Kategorier

Hvad mener S om skattelettelser?

Skal man grine eller skal man græde over socialdemokraternes ledelse?

Fra Netavisen 180Grader:

'Samme dag som næstformand Nick Hækkerup går ud som fortaler for en lettelse af topskatten offentliggør Politiken en kronik af Helle Thorning-Schmidt, hvori det hedder, at prisen “for en ny og bedre offentlig sektor er, at vi ikke sænker skatten”.

Det er da utroligt, at socialdemokratiets formand og næstformand kan mene to forskellige ting om skattelettelser samme dag. Det er et så stort selvmål, at selv en Bendt Bendtsen kan trille bolden det sidste stykke i mål:

“Der er ikke noget at sige til, hvis danskerne bliver forvirrede over socialdemokratiets politik. Først spiller Mette Frederiksen ud med ni teser, der slet ikke nævner skatten. Så spiller Helle Thorning-Schmidt ud med ni dogmer, hvoraf det fremgår, at skatten ikke skal sættes ned, og så kommer Nick Hækkerup efterfølgende og taler om at sænke topskatten,” lyder den konservative leder Bendt Bendtsens kommentar til de socialdemokratiske signaler i en pressemeddelelse'.

For mig at se er det fuldkommen ubegribeligt uprofessionelt, at S-ledelsen ikke engang evner at koordinere deres synspunkter på et af de ret så centrale politiske spørgsmål i dansk politik for tiden. Det er jo topmålet af dårlig politisk kommunikation. Helle Thorning skal altså til at passe på, at hun ikke bliver til grin. Og så på en dag, hvor JP kan præsentere en måling, hvor danskerne mener, at Mette Frederiksen er en lidt bedre “billetsælger” end S-formanden. Der bliver nok ikke flere, der nu mener, at Thorning er fantastisk til at sælge Socialdemokraternes politik.

Bortset fra det, så vil jeg i øvrigt håbe, at det er Nick Hækkerups synspunkt, der vinder indpas, men jeg vil nu se det før jeg tror på det. S er så presset fra SF, at partiet vil drive mod venstre, hvad Thornings ni valg også er udtryk for.

Så i øvrigt at Michael Kristiansen latterliggjorde S-teserne til sidst i denne uges udgave af Mogensen & KristiansenTV2 News. Jo man kan jo godt nedgøre Helle Thornings ni valg som 'ugens teser'. Men skal vi nu til at håne politikere for at forsøge at markedsføre deres politiske synspunkter? Jeg synes, at S bør roses for at ville tale politik. (Og det er regeringen sikkert også interesseret i efter en uge, hvor alle kun talte om Lars Løkkes bilag)

Det, man kan kritisere S for, er, at 'teserne/valg' virker lidt uoriginalt, og bidrager til den udbredte opfattelse, at Socialdemokraterne lider af idé-sclerose.

Men man skal jo komme tilbage når man har dummet sig. Her forklarer Nick Hækkerup S’s synspunkt om at skattetrykket skal være uændret, selvom at S samtidigt vil nedsætte marginalskatten. Nu hænger skattepolitikken i det mindste lidt bedre sammen, men det er stadigvæk gådefuldt, hvorfor S vælger at kommunikere begge synspunkter effektivt den selvsamme dag. Vælgerne bliver jo forvirrede og i sidste ende irriterede, og det var vel næppe formålet med Helle Thornings udspil om de ni valg og de to lix-tals tunge kronikker i Politiken?

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

11 kommentarer til “Hvad mener S om skattelettelser?”

Nu ved jeg ikke, om begrebet “ugens teser” er din eller Kristiansens betegnelse, men jeg vælger snarere at tolke det – hvis det skal passe med min egen overbevisning – som om de er glemt igen, inden du nå kan stave til krampetrækninger. 🙂
Diskussionen gik jo på, om det ville batte noget i sidste ende.

For mig ser det lidt kuglerammepædagogisk(agtigt) ud på den forkerte måde, når S gang på gang smider en chartliste af smarte politiske budskaber afsted; ikke at det i sig selv er et større irritationsmoment, men fordi det bare lader til at være det eneste politiske materiale, de lader at få ud i æteren (havde Helle ikke 9 andre teser for nogle uger/få måneder siden?). Og så føler man sig jo hensat til en gængs vox pop-musikkanal med politisk tema end noget andet.

Måske det praler af på mig, fordi jeg efterhånden har fået godt spat af radikale lister med ultimative krav fra fordums tid – hvad ved jeg. 🙂

Du har ret, Jarl, i din påvisning af den absolutte amatøragtige kommunikationsstrategi, socialdemokraterne IGEN viser. Lad os se på den uendelige liste:

1: Helle Thorning fremsætter “velfærdsrettigheder” i efteråret 2007.

2: I valgkampen bliver det til “skattelettelser versus velfærd”

3: Hun lider et katastrofalt nederlag ved valget, men formår at spinne det som en sejr, fordi hun retorisk matcher Fogh. (HELLO: Er det ikke et a priori, at en oppositionsleder skal kunne spille lige op med sin modstander??)

4: Nogle måneder efter valgets Armageddon for S, siger Ritt det ligeud: Vi har tabt “big time”, lad os i Den Røde Skole finde ud af, hvad vi nu skal gøre. Helle Thorning kan ikke finde sine ben.

5: For et par uger siden proklamerer Mette Frederiksen, at hun nu har 9 teser for partiets fremtid. Vi hører ikke rigtig noget fra partiformanden.

6: Og nu skriver Helle Throning et par kronikker i Politiken med endnu nogle teser.

