Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

I åbent terræn

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 2, 2007

Comments icon

6 kommentarer

Som tidligere nævnt her på Jarls Blog, så har der siden Ny Alliances tilsynekomst i dansk politik opstået en markant uenighed i Venstres absolutte top om strategien i forhold til hvilke partier regeringen i fremtid skal orientere sig imod.

Den éne linje har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen som bannerfører. 'Claus Hjort-linjen” anser i store træk Naser Khader og Ny Alliance for en politisk døgnflue, som vil blive slidt ned af pressen, og som vælgerne med tiden vil miste interessen for. VK-regeringen har derfor bedst af at lade Ny Alliance dø en stille død. Beskæftigelsesministeren vedkender sig et værdifællesskab med Dansk Folkeparti og mener i øvrigt, at den systembevarende strategi med VKO-alliancen som har haft succes i de seneste seks år, skal fortsætte.

På den anden side finder man en linje, som bl.a. har Anders Fogh Rasmussenog formentlig også spindoktor Michael Ulveman som fortalere. Her er analysen lige modsat: Tiden med VKO er forbi, og Ny Alliance er kommet for at blive. VK-regeringen skal justere sit politiske projekt i forhold til at gøre politiske forretninger både med DF og NA. Eller med NA og de radikale. Dvs. der skal satses på en mere grøn profil, og man undgår næppe ændringer af skattesystemet. Interessant er dog, at denne linje på Christiansborg også går under navnet 'Lars Løkke-linjen', da Indenrigs- og sundhedsministeren også menes at abonnere på den opfattelse, at Ny Alliance bliver helt afgørende for regeringens fremtid efter næste valg. Det er yderligere interessant, at Lars Løkke Rasmussen til trods for sin næstformandspost og formelle kronprinsetitel i Venstre i dag faktisk ikke er med i regeringens absolutte inderkreds. Hvis Anders Fogh og Claus Hjorts veje må skilles, fordi de er fundamentalt uenige om strategien, så står Lars Løkke således på spring for at overtage Hjorts position, som Venstres reelle nr. 2.

Alle ved at skatteforhandlingerne, der pågår ovre i Finansministeriet denne søndag eftermiddag er ekstremt svære for regeringen. De foreløbige meldinger '“ hvis man skal tro medierne – går på at der eksisterer et godt forhandlingsklima, og der spekuleres i, at Dansk Folkeparti måske vil 'æde' broderparten af de konservatives topskattelettelser. Den konservative leder Bendt Bendtsens videre politiske skæbne afhænger formentlig også af, om der kommer en skatteaftale.

I dag får De konservative så en 'håndsrækning' fra Claus Hjort Frederiksen som åbenlyst giver lods for sin opsparede irriration over forløbet med regeringens skatteforslag. Det sker i en artikel i dag, søndag, som Berlingske bringer:

– Jeg vil ikke skjule, at vi var rimelig klar over, hvilke vanskeligheder, vi ville løbe ind i, når ordet topskat figurerer. Det udløser nemlig hele fordelingsproblematikken i den her sag, for hvordan kan man forklare, at direktøren skal have en stor skattelettelse, mens kassedamen i Netto skal have en lille skattelettelse. Er det retfærdigt?,” spørger beskæftigelsesministeren.

Videre siger Claus Hjort:
– Men for mig er det afgørende at skattelettelserne kommer i bunden, for jeg synes, at det store samfundsmæssige problem er, at forskellen mellem det at arbejde og ikke arbejde er meget lille for mange grupper.

Ikke overraskende er de konservative blevet balstyrisk rasende over Claus Hjorts noget uhørte udmelding, der jo fuldstændigt undsiger det fælles udspil MIDT under forhandlinger. At K-toppen må være langt oppe i det røde felt over Claus Hjorts udtalelser, det fornemmer man på denne kommentar:

– Det er velkendt, at der inden udspillet var forskellige holdninger hos V og K. Det nye er, at Venstre ved beskæftigelsesministeren tilsyneladende ikke bakker fuldt op om regeringens politik. Det, synes jeg, er lidt besynderligt, udtaler de konservatives skatteordfører Jakob Axel Nielsen.

