Kategorier

Undertrykkelse for fred

Boganmeldelse bragt i Weekendavisen den 22. juni 2007.

Hubertus Knabe: Die Täter sind unter uns '“ über den Schönreden der SED-diktatur. 384 sider. 248 kr. på Amazon.de. Propyläen.

Østtysklands socialistiske enhedsparti SED arbejdede gennem 40 år for frihed, mellemfolkeligt solidaritet og for at bevare freden, og partiets  »sværd og skjold « '“ sikkerhedstjenesten Stasi '“ var blot dets tjenstvillige redskab. Måske er sikkerhedstjenestens trofaste medarbejdere endda blandt dem, som vi i dag kan takke for, at det aldrig kom til en skæbnesvanger konfrontation mellem øst og vest under den kolde krig.

Læseren er formentlig ikke enig i denne analyse, men det er ikke desto mindre, hvad især tidligere Stasi-medarbejdere og DDR-regimets forsvarere '“ arvtagerne efter SED, PDS '“ partiet for demokratisk socialisme '“ prædiker fra talerstolen i den tyske forbundsdag, i bøger, i diverse kirkelige studiekredse og debatgrupper, ja overalt i det tyske samfund.

Alt for sjældent bliver apologeterne modsagt til skade for de opvoksende generationers forståelse af historien om DDR. Det hævder en ny omdiskuteret bog Gerningsmændene er i blandt os, der ripper op i gamle sår, som det tyske samfund ellers forsøger at hele. En af regeringen nedsat kommission af historikere anbefalede eksempelvis sidste år, at man i den fremtidige statsstøttede bearbejdning af fortiden nedtoner det kommunistiske diktaturs undertrykkelse og i stedet fokuserer mere på DDR-borgernes hverdag.

Den holdning er historikeren Hubertus Knabe i radikal opposition til, og hans bog har skabt heftig debat især i det tidligere DDR. Knabe er ikke en hr. hvem-som-helst, men leder af mindestedet for Stasis forbrydelser i Berlin, der meget naturligt er placeret i organisationens berygtede afhøringsfængsel i bydelen Hohenschönhausen. Desuden er Knabe kendt som en kompromisløs og utrættelig forkæmper for DDR-tidens ofre, der derfor konsekvent vender sig mod enhver rehabilitering af de gamle kommunister, Stasis faste medarbejdere og de seneste års  »ostalgi «-bølge. Det har givet ham et ry som  »Stasi-jæger «, og hans synspunkter er bestemt ikke populære alle steder og slet ikke i Berlin, hvor PDS er i regering med socialdemokraterne.

Knabe har med bogen forfattet et hårdt, uforsonligt og veldokumenteret anklageskrift rettet imod forbundsrepublikkens politikere og det juridiske retsmaskineri for igennem 17 år at have forhindret et effektivt og retfærdigt retsopgør med Stasis bødler. Det vil formentlig overraske, at kun nitten personer har afsonet en fængselsstraf for de utallige grove forbrydelser, der blev begået imod DDRs befolkning af Stasi i årene 1945-1989. Alle nitten er for længst på fri fod igen.

I sin bog opregner Knabe, hvordan Stasis bødler er gået fri for straf som følge af tragisk juristeri samt politisk uvilje og uinteresse i at sikre et retsopgør, der tilfredsstiller den almindelige retsfølelse. I årene efter Murens fald blev ellers tusinder af Stasi-medarbejdere anklaget for mord, tortur, kidnapning, grov fysisk og psykisk vold og ulovlig frihedsberøvelse. Kun promiller af de oprindelige rejste sager endte med at blive ført som retssager, og kun nogle få hundrede sager førte til dom. I de fleste tilfælde slap de dømte med betingede domme eller for afsoning med henvisning til forbrydernes fremskredne alder.

Langt størstedelen af sagerne blev dog droppet undervejs, fordi domstolene simpelthen droppede tiltalen, eller at de tiltalte blev frikendt på grund af mangel på beviser. De mange frafaldne tiltaler kan til dels forklares med, at politikerne ikke viste interesse for at afsætte de nødvendige ressourcer til anklagemyndigheden til forundersøgelser m.v. Endelig blev mange sager forældet til trods for, at den tyske forbundsdag efter et folkeligt pres forlængede forældelsesfristen et par gange.

