Undertrykkelse for fred

Boganmeldelse bragt i Weekendavisen den 22. juni 2007.

Hubertus Knabe: Die Täter sind unter uns '“ über den Schönreden der SED-diktatur. 384 sider. 248 kr. på Amazon.de. Propyläen.

Østtysklands socialistiske enhedsparti SED arbejdede gennem 40 år for frihed, mellemfolkeligt solidaritet og for at bevare freden, og partiets  »sværd og skjold « '“ sikkerhedstjenesten Stasi '“ var blot dets tjenstvillige redskab. Måske er sikkerhedstjenestens trofaste medarbejdere endda blandt dem, som vi i dag kan takke for, at det aldrig kom til en skæbnesvanger konfrontation mellem øst og vest under den kolde krig.

Læseren er formentlig ikke enig i denne analyse, men det er ikke desto mindre, hvad især tidligere Stasi-medarbejdere og DDR-regimets forsvarere '“ arvtagerne efter SED, PDS '“ partiet for demokratisk socialisme '“ prædiker fra talerstolen i den tyske forbundsdag, i bøger, i diverse kirkelige studiekredse og debatgrupper, ja overalt i det tyske samfund.

Alt for sjældent bliver apologeterne modsagt til skade for de opvoksende generationers forståelse af historien om DDR. Det hævder en ny omdiskuteret bog Gerningsmændene er i blandt os, der ripper op i gamle sår, som det tyske samfund ellers forsøger at hele. En af regeringen nedsat kommission af historikere anbefalede eksempelvis sidste år, at man i den fremtidige statsstøttede bearbejdning af fortiden nedtoner det kommunistiske diktaturs undertrykkelse og i stedet fokuserer mere på DDR-borgernes hverdag.

Den holdning er historikeren Hubertus Knabe i radikal opposition til, og hans bog har skabt heftig debat især i det tidligere DDR. Knabe er ikke en hr. hvem-som-helst, men leder af mindestedet for Stasis forbrydelser i Berlin, der meget naturligt er placeret i organisationens berygtede afhøringsfængsel i bydelen Hohenschönhausen. Desuden er Knabe kendt som en kompromisløs og utrættelig forkæmper for DDR-tidens ofre, der derfor konsekvent vender sig mod enhver rehabilitering af de gamle kommunister, Stasis faste medarbejdere og de seneste års  »ostalgi «-bølge. Det har givet ham et ry som  »Stasi-jæger «, og hans synspunkter er bestemt ikke populære alle steder og slet ikke i Berlin, hvor PDS er i regering med socialdemokraterne.

Knabe har med bogen forfattet et hårdt, uforsonligt og veldokumenteret anklageskrift rettet imod forbundsrepublikkens politikere og det juridiske retsmaskineri for igennem 17 år at have forhindret et effektivt og retfærdigt retsopgør med Stasis bødler. Det vil formentlig overraske, at kun nitten personer har afsonet en fængselsstraf for de utallige grove forbrydelser, der blev begået imod DDRs befolkning af Stasi i årene 1945-1989. Alle nitten er for længst på fri fod igen.

I sin bog opregner Knabe, hvordan Stasis bødler er gået fri for straf som følge af tragisk juristeri samt politisk uvilje og uinteresse i at sikre et retsopgør, der tilfredsstiller den almindelige retsfølelse. I årene efter Murens fald blev ellers tusinder af Stasi-medarbejdere anklaget for mord, tortur, kidnapning, grov fysisk og psykisk vold og ulovlig frihedsberøvelse. Kun promiller af de oprindelige rejste sager endte med at blive ført som retssager, og kun nogle få hundrede sager førte til dom. I de fleste tilfælde slap de dømte med betingede domme eller for afsoning med henvisning til forbrydernes fremskredne alder.

Langt størstedelen af sagerne blev dog droppet undervejs, fordi domstolene simpelthen droppede tiltalen, eller at de tiltalte blev frikendt på grund af mangel på beviser. De mange frafaldne tiltaler kan til dels forklares med, at politikerne ikke viste interesse for at afsætte de nødvendige ressourcer til anklagemyndigheden til forundersøgelser m.v. Endelig blev mange sager forældet til trods for, at den tyske forbundsdag efter et folkeligt pres forlængede forældelsesfristen et par gange.

