Opgøret med regeltyranniet

Hvis læserne af Jarls Blog ikke var klar over det i forvejen, så er alle vi mennesker nogle uvidende fjolser, som ikke ved hvad der er godt for os selv. Det er bl.a. derfor, at det offentlige opkræver mere end halvdelen af vores indkomst i skat, netop fordi de 179 valgte folketingsmedlemmer er så meget mere indsigtsfulde og dygtige end alle os andre med hensyn til at bruge vores penge mest fornuftigt. Det er i mange danskeres øjne selve essensen ved et demokrati som vores og et udtryk for den højeste retfærdighed. Det mener de fleste socialister, men synspunktet deles også af mange liberale, konservative og Dansk Folkepartister. Kampen mod denne udbredte, men forkerte opfattelse er dog for længst tabt. Endegyldigt da Claus Hjort og Anders Fogh Rasmussen solgte ud af deres engang liberale synpunkter, og lod Venstre kaste liberalismen over bord.

Nu kunne man håbe på, at der alligevel stadig er grænser for politik og for politikeres vilje og fantasi til at blande sig i borgernes liv. Desværre har vi set flere nylige eksempler på det og især hos konservative politikere. Justitsminister Lene Espersen brillerede lige før jul med at forbyde en harmløs fritidsaktivitet, og for nogle uger siden mente familie- og forbrugerminister Carina Christensen, at det netop var op til hende at belære os alle om, hvor mange børn vi burde få. Havde man lidt forventninger til den nye konservative minister, ja så blev de ved den lejlighed endeligt pulveriseret. Ministeren har i øvrigt hverken selv børn eller aktuelle planer om at stifte familie. Karriereplanen stod i vejen, forstod man på hendes udtalelser. Men de manglende praktiske erfaringer til trods skal da ikke afholde frk. Christensen fra at belære danske forældre om, hvad der er godt for børnene. Hendes ligegyldige indholdsløse 'holdningsministerium' er gudskelov politisk set magtesløst, men alligevel gælder det om at få det til at 'gungre på broen' for medieopmærksomhed, så alle kan se, at “ministeren laver politik”. Det er det, som Bendtsen stolt kalder for “konservative markeringer”, og foreløbig har det medført det imponerende resultat, at de konservatives opinionstal konsekvent ligger under cifrerne fra sidste folketingsvalg.

Den markeringsivrige Carina Christensen har således i mangel på noget politisk fornuftigt at tage sig til nu udstedt en slags “fatwa” mod forældres uorganiserede slikuddeling i børnehaverne og andre daginstitutioner i anledning af børnefødselsdage m.v. Institutionerne får derfor i 2007 en vejledning i, hvordan de dermed undgår, at de små poder får alt for meget sukker i kroppen, når lille Sophie og Lucas fylder år ned i SFO’eren. Statsmagtens indblanding sker naturligvis KUN af hensyn til børnenes sundhed, så de ikke bliver fede, hyperaktive i timerne og belaster sundhedsvæsenet med følgesygdomme osv.

Jeg forstår slet ikke, hvorfor ministeren ikke bare forbyder slik til børn! Et alternativ er, at staten helt forbyder spisning af slik i de offentliges institutioner. Og så senere udvide forbuddet til de private hjem. Eller forretningerne at sælge det? Men kunne man forestille sig den mulighed '“ og jeg ved, at der er tale om det rene kætteri – at daginstitutionerne selv kunne hitte ud af at formulere en politik om, hvornår der kan og må deles slik ud? Anders Fogh rejser land og rige rundt for at fedte for de offentligt ansatte, alt imens hans forbrugerminister udviser dem dyb mistillid. Det er da genialt.

'Gøre op med åndstyranner. Lade unge vælge selv. Bryde skranker, hvor vi kan '“ være konstruktiv rebel!'

Ja, sådan sang vi i Venstres Ungdom i 1980'erne og 1990'erne. Teksten er skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder og VU-formanden nogle år i slutfirserne var Lars Løkke Rasmussen.

Ærlig talt. Kunne d'herrer internt i regeringen ikke kæmpe lidt imod reguleringsliderlige politikere som f.eks. Carina Christensen? Jeg ved, at Claus Hjort og Anders Fogh er fuldstændig ligeglade med ideologien, blot så længe de sidder solidt på taburetterne. Men I to har vel ikke solgt helt ud? Eller hvad?