Kategorier

Dødt løb om SF-spidskandidatur i København

SF's borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, udfordres af folketingsmedlem Anne Baastrup. Hvem står til at vinde? Hvem skal forvalte Villy-effekten ved valget til Borgerrepræsentationen i 2009? I min analyseklumme til Bryggebladet sætter jeg odds på, hvem jeg tror, der løber af med palmerne. Læs mere her.

Kategorier

En nødløgner trækker i land

S-gruppeformand Carsten 'unforgiven' Hansen trækker nu lidt i land på sine tidligere udtalelser om det 'utilgivelige' ved Jeppe Kofods bestigning af en ungmø på et DSU-kursus i påsken. Efter at fyldt medierne og alle os andre med løgn og latin i den sidste uges tid, så er tiden nu kommet til, at det en engang så fordømmende flammesværd Hansen, som en anden pryglet hund inden han kravler tilbage i sit hul for at slikke sårene, forklarer sig.

– Skal jeg fortryde noget, så er det, at jeg brugte udtrykket, at det var utilgiveligt, hvad han havde gjort. Jeg skulle i stedet have sagt, at det var uacceptabelt. Det skete i kampens hede, og det gik nok lidt stærkt, siger Carsten Hansen til B.T.

Fra JP:
Alligevel fastholder Hansen, at han var nødt til at reagere på DSUs klage over Jeppe Kofods opførsel, fordi Kofod i sin egenskab af udenrigsordfører var udsendt af folketingsgruppen til at holde oplæg på stævnet.

– Jeg er ikke nogen puritaner eller den store moralist, men han forbryder sig mod de interne regler i DSU, som han selv har været med til at skrive under på. Derfor har de nu bortvist ham, siger Carsten Hansen.

Netop det punkt har for ham hele tiden vejet langt tungere end den omstændighed, at pigen kun er 15 år. Carsten Hansen er heller ikke voldsomt optaget af den store aldersforskel på 19 år imellem pigen og Jeppe Kofod, som er 34 år.

– Havde de mødt hinanden på et diskotek, var der slet ikke nogen sag. Men nu skete det altså i DSU-regi, og det må man ikke, siger Carsten Hansen.

'¦'¦'¦'¦..

Ja ja bedre sent en aldrig, men Hansens troværdighed bliver ikke meget bedre af, at han nu formentlig binder os en ny historie på ærmet. Skulle Kofod være en 'en udsending' fra folketinggruppen. Det lyder utroværdigt. Det er da næppe et arrangement, hvor Kofods deltagelse forinden er clearet af med gruppeformanden.

Det lyder i øvrigt som om at gruppeformanden nu mener, at hele sagen i virkeligheden er et rent DSU-anliggende. Hvorfor skulle Hansen så blande sig? Så kunne DSU da bare fra starten have udelukket Kofod fra fremtidige arrangementer, nu hvor han åbenbart har overtrådt 'gummi-paragraffen'. Og pressen burde vel slet ikke have været indblandet? Eller hvad?

Det er morsomt med Hansen. Kort tid før sagen om Kofod rullede og historien løb på Christiansborg som en steppebrand spurgte journalister socialdemokratiets gruppeformand om han vidste, hvad sagen drejede sig om, men Hansen havde skam ingen anelse. Men ganske kort tid efter blev den famøse pressemeddelelse udsendt af S-pressetjenesten and the rest is history. Altså: S-gruppeformanden stak medierne en plade. Nu ved Christiansborg-pressen til en anden god gang, at Hansen står klar til at fylde dem med løgn, når han er presset.

Senere bildte Hansen så alle danskerne ind, at Jeppe Kofod selv havde trukket sig fra sine poster og i øvrigt selv formuleret pressemeddelelsen.

Carsten Hansen har opbrugt kvajekvoten, så der er ikke plads til flere bommerter nu. Et gratis råd til Hansen er i fremtiden helt at undlade med at lyve overfor journalisterne. Det betaler sig ikke. Og det gør det heller ikke, når man taler usandt overfor vælgerne for den sags skyld.

