Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Til forsvar for den politiske kommentator

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 17, 2008

Comments icon

4 kommentarer

I anledningen af en nys udgivet bog 'Teflon og Bullshit' er jeg blevet interviewet til DJØF-bladet – juristernes og økonomernes fagforenings’ medlemsblad. I artiklen går jeg blandt andet op imod den efter min mening noget letkøbte beskrivelse af politiske kommentatorer som 'læsere af kaffegrums og krystalkugler':

– Det er en grov undervurdering af deres faglighed. Her må jeg hejse det sorte flag, for de to forfattere ved tilsyneladende ikke, hvad de taler om. Politiske kommentatorer har mange års erfaring med det stofområde, som de dækker. De har en professionel tilgang til metieren. Flere af dem har selv været en del af gamet på et ret højt niveau, og de er også meget interesserede i, hvad de har med at gøre. Ofte er de helt opslugt af politik på en måde, så arbejde og fritid flyder helt sammen for dem. Flere af dem kender spillet bag kulisserne, især i kraft af et betydeligt kildenetværk. På den baggrund er det at undervurdere fagligheden, når man kritiserer dem så ubetinget.”

Læs hele artiklen her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    4 Comments

  1. Jacob Packert

    sagde den 17. maj 2008 kl. 16:29:

    Hedder bogen ikke Teflon og Bullshit? Har kredset lidt om den i den lokale Akademisk Boghandel men endnu ikke taget mig sammen til at shoppe den. Hvordan vil du sige bogen er i forhold til ‘Samtaler om Spin’ (Lund og Esbensen, 2006) eller ‘Håndbog for Statsministre’ (Hegelund og Mose, 2006)…hvis du tilfældigvis har læst nogen af dem? 🙂 (ellers kan jeg anbefale som udmærket sommerlæsning)

    Synes du kommer med nogle kloge betragtninger i interviewet…Ligger i ret god forlængelse af Dahls ‘Den idiotiske myte om spin’ fra sidste udgave af Ræson.

    – Packert

  2. Jarl Cordua

    sagde den 17. maj 2008 kl. 17:35:

    1. Hej Jacob,

    Du har ret med titlen – det var en ren tanketorsk fra min side. Undskyld til dig og læserne. Det er nu rettet.

    Tak for kommentaren i øvrigt.

    Nu blev jeg i artiklen om “Teflon og Bullshiot” præsentereret for bogens pointer, som jeg responderede på, men har da blandt andet læst Kristian Madsens anmeldelse af bogen.

    Jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg faktisk kun har læst “Samtaler om spin” i sin fulde længde – og det er en udmærket bog, som i kraft af de medvirkende indsigtsfulde interviewpersoner kommer godt omkring alle sider af begrebet “spin”.

    “Håndbog for statsministre” har jeg kun læst positivt om.

  3. Rasmus Kristensen

    sagde den 17. maj 2008 kl. 23:22:

    Form har helt klart noget at sige, giver troværdighed, når befolkningen ikke helt ved hvad de får hvis Helle Thorning Schmidt bliver statsminister, er det klart at hun vil have sværere ved at vinde valget. Da Anders Fogh var opposition i 2001 gav han nogle klare valgløfter. Og når jeg hører fx Mogensen og Kristiansen er jeg ikke i tvivl om at de kender det politiske spil og er eksperter.

    Jeg har ikke læst bogen men har hørt dem blive interviewet i radioen. De syntes der var for meget fokus på spin og meningsmålinger, og det er jeg helt enig i. Jeg synes spin-programmerne er interessante og ser dem, men jeg synes da det ville være bedre hvis pressen så på nogle love der enten var blevet gennemført eller skulle gennemføres, og så kunne befolkningen nøjagtigt høre hvilke forandringer det ville give. Og lad os få fagfolk i studiet og den slags. Og meningsmålinger er en ærgelig ting synes jeg… jeg kan godt forstå pressen bruger dem for de er jo en nyhed i sig selv. Men jeg sidder og ærger mig når jeg hører et interview hvor der bliver sagt: “hvad siger du til meningsmålingerne?” Alle ved da at ingen er glade for at ryge nedad.

    Jeg synes dog personspillet er noget af det mest interessante, da der er tydelig forskel på et parti alt efter hvem der er leder for det (Ellemann/Fogh eksempelvis) og jeg er meget ked af at nogen siger at det handler om personer i stedet for politik. Jeg vil hellere sige det handler om personers politik i stedet for partiers politik. Før TV kom, kunne man kun læse om politikerne, og jeg tror at medmindre man kunne læse der virkelig skete en skandale, stemte man mest efter hvilket parti man følte sig mest knyttet til. Men i dag er der flere svingvælgere i befolkningen tror jeg på.

    Jeg er ked af at hver gang der er uenigheder i et parti bliver det kaldt fløjkrig og krise. Det er vel naturligt at man diskuterer linjen i partiet, ønsker man en partileder og 30 zombier i en folketingsgruppe? At pressen gør det har fx Dansk Folkeparti jo i høj grad taget til sig, og har indrettet partistrukturen efter det.

    Jeg forstår godt dit svar til de to herrer, Jarl, fordi din lange tid hos Venstre har helt sikkert givet dig en del viden om hvordan tingene foregår i politik. Og uden den viden ville denne blog ikke være nær så læst, det er jeg sikker på.

  4. Peter Løhmann

    sagde den 19. maj 2008 kl. 18:48:

    Jeg anerkender den politiske kommentator, der har indsigt i “spillet” og taler om “spillet” og ikke gør det til mere end det er (dvs. en af mange dele af moderne politik).

    Ligeledes anerkender jeg den faglige ekspert i naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab, der med basis i sin forskning kommenterer på et politisk forslag.

    Hvad jeg ikke anerkender, er (typisk) “husøkonomer” med “vested interests” der får lov til at fremstå som neutrale iagtagere (Danske Banks Steen Bocian og Jyske Banks cheføkonom (Anders Dahl?)).

    Og hvad jeg yderligere ikke anerkender, er statskundskabslektorer og -professorer, der ikke kan dy sig for at lege “Mogensen og Kristiansen”, eller endnu værre, ikke kan dy sig for at slå et større indsigtsmæssigt brød op end deres forskning kan bære. Her tænker jeg fx på Kasper Møller fra KU og Johannes Andersen fra AAU. Om sidstnævnte husker jeg hvordan han kommenterede nyheden, at flere og flere glemte deres ting i svømmehallen med “moderne danskeres hverdag bliver mere og mere fragmenteret, og derfor sker det”. Nogle gange skal man bare “walk away from the ball”.

    Noget af det er jeg bange for har at gøre med, at universiteterne – med rette – har sat mere fokus på forskningsformidlingen, men – med urette – har meget mere travlt med formidling end med forskning i deres forskningsformidling. Det handler om mediestrategier der skal “brande” universitetet fremfor formidlingsstrategier, der skal bringe universitetets store reservoir af viden ud til en bredere kreds.

    Jeg skal beklage min digression, men jeg håber der er et figenblad af relevans derinde et sted 😉

Bottom border