Kategorier

Udsigt til S-nederlag ved EP-valget i 09

Denne uges absolutte nyhedsbombe i dansk politik var da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen bekendtgjorde, at han efter blot en enkelt valgperiode på fem år siger farvel og tak til EU-parlamentet, når valgperioden udløber i august næste år.

Nyrups begrundelse for at takke af i dansk politik lyder troværdig. Manden har knoklet hele sit voksne liv og med henvisning til dåbsattesten, der siger 1943, så vil han nu bruge tiden til at være mere sammen med familien. Derfor ligger det lige for at slutte, at også viven Lone Dybkjærs tid i folketinget formentlig også rinder ud, når denne valgperiode slutter, sådan at hun ikke genopstiller i København. (Hvilket gør Manu Sareen stensikker på at få de radikales mandat i hovedstaden efter næste folketingsvalg)

Anyway, Nyrup trak over 400.000 vælgere sidste gang, hvilket gav S et kanonvalg, der trak fem mandater herunder et par nobodies til elefantkirkegården i Bruxelles. Problemet for sosserne er at ikke engang de resterende ronkedorer gider være spidskandidat til næste års Europa-parlamentsvalg. Efter sigende er både 'geden' a.k.a. Mogens Lykketoft og Svend Auken blevet bedt om at kandidere, men begge har betakket sig. De vil hellere slutte karrieren hjemme, hvor slutscenen bliver det danske folketing frem for glemslen i Bruxelles.

Med udsigt til at få røvfuld ved næste års EP-valg er Helle Thorning-Schmidt formentlig begyndt at tænke i alternative baner. Det kunne give et comeback til Bingo-frank dvs. Thornings besejrede rival fra formandsvalget Frank ' Frankie-boy' Jensen.

På rygtebørsen siger man, at Frankieboy keder sig i sit nye job som direktør i et selskab, der sælger IP-telefoni. Til gengæld hygger evig unge Jensen sig som medlem af TV2 bestyrelse og navnlig som formand for sit gamle universitet AUC i Aalborg.

Der er en række spørgsmål, som er interessante i forhold til spekulationerne om Frank Jensen står i spidsen for socialdemokraterne ved EP-valget næste år. Ser Frank Jensen en udfordring for sig selv i at tage til Bruxelles? Uanset hvordan det går ham under EP-valget, så vil S gå tilbage, og han vil uvilkårligt få skylden for det. Hvorfor dog udsætte sig selv for det? Og hvad skylder han Helle Thorning? Svar: Absolut ingenting. Hvis Frank Jensen har mod på at komme tilbage til dansk politik, så kan han alternativt vente en valgperiode eller to dvs. indtil, at Helle Thorning evt. taber næste folketingsvalg til Venstres sandsynlige statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men hvorfor skulle han dog det? Hvad skulle Frank Jensen dog opnå ved det? Nej, jeg tror ikke på, at Frank Jensen stiller op til Europa-Parlamentet eller folketinget for den sags skyld.

Det bliver efter alt at dømme i stedet den siddende MEP unge Dan Jørgensen, der får chancen. Han er ret ukendt i den brede befolkning og vil næppe blive bebrejdet internt, at S formentlig mister mindst to af sine fem mandater ved valget. Til gengæld er det uundgåeligt, at Helle Thorning står med et nederlag næste år, medmindre at en af de gamle ronkedorer ofrer sig.

Så nu er opgaven for Venstre at finde en billetsælger, der vil kunne sikre regeringspartiet fremgang og udstille Helle Thorning og socialdemokraternes næste uundgåelige nederlag. Jens Rohde tror jeg ikke på længere. Var han interesseret så havde vi hørt om det, og for et par søndage siden kunne Ekstra Bladets Bent Falbert i sin avis berette, at Rohde havde andre planer med sit liv, hvor Falbert i sin artikel henviste til detaljer, som han kun kunne have fået fra Rohde selv. Jeg ville derfor ikke satse penge på, at Rohde bliver Venstres spidskandidat, netop fordi at han tilsyneladende ikke er interesseret.

Skulle jeg give et bud, så kunne det blive en af de siddende ministre. Hvis ingen andre vil, så står de tidligere MF'ere Jens Hald Madsen og Charlotte Antonsen klar. Det vil omvendt være godt nyt for Thorning og Dan Jørgensen. Løkke bør kunne vride armen om på en eller anden, der vil kunne tilføje Thorning et nederlag. Chancen er simpelthen for god til, at Venstre kan lade den passere.

Kategorier

Why change a winning team?

Anders Fogh Rasmussen vil – som alle ved – gerne have et nyt job. Der er dog lige det aber dabei, at hvis han skal maksimere sine chancer for at få et af de tre ledige topjobs i EU, så skal Danmark helst være helt og fuldt med i EU-samarbejdet.

