Kategorier

Et nyt kapitel i Foghs drejebog

Anders Fogh var på talerstolen under Folketingets åbning i dag, og den udnyttede han blandt andet til at sætte en ny, men ikke helt uventet dagsorden:

Projekt afskaf EU-forbeholdene ved en folkeafstemning, der skal afholdes i denne valgperiode.

Hvad der ikke lykkedes for Poul Schlüter eller Poul Nyrup Rasmussen. Det skal lykkes for Fogh.

Dermed vender Fogh en ny side i sin berømte drejebog. Hvis Fogh ender med at vinde denne folkeafstemning, så er han sikret pladsen i historiebøgerne ved siden af Jens Otto Krag, der fik Danmark ind i EF.

Hvis Danmark bliver fuldgyldigt medlem af EU, så styrkes også mulighederne '“ alt andet lige – for, at Fogh kan blive EU-kommissionsformand i 2009.

Snakken om en evt. afstemning om reformtraktaten forstummer formentlig, hvor al opmærksomhed for Nej-bevægelsen m.v. bør samles om at vinde en kommende afstemning, som de ikke ved, hvornår kommer.

For Fogh har jo initiativet ved at have retten til at vælge tidspunktet for afstemningen, og den kommer naturligvis kun, når det ser mest gunstigt ud for, at han kan vinde den.

Når statsministeren udskriver folkeafstemningen, så tror jeg i øvrigt ikke på, at Fogh annoncerer en valgkamp, der strækker sig et halvt år. Det viser sig nemlig, at befolkningen trækker mod et nej, når valgkampen bliver lang.

Amatørernes tid, hvor statsministre i EU-spørgsmål lod sig trække rundt i manegen af oppositionspolitikerne, er nok ved at være forbi. Helle Thorning-Schmidt har heller ingen interesse i ikke at vinde den afstemning, og Svend Auken er jo netop blevet formand for – det især efter en vellykket folkeafstemning – absolut mest indflydelsesrige udvalg, nemlig Europaudvalget. Det er faktisk godt udtænkt af statsministeren.

Det er i øvrigt lidt uklart om det er ALLE fire forbehold, der skal stemmes ud. Det kan jo være at forbeholdet mht. EURO’en bliver pillet ud. Måske vil Fogh forhandle det forbehold væk for at få SFs støtte før en folkeafstemning.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

15 kommentarer til “Et nyt kapitel i Foghs drejebog”

Er de fire forbehold ikke blevet til tre, eller er det først når “reformtraktaten” afskaffer det såkaldte unionsborgerskab?

Ser du ikke en risiko for, at Socialdemokraterne finder plads i samme hængekøje, som Fogh havde et meget intimt forhold til under valgkampen til Euro-afstemningen i 2000?

Enig med dig et langt stykke af vejen, Jarl. Problemet er nok, at han i lighed med Schlüter og Nyrup tager den afgørende afstemning hen mod slutningen af hans embedsperiode og det dermed nemt bliver en afstemning for eller mod Fogh, og et nederlag kan være starten på enden for VK-regeringen – i hvert fald hvis nederlaget tynger lige så meget som nederlaget i ’92 og 2000 tyngede.

I forhold til selve afstemningen må man spørge sig selv om han tør køre den hårde stil med en alt-eller-intet afstemning, hvor et nej medfører en udmelding og status som Norges. Jeg mener, så har danskerne endnu en gang meldt ud, at vi primært er interesseret i handelssamarbejdet, som Norge også har.

Men i virkeligheden skal han tænke på Danmarks interesser, så han tager nok kun en begrænset afstemning om ufarlige emner som forsvarsforbeholdet og måske retsforbeholdet. Mønten er der så meget symbolik i, at DF’erne med Dannebrog i den ene hånd og en nationalromantisk tåre i det andet øje nok skal få saboteret den diskussion.

En skam, for det kunne være helt rart hvis vi efter 15 års ørkenvandring endelig kunne få et normalt forhold til EU.

1. Helt enig. Det ender med enten to eller tre forbehold, der skal stemmes om. Sandsynligvis kun to.

Helle Thorning-Schmidt er rundet af hele EU-tanken. Hele hendes professionelle netværk i Europa er overbeviste europæere. Hvis Thorning brænder for én politisk idé, så er det EU. Derfor tror jeg på, at hun vil kæmpe for afskaffelsen af forbeholdene. Hvis ikke så arver Helle T jo problemerne, den dag hun overtager hjørnekontoret i Prins Jørgens Gård.

