Efter at Ny Alliance er kommet på banen, og Naser Khader med en politisk håndgranat har sprunget det ellers så fasttømrede blokpolitiske billede i atomer, så har det christiansborgske establishment måttet tage tæskene i meningsmålingerne, slikke sårene, skifte taktik og så småt begynde at overveje helt nye strategier frem mod næste valg. Hvem blandt partierne og partilederne har klaret denne omstillingsproces bedst, hvis man lige vurderer indsatsen på den korte bane '“ her snart små to uger efter NA's ground zero.
Jarls Blog uddeler derfor ufortjente karakterer på den sædvanlige selvbestaltede hjemmestrikkede smagsdommeragtige facon:
9 Anders Fogh
Anders Fogh og Co. undgik at gå i panik, men skyndte sig at invitere Khader til møde og samarbejde. Statsministeren noterede sig, at Khader ville pege på ham, og at regeringens opbakning nu var styrket, og lod ingen i tvivl tilbage om, at VKO-flertallet var intakt osv. Da Leif Mikkelsen stak af til NA, trak Fogh i nødbremsen og antydede, at et valg blev resultatet, hvis kontrollen med VKO-flertallet røg sig en tur. Det var panikagtigt, men ikke nødvendigvis uklogt. Alt i alt var præstationen rutinepræget, men med overblik over situationen. Taktisk var Foghs ageren i topklasse. V-toppen har p.t. ingen ny strategi andet end at gå efter et nyt VKO-flertal, men man vil nu se tiden og Ny Alliances levedygtighed an. I mellemtiden vil en ny strategi, der omfatter forskellige muligheder for samarbejde mellem NA, DF og S naturligvis blive udviklet.
8 Bendt Bendtsen
To konservative ordførere Pia Christmas-Møller og Christian Wedell-Neergaard var i forrige uge hurtigt ude og markere konservative synspunkter på skat og flygtninge, hvor de kunne lægge afstand til DF og samtidig stive flanken af til NA. Da en groggy Bendtsen havde kommet sig over chokket fra de første meningsmålinger, der viste, at NA gjorde et kraftigt indhug i den konservative vælgerskare, lagde Ks partileder sig så også i selen sammen med Jakob Axel Nielsen ved i medierne at stille opsigtsvækkende og mere eller mindre 'ultimative' konservative krav om skattelettelser. Vælgerne vil gerne tro de konservative, men deres troværdighed mht. at få deres krav igennem hos regeringen er ekstremt ringe efter syv års bevidstløst stampen i jorden uden nævneværdige resultater på skatteområdet. Løjtnanterne reddede Bendtsen i de første dage og siden kom han selv op i omdrejninger. Bendtsens strategi må ændres. Med NA's tilsynekomst og med udsigt til at VKO-blokkens dage er talte, har der dermed pludselig vist sig flere frihedsgrader for partiet til at markere sig. Taktisk bør K vedblive at markere forskelle til DF, men også helst til NA.
En ny strategi må lægges i samarbejde med V, hvor der bliver taget hensyn til Ks krav om skattelettelser.
7. Pia Kjærsgaard
Pia Kjærsgaard virkede lidt for mopset, sur og afvisende, da hun skulle kommentere Khaders nye parti, som DF-lederen slet ikke ville samarbejde med. Der blev lagt klar afstand til NA. I stedet burde Kjærsgaard have budt ham velkommen og åbne op for et samarbejde, der hvor man nu kunne mødes. I stedet fokuserede DF-lederen på NA's store programpunkt: At holde DF uden for indflydelse dvs. NA’s “krigserklæring”. Måske en bedre taktik '“ i første omgang '“ havde været at invitere Khader velkommen til arbejdet. Med sin sure reaktion gav Kjærsgaard god medvind til Ny Alliance. Det er NA-folkene sikkert ikke ked af, og de kan kun håbe på flere sure opstød fra DF-lederen. Taktikken er åbenbart, at DF udelukker ethvert samarbejde med Khader efter et valg. Strategien forbliver derfor uændret, at DF går efter et nyt VKO-flertal efter næste valg.
