideballeudsteder Claus Hjort Frederiksen eller den forhåndenværende håndlanger '“udlagt som værende i modstrid med Venstres politik.
Venstre er derfor nu blevet parti, der ligesom socialdemokraterne forsvarer velfærdsstaten (eller “socialstaten” som Fogh kaldte den) og nødvendigheden i de høje skatter: Lighed for enhver pris er godt, det skal ikke nødvendigvis betale sig at arbejde, at betale max 50 pct. i skat er ALT for lidt osv.
I medierne i går fejrede Anders Fogh sit jubilæum som længst siddende V-statsminister. Ligesom alle andre politikere elsker Fogh at fejre sig selv, og så kan han og Claus Hjort glæde sig over at, medierne så ikke denne dag skriver så meget om regeringsministrenes åbenlyse metaltræthed og handlingslammelse. (En syge som jo så ofte rammer regeringer, der sidder for længe) Det er nemlig for længst blevet forbudt at mene noget særligt eller tage selvstændige initiativer i Fogh-regeringen. Ethvert initiativ der koster penge, ikke passer ind i Hjort/Foghs velfærdsstrategi eller giver dårlig presse er naturligvis bandlyst. Hvad er der så tilbage? Masser af varm luft!
Nu udfordres regeringen af S, der har adopteret skatte og indvandrerstoppet, og følger nu – ligesom VK selv gjorde i sin tid '“ en konsekvent strategi, hvor man overbyder regeringen på velfærdsområdet. Statskassen bugner nu, og så ligger det jo lige for at brænde det hele af på offentlig velfærd. Det leder tankerne hen på ordene fra fhv. minister Knud Enggaard (V) som i sin tid sagde, at det var med socialdemokraterne og skattekronerne som når man i Zoologisk Have smed bananer ind til aberne i buret: Hvad der er smidt ind, er tabt for evigt!
Hvad er regeringens træk? Denne blogger er ikke i tvivl. Der bliver fest i finansministeriet inden længe. Skal økonomien brænde sammen på grund af overophedning, så kan man ligeså godt gøre det ved at øge den offentlige velfærd frem for at lade pengene blive i skatteborgernes egne lommer. Thi det er der simpelthen flere vælgere i.