Kategorier

Mere katolsk end paven

Folketingsmedlemmerne – hele vejen rundt '“ er så bange for, at Ny Alliance efter et folketingsvalg faktisk kommer til at ændre dansk politik og ikke mindst 'stjæler deres mandater'.

Derfor er Ny Alliance naturligvis jaget vildt på Christiansborg, hvor de fleste bare ønsker, at alt bliver som før. Derfor rakker “gammel-politikerne” Naser Khader og hans kumpaner ned overalt, hvor de kan komme af sted med det. Faktisk har hele hylekoret af Christiansborgs establishment iværksat en kampagne hvor målet er letbevægelige journalister, der gerne lader sig gribe af stemninger. Og med et vist held:

For dele af pressen hænger Naser Khader og Anders Samuelsen ud for de rene banaliteter.

TV2s før omtalte ikke-historie, der tidligere er omtalt her på bloggen, om hvor, hvornår og hvordan Naser Khader ser en tørklædeklædt Elsebeth Gerner på tv/internet, er jo et resultat af politikernes evindelige klynk på Borgens gange, og klagesangen kunne godt lyde sådan her:

'Nu har vi gået her i årevis, slidt, slæbt og lavet rigtig politik med politiske forlig og lovgivning. Og så kommer der sådan nogle fribyttere ind fra højre, som laver ballade og løber med al opmærksomheden. Hvor er det altså uretfærdigt!

Lige nu kører der en anden historie:

Naser Khader bliver væk fra folketingssalen til afslutningsdebatten, og det er da utvivlsomt et svaghedstegn, men overfor vælgerne betyder det næppe ret meget. De opdager det formentlig ikke engang. Rygterne på Christiansborg har i de sidste par uger bl.a. gået om, hvordan de radikale, Venstre og de konservative dvs. alle de partier, der står til at miste stemmer og mandater har slebet knivene for at kunne skære lidt i Naser Khaders troværdighed for dernæst at riste den over den sagte ild. Taktikken var den velkendte fra minister-kalkunjagterne: Naser Khader skulle mødes med bredsider af spørgsmål fra menige MF'ere fra andet og tredje geled. De teknisk-økonomiske spørgsmål i øst og vest skulle slide hans troværdighed op. Det kommer der ikke noget ud af i denne omgang, hvor Ny Alliance fornuftigt nok holder sig væk fra afslutningsdebatten i folketingssalen. De kloge mennesker agerede som den gamle kinesiske vismand udi krigskunsten Tsun Tsu prædiker: Lad være med at involvere dig med fjenden på en slagmark, hvor du ikke med sikkerhed ved, at du kan vinde.

Hvad tænker de menige folketingsmedlemmer i regeringspartiet Venstre så mht. Ny Alliances succes? Jo mange af dem er bange. Nogle af dem, der sidder yderligt – beskæftigelsesministeren inklusive – frygter for ikke at blive genvalgt. Det gælder dog især de folketingsmedlemmer, som til dagligt lever et usynligt liv på Christiansborg, hvor de trofast står vagt om og forsvarer Claus Hjorts og Anders Foghs semi-socialdemokratiske politik år ud og år ind. Altsammen i et lønligt håb om dog en skjønne dag at pryde karrieren med det ypperste: En ministerpost. Sandheden er nok desværre, at hvis MF’erne vitterligt havde haft talentet, så var de formentlig blevet det for længst.

Det er lidt ligesom den grimme naive pige til ballerne på landbyens kro. Hun blev aldrig budt op af den beregnende flanør, der dog udnyttede pigen til at hente øl til sig. Imedens kurtiserede han de mere attraktive piger, for ak han sansede ej hendes attrå. Det er så trist og sørgeligt med denne udnyttelse, men pigen forblev bænkevarmer til trods for hendes aldrig svigtende opvartning. Og en dag fik hun ikke engang lov til at løbe ærinder mere.

Flere af Venstres folketingsmedlemmer er optaget af at fedte for ledelsen for at kunne blive ministre og ordførere. Hvordan gør man det, så magthaverne lægger mest mærke til det? Jo, man kan f.eks. kappes om at lyde “mere katolsk end paven” på gruppemøderne. Her er et eksempel:

Forleden diskuterede Venstres folketingsgruppe skat, og gruppemedlemmerne faldt over hinanden i deres iver for at påpege det økonomisk uansvarlige i de konservatives krav om skattelettelser. Kun én V-politiker – Peter Christensen – talte for skattenedsættelser. Resten af dem, der tog ordet, kæmpede en hård kamp for at fremstå mest muligt socialdemokratiske. Debattens retning blev åbenbart for meget for selveste Thor Pedersen. Finansministeren blandede sig med et indlæg, hvor han da ikke ville afvise skattelettelser på et eller andet tidspunkt, altså når og hvis økonomien tillod det. Så vidt er det altså kommet i Venstres folketingsgruppe: Visionerne er pakket ned, og scenen fuldstændig overladt til klakørerne og partiets opportune karrieremagere.

Ny Alliances fremkomst har isoleret de liberale kræfter i Venstres folketingsgruppe. Desværre. Resten slår ring om Claus Hjort og Anders Fogh, formentlig i blind tro på V-toppens forsikringer om, at regeringens flertal med VKO nok skal overleve et valg, og at de fleste såmænd nok bliver genvalgt. Men skulle Ny Alliance derimod bevare sin nuværende popularitet, ja så kan det være panikken breder sig i Venstres folketingsgruppe, men indtil videre bliver kanonerne rettet imod Ny Alliance.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

2 kommentarer til “Mere katolsk end paven”

[off-topic]
Det er meget fint med dit nye billede, Jarl, men jeg kunne bedre lide det gamle, hvor du mere lignede en ussel kælderblogger lige som alle os andre 😉

Vi hare haft den diskussion før. Dengang Jarl var på Blogspot. Da foretrak jeg også det gamle billede. Men jeg må sige at det nye bliver bedre med tiden 😀

I øvrigt er Jarl ikke en ussel kælderblogger længere. Det må alle usle kælderbloggere som ikke har været på Deadline anerkende 😉

Lukket for kommentarer.