Kategorier

Gerners gode gerning

Den lykkeligvis for længst forhenværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen forlader dansk politik til fordel for en rektorpost på Designskolen i Kolding. Det er der mange glæder ved, forstår man på Gerner:
– Så slipper jeg også for at pendle, fremhæver den snart forhenværende politiker.
Man kunne vel også sige som den gamle spanske konge Fernando af Aragonien, at 'Moren har gjort sin pligt, så moren kan gå'. For Gerner har da om nogen bidraget til, at få isoleret og dermed i realiteten ekspederet Naser Khader ud af det radikale venstre og sikre Margrete Vestager et solidt greb om partiet ved at insistere på en flygtninge og indvandrerpolitik, som har appel hos det man kunne kalde for 'halal-hippie'-vælgersegmentet.
Kulminationen var forårets berømte provokatoriske 'tørklædestunt' ved Gl. Strand og hendes efterfølgende diabolske optræden i et næsten lige så omtalt tvprogram 'Debatten' på DR1 med Pia Kjærgaard. Under tv-debatten slog hadet mellem de to ud i lys lue, og efter min mening så slap Gerner dårligst fra det ved at fremstå som vild og fanatisk, ja faktisk alt det som det radikale Venstre har været kendt for i historisk tid. Det er dog vigtigt at huske på, at Khader havde taget beslutningen om at stifte Ny Alliance før Gerners bizarre TV-optrædender.
Siden Margrethe Vestager overtog lederskabet i partiet har de radikale forsøgt at genetablere deres tabte traditionelle position som midterparti i skarp konkurrence med Ny Alliance. For at det projekt kan lykkes og have troværdighed, så kan det vel kunne hjælp, hvis Gerner forlader dansk politik, så hun, hendes holdninger og fremtidige udmeldinger ikke kunne skabe 'flimmer' i det billede af Det radikale Venstre, som Vestager forsøger at skabe. Gerner har aldrig gået for at være dansk politiks største begavelse, men man kan nok ikke udelukke, at hun selv har indset at hendes tid var forbi.
Det er muligt, at der i det radikale venstre bliver talt om 'et stort tab' og at man 'vil savne hende', men før et valg så er det da noget af en gave for Vestager og hendes parti, at Gerner har fundet nye udfordringer. Så jeg er faktisk ikke i tvivl om, at de radikale dybest set er henrykte over at slippe af med hende.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

6 kommentarer til “Gerners gode gerning”

Den der forstilling om de radikale vælgere får kaffe galt i halsen fordi Gerner fjoller lidt rundt og prøver at sætte lidt billeder på deres budskab, ja den ville være rigtig hvis deres vælgerkorps består f.eks af det højre socialdemokratisk vælgersegment eller nogen forløbne konservative, er det tilfældet pt. ( læg forøvrigt mærke til at tørklæde, var designet af Mads Nørgaard).

Og der er jo næsten ikke noget husmand radikalevenstre tilbage. Min afdøde Farfar var vel en af de sidste og sådan som jeg kendte ham, havde han også tålt sådan noget Københavnsk tøjeri, kernetropperne er ikke sarte.
( Udsendelsen med Pia K. så jeg ikke). Gerner var radikal i hele hendes sjæl og fremfærd og på den måde er hun da et tab.

1. Det kan man mene, men jeg tror ikke partiledelsen – hverken dengang eller nu – syntes at Gerner gjorde nogen fremragende figur hin forårsdag på Gl. Strand.

Jeg har det lidt ambivalent med Gerner. Henrik har ret i, at hun personificerer noget af den radikale sjæl, men omvendt var hun klart, som Jarl skriver, blevet en hæmsko for en mere frugtbar placering af partiet. Alt i alt er jeg godt tilfreds med at få en udskiftning.

Helt off-topic så er dine google-ads da gået amok igen. Hos mig kommer der reklamer for socialdemokratiet, en Linda Kristiansen fra R, et CAD system til kvalitetssikring i byggebranchen og sidst men ikke mindst medlemskab i Amnesty. Jeg synes nok de reklamer bringer lidt flimmer i budskabet!

/Nicolai

Jeg er personligt lodret mod Gerners tåbelige og for vesten livsfarlige halalnaivitet.

På den anden side, er damen et levende menneske mere end så mange andre i politik, så jeg vil savne hende.

Om hun er meddefinerende for en radikal sjæl er partitoppen vel ligelade med i denne sjælløse designerpolitiske tidsalder. Der er næppe plads til levende mennesker i livsstilspartier som R og NA.

@ Kimpo

Altså, nu er der jo intet der insinuerer, at Elsebeth Gerner skulle være blevet smidt eller presset ud af DRV! At hun særligt skulle være meddefinerende for “en radikal sjæl” er jeg heller ikke bekendt med. Og at hun skulle være så meget mere levende end så mange andre i politik, det må vist være en spørgsmål om definition af “levende”.
Endelig så kan mener jeg sådan set ikke, at partiets ledelse har udvist nogen særlig grad af ligegyldighed overfor EGN ´s snarlige exit?

Lige vel konspirationsteoretiserende efter min smag…

Lukket for kommentarer.