Sidst men ikke mindst har SEDs store netværk af dygtige forsvarsadvokater '“ blandt dem den tidligere PDS-leder, Gregor Gysi skabt sig en lukrativ levevej ved effektivt at modarbejde og forhale retssagerne mod de anklagede Stasi-medarbejdere, som de opfatter som  »sejrherrejustits «. Dertil kommer en utrættelig indsats for de mere end 100.000  »uofficielle medarbejdere « eller  »stikkere «, der gik fri for straf eller gemmer sig i Stasi-arkiverne, hvor lovgivningen beskytter dem imod at blive hængt ud i offentligheden.

Blandt bogens mere fantastiske paradokser er, at cirka 50 tidligere Stasi-medarbejdere er beskæftiget i det arkiv i Berlin, der netop skal dokumentere Stasis forbrydelser, og den tyske regering har med enkelte undtagelser for længst opgivet politikken med at tjekke ansatte for eventuel Stasi-baggrund før besættelse af offentlige stillinger.

I det hele taget eksisterer SED-strukturerne stadigvæk, hævder Knabe. Ligesom de gamle nazister før i tiden danner de netværk, for i modsætning til forbuddet mod nazistpartiet i 1945, så tillod de tyske politikere SED i 1990. For at være på den sikre side, havde det stenrige parti for arbejderklassen forinden gemt milliarderne væk i Schweiz via partimedlemmer som var stråmænd, men i dag ejer PDS et betydeligt antal ejendomme i det østlige Tyskland. Nu lever PDS, der ved seneste forbundsdagsvalg gik i samarbejde med den frafaldne socialdemokrat Oscar Lafontaine i  »Die Linkspartei «, der fik 8,7 procent af stemmerne ved det seneste forbundsdagsvalg.

På overfladen forsøger PDS, som Knabe kalder for  »stikkerpartiet «, at ligne et normalt politisk parti, der bekender sig til det almindelige parlamentariske demokrati. Imens forsømmer dele af partiets bagland ikke en lejlighed til at retfærdiggøre fortiden, og især de gamle Stasi-medarbejdere viger ikke tilbage for at beklikke DDR-systemets ofre ved at bagatellisere deres lidelser og ydmygelser.

Ifølge Knabe er det en naturlig følge af bødlernes behov for at retfærdiggøre deres kollektive livsløgn, at Stasi kæmpede for  »det bedste Tyskland « ved at beskytte DDRs borgere mod terror, narkohandel, menneskehandel, femtekolonnefolk og kapitalismens uvæsen. Efter deres opfattelse var alle ofrene per definition blot mennesker, der havde forbrudt sig mod DDRs love, og derfor ikke fortjener hverken medynk eller sympati. Det østtyske grænsepolitis nedskydninger af såkaldte  »republikflygtninge « var dermed blot en del af en politik, der dels skulle bevare verdensfreden, men også tjente en  »stor humanistisk sag «.

I det hele taget var det østtyske overvågningssamfund med alle dets nødvendige og legitime tiltag i form af systematiske overgreb mod borgernes rettigheder, som det blev skildret i filmen De andres liv, når det kom til stykket egentlig ret harmløst. I hvert fald hvis man tager det massive pres, DDR var udsat for fra det kapitalistiske Vesttyskland og USA i betragtning. Det er den historieskrivning, som Stasis tidligere medarbejdere gladelig udbreder til de nye opvoksende generationer.

I nabolaget i en ring omkring mindestedet i Hohenschönhausen bor de gamle Stasi-funktionærer i de samme lejligheder og villaer præcis ligesom før 1989. Det var praktisk dengang, for så var der ikke langt til arbejdet. I dette PDS-dominerede lokalområde er man bestemt ikke enig i direktørens konsekvente omtale af DDR som  »et SED-diktatur « og dets hjælpere i Stasi eller rettere MfS '“ Ministerium für Staatssicherheit '“'“som  »gerningsmænd «.

Deres gamle arbejdsplads '“ det berygtede fængsel, hvor borgerne kunne sidde i årevis uden rettergang og blev udsat for mishandling '“ var der ifølge medarbejderne intet i vejen med. Tværtimod søgte  »lovovertræderne « om at komme i netop dette fængsel, fordi forholdene var særligt gode. Det kan næppe undre nogen, at siden det velbesøgte mindested åbnede i 2001, har Hubertus Knabe ligget i en  »åben krig « med de kompromitterede naboer.