Sidst men ikke mindst har SEDs store netværk af dygtige forsvarsadvokater '“ blandt dem den tidligere PDS-leder, Gregor Gysi skabt sig en lukrativ levevej ved effektivt at modarbejde og forhale retssagerne mod de anklagede Stasi-medarbejdere, som de opfatter som  »sejrherrejustits «. Dertil kommer en utrættelig indsats for de mere end 100.000  »uofficielle medarbejdere « eller  »stikkere «, der gik fri for straf eller gemmer sig i Stasi-arkiverne, hvor lovgivningen beskytter dem imod at blive hængt ud i offentligheden.

Blandt bogens mere fantastiske paradokser er, at cirka 50 tidligere Stasi-medarbejdere er beskæftiget i det arkiv i Berlin, der netop skal dokumentere Stasis forbrydelser, og den tyske regering har med enkelte undtagelser for længst opgivet politikken med at tjekke ansatte for eventuel Stasi-baggrund før besættelse af offentlige stillinger.

I det hele taget eksisterer SED-strukturerne stadigvæk, hævder Knabe. Ligesom de gamle nazister før i tiden danner de netværk, for i modsætning til forbuddet mod nazistpartiet i 1945, så tillod de tyske politikere SED i 1990. For at være på den sikre side, havde det stenrige parti for arbejderklassen forinden gemt milliarderne væk i Schweiz via partimedlemmer som var stråmænd, men i dag ejer PDS et betydeligt antal ejendomme i det østlige Tyskland. Nu lever PDS, der ved seneste forbundsdagsvalg gik i samarbejde med den frafaldne socialdemokrat Oscar Lafontaine i  »Die Linkspartei «, der fik 8,7 procent af stemmerne ved det seneste forbundsdagsvalg.

På overfladen forsøger PDS, som Knabe kalder for  »stikkerpartiet «, at ligne et normalt politisk parti, der bekender sig til det almindelige parlamentariske demokrati. Imens forsømmer dele af partiets bagland ikke en lejlighed til at retfærdiggøre fortiden, og især de gamle Stasi-medarbejdere viger ikke tilbage for at beklikke DDR-systemets ofre ved at bagatellisere deres lidelser og ydmygelser.

Ifølge Knabe er det en naturlig følge af bødlernes behov for at retfærdiggøre deres kollektive livsløgn, at Stasi kæmpede for  »det bedste Tyskland « ved at beskytte DDRs borgere mod terror, narkohandel, menneskehandel, femtekolonnefolk og kapitalismens uvæsen. Efter deres opfattelse var alle ofrene per definition blot mennesker, der havde forbrudt sig mod DDRs love, og derfor ikke fortjener hverken medynk eller sympati. Det østtyske grænsepolitis nedskydninger af såkaldte  »republikflygtninge « var dermed blot en del af en politik, der dels skulle bevare verdensfreden, men også tjente en  »stor humanistisk sag «.

I det hele taget var det østtyske overvågningssamfund med alle dets nødvendige og legitime tiltag i form af systematiske overgreb mod borgernes rettigheder, som det blev skildret i filmen De andres liv, når det kom til stykket egentlig ret harmløst. I hvert fald hvis man tager det massive pres, DDR var udsat for fra det kapitalistiske Vesttyskland og USA i betragtning. Det er den historieskrivning, som Stasis tidligere medarbejdere gladelig udbreder til de nye opvoksende generationer.

I nabolaget i en ring omkring mindestedet i Hohenschönhausen bor de gamle Stasi-funktionærer i de samme lejligheder og villaer præcis ligesom før 1989. Det var praktisk dengang, for så var der ikke langt til arbejdet. I dette PDS-dominerede lokalområde er man bestemt ikke enig i direktørens konsekvente omtale af DDR som  »et SED-diktatur « og dets hjælpere i Stasi eller rettere MfS '“ Ministerium für Staatssicherheit '“'“som  »gerningsmænd «.

Deres gamle arbejdsplads '“ det berygtede fængsel, hvor borgerne kunne sidde i årevis uden rettergang og blev udsat for mishandling '“ var der ifølge medarbejderne intet i vejen med. Tværtimod søgte  »lovovertræderne « om at komme i netop dette fængsel, fordi forholdene var særligt gode. Det kan næppe undre nogen, at siden det velbesøgte mindested åbnede i 2001, har Hubertus Knabe ligget i en  »åben krig « med de kompromitterede naboer.