2. Jeg er faktisk enig i din analyse om farerne. Det kan meget nemt blive en folkeafstemning for eller imod Fogh.

Alt-eller-intet afstemninger? Den slags ligger ikke til Fogh. Han er ingen gambler 😉

@3
Det er jeg selvfølgelig godt klar over 😉

Men du må indrømme at det kunne være den ultimative skræmmekampagne, hehe

@Jarl
Jeg er enig i din vurdering af Thorning, men beviste valgkampen ikke netop, at hun har “den nødvendige kynisme”? En kynisme som Fogh fx også ejer i rigt mål.

Som Fogh udtaler sig, må man forstå, at der er en afstemning på vej om alle de danske forbehold (muligvis minus unionsborgerskabet, som er blevet irrelevant). I givet fald kan ingen påstå, at Fogh ikke gambler – det vil i den grad være et højrisiko-spil.

Sagen er, at Fogh formentlig må gå til folkeafstemning med store dele af SF, inklusive partitoppen, stående på nej-siden. Også selv om han skulle ende med at holde euroen ude af kampen.

I det hele taget er der ikke ret meget, de såkaldte ja-partier er enige om på forhånd – nørderne kan læse videre her:
http://www.helleformagten.dk/?p=68
😉

Er det ikke Fogh, der er manden bag tanken om, at en folkeafstemning skal tages hurtigt efter et valg, så det ikke bliver til en folkeafstemning om regeringen?

I så fald skal det vel være snart?

6 -> Er SF imod alle forbeholdene? Hvis de skal til at sige både ja og nej, bliver vælgerne hurtigt forvirrede. Og hvis de siger nej, er de utroværdige; også som kommende regeringssamarbejdspartnere for S.

Jeg tror og håber på, at der kun kommer en afstemning om rets- og forsvarsforbeholdene som klart er dem der “skader Danmarks interesserer mest” og som er de forbehold som politisk er nemmest at argumentere for skal væk – både for S og V.

At vælgerne endnu engang skulle tage stilling til fælles valuta tror jeg ville være en rigtig dårlig idé, dels fordi mange danskere har et romantisk forhold til en national valuta og dels fordi det vil være alt for nemt for modstanderne at vise den ene graf efter den anden med prisstigningerne pga. Euroen, arbejdsløshedstal fra Eurozonen og den slags som gør SOSU-assistenter, skolelærere og andre befolkningsgrupper nervøse.

@Nikolaj
Det kan vel tidligst blive sommeren 2008, mest naturligt efteråret 2008?

Angående SF: Villy Søvndal udtalte sig efter Foghs åbningstale idag, og sagde at man ønskede en fælles udlændige- og asylpolitik i EU, men at man kun ønskede afskaffelse af forsvarsforbeholdet, hvis det ikke medførte øget oprustning og flere militære ambitioner fra EU.

Dvs., som jeg hørte det, en afskaffelse af retsforbeholdet og ikke af forsvarsforbeholdet.

Det bliver dog interessant at se, om EU-debatten i SF er død eller stadig lyslevende – især efter de mange nye parlamentarikere. Der er to spørgsmål i Altingets kandidatdatabase, som omhandler forbeholdene:

“Et dansk forbehold skal sikre, at Danmark kan fortsætte med at fastlægge sin egen udlændingepolitik” og

“Erstat den danske krone med den fælleseuropæiske valuta euro”.

11:

Kristian Madsen sagde det således for nogle dage siden:

Det blev til 2186 dage og fire timer for skattestoppet, selv om uret på Venstres hjemmeside uden troværdighed tikker videre. Og statsministeren forsøger med en særpræget semantisk øvelse at sige, at skattestoppet slet ikke er dødt.

Storm P.-logikken er således: Skattestoppet gælder uændret til, der kommer en skattereform der flytter rundt på tingene, hvorefter skattestoppet igen gælder med disse nye ændringer. Skattestoppet gælder indtil skatten bliver ændret!

Jeg kom til at tænke på en en storrygende bekendt, der altid sagde, at han nu var holdt op med at ryge, når han slukkede en smøg. Og det var han jo teknisk set også, indtil han tyve minutter senere tændte den næste. Når den var skoddet var han igen på tyve minutters selvproklameret rygestop.

http://www.kristianmadsen.com/?p=139

11 og 12
Var det ikke Weekendavisen der skrev:

“Skattestoppet er dødt, skattestoppet længe leve” 🙂

@ 8 – Nikolai

Enig i, at SF også må overveje, hvad et nej betyder for muligheden for at blive taget seriøst som regeringspartner. Men jeg har alligevel svært ved at se, at Villy (og hans bagland!) skulle kunne stemme ja til at afskaffe retsforbeholdet, hvis det alligevel ikke betyder fælles asylpolitik. Og euroen siger SF med sikkerhed nej til.

Kan ja-siden vinde en folkeafstemning mod Villy og Pia? Det bliver i hvert fald svært.

Lukket for kommentarer.