Summa summarum: Indenfor godt et halvt år har socialdemokraterner smidt flaksende, forvirrende og ukoordinerede agendaer i hovedet på den konsternerede befolkning.

Jamen, for Fanden da: Ved de INTET om kommunikation.

“Stay on message”. Og ikke andet. Gentag, gentag og gentag i én uendelighed.

Fogh har gjort det som en robot i 8 år: Skattestop, ikke flere indvandrere, kontraktpolitik: Vi holder, hvad vi lover.

Helle Thorning er Poul Nyrup revisited: En rundkørsel af flaksende, cirkulær opportunisme.

Spørg vælgerne: Hvar står socialdemokraterne for?

INGEN aner det.

Og inde på Christiansborg på et kontor langt-langt væk sidder Noa Redington og har begravet sig i en måling over vælgervandringer. For det er vel utænkeligt at forestille sig, at han har haft noget med miseren at gøre?

Eller hvad? Blev han netop ikke ansat til at formulere en holdbar og troværdig strategi for Helle & Co.?

Det er rigtig, Morten. Noa Reddington er blevet ansat. Og han er en fortræffelig intellektuelt tænkende analytiker. Det var faktisk et scoop at hyre ham.

MEN. MEN. Han er sågu ikke nogen kommunikationsekspert.

Og hvordan kan et potentielt regerinsgbærende parti være så uprofessionel, at det IKKE overhovedet indtænker en kommunikationsstrategi i sine politiske udspil?

Jeg er forsåvidt ikke gennemgående uenig med betragtningerne ovenfor, men en enkelt del af det ønsker jeg at knytte en kommentar til:
“'œStay on message'. Og ikke andet. Gentag, gentag og gentag i én uendelighed.”

Var det ikke netop dét man gjorde med “velfærd eller skattelettelser”, og netop dét fik Socialdemokraterne i almindelighed og Helle Thorning-Schmidt i særdeleshed mange hug for fra kommunikationsfolk og andre selvudnævnte orakler udi politisk kommunikation? Efter at selvsamme flok inden da havde talt positivt om den dagsorden for sin klarhed etc.

Den da kommunikationsfolk og “politiske orakler” troværdigt kan pege fremad i deres analyser, fremfor blot at fremsige variationer over temaet “hvad sagde jeg!”, begynder de måske ligefrem at blive så brugbare, at andre end kommunikationsfolkene selv kan se anvendeligheden af dem.

Blot til en opklaring: Som jeg nævnte i en tidligere kommentar til et andet af Jarls indlæg, så er Nick Hækkerups udsagn ikke nyt. Han fremsatte et lignende synspunkt, den dag skattekommissionens sammensætning blev offentliggjort. Jeg har fundet artiklen fra pol.dk 10. januar 2008: http://politiken.dk/politik/article456293.ece

Desuden så er Ole Sohn citeret for at han ikke har noget problem med at hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat. Så også på dette punkt tegner der sig en enighed mellem S og SF; og hér ved man da at de Radikale også vil kunne lege med, deres skatteudspil in mente.
http://politiken.dk/politik/article494504.ece

Så selvom det ligner en tabersag, så har man nu etableret noget der ligner en enighed i oppositionen omkring skattepolitik, mens regeringen og dens parlamentariske flertal virker i vildrede. Det var en alternativ måde at tolke det seneste døgns snak om skattepolitik på.

8. jeg ser ingen enighed i oppositionen omkring skattepolitik, ja de er enig om en hensigtserklæring om at nedsætte skatten på arbejde (også på den sidst tjente krone), men finansiering og størrelsen er der på ingen måde enighed om. Endvidere, hvordan vil SF få råd til alle sine valgløfter uden at hæve skatten/afgifterne, det hænger ikke sammen.

For lige at vende tilbage til den meningsmåling, Jyllands-Posten har lavet om, hvem der har mest gennemslagskraft hos Socialdemokraterne, så er den faktisk meget, meget interessant. Den viser nemlig, at de unge og midaldrende vælgere er meget begejstrede for Thorning-Schmidt, mens de overhovedet ikke kan lide Mette Frederiksen. Jo yngre, jo større begejstring for formanden.
De ældre vælgere, derimod, bryder sig decideret ikke om Thorning-Schmidt, men er derimod meget glade for Mette Frederiksen, der har den stik modsatte tilslutning: Jo ældre vælgerne er, jo mere værdsætter de hende, og der er hverken for hende eller Thorning-Schmidts vedkommende tale om små udsving: Jeg har ikke længere den pågældende udgave af Jyllands-Posten, men så vidt jeg husker, er det noget med, at næsten 3 1/2 gange så mange helt unge vælgere foretrækker Thorning-Schmidt frem for Frederiksen, mens der for de ældre vælgeres vedkommende vist er ca. 2 1/2 gange så mange, der favoriserer Frederiksen.
Det bizarre ved tallene er jo, at Thorning-Schmidt er mere end 10 år ældre end Mette Frederiksen.

Jeg ser ingen modsætning mellem det HTS og Nick Hækkerup siger. Sidstnævnte taler om lettelser af topskatten, men også skatterne for mellem og lavindkomsterne. Hvad han dog ikke siger, ligesom Ole Sohn er hvor pengene skal komme fra og de to vil næppe give “ufinansierede” lettelser, men givet finde dem ved ændringer andre steder i skattesystemet, måske ved begrænsingning af fradragsretten for renter eller pensionsindbetalinger.

Det nye er dog at de erkender at topskatten er skadelig, hvilket i det midnste er et stort skridt frem.

Så mangler man bare EL og DF :-]

Lukket for kommentarer.