Kategorier

Død Alliance

Malou Aamund forlader nu Ny Alliance til fordel for Venstre. Tiden er derfor kommet til endegyldigt at dødsdømme partiet.

Malou Aamund er i weekenden nået frem til, at hun “ikke længere tror på projektet”.

Det er en klog beslutning af Aamund, og det er logisk, at hun tager konsekvensen af den fortsatte ballade i NA, og partiets kurs mod afgrunden. I Venstre kan hun stille og roligt bygge en karriere op under mere normale forhold, og venstrefolkene må være lykkelige for at få hende ombord. De vil utvivlsomt kunne gøre nyttigt brug af den eneste politiker hos NA, der siden valget har formået at samle noget, der ligner bred folkelig sympati om sin person.

Hvis jeg var Anders Samuelsen, så gik jeg snart samme vej og søgte optagelse i Venstres folketingsgruppe. Måske er der endda plads til en Naser Khader?

Anders Fogh Rasmussen kan nu atter trække vejret roligt. Med Malou Aamund i V-folketingsgruppen, så er der atter 90 VKO-mandater bag regeringen. Dermed er denne tirsdag i sandhed blevet en stor dag for “far”, hvor stabiliteten atter har sænket sig over Christiansborg. Et sted på Borgen kan en Pia Kjærsgaard endnu engang hæve glasset, skåle og lykønske sig selv som sejrherre!

Mit bud er, at Jørgen Poulsen inden så længe søger optagelse i Den Radikale folketingsgruppe. Det ville være logisk ud fra hans holdninger. Spørgsmålet er, om de i det hele taget vil have ham med Poulsens ikke så vanvittigt smukke exit fra Dansk Røde Kors in mente.

Naser og Samuelsen kan ikke gå tilbage til de radikale. Så skal de videre i “karrieren”, så bliver det i et af de borgerlige partier. Sker det, så har alle vi andre klogeåger og medierne dermed også håneretten, for de herrer og damer gik som bekendt til valg på at minimere Pia K.s indflydelse. Men det er jo småting i forhold til, hvad Khader har måttet stået igennem det seneste års tid.

Sidste: Naser Khader har indkaldt til et pressemøde i eftermiddag. Er det mon dødsdommen, der fældes dér? Det er vel logisk, for hvad skal han ellers meddele ved den lejlighed? Ny Alliance spiller nu ikke længere nogen rolle i dansk politik – asylforhandlinger eller ej.

Blandt argumenterne for at trække i faldlemmen er, at Aamunds exit trækker tæppet økonomisk væk under de resterende tre NA’ere, som nu mister gruppestøtte fra Folketinget for 100.000 kr. om måneden, skriver Nyhedsavisen. Så Khader skal formentlig fyre stort set alle de spindoktorer, som han ellers lige har hyret.

Kl. 13.25: Khader “vil tænke over partiets fremtid” lyder meldingen på hans pressemøde:

“Vi ligger ned. Ny Alliance eksisterer stadig. Men har brug for at tænke vores fremtid igennem,” sagde Naser Khader på pressemøde tirsdag middag ifølge Ritzau.

Han blev overrasket over Aamunds afgang, fortalte han.

————————————————————————————–

Det er meget godt altsammen, men betænkningstiden bør nok ikke tage så lang tid. NA er nu uden indflydelse, vælgere, driftsmidler eller organisation. Der er tre politikere tilbage, som nu bør finde på noget andet og mere fornuftigt at tage sig til.

Det kan være at Ny Alliances første landsmøde i næste måned også bliver det sidste, som Hans Engell er inde på her i sin analyse til TV2 News.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

38 kommentarer til “Død Alliance”

Det ville overraske mig meget, hvis Naser Khader – på toppen af sin popularitet – ikke allerede én gang har fået tilbudt en ministerpost af Anders Fogh.
Som tingene ser ud i dag, tvivler jeg stærkt på, han er interessant for Venstre og da slet ikke som minister.

Hej Jarl,

Med hvilken begrundelse skulle Samuelsen og Khader kunne flytte til Venstre? “Vi er ikke enige i partiets linje” duer jo ikke, alt den stund, at de *er* partiets linje.

