Kategorier

Vestager valgt som ny radikal leder

Marianne Jelved gik i dag af som leder af Det radikale Venstre. Hun efterfølges af Margrethe Vestager. Lederskiftet skete på møde i den radikale folketingsgruppe holdt i Dansk Design Center i København.

Gruppesekretær Morten Helveg Petersen tabte en kampafstemning om næstformandsposten til Morten Østergaard, der fik 13 ud af 16 stemmer. Partiets liberale fløj tabte dermed stort til de mere venstredrejede i gruppen. Det er en kæmpeydmygelse af Morten Helveg Petersen og Helveg-dynastiet at tabe til et relativt ubeskrevet blad som Morten Østergaard. Man kan spørge sig selv, hvor godt resultatet er for partiet, hvis det skal undgå yderligere afskalning af folk til Ny Alliance.

Anders Krab-Johansen, TV2 News tror ikke på evt. spekulationer om, at Morten Helveg Petersen skulle gå over til Ny Alliance, da Morten Helveg og Naser Khader ikke er de bedste venner længere.

Efter mødet spurgte Gunilla Roijer, TV2 Morten Helveg: Hvad så nu?

Morten Helvegs svar: Hav en god dag!

Politiken.dk skriver:

“Gruppeledelsen kommer til at bestå af den nye leder Margrethe Vestager, ny næstformand Morten Østergaard, Martin Lidegaard og Johs. Poulsen. Kun Johs. Poulsen tilhører højrefløjen i partiet.” Ifølge Berlingske.dk så er Morten Helveg dog fortsat medlem af gruppens ledelse og han er fortsat de radikales finansordfører. Venstrefløjen er styrket med trafikordfører Martin Lidegaard, hvis person der er – hvis vi skal være venlige – mange meninger om.

I dag kl 11.30 holdt Margrethe Vestager et pressemøde, hvor der ikke kom meget nyt frem og hvor hun undgik at svare på alle interessante spørgsmål og der gik politiker-snik-snak i den. F.eks. ville hun ikke svare på, om de radikale inden valget vil afsløre, hvem de ville pege på som statsminster. En særdeles defensiv udmelding. I mine øjne optrådte Vestager ikke særligt overbevisende på pressemødet. Man fornemmede i øvrigt at Vestager mere eller mindre havde advaret Morten Helveg om risikoen for at tabe kampvalget om næstformandsposten. Vestagers største opgave lige nu bliver at holde sammen på partiet.

—–
Herunder kan man læse de radikales nye strategi i hovedpunkter i form af et brev fra den nye gruppeformand Margrethe Vestager til de radikale græsrødder. Bemærk at de radikale har droppet retorikken om lavere marginalskatter m.v., men i stedet fremhæver miljø, energi, økologi, udlændingepolitik og velfærd. Det er punkter, der appellerer til partiets kernevælgere, men også understreger en venstreorienteret kurs. Vigtigt i udmeldingerne er dog især, at de radikale ønsker en regering “uafhængigt af Dansk Folkeparti”.

Folketingsgruppen er på et ekstraordinært gruppemøde her til formiddag blevet enig om en udtalelse og en ny ledelse. Den præsenteres af den nyvalgte gruppeformand Margrethe Vestager på et pressemøde i Dansk Design Center kl. 11.30.

Men allerede nu kan man via www.radikale.dk se og høre Margrethe Vestager fortælle om dagens begivenheder.

Kære radikale

Den nye strategi '“ kort fortalt

Målet er en regering, som er forankret i midten af dansk politik og uafhængig af Dansk Folkeparti.

Vores værdier står fast og vores politik er uforandret. Vi arbejder for en regering, der kan tage hånd om de centrale udfordringer, vi står overfor:

Fremtidens miljø og klima kræver fx handling nu. Ikke med standardløsninger, men ved hjælp af kreativ teknologi og snusfornuft. Udviklingen må vendes, så vores energiforbrug bliver bæredygtigt, vores fødevarer sunde, og så vi kan regne med, at de varer vi køber, ikke skader vores helbred pga. deres kemiske sammensætning. Det handler også om økologi.

På velfærdsområdet truer manglen på arbejdskraft vores evne til at levere den ønskede velfærd. Det skaber allerede problemer på plejehjem, sygehuse og i børnehaverne, at vi ikke har hænder nok. Samtidig fører den manglende tillid til de offentligt ansatte til stadigt flere tidsrøvende kontrolforanstaltninger. Vi må ændre udviklingen, så den offentlige sektor baseres på tillid til medarbejderne '“ ikke skemaer og kontrol.

