Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Politiske forbrydelser

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 23, 2007

Comments icon

11 kommentarer

Anmeldelse blev bragt i Weekendavisen den 14. september 2007

Hubertus Knabe (red.)'žGefangen in Hohenschönhausen' '“ Stasi-Häftlinge berichten. 383 sider. 134 kr. på Amazon.de. List.

DDR var en retsstat, men kun på papiret. I teorien kunne arbejder- og bondestatens borgere ikke idømmes straf for deres politiske sindelag, men i praksis blev borgerlige frihedsrettigheder brutalt undertrykt. Politiske eller religiøse afvigere, der ytrede sig offentligt, blev pr. automatik mistænkt, arresteret og tiltalt for enten statsfjendtlig hetz eller asocial optræden. Forlod kritikerne landet uden tilladelse, blev de mødt med en tiltale for 'ulovlig grænseoverskridelse' eller 'republikflugt'. Næsten en kvart million østtyskere oplevede i DDRs levetid at blive arresteret for 'politiske forbrydelser'.

Frem til at en sag kom for en egentlig domstol, blev de tiltalte indsat i et af DDR's statssikkerhedstjenestes 'Stasi's” afhøringsfængsler, hvor fangerne blev afhørt i uger, måneder og år. Det skete – naturligvis – helt uden advokatbistand. Først umiddelbart lige før de egentlige domsforhandlinger gik i gang, tillod myndighederne den tiltalte at få kontakt med en forsvarsadvokat. Rutinemæssigt blev klienterne tilrådet at erkende sig skyldig i anklagen, uanset om den havde hold i virkeligheden eller ej. Det skyldtes, at forsvarsadvokaterne var blandt Stasi's mere end 100.000 uofficielle medarbejdere, men den anklagede havde på den anden side ikke noget håb om at ændre på det uundgåelige resultat i form af en årelang ubetinget fængselsstraf.

I en ny tysk bog 'Fanger i Hohenschönhausen' fortæller 24 kvinder og mænd om deres personlige oplevelser som fanger i det tidligere østtyske statssikkerhedsstjeneste Stasi's berygtede afhøringsfængsel, Hohenschönhausen, der ligger nogle kilometer vest for Berlins centrum. Fængslet har i dag officiel status som 'mindested' og museum. Flere af bogens bidragydere er blandt de frivillige, der er aktive i mindestedets støtteforening og viser rundt på stedet. Det er mindestedets direktør historikeren Hubertus Knabe, der har samlet fangernes beretninger om deres oplevelser i perioden 1945-1988.

Knabe er i den tyske debat om DDR-fortiden kendt som en kompromisløs skikkelse, der utrætteligt påpeger farerne ved de gamle Stasi-folks apologetiske og historieforfalskende, men livskraftige propagandavirksomhed samt ikke mindst forbundsrepublikken for dens manglende vilje, lyst og evne til at gennemføre et effektivt tilbundsgående retsopgør med Stasis bødler og til at kompensere ofrene for 40 års kommunistisk styre og forfølgelse. Det er især sket i den opsigtvækkende bog 'Gerningsmændene i blandt os', der også udkom i foråret. (Anmeldt i Weekendavisen 22. juni 2007).

Fra krigens afslutning og frem til 1950 var afhøringsfængslet en del af den sovjetiske militære forvaltning, og deres tyske håndlangere gav en villig hånd med i den nidkære forfølgelse af kommunisternes politiske modstandere. Først kom opgøret med nazisterne og deres medløbere, men fra 1947 blev også socialdemokratiske, liberale og kristelige-demokratiske politikere systematisk fængslet og anklaget for at være 'fascister' eller 'krigsophidsere', der naturligvis stod i ledtog med USA. Forfølgelsen gik især udover en hel del socialdemokrater, der ikke helt havde forstået værdien af tvangssammenlægningen i 1946 af det socialdemokratiske parti, SPD og kommunistpartiet, KPD til det Sozialistische Einheitsparti Deutschlands, SED. De fik så til gengæld lejlighed til at forklare sig i Hohenschönhausen.

