Guldgenerationen

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen torsdag den 4. oktober 2007.

Will you still need me? Will you still feed me? When I’m sixty-four. Sådan lyder den gamle Beatles-klassiker, hvor en ung mand spørger sin kæreste, om hun mon stadig vil elske ham, når de engang runder de 64 somre. Imidlertid burde parret til den tid overveje at bruge tiden på at gå på arbejde i stedet for at flette fingre og hygge sig med at lave gourtmetmad til hinanden. For Anders Fogh gav dem i åbningstalen et tilbud om fortsætte på arbejdsmarkedet til efter, at de er fyldt 64. For så vanker der en ordentlig skattenedsættelse på 100.000 kr. Det burde vel egentlig ikke overraske, at 'de store årgange' endnu engang bliver præmieret af samfundet. De blev forkælet fra allerførste fløjt. I overstadig lykke over krigsafslutning og pludselig fremskridtstro blev der avlet uforholdsvis mange børn i årene efter 1945, men 'baby-boomerne' blev født ind i en verden, hvor den økonomiske vækst slog alle rekorder, hvor alle fandt arbejde og uddannelsesmulighederne var uforlignelige. Det forhindrede ikke studenterne omkring 1968 at skeje ud på universiteterne, bz'e rektors kontor, ryge hans cigarer og erklære verdensrevolutionens komme. Det til trods for, at den offentlige velfærd og gæld i de år nærmest eksploderede i samme takt som lønningerne og skatterne. Ind mellem tilbedelsen af Marx og Mao fandt 68'erne også tid til at investere i fast ejendom, hvor et stort rentefradrag, to cifret-inflation og negativ realrente hurtigt fik udhulet gælden. Efterlønnen, friværdien og ratepensionerne sikrer ellers, at guldgenerationen bliver pænt forsørget fra de fylder 60. Nu vil statsministeren så give dem skattelettelser for at blive på arbejdsmarkedet.