Og så skal vi have en anstændig udlændingepolitik. Regeringens udlændingepolitik splitter familier, efterlader børn i asyllejre i årevis og forhindrer danske arbejdsgivere i at tiltrække den udenlandske arbejdskraft, de så hårdt har brug for.

Folketingsgruppen er klar til at samarbejde med alle, som deler ønsket om reformer og en ny politik. Vi peger på den forhandlingsleder, som arbejder for en regering forankret på midten og som er uafhængig af Dansk Folkeparti '“ gerne inden et valg.

Gruppen opfordrer samtidigt Venstre, Konservative og Ny Alliance til at gøre sig uafhængige af Dansk Folkeparti. Og gentager samtidigt invitationen til Socialdemokraterne om samarbejde om en ny politisk kurs for Danmark.

Jeg vil på gruppens vegne takke alle de mange medlemmer, tillidsfolk, kandidater og folkevalgte som har bidraget til fornyelsesprocessen. Det har været uvurderligt input, og vi håber og tror, at I vil være tilfredse med resultatet. Vi føler os i hvert fald overbevist om, at vi er på vej mod radikal vækst og indflydelse.

Med venlig hilsen

Margrethe Vestager
Gruppeformand

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

12 kommentarer til “Vestager valgt som ny radikal leder”

Det er egentlig interessant, at Martin Lidegaard er kommet til den position. Var det ikke ham, der pga. en Radikal brøler med opstillingsteknikken, ved en “fejl” blev indvalgt i første omgang?

Men han plejer at svare godt for sig i medierne, og med den stemme må han da være i familie med Bo Lidegaard.

Det var pokkers, jeg troede Jelved ville holde til august. Mon ikke Morten Helveg bliver næstformand, i en klassisk radikal magtdeling.

Martin og Bo Lidegaard er brødre.

He, fandt lige en kommentar jeg skrev herinde for et par uger siden:

“Med de radikales nye tradition for kultdyrkelse af lederen har jeg i hvert fald svært ved at se et delt lederskab mellem to så forskellige politiske profiler som Helveg og Vestager, selvom det ud fra strategiske grunde kunne være en god ide.”

Er jeg så autoriseret politisk kommentator nu, eller er det vigtigere at man aldrig tager fejl end at man nogen gange har ret 😉

/Nicolai

3. Nicolai

Autoriseret det er der vel ingen af os der er 😉

Jeg indrømmer i hvert fald, at jeg overvurderede Morten Helvegs opbakning i gruppen!

Og timingen forudså jeg heller ikke, men det var der heller ikke andre, der gjorde 😉

Ellers synes jeg – i al beskedenhed – at jeg forudså de radikales strategi meget godt, da jeg skrev om den for et par uger siden. En tilnærmelse til både S og så lægge sig så man også kan samarbejde med regeringen. Samtidig ville den politiske kurs blive fastholdt.

Enig med US. I hvert fald på kort sigt.

Spændende om Vestager kan udvikle en mere selvstændig profil. “Marianne Jelved i en lidt yngre udgave”, har Henrik Qvortrup udtalt, og det er vist ikke helt forkert.

Valget af Morten Østergaard og det markante fravalg af Morten Helveg er for mig at se udtryk for at dame-fløjen styrer RV, og at den liberale fløj er svækket. Ikke mindst efter udvandringen til Ny Alliance.

Derfor må hensigtserklæringen om at være en spiller på midten af dansk politik anses for at være mere vinduespynt end reel. Politikken er business as usual, det er stadig S og R (+Villy og rødgardister i Enhl.) kontra Fogh og Co.

3 gange og du er ude, DF! Kan det fortolkes Clinton’sk?
DF nævnes som et mantra for de ‘Nyradikale’. Jo oftere det nævnes des mere selvsving går der i godheden, som jo kan dyrkes hæmningsløst, og holdningsløst, så længe bordet ikke fanger når det gælder reel indflydelse. De 2 ‘nye’ partier NR og NA er ligeså lidt ansvarlige overfor realpolitik, som den kommer til udtryk i nuværende regeringskoalition, som hhv det ene partis ‘program??’, som det andet partis ‘frelsthed’ afspejler. En Jean Giono har sagt: “Også godheden har sine prekære sider. Så bliver den til dumhed.”