I årene lige efter krigen var forholdene i fængslet så horrible, at de kun var marginalt 'bedre' end de nazistiske KZ-lejre. Fangerne blev holdt under uhumske forhold, var kronisk underernærede og konstant udsat for kulde. Det kostede tusinder fanger livet eller helbredet. Dertil kom, at fanger blev nægtet at sove ordentligt og holdt isoleret fra hinanden i celler på få kvadratmeter uden vinduer og kun med en træbænk uden madras til at sove på samt en spand til at besørge i. Var der lys i cellen, så brændte der en lille glødelampe. De langvarige afhøringer foregik altid om natten. Manglende eller konstant afbrudt søvn var et glimrende middel til at nedbryde fangerne fysisk og psykisk, der oveni skulle udholde trusler og fysisk vold. Med tiden og især efter Sovjetunionens leder Josef Stalins død i 1953 blev fangernes fysiske rammer og ernæringen langsomt forbedret. Stasi gik med tiden væk fra primitive afhøringsmetoder som brugen af fysisk vold og ødelæggelse af fangernes søvn. Til gengæld udviklede og underviste organisationen sine afhøringsfolk i mere raffinerede psykologiske metoder, der mere effektivt kunne fremtvinge de nødvendige tilståelser.

Efterhånden som de åbenlyst borgerlige og socialdemokratiske østtyskere enten var tilstrækkeligt kuet eller flygtet til Vesten, gik Stasi i 1950'erne også over til at forfølge reformivrige SED-partimedlemmer og andre, der kunne mistænkes for at afvige fra partiets meget doktrinære og Moskva-tro kurs. For eksempel blev der sidst i årtiet udkæmpet magtkampe indenfor SED, og den daværende partichef Walther Ulbricht (1893-1973) sørgede for at reformkræfterne, der tabte magtkampen, samt øvrige, der kunne mistænkes for at have stået i ledtog med dem, blev spærret inde. De fik dog på ingen måde særbehandling sammenlignet med borgerlige eller socialdemokratiske dissidenter. Stasi-afhøringsfolkene anvendte helt de samme skånselsløse metoder for at nedbryde selv deres gamle partikammerater fra KPD på både krop og sjæl.
Det er her, læseren møder den yngre Erich Mielke (1907-2000), der som Statssekretær for Ministerium für Staatssicherheit (MfS) eller blot 'Stasi' i mere end 30 år var hovedansvarlig for DDR-styrets undertrykkelse af sin egen befolkning. Mielke forhørte i 1950 KPD-chefen i Vesttyskland og medlem af den tyske forbundsdag, Kurt Müller, som blandt andet blev anklaget for forræderi og terrorisme. Undervejs pralede den senere Stasi-chef både af at have været elev af Berija '“ hovedmanden bag Stalins udrensninger i 30'erne '“ og for at have arbejdet i NKVDs berygtede Lubjanka-fængsel i Moskva. Som led i at få Müller til at bryde sammen, sparede Mielke ikke fangen, men fortalte om diverse afskyelige metoder med hensyn til likvideringer, som forhørslederen blankt indrømmede et uhyggeligt førstehåndskendskab til. Erfaringer Mielke angiveligt fik i læretiden hos NKVD, men utroligt nok modstod Müller heroisk truslerne.
Det lykkedes i øvrigt aldrig de tyske myndigheder at få dømt Mielke som ansvarlig for Stasi's forbrydelser. De måtte i stedet ty til at anklage ham for gamle mord, som Mielke havde begået på to politifolk i 1931 i Weimar-republikkens tid, for i det mindste at få ham straffet. Dommen faldt i 1993 og lød på seks års fængsel, som han aldrig fik lov at afsone helt på grund af alderdomssvækkelse. Mielke blev i øvrigt lige efter Murens fald indsat i afhøringsfængslet Hohenschönhausen. Men afsoningsforholdene dér faldt ikke helt i den tidligere Stasi-chefs smag. De var for dårlige, mente Mielke ifølge sin advokat, der i øvrigt på sin klients vegne bad om overflyttelse til et andet fængsel. Det fik han – i modsætning til sine tusinder af ofre – lov til.