@5
Processen er vel den, at de nedlægger partiet og begge bliver løsgængere – jo før jo bedre (ved samme lejlighed smutter JP sikkert til R). Så lader de gå et års tid, hvorefter de melder sig ind i V eller K elleer hvor de nu føler sig hjemme.
Indtil da holder de nogenlunde lav profil, og undgår at pisse det parti af, som de gerne vil ende i

– bræstrup

5. Det vil naturligvis kræve at de skal sluge nogle kameler. Men husk på hvad Henrik (IV) af Navarra sagde, da han droppede protestantismen for at blive katolsk konge over Frankrig “Paris er vel en messe værd”. Det var ca. 350 år før at J.O. Kragh mente at “man har et standpunkt til at man tager et nyt”. Vendekåberi og opportunisme med andre ord!

Læs om Henrik af Navarra: http://da.wikipedia.org/wiki/Henrik_4._af_Frankrig

TV2 News har netop meddelt, at NA holder pressemøde her i eftermiddag. Det kunne godt ligne en bekræftelse på Bræstrups profeti, selvom det måske i dag ‘bare’ starter med en kamikaze-aktion.

For et par dage siden skrev jeg at der muligvis var et spinkelt sammenligningsgrundlag mellem NA og VS. Det er blevet mere kraftigt nu, idet VS også gik i opløsning næsten lige da de blev valgt ind. Kai Moltke og Hanne Reintoft dannede Socialistisk Arbejdsgruppe, som dog for Hanne Reintofts vedkommende kun var et kort ophold før hun meldte sig ind i DKP. Alt sammen i samme folketingssamling… Bortset fra kamikaze-stilen må jeg dog sige, at jeg har svært ved at forestille mig et comeback for NA efter en overvintring… men dem om det!

Gid Khader forduftede helt fra Dansk politik.

Men dette er nok for meget at håbe på.

I går aftes sad Søvndal og frydede sig, i Deadline på DR2, over VKO’s vakkelvorne flertal og den “ekstremt” svækkede Fogh. Folkene faldt jo fra en efter en – først Christmas-Møller og siden Seeberg.
Og han forsikrede os at det hele ville blive meget værre når først der skulle diskuteres mere alvorlig politik.
Hvad mon hans analyse siger i dag ?

Imens kan vi andre jo bare more os over komedien. Jeg skylder vist forøvrigt en kvajebajer efter at have spået at Jørgen Poulsen ville blive den næste, efter Seeberg, der forlod skuden.
Stakkels mand. For et halvt år siden var han en bredt respekteret generalsekretær for Røde Kors, og i dag er han bedst kendt for den lidet flatterende afgang fra selv samme, og så for at være en del af parodien.

Malou Aamund annoncerer, at hun slutter sig til Venstre samme dag, som finanslovsforslaget præsenteres. Tilfælde eller dygtigt benarbejde af Venstres spindoktorer? Mon ikke det har stået på lidt længere end over weekenden.

Khader + Samuelsen i Venstre? Jeg tvivler, men jeg kunne faktisk godt forestille mig, at de til sidst havnede hos … tadaa! … KF. (Skattepolitikken)

Alternativet vil nok være en parallel til “Frihed2000”, altså en rest-folketingsgruppe for et reelt forhenværende parti.

13. Ja, der har åbenbart været en eller anden form for kontakt mellem Venstre og Malou Aamund. Men at det er “spindoktorer”, der skulle have hevet hende med ombord hos Venstre, det tror jeg ikke på. Det er ikke den måde, som de normalt arbejder på, og det ligger efter min mening HELT uden for deres arbejdsområde at ringe til MF’ere og overtale dem til at springe fra deres parti.

Malou Aamund forekommer mig at være en analytisk tænkende person, som har kunnet mærke hvor det bar hen. Måske har hun vendt sagen med sin far og andre hun har tillid til, derpå taget sin beslutning og så selv taget kontakt til Venstre. Aamund er – efter min vurdering- simpelthen for intelligent til, at man kan snakke hende ud af NA.

13.
Som Jarl meget rigtigt gør opmærksom på, så er det ikke noget Venstre går og gør.
Hun har siddet og forhandlet med Bertel, og mon ikke han har skruet den gode gamle charme på og lokket hende over i Venstre?

Jeg tror Bertel er dagens mand i venstres folketingsgruppe.

16. Helt enig. Timingen kan ikke være bedre, men jeg tror faktisk, at det er tilfældigt. Det sker indimellem, selv i politik! 😉

17. Yes, det må jeg lige rette.

Lidt OT og alligevel

” »Vi vil ikke udelukke yderligere små prisfald. Men vi er ovre det værste. Det hjælper at sætte priserne ned. Så kommer der gang i handlerne. Renten er også faldet lidt, og det slår igennem med det samme på netto- og bruttoydelser på salgsopstillingerne. Renten er ikke faldet meget markant, men lidt, og det er med til at give boligmarkedet et skub fremad, « siger Thomas Torp.”