Det to øvrige vigtige forbehold på henholdsvis retsområdet og forsvarsområdet burde med SFs accept kunne glide igennem ved en separat folkeafstemning her i efteråret. Modstanden vil formentlig også her være stor i vælgerbefolkningen, men jeg gætter alligevel på at unions-modstanderne sparer på kræfterne til det endelige 'slaget om Euroen' ved en efterfølgende afstemning, som finansminister Lars Løkke Rasmussen siger vil finde sted i denne valgperiode. “Euroen” er noget alle og enhver kan tage at føle på, og nu møder Fogh også modstand fra andre sider af det politiske spektrum, nemlig fra den del af erhvervslivet, som primært ernærer sig ved at hjælpe sine kunder til at tjene penge på valutaspekulation, og blandt dem den absolut succesrige direktør Lars Seier Christensen fra Saxo Bank.

Seier Christensen er af den sjældne åbenmundede og ærligt samfundsengagerende type i erhvervslivet, der sammen med sin makker Kim Fournais blandt andet har sponseret Ny Alliances valgkamp med i hvert fald en million kr. Makkerparret er kendt for liberale og frihedsorienterede synspunkter og ytrer sig tit i samfundsdebatten blandt andet med det indlysende fornuftige synspunkt, at der er behov for en lavere marginalskat på arbejdsindkomster. Netop fordi Saxo-folkene tidligere har vist et mod til aktivt at blande sig i samfundsdebatten, så lytter jeg gerne til, hvad de har at sige også når det gælder betænkeligheder mht. at sige ja til euroen. Seier Christensen advarer således om, at Danmark beslutter at erstatte kronen med euroen, da det den valutariske selvstændighed giver landet en fortsat mulighed for at føre en anden valutakurs-politik end den fastkurspolitik som vi har ført her til lands i et kvart århundrede. Fastkurspolitikken har ellers vist sig som en dundrende succes, og bliver jo videreført uanset om vi er med i Eurolands-samarbejdet eller ej. So why change a winning team?

Dansk økonomi har oveni og siden det sidste nej til Euroen i 2000 haft det fortrinligt, og det bliver derfor svært for ikke at sige umuligt, for 'de fire gamle' ja-partier at overbevise befolkningen om euroens velsignelser. Hvis man hørte radio-spørge-debat-programmet Poul Friis i dag på P1 onsdag formiddag, så kunne man høre Europabevægelsens næstformand Ellen Trane Nørby MF(V) fremføre alle muligt andet end økonomiske argumenter for at stemme ja til Euroen. Det er åbenbart Venstres strategi at EU skal sælges som et ideologisk projekt over for vælgerne for at overbevise dem om at stemme ja. Jeg ønsker VKSR lykke til med denne umulige opgave, som jeg vurderer, er dømt til at mislykkes.

P.S: I weekenden holdt det dødfødte fritidsprojekt for forhenværende seriøse og nu fuldstændig ligegyldige og komplet holdningsløse politikere i Ny Alliance '“ dansk politiks svar på The Marx Brothers sit første landsmøde. Og netop her trak dansk politiks svar på Groucho Marx, Anders Samuelsen, pludselig 'nej til euro-kortet' op af hatten. Det skete i øvrigt til stor overraskelse for de delegerede som i stort set alle de vox-pops, som DR efterfølgende lavede til deres landsmøde-reportage, samstemmende bragte sig opposition til NA-ledelsen ved at bekende sig som svorne hardcore EU-tilhængere uden forbehold.

Nu er jeg for længst holdt op med at tage Ny Alliance alvorligt. Partiet har hos mig stort set samme troværdighed som 'Erik og Annie Goes to Hollywood' (Hedder det i øvrigt ikke 'go' i flertal?). Lad NA dø en stille død. Man kan som jeg have sympati for Ny Alliances liberale politik og til dels deres nyfundne 'nej til Euroen', men de forbliver en parodi på et politisk parti. Samtidig kan man ikke helt frigøre sig fra spekulationerne om Samuelsens pludselige omvenden til Euro-skeptiker har sammenhæng med partiets væsentligste sponsors i øvrigt helt legitime synspunkter. Jeg vil dog helst tro på Samuelsen, når han bedyrer, at Los Alliancistas are not for sale

Kategorier

Stort internt nederlag til Søvndal

Kampvalget i SF København blev i onsdags vundet af den siddende børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Det blev derfor et kæmpenederlag til den ellers sejrsberusede SF-formand Villy Søvndal, som tydeligvis for alle foretrak Anne Baastrup som spidskandidat. Til trods for at SF-formandens ellers meget fejrede og roste spindoktorer var i Baastrups ringhjørne, så var det undervejs i valgkampen særdeles svært at se, at det virkelig skulle være de samme mennesker, som hævdes at stå bag SFs uomtvistelige vælgersucces. For sjældent har en udfordrers valgkamp fremstået så farveløs og defensiv. Kjeldgaards sejr var i øvrigt ret kneben, og Søvndal med flere ser nu med frygt ogh bæven frem mod næste kommunalvalg, hvor få forventer at SF-borgmesteren formår at veksle Søvndal-effekten i København til en fremgang, der matcher den partiet har oplevet på landsplan. Oven i slås Kjeldgaard med at fem ud af syv BR-medlemmer foretrak Baastrup frem for Kjeldgaard som SFs spidskandidat. Læs analysen her.