DDR's gamle garde og deres aldrende sympatisører lever i et slags parallel-samfund. Man har for eksempel sine egne kirkegårde, hvor SED-toppen bliver begravet med honnørmusik fuldstændig ligesom før 1989. Begravelserne af det gamle regimes spidser udarter sig derfor til politiske demonstrationer. Knabe skildrer det anakronistiske sceneri ved begravelsen af DDRs mangeårige spionchef Markus Wolf, der fandt sted i december 2006. Her mødte tusindvis af trofaste sympatisører op, og der blev ikke blev sparet på hyldesttalerne til DDR og ikke mindst menneskene i arbejder- og bondestatens tjeneste, hvis resultater blev prist og gerninger retfærdiggjort. Alt imens lever tusindvis af ofre i dag som fysisk og psykisk nedbrudte efter deres hårde oplevelser i Stasis fængsler.

Knabes anden store anklage mod politikerne er, at disse mennesker hverken har fået nogen særlig økonomisk kompensation eller anerkendelse for deres lidelser. De opnåede pensioner er lave, og bureaukratiet for at opnå dem omstændeligt og uoverstigeligt for disse ofte psykisk hårdt skadede mennesker.

I Vesttyskland blev nazisternes ofre efter krigen på alle måder kompenseret både økonomisk og socialt og fik deres ejendom tilbage. I øst blev Hitler-styrets ofre også kompenseret, dog blev dem med en kommunistisk baggrund i særlig grad begunstiget. Det gamle DDRs embedsmænd '“ Stasi-bødlerne inklusive '“ har efter heftig lobbyisme over årene stort set fået genetableret deres oprindelige pensioner, der ligger niveauer over de almindelige østtyskeres. Det kan man især takke den sidste østtyske regering for, der fik forhandlet pensionerne ind i tilslutningsaftalen med forbundsrepublikken lige før genforeningen i 1990.

Ifølge Knabe er de himmelråbende forskelle i pensioner mellem bødler og ofre et udtryk for det genforenede Tysklands politikere valgte et kynisk kompromis for at sikre nationen en gnidningsfri forsoning. Til gengæld har man samtidig set stort på kravene fra ofrene for Stasis terror. Det er en høj moralsk pris at betale for genforeningen, og man kunne indvende ligesom Knabe, om et demokrati kan være det bekendt over for sig selv og ofrene.

I bogen konkluderer en gammel dissident, at det åbenbart ikke kan betale sig at stå op imod diktaturet, når demokratiet er ikke villig til at kompensere ofrene for nogle af de lidelser, de har måttet udholde gennem år bag tremmer. Dertil kommer DDR-myndighedernes årelange chikane af opsætsige borgere, der fratog dem mulighed for uddannelse og forfremmelse samt yderligere måtte finde sig i en konsekvent underbetaling og i at blive forfordelt med hensyn til varer og goder.

Oven i blev millioner af tyskere frarøvet deres private ejendom af SED-styret, og Krause hudfletter nutidens tyske myndigheder og bureaukrati for omstændeligt at forhindre enhver rimelig godtgørelse for borgernes tab af privat ejendom. Politikernes hykleri udstilles lidenskabsløst og opgivende: Når partierne var i opposition støttede de gerne enhver kompensation til ofrene, men ligeså snart de sad med regeringsansvaret plus ansvaret for en slunken statskasse, ja så skete der pludselig ikke mere.

Knabes bog gør det begribeligt for enhver, hvorfor det naturligvis måtte vække til stor forargelse og heftig modstand i Tyskland, da Syddansk Universitets i juni måtte aflyse en international historikerkonference i Berlin, hvor man havde inviteret tidligere DDR-topspioner og Stasi-officerer til at redegøre for DDRs spionage mod Vesten under den kolde krig. Stasi-ofrene og deres forskellige talsmænd '“ blandt dem Hubertus Knabe '“ så nemlig konferencen, som endnu en anledning for Stasi-medarbejdere under dække af at oplyse om historien til at retfærdiggøre DDR-statens metoder og tabte kamp mod det vesttyske demokrati.

Til trods for bogens deprimerende analyse er det en læseværdig bog, hvis tilpas redegørende stil og konsekvente retorik indimellem kan minde lidt om den, man finder i historikeren Bent Jensens værker.