Forår på boligmarkedet

http://www.business.dk/article/20080204/dinepenge/702040045/

TT er jo tidligere NA men har bevaret den humoristiske sans.

Jeg er ikke sikker på Ny Alliance er komplet ude. Anders Samuelsen er imo et stort politisk talent, og de får nu 3 år til at sammensætte et holdbart, nytænkende borgerligt program der kan appelere til alle de mennesker, der kun finder kassetænkning og konformitet hos bankeleverne i Venstre.
Tænk lige på det. Hvor mange af Jer ville aldrig i Jeres liv stemme på NA? Jeg tror vælgerpotentialet er enormt, specielt efter 3 år med same old same old VKO.

Det her er vel ikke kun en strategisk sejr for Venstre? De har også hentet en stor profil. Men er det så stor en profil, at Lars Løkke skal til at føle sig truet som kronprins, hvis Malou Aamund vælger at satse fuldt ud på en politisk karriere og, hvis ikke Anders Fogh trækker sig tilbage i løbet af de næste par år?

Jeg ved det – “hvis og hvis”, men det her er vel et forum for politisk kandestøberi. 🙂

21. Malou Aamund kan muligvis udvikle sit uomtvistelige politiske talent – hun lavede eksempelvis ingen fejl i dag. Men derfra og til at konkludere, at Aamund kan true en etableret herre som Lars Løkke som Fogh reelt allerede har udpeget som sin efterfølger, ja der er et stykke vej. Jeg er faktisk ikke sikker på, at hun stiller op til folketinget igen.

Der er heller ingen kredsformand, der er blevet ringet op i dag af landsorganistionen. Sådan foregår det ikke, når der er langt til næste valg. Men jeg vil tro, at der sidder en del formænd i kredse uden MF’ere, som vil snart vil ringe til hende og høre sig for, om hun kunne være interesset i at stille op i deres kreds.

Læg for eksempel mærke til, at Thor Pedersen ikke genopstiller i sin kreds i Nordsjælland. Det ville være oplagt, at Aamund opstiller der, hvis hun altså vil.

Med aftenens kommentarer fra Anders Samuelsen, og Nasers totale afvisning af at melde sig ind i Venstre tyder meget da på, at NA fortsætter projektet?

kære Jarl

Jeg må indrømme, at din betagethed af fru Aamund, for mig er ubegrundet.

For det første – som det påpeges både på JP.dk og af Rune Lykkeberg i Deadline her til aften – var hendes prima begrundelse for at gå ind i politik utilfredshed og lede ved Venstre, VKO og Anders Fogh. Det er hykleri og opportunisme, at begrundelserne fra maj måned er pist væk.

For det andet er der indholdet: En kort infomediasøgning viser, at hun har sagt nul og niks sagligt politisk i medierne siden valget. På trods af hendes egne udsagn om at hun havde fordybet sig i stoffet. En masse managementsnak om Dks konkurrenceevne gør det ikke ud for politisk indsigt.

For det tredje: Ingen fejl idag? Hun begejstres ved kvalitetsreformen. Og beskriver den som liggende tæt op ad de reformideer hun selv har gået med. Hah! Man kan mene meget om kvalitetsreformen, men noget visionært stykke er der ikke tale om. Det kan være det er den NPM-inspirerede titel hun er faldet for.

Hun kan sikkert nå at blive en ok politiker inden alt for længe, men klap lige hesten med at sætte hende op på nogen piedestal. Rene Trafikfyr Sells forslag om at gøre hende til leder af NA forleden, gav mindelser om hvordan Khader i sin tid blev til som fænomen. Er det samme allerede ved at ske for Malou Aamund??

Hej Agger,

Altså lad os lige bevare proportionerne her! Jeg synes faktisk at hun svarer godt for sig i dag – hvor hun jo skal forsvare sin beslutning om at skride fra NA. Det var da fornuftigt af hende. Det gør hende ikke værdig til nogen piedestal (hvad hun sikkert også vil betakke sig for).

Prøv nu lige at læse mine kommentarer længere oppe og spørg dig selv om du synes at din kommentar rammer, hvad jeg mener? 😉

jeg synes ikke at hun skal være politisk leder, men hun er intelligent og en fast-learner.

Lad mig i øvrigt henlede opmærksomheden på disse to herrer og især Henrik Qvortrup, der sætter nye standarder med henblik på at beskrive, Malou Aamunds segment.