Det er slående at Morten Helveg taber kampvalget om næstformandsposten så klart, til en politiker der er relativt ukendt. Dermed lægger de radikale sig klart til venstre for NA.
Når skiftet kommer allerede nu, er det vel for at tage noget af opmærksomheden væk fra NA, og for at gøre radikale egnede som regeringsgrundlag for en borgerlig regering.

De seneste meningsmålinger in mente tyder det dog ikke på, at der bliver et V+K+NA+R flertal efter næste valg. NA bliver efter al sandsynlighed tungen på vægtskålen (men næppe med den nuværende høje vælgertilslutning). Skal der dannes en borgerlig regering, bliver det med andre ord ikke uden Dansk Folkepartis mandater. De radikale kan hyle og skrige så meget de vil, men det er ikke til at komme uden om. Kun hvis NA peger på Helle Thorning som statsminister kommer de radikale med i en regering.

Uanset ny radikal leder og hvad der tegner til at blive en mere venstredrejet politik, er de radikale til deres egen frustration stadig uden for indflydelse, og får kun den indflydelse, Naser Khader vil være villig til at beskikke dem, da NA med stor sandsynlighed kommer til at kunne afgøre, hvem der skal være statsminister efter næste valg.
Den radikale ledelse kan takke sin egen arrogance og bedrevidende holdning for hvad der ligner endnu en valgperiode uden større politisk indflydelse.
Jelved og Vestager skulle have kendt deres egen popularitets begrænsinger og taget Khader i ed som ny partileder eller som minimum ny næstformand. Naturligvis burde man heller ikke have peget på Jelved som statsministerkandidat. Det er vel denne udmeldning, Jelved i dag betaler prisen for.

Ja, man kan måske nok diskutere, hvem der havde været mest oplagt som ny næstformand i den radikale gruppe. Og man kan måske også med rette kalde Morten Østergaard for et relativt ubeskrevet blad, hvis man tænker på den brede befolknings kendksab til ham. Det er han dog ikke i mere intern radikal sammenhæng; inden han blev valgt til FT, var han nemlig næstformand i DRVs landsforbund.
Jeg synes, det er svært at sige, hvorvidt valget af Morten Østergaard var et decideret politisk fravalg af Morten Helveg. Jeg hælder til, at det nærmere var et tilvalg af Morten Østergaard. MHP er immervæk stadig en del af den radikale ledelse og har tunge ordførerposter.
Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge udviklingen.

10.

Hej Mai.

Tak for dine kommentarer! 🙂
Jeg ser, at Anders Thomsen er ude i dag i Berlingske og kommentere på sagen. Det virker nu ikke som om, at han synes at der var tale om et “tilvalg” af Østergaard. Snarere er der tale om en ren magtdemonstration af Vestager. Hvad mener du om det?

Mange hilsner

Jarl

Hejsa Jarl,

Jeg vil sige det sådan, at hvis Anders har ret, så deler jeg sådan set hans bekymring. Men, selvom jeg sætter endog meget stor pris på Anders og ofte er enig med ham, så holder jeg fast i min tese.
Den proces der er i at vælge en næstformand, begrænser sig jo ikke til det øjeblik, hvor denne praktisk vælges; processen er selvfølgelig længere end som så. Desuden så ved politikere jo, at et valg af en næstformand, blandt andet, er et kommunikationsredskab. Her er det så klart nok, at man kan tolke det som ren politisk kommunikation. Men, man kan jo også vælge at tolke fx den markante opbakning til Morten Ø som et lidt andet budskab. Når en ny leder træder til, og vel at mærke har vundet over en anden kandidat til den pågældende post, så er det, som jeg ser det, en fordel for en organisation, at tilslutningen til den valgte leder er umisforståbar. Altså en fordel som kommunikation af, at opbakningen til den valgte ikke er til at misforstå for modtagerne.
Når det så oven i købet handler om et politisk parti, der gerne vil sende et budskab om “en ny start”, efter en periode med nogen forvirring omkring især den eksterne kommunikation, ja, så er budskabet om et klart valg af den nye ledelse nok endda nærmere en nødvendighed end blot en fordel.

Ærgeligt vores næste møde er aflyst, det kunne være spændende at diskutere sagen med dig :o)

Kh Mai.

Lukket for kommentarer.