Kategorier

Wakeup-call til Bendtsen

Dagens Vilstrup-måling i Politiken er et wakeup-call for det konservative folkeparti, der nu ligger to procent under sidste valgresultat. Meget tyder dog på, at græsrødderne i partiet fokuserer på kravet om skattelettelser, som den sag, der skal give partiet fornyet vælgeropbakning.

Børsen har i dag bl.a. spurgt 114 konservative kredsformænd om partiet skal stille krav til Anders Fogh Rasmussen om skattelettelser som betingelse for et regeringssamarbejde efter et valg. 'Ja' svarer 77,8 pct. af kredsformændene:

– Hvis det ender med, at man fra Venstres side fortsætter med at bruge det meget udefinerbare råderumsbegreb som argument mod skattelettelser, og Venstre ikke vil føre borgerlig politik, så må vi stille konkrete og konstante krav om skattelettelser, når der skal forhandles et nyt regeringsgrundlag,” siger Stig Risdahl Knudsen til Dagbladet Børsen, der mener at vide, at Knudsen har fuld opbakning fra kollegaerne.

Bendt Bendtsen og Anders Fogh står i et dilemma: Enten laver de en aftale i forbindelse med 2015-planens fremlæggelse her i august, eller også trækker Fogh tæppet væk under Bendtsen fremtid som konservativ leder og lægger en bombe under regeringssamarbejdet på det længere sigt. Fogh kan også vælge at spille højt spil og satse på, at de konservative ministre – Bendtsen inklusive – trods alt har deres taburetter, høje vederlag og ministerbiler for kære til, at de gør alvor af sagen – lige her og nu – og går ud af regeringen. Jeg kan ikke se det for mig, men et internt nederlag om skattesænkninger til Fogh må føre til interne rivegilder og yderligere decimering af Bendtsens i forvejen minimale autoritet og respekt, som han måtte nyde rundt omkring.

Fogh kunne nok have interesse i en aftale, derkunne hjælpe lidt på humøret og samarbejdet internt i regeringen, der lider af, at V og K i denne og andre sager er på kant med hinanden. For tiden er eksempelvis Lars Løkke Rasmussen hadeobjekt nr. 1. blandt konservative ministre.

At VK-regeringens samarbejde med DF især har trukket veksler på det konservative bagland, ses ved, at knap 64 pct. af kredsformændene mener, at samarbejdet med DF har gjort det sværere for regeringen, at gennemføre skattelettelser.

Èn ting, som DF aldrig har lagt skjul på, er, hvor de stod i skattespørgsmålet. Det er værre med V og K, som igennem to valg har bildt vælgerne ind, at de ønskede skattelettelser. Særligt Venstre har tabt troværdighed på dette spørgsmål, men også Bendtsen og hans folk har skabt stor forvirring om de konservatives politiske prioriteringer. Særligt MF(K) Jakob Axel Nielsen har tidligere været ude og omfavne krav om mere offentlig velfærd ved åbent at prioritere dette på bekostning af skat og senere udtrykte en anden konservativ MF’er Per Ørum Jørgensen åbent og direkte sympati for socialismen. Den slags meldinger forvirrer vælgerne, og mon ikke, at især Ørum Jørgensen skal finde noget andet at lave efter næste valg? Jeg tror det.

Målingen viser i øvrigt, at de radikale er tilbage på de 9,2 de fik ved valgresultatet. Det går primært ud over Socialdemokratiet, som nu ligger to procent over. Derudover er vælgere der i første omgang parkerede deres støtte hos Naser Khader kraftigt på vej tilbage igen. Jelveds afgang, så lidt skulle der altså til. Margrethe Vestager har helt sikkert leveret varen her og nu, selvom at det også er sket ved kannibalisering af Helle Thorning-Schmidts vælgerstøtte, der nu kun er på 24,7 procent. At alarmklokkerne blinker, alt imens sirenen lyder hos sosserne, ses ved Henrik Sass Larsen udtalelse om, at hvis man helt sikkert vil være fri for Fogh, så skal man stemme på Socialdemokraterne frem for De Radikale.