De tidligere fanger er alle eksempler på, at menneskelig karakterstyrke og politisk overbevisning kan modstå presset fra et umenneskeligt regime, men beretningerne viser også, at prisen var høj.
Frits Sperling var en prominent reformkommunist, der faldt i unåde og blev fængslet. Selvom Sperling var hjertepatient, blev han efterladt i et uopvarmet rum i månedsvis uden adgang til livsvigtig medicin og ordentlig behandling. Han blev frigivet, men døde to år efter i 1958 kun 46 år gammel.

Det var i øvrigt ikke kun østtyske borgere, der risikerede at blive arresteret og blive ført til afhøring hos Stasi. I 1955 blev den vesttyske journalist Karl Wilhelm Fricke kidnappet af Stasi i Vestberlin, fordi han i artikler og radioudsendelser havde beskrevet DDR-styrets politiske forfølgelse. Fricke blev bedøvet af en Stasi-agent, der lokkede ham til at indtage en såkaldt 'knock-out-cocktail'. Journalisten blev ført til afhøring i Hohenschönhausen, hvor han sad i 15 måneder. Fricke blev siden idømt 4 års tugthus for at have iværksat en såkaldt 'boykothetz' mod DDR-styret.

Mest hjerteskærende er Hans-Eberhard Zahns beretning. Stasi holdt ham fra 1953 indespærret i syv år, og han fik lov til at skrive 20 linjer til sine kæreste hver måned. En dag fik han uden et ord leveret sit brev tilbage af sin fangevogter. Uden på brevet stod, at modtageren var død. Kæresten havde kastet sig ud foran et S-tog. Det skulle Zahn først erfare efter sin løsladelse.
Zahn fortæller i øvrigt om sin videre skæbne i Hohenschönhausens nærliggende fangelejr, hvor myndighederne havde udviklet et særligt modbydeligt stikker-system. Ud over at bruge ressourcer på at udholde tilværelsen, så skulle fangerne også være på vagt over for medindsatte. Fanger kunne købe sig til tjenester og privilegier mod at stikke hinanden til særlige ideologisk bevidste 'overfanger', der var sat til at administrere systemet. Resultatet blev, at fangerne i realiteten isolerede sig fra omgivelserne for ikke at komme til at blotte sig og ende med at blive stukket.

For flere af fangerne i bogen fortsatte forfølgelserne også efter at have udstået lange fængselsstraffe. Forbundsrepublikken begyndte i 1950'erne at købe politiske fanger fri fra DDR-styrets ydmygelser. Denne menneskehandel beløb sig gennem tiden til i alt 2,5 milliarder D-mark dvs. mere end 10 milliarder danske kr. I alt 35.000 fanger fik til gengæld mulighed for at begynde en ny tilværelse i eksil i Vesttyskland, hvor Stasi dog fortsatte med at holde flere af dem under opsyn frem til murens fald.

Stasi-obersten, der igennem 27 år var chef for Hohenschönhausen, hævder fortsat, at afhøringsfængslet var et ganske almindeligt fængsel, der var fuldt ud sammenligneligt med vesttyske fængsler. Andre Stasi-topfolk fastholder, at det alene var de DDR-borgere som overtrådte landets love, som kom til afhøring, og kun for at få deres sag undersøgt. DDR-myndighederne var i øvrigt ret 'dygtige' til at opklare forbrydelserne. Stort set alle indsatte i fængslet endte nemlig med '“ også efter i langt tid at have nægtet det – at erklære sig skyldige i anklagerne for konspiration mod arbejder- og bondestaten og for at samarbejde med vestlige efterretningsorganisationer. Ved læsning af beretningerne genkalder man sig uvilkårligt det univers, som Franz Kafka beskrev i bøgerne 'Processen' og 'Slottet': Den anklagede ved aldrig, hvad han er anklaget for. Og det er i øvrigt ikke muligt at benægte anklagen. Til sidst tvivler den anklagede på sin egen uskyld og tilstår alle forbrydelser, som han eller hun anklages for.

