Måned: oktober 2007

Pia Kjærsgaard blev i forrige uge udsat for et politisk attentat, da nogle demonstranter i Robin Hood '“kostumer hældte konfetti ud over hende på Christiansborgs Slotsplads. Så i stedet for at lade sig kritisere af oppositionen gik Pia Kjærsgaard i offensiven ved fra folketingets talerstolen skingert at beskylde SFs unge blomster 'SFU'erne' for at begået udåden. Villy Søvndal rasede imod beskyldningerne, som han afviste blankt. Undervejs krævede han en 'politiundersøgelse'. Ordensmagten har næppe heller andet at foretage sig… En videooptagelse 'afslørede' at det muligvis/muligvis ikke var nogle andre venstreorienterede unge, der kastede med konfetti.

Oplevelsen har uden tvivl været ubehagelig for Pia Kjærsgaard, men hun er efterhånden vant til lidt og hvert. Sart har DFs leder heller ikke selv grund til at være, eftersom hun aldrig har holdt sig tilbage med at dele ofte meget hårde verbale øretæver ud til politiske modstandere og gruppen af indvandrere i dette land. Selvfølgelig skal hun ikke overfaldes med konfetti, men så var det vist heller ikke værre. Så vidt jeg ved, så var der ingen, der ligefrem tvang hende til at gå ned på slotspladsen. Hun opfører sig efter min mening som en skallesmækkende mimose. Villy Søvndal derimod skulle have en tudekiks at bide i for sin fuldstændige overreaktion. Hvor var den charmerende Villy the laid back and easygoing Søvndal med det skæve smil og det store mentale overskud? Ja han blev vist grebet lidt af stemningen.

Til sidst fik SF-lederen sat gang i et forsoningsmøde, der endelig skulle løse 'konfettikonflikten'. Det aflyste Pia Kjærgaard. Forhåbentlig har hun indset, at farcen nu må se at få en ende. Man har da lov at håbe! Politikerne i Danmark tumler sandelig med store problemer… Hvem af de to vandt så slaget om troværdigheden? Aner det ikke. Men taberen var let at identificere: Den almindelige respekt for danske politikere.

Socialdemokraternes tidligere partisekretær fra 2002-2006 Jens Christiansen er netop udkommet med sin egen – helt frit fra leveren- analyse af socialdemokraternes øjeblikkelige problemer med at slå igennem overfor vælgerne. Det sker i bogen 'hvem vinder valget?', som den tidligere DSU-formand 1986-1990, folketingskandidat m.m. foreløbigt har fået 'solgt' med interviews til både Weekendavisen og Politiken. Essensen af Jens Christiansens analyse er, at sosserne efterhånden er degeneret til at være alt for optaget af spin og strategi. I stedet skulle de nu søge tilbage til partiets kerneværdier og eksempelvis droppe at gå ind for skattestoppet. Jens Christiansen vil gerne fremstå som velmenende og tager da selv et medansvar for den udvikling af partiet, som han selv i 2002 var med til at presse på for at få sat på skinner. Blandt andet fik S iværksat fokusgruppeundersøgelser m.v. af frafaldne socialdemokrater for at socialdemokraterne kunne lægge en ny strategi. Det skulle man måske ikke have brugt så megen krudt på. Den tidligere partisekretær får også lige fortalt, at de gamle elefanter i partiet Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Mogens Lykketofts store egoer skygger for den nye partileder og gør det svært for hende at manøvrere og være synlig. Helle Thorning-Schmidts 'klaviatur' er for lille, mener Christiansen sammenlignet med Anders Fogh, der fx kan spille både på miljøpolitiske og udenrigspolitiske tangenter. Får Jens Christiansen så ros for sin 'kærlige kritik' af Helle Thorning og hendes tropper? Det kan læsere af dagbladet Politiken lørdag forsikre sig om, IKKE er tilfældet. Tværtimod sprutter ledelsen i form af gruppeformand Carsten Hansen i raseri over Jens Christiansens nye bogudgivelse:

'Det handler om at score kasse, mens reden er varm', lyder nogle af de bitre ord fra Carsten Hansen, som forsætter i mere sarkastiske toner:

– Det er fantastisk så klog, man kan blive efter at have været partisekretær i et par år. Jeg er fuldstændig uenig med ham i, at vi ikke er synlige nok, og at vi ikke har den rigtige dagsorden.

De førnnævnte 'hanelefanter' er også på banen. Ikke mindst Svend Auken, der leverer et klassisk eksempel på sin særlige raffinerede retorik:

– Jeg kan ikke genkende noget af det og ønsker ikke at gå ind i det. Men det er jo blevet en genre for sig, at folk, som har haft svært ved at klare en opgave, de er blevet betroet, i bitterhed slår ud og giver andre skylden for deres fejl, siger Svend Auken.