Men vi må vel tilgive den “utilgivende”.

P.s. Og imens kan vi nyde de tre lækre søstre fra irske “The Corrs” synge “Your forgiven, not forgotten”. Det er i hvert fald den sang, som jeg har på læberne i dag.

Læs også Jakob Nielsens kommentar, hvor han vurderer S-formanden Helle Thorning-Schmidts ageren i sagen. lad det være sagt med det samme: Han er ikke imponeret. Bemærkelsesværdigt er det også, at S-ledelsen faktisk forsøgte at tvinge Kofod HELT ud af politik – i total modstrid med hvad Carsten Hansen har bildt befolkningen ind i en hel uge!

Kategorier

Gammelfar vendte tilbage

Det er for længst gået op for de fleste '“ undtaget ham selv '“ at Bendt Bendtsen ikke ret meget længere bør være leder af Det konservative Folkeparti. I hvert fald ikke, så fremt at partiet skal have vælgermæssig fremgang.

Ikke desto mindre så er Bendtsen så glad og fornøjet ved at være vicestatsminister og dermed i toppen af regeringen, at han ikke har tænkt sig at vige pladsen som partileder foreløbig. Hverken for Lene Espersen eller Connie Hedegaard.

De fleste konservative mener dog efterhånden, at det store 'showdown' i partiet mellem de to med henblik på at efterfølge Bendtsen som partileder er aflyst, da Hedegaard i realiteten har opgivet at vinde over Justits-Lene. Hedegaard holder i stedet 100 pct. fokus på at få klimatopmødet til at blive en kæmpesucces.

Imens kæmper Lene Espersen en kamp mod Venstres Søren Pind om at tegne VK’s værdipolitik på retsområdet. Hvad Venstres egentlige retsordfører Kim Jeronimus 'Det kan man ikke' Andersen bestiller i den anledning, det vides ikke. Han kommer altid for sent i debatterne og som regel med det forkerte budskab i forhold til, hvad de borgerlige vælgere vil høre.

Bendtsen er som bekendt til daglig minister i den marskandiserbutik, som Økonomi og Erhvervsministeriet jo er. Som det er mange bekendt, så stod embedsmændene ved regeringsdannelsen i 2001 med en politiker, som ikke talte et ord fremmedsprog og i øvrigt ikke har særlig mange andre intellektuelle færdigheder, end dem man får ved at have skrevet politirapporter i 20-25 år. Ministeriet han skulle have, måtte derfor endelig ikke blive for teknisk og skulle helst være noget meget generelt ressort, men dog stadig tungt, nu da manden var leder af det lille regeringsparti. Så tog man lidt her og dér fra ressortområderne op i en shaker, rystede lidt og hældte op i et glas: Økonomi- og erhvervsministeriet var født.

Bendtsen har dog efter syv år i jobbet fået masser af selvtillid. Han er sådan rimeligt meget inde i stoffet, har evne til at holde talen som andre har skrevet for ham med alle de fine fremmedord, som han med statsgaranti ikke kendte før. Men de store improvisationer '“ det er ikke ham. Bendtsen er tydeligvis generet af, at der ikke findes ret mange politikere, embedsmænd eller sagkundskab, der er særligt imponeret af hans viden i dybden om sit ressortområde. Normalt betyder det ikke så meget. Politikere skal være politikere '“ og ikke eksperter. Alligevel kan det betyde noget politisk, når og hvis en politiker optræder som – og med – autoritet, men det er langt fra hver gang. Forleden så man et eksempel på det i et Ritzau-telegram, hvor der i overskriten stod: at 'Bendt Bendtsen ser med alvor på finanskrise'.

Videre stod der, at Bendtsen dog understregede, “at dansk økonomi er solid.”

– Den danske banksektor er primært eksponeret imod den danske og europæiske økonomi. Og den danske økonomi er grundlæggende sund og stærk. Men der er ingen tvivl om at usikkerheden på de internationale finansielle markeder er større end i lang tid, og der er fokus på likviditet. Og bølger fra USA slår også ind i Europa, sagde Bendtsen.