“Malou Aamund er jo næsten en karikatur af det dér nordkyst-power-point-mercuri-urval-segment, som synes, at her var noget nyt og spændende, men som også skynder sig væk, når det ikke er så hipt og smart mere”

Det er høj-høj-klasse.

http://politiken.dk/politik/article467873.ece

Kan alle nu se, hvorfor Jersild og Spin er blevet fattigere uden Q-ball?

Jeg er 100 procent enig med Qvortrup. Og dermed også med dig, tilsyneladende.

Men jeg synes altså ikke vi skal lade os imponere før der er grund til det.

Udmærket gennemgang af situationen.Malou Aamund er i sandhed en kvinde med mange talenter; hvem husker ikke hendes promille og manglende kørekort, da hun fejrede nytår med kronprinsen for femten år siden. Nå, shit happens for os alle – måske kunne vi også overtale hende til at hoppe ind for kronprinsen denne gang – i IOC. Nej, denne gang har hun været anderledes ædruelig. Hun har vist dømmekraft. Hun vinder klart på point blandt kandidaterne fra NA ud i faget politisk performance. Men det kunne min datter på fem også have klaret, hvis jeg kunne formå hende til at holde mund lige så længe som Malou. Det glædelige ved det skete – Ny Alliances nedsmeltning – er vel, at det, i disse tider med spin, soundbites, fokusgrupper, campaigne management og fanden og hans pumpestok, endnu en gang har vist sig, at det faktisk ikke er så let at drive politik, uden at have et politisk projekt, der stikker dybere end “nok er nok” og flad skat på Fyn. Selv ikke hvis man har en forgrundsfigur, som medierne elsker, og som havde alle de rigtige venner i og omkring branchen, som så desværre glemte at fortælle ham, hvad måtte stå klar for en hver med lidt kendskab til livet på Borgen, at politisk leder, det var nok ikke dér hans kernekomptencer lå. Endelig må man sige, at den professionelle rådgivning i selve valgkampen – udført af folk med erfaring i branchen – var, skal vi sige, til et nul både efter gammel og ny skala. Og det er i virkeligheden den store tragedie her – Nassers nedtur. Nasser var jo faktisk på sit felt i stand til at rejse væsentlige debatter, og det bliver op ad bakke nu. Det absurde er, at det så efterlader indvandrer/flygtninge-banen til to lige unuancerede poler DF- og Politiken-retningerne.

hej Jarl,

Jeg ved, du ikke er pjattet med K, men jeg kunne ærlig talt godt tænke mig at høre din analyse af, hvorfor MA valgte at gå til V frem for K – samt dit bud på, om det var klogt.

For det første: begrundelsen.
Som mange har påpeget virker det meget lidt troværdigt først at kritisere regeringen for ikke at ville lave de nødvendige reformer på skat og arbejdsmarked og for at ville for lidt for asylbørnene… – og så skifte til V! (OK, DF ville have været værre… – men alligevel?).

Der ville det da alt andet lige være en smule mere forsvarligt at skifte til K, som godt nok ikke har fået flyttet alverden på disse områder – men som dog alligevel må betegnes som det mest reformivrige af regeringspartierne – og samtidig det regeringsparti, som er mest “at odds” med DF

For det andet: Indflydelsen
På dagens historier ser det ud til at MA skal være lykkelig, hvis hun bliver V’s ordfører for hækhøjder i villakvarterer – mens hun i K med det samme ville kunne få et rimelig tungt ordførerskab eller to – helt for sig selv.

Og K har jo ligefrem en ledig kreds i Nordsjælland ;o)

Mod dette tæller selvfølgelig, at K har et par yngre kvindelige talenter, som MA ville skulle konkurrere med / som måske ikke vil være lykkelige for at se hende i gruppen – men der er vel på samme måde mange i V’s gruppe der ikke kan være ovenud lykkelige for at få en konkurrent.

Og det ser jo ikke ligefrem ud til at hun har en aftale med ledelsen om at bære sig igennem som en dronning!

Hvad siger du? Har jeg overste et eller andet?

– bræstrup

@Bræstrup,

Malou Aamund siger selv, at hun er liberal og tidligere har stemt på partiet. Det synes jeg lyder troværdigt. Hvorfor skulle hun tale usandt om det?

