Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Foghs fromme ønske

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 18, 2008

Comments icon

Ingen kommentarer

Regeringen ønsker et nationalt kompromis om asylpolitikken med et meget bredt flertal af folketingets partier. Sådan sagde Anders Fogh før valget.
Efter valget har Fogh ikke kunnet bruge sit fromme ønske til så meget, for det blev i stedet til et snævret kompromis om asylpolitikken. Det skyldes, at Pia Kjærsgaard endnu engang har villet demonstrere over for Fogh, at Dansk Folkeparti fortsat har absolut afgørende indflydelse i dansk politik.
Før valget var DF ellers så flinke ved regeringen. I det daglige stemte partiet for de dele af regeringens politik, hvor man ikke rigtigt havde store interesser mod til gengæld at få indflydelse på de for DF vigtige politikområder som for eksempel asylpolitikken.
Når regeringen i forvejen har et forlig med DF på området, så er den pisket til at acceptere, at ændringer kun gennemføres med Pia K. Hvis Fogh alternativt brød forliget ville det få uoverskuelige negative konsekvenser for hans manøvremuligheder. Da DF ingen interesse har i at lukke andre partier ind i forligskredsen, var integrationsministeren tvunget til at nå frem til en snæver asylaftale med DF.
Alt det vidste Fogh udmærket før valget, men regnede nok ikke med, at der kom et VKO-flertal igen. Engang nøjedes Fogh ikke med fromme ønsker om sin politik, men gav konkrete løfter om, hvad regeringen ville. Nu trækkes han rundt i manegen af Pia K. og må fifle asylpolitikken igennem ved hjælp af 'administrative ændringer' og i øvrigt uden at et folketingsflertal står bag.
Det er nye tider for Fogh.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border