Tjah man ser det for sig: Handlen stopper på fondsbørsen, altmens hele markedets aktører, bankerne, kapitalfondene, ja selveste nationalbankdirektøren og de økonomiske vismænd fra universiteterne stopper op i deres gøremål, for derved at lytte andægtigt til, hvad politibetjenten fra Fyn har at sige om verdensøkonomiens indflydelse på dansk økonomi. Ja, det er i grunden mærkeligt, at Bendtsen ikke skal tale ved det næste topmøde i World Economic Forum i Davos…

Bevares, Bendtsen har embedets autoritet, men for mig at se kunne man i stedet lade Thomas Blachman fra X-faktor eller varmemesteren Carsten “Unforgiven” Hansen udtale sig om samme emne. Ærligt talt, Bendt Bendtsen fremstår som den lille mus, der står midt ude på en bro og hopper, mens han siger til den anden mus: “Ih hvor vi gungrer!”

Den meget forhenværende statsminister Poul Schlüter kom i påsken, forbi KUs landsråd for at peppe de ungkonservative lidt op, nu da de ikke kunne gentage sidste års stunt med at stemme om hvem der skulle være Bendt Bendtsens efterfølger. Schlüter sagde det, som de fleste ved, at de konservatives opbakning ikke rokker sig ud af stedet, fordi de ikke tør mene så meget – hvad der naturligvis blev udlagt som en kritik af Bendtsen. Men ikke hele pressen gad høre efter hvad gammelfar sagde første gang, så en uge efter gentog Schlüter hele smøren i Politiken:

– For mig er det helt utilstedeligt, at vi kun har 18 mandater ved valg efter valg. Der skal man passe på, at vi ikke bliver låst fast. Der er langt flere konservative vælgere end de, der nu sætter kryds ved liste C «, sagde Schlüter, der i 1984 fik det bedste valgresultatet nogensinde for “konser’ne”.

De konservative på Christianborg med den politiske ordfører Henriette Kjær i spidsen slog dog tilbage mod 'gammelfar', der i øvrigt snart runder de 79 somre. Han fik at vide, at det nu var 'en ny tid':

'Vi, der færdes på Christiansborg hver dag, ved, at tiderne er anderledes, end da Poul Schlüter selv stod i spidsen for partiet. Og vi har forståelse for, at han har svært ved at følge den politiske dagsorden lige så tæt, som da han selv var partileder”, lød det sarkastisk fra Kjær i en pressemeddelelse.

Oversat til dansk sagde hun: “Tag nu og hold nu din kæft, gamle og meget forhenværende nar!”

Bendtsen selv var langt mere elegant i sine udtalelser, hvilket nok også var nødvendigt for ikke at lyde presset:

– Jeg holder utroligt meget af Poul Schlüter, men dansk politik har jo ændret sig meget de sidste 15-20 år, og jeg kan sige, at Det Konservative Folkeparti gennemfører masser af værdipolitik hver eneste dag, og vi har en hamrende god folketingsgruppe i øjeblikket.

På dansk: Schlüter har fået pip og hører i virkeligheden til et på et alderdomshjem for senile. Vi sidder nu og administrerer butikken hver dag, og det går fint. Der er endelig og langt om længe ingen i gruppen, der laver ballade. Heldigvis, så er der langt tid til valget, så vi behøver ikke at overanstrenge os med at fortælle vælgerne om, hvad vi i det hele taget foretager os.

Alle ved, at Schlüter har ret, selvom man også må konstatere, at den gamle statsminister risikerer at sælge ud af den respekt, der i øvrigt står om ham. Men der er da også dem, der mener, at der med Schlüters efterhånden mange gode og utidige råd til efterfølgerne ikke er så farlig megen respekt tilbage at sælge ud af.

Men jeg letter trods alt alligevel på hatten for 'det gamle ulvesmil', for at sige tingene, som de nu og engang er.