Dine argumenter for, at hun i stedet kunne have fået mere ud af at gå til de Konservative er da udmærkede, men jeg mener ikke at den konservative ledelse for tiden er særlig stærk og dermed tillokkende, så længe Bendtsen sidder og arvefølgen ikke er afklaret. Dén ballade gider hun da ikke blande sig i, mon ikke hun efterspørger lidt mere stabile forhold at arbejde under? Og så tror jeg ikke på, at Bendtsen imponerer i de der nordsjællandske erhvervskredse, hvor Aamund’ene formentlig færdes.

Venstre er det ledende regeringsparti, og netop her – som du rigtigt peger på – så er der et synligt behov for kvindelige talenter.

Jeg tror faktisk, at de fleste i VKO-lejren er trætte af de sidste ugers uendelige løsgængeri på Borgen. Som en bemærkede, så minder situationen om den på Københavns Rådhus lige efter valget i 2005. Så hvis prisen er at få en konkurrent som Malou Aamund, så lever de vel fint med det.

I Ekstra Bladet onsdag siger Malou Aamund, at hun tog sin beslutning i weekenden, hvorefter hun ringede til Bertel Haarder, som så tog kontakt til regeringsledelsen formentlig Lars Løkke Rasmussen. Dermed var timingen – Jacob Christensen – af Aamunds exit fra NA næppe tilfældig. Så man kan altså godt være meget klartseende selv om man opholder sig i Umeå i Nordsverige! 😉

For lige at vende tilbage til det, jeg skrev i 3., så kom Helle Ib – den selvsamme, der afslørede stiftelsen af Ny Alliance – i går med en udtalelse til TV2, der mere end antyder, at jeg har ret: (…)”De har satset ekstremt meget troværdighed og energi på det her. Jeg tror simpelthen ikke på, at de går over i andre partier, for de har kunnet gøre sig mange overvejelser i tidens løb. Khader kunne endda have brugt sin popularitet til at blive minister i Venstre. De kunne have valgt den bekvemme løsning, men nu har de satset, og så er det helt farvel,” siger Helle Ib.” http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-10316088.html
Uden at have nogen eksakt viden, gik mit ræsonnement kort sagt ud på, at når Karen Jespersen var blevet lokket ind i Venstre og mere eller mindre direkte lovet en ministerpost, så ville det være noget af en overraskelse, hvis den – indtil efteråret 2007 – i befolkningen umådelig populære Khader ikke havde fået det sammme tilbud.
Om han så har været i direkte kontakt med Anders Fogh i den henseende, er en anden sag…

Jeg har forståelse for at Malou Aamund går fra NA, fordi hun ikke længere tror på projektet, men omvendt så mener jeg faktisk også, at Niels Krause-Kjær i sin blog “Når Blodet Ruller” har en pointe, hvor han beskriver Aamunds hop til Venstre som “kold kalkyle” mere end oprigtigt og brændende politisk engagement. Krause spørger, om det er typer som hende, som åbenbart svigter holdet når det virkelig gælder, som man eksempelvis vil være alene med på en tømmerflåde eller i en kold skyttegrav.

Og det har Krause jo nok ret i, at det er det sgu nok ikke. Så vi ser åbenbart ens på hendes karakter.

Så jeg er noget skiziofren her, når jeg samtidig godt kan forstå, at hun forlader NA.

@ Jarl.

Det kunne jo være fordi du et eller andet sted er lige så kold og kalkulerende som Malou 😉

34. Ih tak 😉 Kold og kalkulerende, ja det hører jo med i politik – at påstå andet er vrøvl.

Men alligevel, meget kan man sige om min ringhed, men endnu er jeg aldrig blevet revet i næsen for at have svigtet, når det gjaldt og kuglerne fløjtede om ørene eller været illoyal mod dem, som jeg svor min loyalitet.

Det har så også givet mig nogle tæsk hen ad vejen, og det er blandt andet derfor, at jeg giver den som blogger i dag frem for mere direkte at være involveret i politik. Og det er nok meget godt, at der er sådan! 😉

Er Christoffer Guldbrandsen egentlig stadigvæk igang med optagelser fra NA? I så fald bliver det da den mest undeholdende politiske dokumentar nogensinde… Blot tanken om hvordan de nu 3 NA’ere har ageret i enrum efter Aamunds exit…

Malous feministiske udtalelser om tvungne kvindelige bestyrelsesposter og lukning af virksomheder tegner hende som en vanvittig radikal forbudskvinde. Det er umådelig trist at partiet Venstre skal trækkes med den slags utilregnelige reklamesøjler, hvorfor man da også må ønske liberalisterne held og lykke – selv hvis man ikke er liberalist.

Lukket for kommentarer.