Hvornår går Marianne Jelved af som leder af Det Radikale Venstre? For stort set alle kommentatorer på Christiansborg og omegn har det længe stået klart, at Marianne Jelveds person står i vejen for en omlægning af den radikale strategi inden næste folketingsvalg, hvor samarbejdet med socialdemokraterne på en eller anden måde 'genopfindes'. I denne uge viste en måling i Mandag Morgen, at et massivt flertal – 58 pct. – blandt de radikale vælgere anerkender, at Helle Thorning-Schmidt er oppositionens leder og statsministerkandidaten.
Ritzaus Bureau har forsøgt at lave en rundspørge til en række radikale lokalforeningsformænd '“ såkaldte kommuneformænd om, hvorvidt Marianne Jelved skal være leder EFTER næste folketingsvalg. Naturligvis har den radikale top forsøgt at spænde ben for initiativet ved at rundsende mails til tillidsfolkene med opfordringen om at “overveje grundigt, om de vil svare” på Ritzaus henvendelse. Alligevel deltog 27 af 87 radikale formænd i rundspørgen.
Ritzau skriver:
Heraf mener kun lidt under halvdelen , at Marianne Jelved bør være partiets politiske leder efter næste folketingsvalg. De øvrige er enten modstandere af Jelved som fremtidig leder eller svarer tvivlende på spørgsmålet.
—
Som jeg læser tallene, er der dermed en 13-14 stykker ud af 87, som indser, at Marianne Jelved (f. 1943) efter et folketingsvalg i 2008/2009 i en alder af 65-66 år næppe tager fire år mere som partiformand i opposition. Det er næppe en sensation, og jeg tipper forsigtigt på, at der er et markant flertal blandt græsrødderne, der mener til den tid, at der er et endnu større behov for fornyelse. Det er ikke et spørgsmål om at være imod Marianne Jelved som fortsat leder, men snarere et spørgsmål om at kunne regne. Det kan matematiklæreren Marianne Jelved efter alt at dømme også.
Marianne Jelveds insisternede forbliven som radikal leder stopper dog ind til videre spekulationerne om en efterfølger, og dermed udskyder partiet den imødesete kommende strid mellem storfavoritten Margrethe Vestager på den ene side, og en anden kandidat der kan samle hele partiet, og som også vil kunne få Naser Khaders støtte. Mit eget bud er Morten Helveg Petersen. Naser Khader som leder af Det Radikale Venstre har ingen gang på jorden, for han har ingen stor støtte blandt partiets græsrødder. Tværtimod.
Spekulationerne om Jelveds fremtidsplaner er interessante, fordi det er socialdemokraternes åbenlyse interessere, at Jelved går af hurtigst muligt. Dette skridt vil kunne bane vejen for en ny radikal leder '“ Vestager eller Morten Helveg eller en helt tredje- som under alle omstændigheder vil få flere frihedsgrader end Jelved for at reetablere SR-samarbejdet under Thornings ledelse. Det vil i øvrigt være fuldstændig i overensstemmelse med de radikale vælgeres ønsker.
Samtidig er socialdemokraterne også interesseret i, at der ikke spekuleres for meget i, at 'Khader-linjen' politisk vinder fodfæste. Khader og EP-medlem Anders Samuelsen er nemlig begge eksponenter for de radikale, der ikke afviser et samarbejde med VK-partierne.
Måske er det baggrunden for, at der for et par uger siden opstod en lidt besynderlig historie i Politiken, hvor klummeskribenten Peter Mogensen skrev om de fornyede rygter om, at Naser Khader var i gang med at danne sit eget parti. Khader mente selv at der var tale om 'spin' fra socialdemokraternes side. Omvendt kunne man indvende, at det på ingen måde er i sossernes interesse at destabilisere forholdene hos de radikale. Peter Mogensen er én af Nyrups tidligere presserådgivere, så derfor peger pilen i retning af, at der kunne være tale om et socialdemokratisk spin. Men det er rent gætteri, og personligt er jeg meget i tvivl om det. Anyway, Naser Khaders fremtidsplaner vedbliver med at være den store joker i dansk politik!
Naser Khaders egen massive afvisning af rygtet om at han gik solo var i øvrigt ret elegant og i John F. Kennedy-stil. Den afsluttende replik: 'Ich bin ein radikaler” var både morsom, ironisk og rammende og legede lidt med forestillingen om Khader som også noget selvovervurderende. Selvironi klæder jo os alle.
3 kommentarer til “Jelveds person står i vejen for ny SR-alliance”
Det radikale Venstre er de seneste par år blevet invaderet af unge venstreorienterede kvinder. Hvorfor er det de ikke fatter, at de er medlemmer af et borgerligt parti?
Jeg tror i virkeligheden ikke det er et stort problem for Socialdemokraterne, rent politisk, at Khader og de højreorienterede vinder magtkampen hos de Radikale, dermed kommer de jo værdipolitisk på linie med Sass, Bødskov, Nick Hækkerup etc. Det har jo længe været en torn i øjet på S at Jelved-fløjen har den blødsødne indvandrer- og retspolitik.
Jeg tror mere at det er et problem på lidt længere sigt og mere taktisk/strategisk, hvor de to partier kommer til at kæmpe om de samme midtervælgere.
@Tudefrans
Tjah. De er nok blevet rekrutteret på et andet grundlag end “RV er et borgerligt eller i hvert fald ikke-socialistisk parti.”
@Garby
Tak for kommentar
Jeg tror ikke din præmis holder. De “højreorienterede” vinder efter min vurdering ikke magtkampen hos RV. Desværre.