Fangernes beretninger er tunge vidnesbyrd om, at DDR på ingen måde var en retsstat, men i realiteten et diktatur, hvor systemets magtapparat Stasi helt bevidst tilsidesatte landets love og regler for at undertrykke sin egen befolkning. Disse menneskers læseværdige og i øvrigt rystende beretninger er derfor på ingen måde betydningsløse i den fortsatte politiske og historiske debat i Tyskland om hele synet på det hedengangne DDR.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    11 Comments

  1. Kenneth Finsen

    sagde den 23. september 2007 kl. 23:03:

    Hej Jarl,

    Mange tak fordi du bruger din blog på at påpege et yderst vigtig emne, nemlig diktaturers indbyggede menneskeforagt, og de rædsler, som de udsætter egne borgere for.

    DDR’s forbrydelser skal ikke bare have lov til at gå i glemmebogen. Og det skal den danske venstrefløjs aktive støtte og lovprisning af DDR heller ikke.

    Jeg håber bogen hurtigst muligt bliver oversat til dansk, så mange flere kan få et indblik i kommunismens hæslige natur.

    Jeg har nu to gange besøgt Hohenschönhausen, begge gange med tidl. indsatte som “guider”.
    Det er helt sindsygt og ufatteligt, hvad er er foregået i vores naboland fra 1945 til 1989.

    Tak for linket, jeg har lige bestilt bogen og ser meget frem til at læse den.

  2. Ask

    sagde den 24. september 2007 kl. 10:16:

    Helt enig, Kenneth – hvordan danske MF’ere (tidligere og nuværende) kan gøre politisk karriere med lovprisninger af DDR i bagagen er mig en gåde…

  3. Jesper Skov

    sagde den 24. september 2007 kl. 10:32:

    2 ask:

    Nu er jeg for ung til at kunne huske de første 3 år af mit liv hvor DDR stadig fandtes, og ved derfor ikke hvilke nuværende MF ´ere der lovpriste DDR, har du nogle navne? 🙂

  4. R.H. Iversen

    sagde den 24. september 2007 kl. 12:27:

    Gedänkstette Hohenschönhausen bliver i dag drevet af de forhenværende “Häftlinge” og er så afgjort et besøg værd hvis man befinder sig i Berlin en dag.

  5. Jarl Cordua

    sagde den 24. september 2007 kl. 12:32:

    Kære alle,
    Tak for kommentarer. Jeg har endnu til gode at besøge Hohenschönhausen, men det står øverst på dagsordenen næste gang, at jeg besøger Berlin.
    vh
    jarl

  6. Ask

    sagde den 24. september 2007 kl. 15:20:

    Frank Aaen og, hvis jeg ikke husker helt galt, Ole Sohn…

  7. spoergsmål

    sagde den 24. september 2007 kl. 21:13:

    I det her video-klip kan man se Ole Sohn stå i baggrunden og hylde politistaten. Nu hygger den tidligere ekstremist sig i SF

    http://www.uriasposten.net/?p=3893

  8. Ole Borch

    sagde den 22. oktober 2007 kl. 23:05:

    Det har været interessant at læse anmeldelse og kommentarer. Jeg sad og ledte efter Hohenschönhausen på nettet, da jeg lige har besøgt fængslet i sidste uge. Det var en rystende og underligt fascinerende oplevelse. Vi var så “heldige”, at vores omviser var en tidligere indsat kvinde. Det blev en meget personlig beretning til sidst, da hun begyndte at fortælle om nogle af sine oplevelser. Det skete, da vi til allersidst sad i et af forhørslokalerne. Hun var stærkt berørt, selvom hun måske har fortalt herom mange gang. Venlig hilsen Ole

  9. NannaFischerOlesen

    sagde den 16. april 2009 kl. 22:49:

    Heej.

    Ville bare lige fortælle dig at du har redet mit liv. Skal holde et foredrag i skolen i morgen, eller være en del af foredraget. Og jeg har brugt flere timer foran computeren for at finde noget om fængslet og cellerne.
    Og du er en af dem som skriver mest om det.

    Mine kammerater ville havde slagtet mig hvis jeg ikke havde fundet noget. Så tak for at havde reddet mit liv. hehe ;o)

  10. Jarl Cordua

    sagde den 16. april 2009 kl. 22:51:

    9. My pleasure! 😉

Bottom border