I forvejen har forholdet mellem V og K i de sidste par måneder nærmest ligget i ruiner. I Ekstra Bladet i dag har en åbenbart central konservativ kilde fortalt avisen, at Bendt Bendtsen, har mistet tilliden til Anders Fogh, fordi, at statsministeren pludselig stjal 'Bendtsens enlige mærkesag' med sit forslag om at lette skatten i bunden af indkomsterne og lancerede det som sit eget forslag mit under partilederdebatten på Venstres sommertræf.

Statsministeren er derfor lige nu presset på to fronter: På den ene side af Bendtsen, der klart mener, at statsministeren har stjålet hans politik, og at Venstre siden lanceringen af VK-skatteforslaget er dybt illoyale. Det er Claus Hjorts meldinger i dag til Berlingske i hvert fald et klart udtryk for.

På den anden side er Fogh også presset internt. Claus Hjort melding i dag er yderligere et bevis på, at der tilsyneladende foregår en snigende, men stadig mere synlig magtkamp i Venstre. Beskæftigelsesministerens lidt hovmodige udtalelser om, at skattelettelser er en taberstrategi, er dermed et forsøg på at fortælle Fogh gennem pressen, at det ikke lønner sig at ændre strategien væk fra VKO-flertallet. Herunder bør Fogh undlade at pille grundlæggende ved indkomstskatterne, som Ny Alliance og de radikale som bekendt foreslår.

Man kan sige, at Claus Hjort der hidtil har spillet sine kort internt i regeringen, nu spiller med musklerne i pressen. Det sker formentlig fordi beskæftigelsesministeren føler sig styrket af nogle af den seneste ugers meningsmålinger, der har vist en tilbagegang for VK. I Claus Hjorts optik, så skyldes tilbagegangen netop skatteudspillet. I dag kan man så læse en ny måling fra Vilstrup i Politiken, der sjovt nok viser det stik modsatte resultat: VKO-flertal og fremgang for VK-partierne.

På den korte bane vælger Fogh naturligvis VKO, men hvordan ser verden ud efter næste valg? Herom står slaget i Venstre.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    6 Comments

  1. Mortenbay - Ny Ambulance

    sagde den 2. september 2007 kl. 21:47:

    Sidste nye meldinger fra omkring en time siden lyder jo så på, at såvel DF-baglandet som Peter “Darth Maul” Skaarup holder fast i modstanden mod topskatten.

    Måske får du din kasse bajer alligevel?

    Vi er nogen, der krydser fingrene…

  2. JanChris

    sagde den 2. september 2007 kl. 22:02:

    Jeg synes lige det skal nævnes, at Michael Ulveman er en nær ven af Naser Khader, så nær, at de to ofte mødes privat sammen med deres respektive koner. Man kunne godt argumentere for, at Ulveman er inhabil, når han skal rådgive Anders Fogh om, hvem der fremover skal være regeringens foretrukne støtteparti.

  3. JanChris

    sagde den 2. september 2007 kl. 22:09:

    Lige en bemærkning til formodningen om, at Lars Løkke foretrækker Ny Alliance. Jeg så godt, det stod i Jyllands-Posten i går, men jeg kan ikke helt tro det, for de udmeldinger han er kommet med i offentligheden hidtil, har snarere tydet på, at han hælder mod Dansk Folkeparti. F.eks kom han i sin bog “Løkkeland” med en voldsom kritik af De Konservative for deres nedladende holdning over for- og konstante angreb på DF.

  4. Jarl Cordua

    sagde den 2. september 2007 kl. 23:10:

    @Morten. Jamen det bliver da skidespændende at se om jeg har vundet en kasse “svaler” af Bræstrup! 😉

    @JanChris

    Ulveman og Fogh er begge professionelle mennesker. I samme øjeblik Ulven har andre dagsordener end at give Fogh det rigtige råd, så ryger han ud. Men det er ren teori, for det sker ikke.

    Mht. Løkke. Interessant observation. Jeg orkede ikke at læse bogen. Nu er den jo skreve før at Ny Alliance kom på banen, så dengang kunne han jo godt have ment det. Der er mildt sagt løbet megen vand i stranden siden.

Bottom border