DDR's gamle garde og deres aldrende sympatisører lever i et slags parallel-samfund. Man har for eksempel sine egne kirkegårde, hvor SED-toppen bliver begravet med honnørmusik fuldstændig ligesom før 1989. Begravelserne af det gamle regimes spidser udarter sig derfor til politiske demonstrationer. Knabe skildrer det anakronistiske sceneri ved begravelsen af DDRs mangeårige spionchef Markus Wolf, der fandt sted i december 2006. Her mødte tusindvis af trofaste sympatisører op, og der blev ikke blev sparet på hyldesttalerne til DDR og ikke mindst menneskene i arbejder- og bondestatens tjeneste, hvis resultater blev prist og gerninger retfærdiggjort. Alt imens lever tusindvis af ofre i dag som fysisk og psykisk nedbrudte efter deres hårde oplevelser i Stasis fængsler.

Knabes anden store anklage mod politikerne er, at disse mennesker hverken har fået nogen særlig økonomisk kompensation eller anerkendelse for deres lidelser. De opnåede pensioner er lave, og bureaukratiet for at opnå dem omstændeligt og uoverstigeligt for disse ofte psykisk hårdt skadede mennesker.

I Vesttyskland blev nazisternes ofre efter krigen på alle måder kompenseret både økonomisk og socialt og fik deres ejendom tilbage. I øst blev Hitler-styrets ofre også kompenseret, dog blev dem med en kommunistisk baggrund i særlig grad begunstiget. Det gamle DDRs embedsmænd '“ Stasi-bødlerne inklusive '“ har efter heftig lobbyisme over årene stort set fået genetableret deres oprindelige pensioner, der ligger niveauer over de almindelige østtyskeres. Det kan man især takke den sidste østtyske regering for, der fik forhandlet pensionerne ind i tilslutningsaftalen med forbundsrepublikken lige før genforeningen i 1990.

Ifølge Knabe er de himmelråbende forskelle i pensioner mellem bødler og ofre et udtryk for det genforenede Tysklands politikere valgte et kynisk kompromis for at sikre nationen en gnidningsfri forsoning. Til gengæld har man samtidig set stort på kravene fra ofrene for Stasis terror. Det er en høj moralsk pris at betale for genforeningen, og man kunne indvende ligesom Knabe, om et demokrati kan være det bekendt over for sig selv og ofrene.

I bogen konkluderer en gammel dissident, at det åbenbart ikke kan betale sig at stå op imod diktaturet, når demokratiet er ikke villig til at kompensere ofrene for nogle af de lidelser, de har måttet udholde gennem år bag tremmer. Dertil kommer DDR-myndighedernes årelange chikane af opsætsige borgere, der fratog dem mulighed for uddannelse og forfremmelse samt yderligere måtte finde sig i en konsekvent underbetaling og i at blive forfordelt med hensyn til varer og goder.

Oven i blev millioner af tyskere frarøvet deres private ejendom af SED-styret, og Krause hudfletter nutidens tyske myndigheder og bureaukrati for omstændeligt at forhindre enhver rimelig godtgørelse for borgernes tab af privat ejendom. Politikernes hykleri udstilles lidenskabsløst og opgivende: Når partierne var i opposition støttede de gerne enhver kompensation til ofrene, men ligeså snart de sad med regeringsansvaret plus ansvaret for en slunken statskasse, ja så skete der pludselig ikke mere.

Knabes bog gør det begribeligt for enhver, hvorfor det naturligvis måtte vække til stor forargelse og heftig modstand i Tyskland, da Syddansk Universitets i juni måtte aflyse en international historikerkonference i Berlin, hvor man havde inviteret tidligere DDR-topspioner og Stasi-officerer til at redegøre for DDRs spionage mod Vesten under den kolde krig. Stasi-ofrene og deres forskellige talsmænd '“ blandt dem Hubertus Knabe '“ så nemlig konferencen, som endnu en anledning for Stasi-medarbejdere under dække af at oplyse om historien til at retfærdiggøre DDR-statens metoder og tabte kamp mod det vesttyske demokrati.

Til trods for bogens deprimerende analyse er det en læseværdig bog, hvis tilpas redegørende stil og konsekvente retorik indimellem kan minde lidt om den, man finder i historikeren Bent Jensens værker.