Hvad så med Fogh? Tjah. Dagens måling giver ham da et par argumenter for at udskrive valg i efteråret. Venstre holder skansen med 29 procent dvs. det samme som ved valget i 2005. Holder tallene på valgdagen vil lidt flere mandater faktisk pege på ham, som statsminister sammenlignet med situationen i dag, selvom også DF går to procent tilbage i forhold til valgresultatet og VKO-flertallet væk. Oven i vil Fogh tilføje Helle Thorning et valgnederlag, der måske vil kunne kaste partiet ud i endnu en magtkamp. Thornings succeskriterium er fremgang '“ stor eller lille for enhver pris. Efter to år som formand er hun endnu længere fra regeringsbænkene end nogensinde. Det må være helt utroligt utilfredsstillende, men 'æren' deler hun med sine formidable modstander, statsministeren, der i dag kan prale af at arbejdsløsheden er under 100.000.

Fogh kan oven i købet glæde sig over, at Vestager torsdag 'kommer til kaffe' hos ham:

Ritzau skriver:

– Vi vil gerne afsøge mulighederne for at sætte en ny politisk dagsorden. Der er flere områder, der kalder på en indsats, hvor hans nuværende flertal med Dansk Folkeparti ikke kan levere, siger Margrethe Vestager og nævner situationen om de irakiske tolke som eksempel. (Som der torsdag blev lavet en aftale med DF, som S og RV bakker op)

Vestager og Co. lægger sig politisk lige der, hvor Ny Alliance er. Holder dagens måling, så ser den strategi ud til at lykkes over al måde. Khaders parti er i Vilstrups måling nu nede på 5 procent. Fortsætter udviklingen nedad i samme fart, så kommer det unge parti snart til at skylde'¦

Kategorier

Uenighed i V-toppen om strategi

Forståelsen mellem statsministeren og beskæftigelsesministeren er på retur, erfarer Jarls Blog fra flere kilder i Christiansborg-miljøet. Derfor spekuleres der i, om Claus Hjort Frederiksen frem mod valg til næste år får en helt anden rolle at spille i Venstre, eksempelvis som ny gruppeformand.

Claus Hjort tror stadig på den succesfulde strategi, hvor VK-regeringen endnu engang går efter at få flertal alene sammen med Dansk Folkeparti. Det betyder også, at han ikke regner med, at Ny Alliance kommer til at spille en afgørende rolle efter valget.

Statsministeren derimod abonnerer på den modsatte analyse: Ny Alliance får betydning efter et valg, og VKO-strategien er stendød.

Det er vanskeligt at lægge en ny strategi i fællesskab, hvis ens sædvanlige og nære samarbejdspartner har en meget anden opfattelse af situationen. Derfor er Claus Hjorts indflydelse i statsministeriet '“ efter nogles opfattelse – på hastig retur.

Dette er på ingen måde Claus Hjorts politiske nekrolog. Der er stadig hårdt brug for Hjorts evner som (ind)pisker m.v., så måske vælger Anders Fogh at gøre ham til gruppeformand i stedet, såfremt at valget først kommer i efteråret 2008. Det kan næsten kun gå fremad, for alle er enige om, at Svend Erik Hovmand ikke ligefrem er blændende på posten. I øvrigt tør Fogh ikke sætte andre end en 100 procent loyal person på posten. I modsat fald er risikoen, at folketingsgruppens nye formand tilraner sig for megen magt, og sammen med en kritisk gruppe begynder at stille alt for mange kritiske spørgsmål til, hvad der kommer af forslag fra regeringens evigt og bevidstløst malende lovmølle. Sådan var det eksempelvis i tidligere gruppeformand Erik Larsens tid i årene frem mod folketingsvalget i februar 2005, hvor Larsen til Fogh og Hjorts held røg ud. Larsen, der definerede sig som gruppens formand, blev i sin tid valgt imod V-toppens ønske. For tiden sidder som bekendt Fogh og Hjorts egen nikkedukke, den kronisk søvnige og forvirrede Svend Erik Hovmand.

Kommer valget i efteråret er Hjort i øvrigt ikke 100 pct. sikker på at blive valgt, da han ligger i hård konkurrence med fire andre V-MF'ere i Nordsjællands Storkreds. Hjort '“ som ved alt om valgkampagner og sin egen manglende popularitet i vælgerkorpset '“ regner på ingen måde selv sit mandat for sikkert. Tværtimod går usikkerheden ham på, og får Hjort en mere anonym post som gruppeformand, så er det næppe noget, der nødvendigvis gavner hans chancer for genvalg. Ved forrige valg blev Erik Larsen – som før nævnt – ikke genvalgt, og Hovmand har som bekendt helt opgivet at blive valgt.