Auken 'ønsker ikke gå ind i det', men ender alligevel med at karaktermyrde Jens Christiansen. Det er Auken, når han er allerbedst!

Lykketoft holder sig heller ikke tilbage:

– Det har jeg ikke behov for at kommentere. Men han kunne måske have gjort sig mere umage i den tid, han var partisekretær, siger Mogens Lykketoft også ganske giftigt helt i den auken’ske tradition.

Lykketoft og Auken siger nu åbent det, som mange socialdemokrater i ganske lang tid har gået rundt og sagt i krogene, at Jens Christiansen både var luddoven og inkompetent som partisekretær. Rigtigt eller forkert? Det kan jeg ikke vide, men det er i hvert fald et udbredt synspunkt blandt mange socialdemokrater, og som Jens Christiansen nok kunne forvente at få smidt i hovedet, når han kommer med en bog, som nogle oplever som rent “redepisseri”.

Læs Rasmus Lindboes anmeldelse af Jens Christiansens bog på K-Forum

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 6. oktober 2007.

'Død over alle præsidenter '“ der findes kun Allah', og 'Zionisme er den største racisme'. Hvem har sagt det? Den sædvanlige flok af formørkede islamistiske fascister, der plejer at mødes i Nørrebrohallen, mens de opfordrer til drab på jøderne? Nej, det er blot en tekstlinje fra et musiknummer af den populære rapper 'Marwan', som Ã…rhus Kommunes Biblioteker har engageret til at optræde på hovedbiblioteket i anledning af en hiphopfestival. Konfronteret med den tidligere palæstinensiske asylansøgers entydige tekst, indrømmede bibliotekets personale, at de ikke havde været opmærksomme på dets indhold. Det var Statens Kunstråds Musikudvalg til gengæld, som har støttet rapperens debutplade med 60.000 kr. Et udvalgsmedlem mener ligefrem, at 'død over alle præsidenter' er udtryk for 'markant politisk stillingtagen'.
I sin åbningstale tirsdag i Folketinget sagde statsministeren, at regeringen i efteråret fremlægger en handlingsplan, der skal forebygge og forstærke indsatsen mod ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge. Unge danskere med indvandrerbaggrund skal kende de principper, som det danske folkestyre bygger på herunder respekt for et demokratisk menneskesyn om alles frihed, ligeværd og ansvar. Det er tiltag, der skal finde sted i skolen. Fredag kunne unge i Ã…rhus efter skoletid gå på biblioteket for at høre en rapper med skattekroner fra både stat og kommune i ryggen åbenlyst udtrykke ekstremistiske holdninger, som regeringen vil bekæmpe. Hvordan hænger det sammen?
Marwan kan ytre sig om, hvad han vil. Men hvad forhindrer så, at et nazistisk haderockband ikke også bliver inviteret til at spille på Ã…rhus' biblioteker eller får statsstøtte?

—

Marwan, Frank Aaen, Asmaa og resten af Enhedslistens hovedbestyrelse, der holder møde i dag burde afse tid til at tage et smut i biografen for at se den fremragende politiske tegnefilm “Persepolis” af den iransk-franske tegner Marjane Satrapi. I biografens mørke kan enhver få et indblik i, hvordan det er at vokse op i et samfund, der bliver overtaget af en flok fanatiske islamister. Filmen, der også er underholdende, får mine varmeste anbefalinger!

Er man ikke til tegnefilm, så kan man ved at se den aktuelle tyske film “Forfalskerne” genopleve et andet vanvittigt og rabiat politisk system – Nazityskland – denne gang set fra et hold falskmøntneres vinkel. De blev som fanger installeret i KZ-Lejren Sachsenhausen (lige nord for Berlin) – under relativt gunstige forhold – fordi de fik stillet den opgave af Heinrich Himmler at fremstille falske pund og dollar-sedler. Det kunne lyde lidt som en underholdningsfilm fra Hollywood, men det er det ikke. Fangerne må nemlig slås internt omkring det dilemma, de står i: Vil de overleve eller skal de medvirke til at ødelægge de allieredes økonomi og dermed til en forlængelse af krigen. Det er en fortrinlig film om personlig moral, integritet og selvopofrelse.

P.s. Enhedslistens politiske harakiri med Asmaa Abdol-Hamid bliver hele tiden mere og mere morsomt at opleve. Prøv at læse denne historie fra Berlingske, hvor Asmaa og Enhedslistens såkaldte “spindoktorer” klumrer rundt i, hvorvidt hun vil underskrive Grundloven eller ej. Hele affæren udvikler sig til noget, der vel ligner det nærmeste, som dansk politik kommer “The Keystone Cops”.