7 Marianne Jelved
Der er plus-point til Jelved for ikke at panikke og løbe af pladsen blot fordi, at der dannes et nyt parti. Dog er det åbenlyst, at Jelveds person står i vejen for, at de radikale lægger en ny strategi, hvor man konsoliderer sig som et parti til venstre for NA, men dog foretrækker Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Taktisk underspillede hun NA's tilsynekomst på den politiske himmel og Khaders betydning. Helt klassisk. Jelved overdrev dog stejlheden og hårdnakketheden overfor vælgerne. Især når langt de fleste radikale vælgere også mener, at hun efterhånden er the day before yesterdays news. Taktikken er, at få styr på tropperne og lade Naser Khader åbenbare sig som en rendyrket borgerlig politiker og Fogh-støtte: Samtidig skal de radikale forsøge at monopolisere partiets politik som radikal classic. Et skifte til Margrethe Vestager som ny partileder i sommer vil være god håndsrækning til partiet. På det tidspunkt er der også flere åbne flanker hos NA, som de gamle radikale ville kunne angribe.
6 Helle Thorning-Schmidt
Den socialdemokratiske leder har haft det svært med NA, fordi Thorning-Schmidt ikke umiddelbart var part i sagen '“ som Jelved – selvom at det har medført at opbakningen til hende som statsminister i meningsmålingerne nu er minimeret til et historisk lavpunkt. Få troede på hendes chancer før Khaders parti, nu tror ingen på hende. Da Thorning endelig kom op i omdrejninger friede hun til Khader, men fik på stedet en kurv af NA-lederen. Så rykkede S-folkene i felten for at skyde NA's ambitiøse 40-procent-skatteforslag ned. Beskydningen er først indledt mere end en uge efter, at vælgerne hørte om det første gang. S-folkene har måske troet, at Khader mente det alvorligt, når han i begyndelsen sagde, at han ville kunne pege på andre end Fogh. Derfor ville NA's indhug hos VK-vælgere umiddelbart styrke Thornings chancer, men S-folkene forregnede sig åbenbart, og nu er Thorning som statsminister på vej til at blive ligeså stor en joke som “Jelved som statsminister”, endte med at blive. S har dog viste gode toner her på det sidste. S-folkene går nu i Socialdemokratiet-classic-mode, hvor man forsvarer velfærdsstaten og lover at bruge hele det økonomiske råderum på de offentligt ansatte. Det skal nok have appel hos nogle vælgere, men strategien er defensiv og trækker S mere mod venstre. Det er faktisk det modsatte, som partiet har brug for, hvis de en dag vil i regering, når nu befolkningen som helhed er blevet mere borgerlige. Etableringen af en fast Vestager-Thorning-Schmidt-alliance må blive første delmål i en ny S-strategi.
11 kommentarer til “NA betyder strategi-skift for partierne”
Du giver da godt nok Jelved gode karakterer. Måske lidt for høje. Da NA ligner et forsøg på at vende tilbage til Radikal Venstres tidligere politik, så har Jelved da ikke gjort særlig meget for at stoppe blødningen.
Min analyse:
NA = Radikale Venstre classic
Radikale Venstre = SF med økonomisk politik
@Rasmus
Der er to ting, der gør, at syvtallet er hjemme hos mig:
For det første lod Jelved sig ikke presse væk her og nu. Det ville være at indrømme, at RV stod og faldt med Naser Khader. For det andet faldt hun ikke for fristelsen til at svine Naser Khader til, menm insisterede på at tale radikal politik (hvad det så end er…) Og så hører det også med i billedet at den radikale leder var under det klart største pres af alle partilederne. Thats why!
Din analyse er efter min mening ikke helt ved siden af 😉
“[…] når nu befolkningen som helhed er blevet mere borgerlige.”
