Konservative drømmerier

Det er naturligvis legitimt for ethvert politisk parti at drømme om fremtidig storhed og ære. Alligevel så er der forskel på at udtrykke ydmyge og stilfærdige håb om snarlig vælgermæssig succes og så utimede bastante, hovedløse og temmelig virkelighedsfjerne krav om statsministerposten.

Jeg tænker naturligvis på de konservatives næstformand Finn Poulsen, som mente sig kaldet til at foreslå Venstres sandsynlige statsministerkandidat ved næste valg Lars Løkke Rasmussen udskiftet med Bendt Bendtsen.

Finn Poulsen er en meget succesrig erhvervsmand, som sammen med Bestseller-tøjmagnaten Troels Holch Povlsen har lavet en fin forretning blandt andet på at lukrere på andre modedesigneres arbejde, som man har kopieret og fået masseproduceret til billige penge og siden sælger videre til gode priser. Det er en gigantisk milliard-forretning og man kan kun ønske tillykke med den fine succes. Men når det kommer til den politiske analyse, så kniber det dog en anelse med realismen. Finn Poulsen lider formentlig af den samme sygdom, som er så udbredt hos erhvervsledere, der gør sig kloge på politik, hvor man først demonstrerer en usædvanlig kækhed og dernæst afslører sit manglende blik for det politiske spils finere, men ret så afgørende finesser. Hvad vandt de konservative ved Finn Poulsens udmelding andet end at udstille egen lidenhed i forhold til storebror i Venstre og Bendt Bendtsens manglende gennemslagskraft, politiske tyngde og vælgerappel?

Bendt Bendtsen som statsminister? Hvilken planet kommer Finn Poulsen fra? Bendt Bendtsen er i sit karrieres absolutte efterår, og i de konservative kadrer venter man længselsfulgt efter den dag, hvor Bendtsen SELV overdrager stafetten til sin efterfølger Lene Espersen. Langt de fleste organisationsfolk håber den dag oprinder hellere i dag end i morgen, men Bendtsen får lov at sidde vel vidende, at ingen af tronprætendenter tør starte et oprør i et parti, som historisk har været hjemsøgt og plaget af uro og ballade fra stridbare fløje. Krav om Bendtsens afgang fra partiets folketingsmedlemmer er de facto politisk selvmorderisk. Spekulationerne går mest i retning af, at Bendtsen går nogenlunde lige efter, at Fogh forlader dansk politik. Måske sker det allerede i efteråret. Der er dog lige det centrale punkt, at ingen ved om Bendtsen går. Der er et håb om det i baglandet, men Bendtsen har på intet tidspunkt offentligt – eller på de indre linjer '“ udtrykt idéer om at han går med Fogh. Det hænger allerhøjest i 'i luften' at han går '“ måske for at blive Folketingets næste formand efter næste valg, hvor Thor Pedersen allerede har sagt at han ikke genopstiller.

Lene Espersen bliver utvivlsomt de konservatives næste leder, men hun har efter min mening klare mangler. Espersen har trods mange års ministererfaring ikke lavet politiske forlig, der i betydning kan måle sig med Lars Løkkes præstationer, og hun er i øvrigt ikke helt fri for skeletter i skabet, hvis det skulle komme til sammenligning med den for tiden så bilagsplagede finansminister. Når det gælder retorik og evner ud i folkeforfører-kunsten, så burde K have kåret Connie Hedegaard for længst som partileder, for her er klimaministeren sin rivalinde overlegen med flere længder. Lene Espersen mangler selv i øvrigt den erfaring at have overlevet en rigtig krise. Hun slås desuden lidt med et nordjysk-blondine-image, og den ideologiske tyngde imponerer heller ikke. Sammenlignet med Bendtsen, så siger det næppe så meget, men hvis K skal vokse sig større end Venstre, så skal en leder efter min mening have et større potentiale end det, som Lene Espersen besidder. Venstre frygter faktisk ikke Lene Espersen. Snarere tværtimod. Også selvom at en måling netop har vist, at befolkningen lige nu klart foretrækker Lene Espersen for Lars Løkke som statsminister. På den lange bane bør Venstre ikke være bekymret for K-kronprinsessen, som i øvrigt sammen med Brian Mikkelsen opleves som værende meget loyal mod regeringsprojektet.

Så er der jo partiets anden næstformand, Frederiksbergs borgmester og KL's topforhandler i overenskomstforhandlingerne Mads Lebech, som også har udtrykt sig med et håb om fremtidig konservativ gloire:

'Hvis vi herfra og til evighed skulle have deponeret, at vi mener, at en Venstre-mand vil være landets bedste statsminister, men at vi har den bedste politik, så ville det jo være en helt skæv virkelighedsoplevelse,” sagde Mads Lebech forleden til Berlingske Tidende.

Rimeligt nok, men det kan så undre, hvordan Lebech '“ med sin uomtvistelige begavelse '“ kan få sig selv til at pege på Bendtsen, som et godt bud på en statsminister. Det mener han næppe alvorligt. Lebech selv har i øvrigt '“ i modsætning til Lene Espersen samtlige de kvaliteter, der skal til for at blive statsminister. Han er en fremragende kommunikator, en god forhandler, tillidsvækkende og udstråler med sin facon det bedste ved en konservativ fremtoning: Seriøs, ydmyg og åben uden at virke alt for kedelig. Spørgsmålet er dog, om Lebech har et ideologisk projekt i skuffen, der peger frem. At Danmark skal køres som tingene fungerer i Frederiksberg kommune er næppe det værste, der kunne ske, men er det nok til at skifte V ud med liste C? Jeg er dog ikke i tvivl om, at Lebech er klart det bedste bud, som en konservativ, der kan skabe fremgang og for første gang siden Hans Engell vil blive opfattet som en seriøs konservativ statsministerkandidat, der kan true Venstres dominans hos de borgerlige vælgere og førstefødselsret. Det kræver dog, at Lebech overlader roret på Frederiksberg til en anden, finder en opstillingskreds '“ fx Per Stig Møllers stensikre på Frederiksberg '“ og bliver valgt til folketinget. Indtil videre, så tyder intet dog på, at den udvikling er i vente.

Og så til noget aldeles uvant her på bloggen. Jeg må rose Bendt Bendtsen for sammen med den politiske ordfører Henriette Kjær klart at have afvist alle spekulationer om, at Bendtsen skulle være partiets statsministerkandidat. Kjær meldte også K ind i den virkelige verden ved at slå fast, at det er det største parti i et samarbejde, der naturligvis har statsministerposten.

Det var nok også nødvendigt med disse to klare udmeldinger, for Venstrefolkene var begyndt at knurre i krogene over at to K-næstformænds meldinger, som hos V blev opfattet som slet skjult illoyal afstandtagen til Løkke og dermed en smålig udnyttelse af en regeringskollega i vanskeligheder. Mit bedste bud er, at Fogh og Bendtsen i fællesskab har lukket den sag ned før at grøfterne mellem V og K blev gravet for dybe.

Alligevel kan de konservative kun glæde sig over, at Løkkes stjerne hos vælgerne er blegnet '“ og at det kan skabe håb om at de i stedet søger hen i den konservative butik. Men det kræver så også, at der er varer på hylderne. Og for mig at se, så vil K ikke kunne true Venstrefolkene før, at Mads Lebech overtager ledelsen i det konservative folkeparti. Og det sker næppe foreløbig.