Jarl, du underbygger ikke dette udsagn med nogen kilder, og det kan altså ikke stå alene. Undersøgelser har fx vist at danskernes grundholdninger ikke bliver mere borgerlige, men snarere mere venstreorienterede. Den undersøgelse, jeg tror du hentyder til, er en lavet af Peter Kurrild-Klitgaard (offentliggjort i bl.a. Politiken sidste år, hvis jeg husker rigtigt). Han er vel ikke ligefrem, som CEPOS-aktiv, en uvildig undersøger..?
@Peter
Tak for input. Det er fint at tage en debat om det. Hvilke undersøgelser henviser du til?
Men jeg mener ikke at det er et kontroversiel vurdering at befolkningen siden 2000 er rykket til højre på områder som skat, retspolitik og flygtninge og indvandrerpolitik. Det er vel derfor at Socialdemokraterne har flyttet sig på dette område. Jeg mener at disse bevægelser i partiernes standpunkter netop er gode indikatorer på, hvilke holdninger der er i befolkningen.
Når det kommer til velfærd, så har du ret i, at partierne ikke har flyttet sig til højre. Snarere tværtimod. Der er ingen velfærdskritiske partier i folketinget formentlig fordi folk ønsker mere og bedre velfærd. Men kan man sige at det er udtryk for venstreorientering?
@ Jarl og Peter,
Jeg synes disse synspunkter er interessante – hvordan stiller I jer overfor den teori, der siger at højre/venstre-tanken er død, og at der er langt mere fokus på selvstændige emner til at man kan placere et parti eller en person på en højre/venstre-akse? At et parti snarere er et bundt af værdier og holdninger, der ikke nødvendigvis på alle punkter skal følge den ideologiske retning, partiet oprindelig opstod fra?
Det kunne være interessant at høre jeres syn på den sag…
VH
Morten
@ Morten,
Man kan i hvert tilfælde konstatere, at det af de gamle partier, som har bevæget sig mest i forhold til deres oprindelige partiprogram over de seneste 5-6 år, nemlig Venstre, har høstet størst vælgertilslutning.
Omvendt er det parti, som er stået klippefast og stålsat (læs: bedrevidende) på partiprogrammet, netop blevet pulveriseret.
Højre/venstre-tanken er ikke død, men der er trængsel på midten, og mange andre ting end de traditionelle højre/venstre “måleenheder”, tæller mindre og mindre i folks bevidsthed.
Enkeltpersoner har ALID spillet er stor rolle, når vælgerne går til stemmeurnerne: Kragh, Erhard Jacobsen, Glistrup, Schlüter, Anders Fogh, Pia Kjærsgaard m.v. – og nu Khader.
Med NA’s overraskende flyvende start, må det endeligt være bevist, at politik ikke bare er politik, men i høj grad også et spørgsmål om timing og effektiv markedsføring, og en effektiv mobilisering af nye “målgrupper”.
@ Insider
Jeg tænker mere specifikt på det opbrud, som f.eks. bliver beskrevet af Christine Antorini og Henrik Dahl i “Det Ny Systemskifte” – altså for eksempel tanken om at DF kan kombinere gamle socialdemokratiske tanker med en ekstremt højreorienteret værdipolitik på indvandings- og ligestillingsområderne, og derfor bliver svære at placere på en akse. De vil gerne være midterparti, men de er jo ekstreme i deres yderpoler, og hører derfor ikke til i den traditionelle opfattelse af midtertanken.
Interessant betragtning mht. Venstre. Hvis vi overser konspirationstanker om at udhule det offentlige til fordel for private velfærdsydelser, mens man samtidig ligner en stor socialdemokrat, og vi virkelig tror på at Venstre-ideologer som Fogh og Hjort har flyttet sig holdningsmæssigt, så tyder noget på, at du har ret. Men er det så netop ikke et opbrud, der gør at Venstre kun er “højreorienterede” historisk set, men i praksis er de et parti med en helt anden værdisammensætning end blot liberalisme?
Jeg spørger blot fordi, jeg ikke selv er sikker på, om man kan smide højre/venstre-opfattelsen ud ad vinduet (Selvom jeg godt kunne tænke mig det – synes det er håbløst umoderne), og vil gerne høre andres opfattelser af sagen.
Jeg er i øvrigt enig i din betragtning omkring enkeltpersoner, men vil gerne nuancere det ved at sige, at verdenstrenden altid svinger mellem hold og enkeltpersoner. I 90’erne var trenden holdagtig – i tidens populære Film og tv-serier var der ikke en enkelt hovedperson, men flere (Beverly Hills 90210, Melrose Place, etc.), mens det tidlige årstusinde ligesom i firserne var præget af enkelte helte (Jack Bauer, Rambo). Sådan var det også i dansk politik, hvor Schlüter var enkeltmandssymbolet på 80’ernes regering, og Nyrup-regeringen snarere opfattedes som en holdindsats. I udenlandsk politik kørte Clinton gerne et hold i stilling (Albright, Gore, Hillary etc.), mens der i firserne og her i det nye årtusinde igen har været fokus på enkeltstående “stærke mænd”: (Reagan, Bush II).
Jeg tror konjunkturen er ved at vende, hvorfor en ledergruppe på tre mand som i NA får en stor popularitet.
Men det er blot løse spekulationer.
VH
Morten
@morten
Nu er DF’s kombination af skrap indvandringspolitik og velfærd ikke nogen ny opfindelse, men i virkeligheden socialdemokratiet classic, hvor beskyttelse af danske arbejdere står i højsædet.
Det er i virkeligheden socialdemokratiet, som i løbet af 70erne lavede en kovending, hvor det gik fra at være et arbejderparti til at være et parti for den lavere privatansatte funktionær og de offentligt ansatte. Disse grupper var ikke truet af indvandrerne, og derfor kunne soc.dem. lave et stilskift.
/Nicolai
@ Nicolai
Arh, Såsjalmokratiet har vel altid om ikke andet så på papiret stået for international solidaritet, hvilket vel ikke ligefrem harmonerer med DFs menneskefjendske holdninger? Mener du virkelig, det kan sammenlignes?
Der er vist også kun en enkelt Såsjalkammerat, der har været i betragtning til en racismedom, og da han kom det, var han skiftet til DF. Til gengæld er der jo næsten ikke tal på racismesagerne og menneskerettigheds-fjendtlighederne i DF.
Jeg synes ikke sammenligningen er helt rimelig – men jeg er jo også kun cand.mag. og ikke cand.scient.pol, så jeg kan sagtens tage fejl, også mht. det historiske. Det er jo derfor, jeg spørger.
VH
Morten
Debatten om tonen er altid ret pseudo, komisk og hyklerisk. Her er Morten Bay ude med riven og bruger uden skrupler ordet “menneskefjendsk” om politiske modstandere.
Jeg har selv stemt på DF. Jeg vil gerne spørge Morten:
Tror du jeg er menneskefjendsk?
Eller tror du måske ikke jeg kan forstå hvad DF står for?
@morten
Nu skal man jo ikke lægge alverden i det der med racismedomme. Grundlæggende ser jeg racismeparagraffen som en æstetiske regulering, som begrænser udbredelse af den “dårlige smag”. Dommene falder typisk når man ikke har pakket sine holdninger ind på den rigtige måde. Jeg er personligt ganske skeptisk overfor vores import af andre landes sociale problemer, men kan finde ud af at udtrykke det på en tilstrækkeligt elitær måde til at det ikke falder ind under “dårlig smag paragraffen” som jeg ofte kalder den.
Dine udtalelser om deres menneskefjendskhed bekræfter efter min mening den tendens, som netop er æstetisk baseret. Hvis man for alvor vil bokse med de holdninger som DF står for, og tro mig det finder jeg al mulig grund til, så må man altså finde rigtige politiske argumenter i stedet for bare æv bæv i er dårlige mennesker og se bare domstolene giver os ret.
I øvrigt er der også mange liberale som er ganske skeptiske overfor den politisering af menneskerettighederne som finder sted i FN-systemet.
/Nicolai