Hermed den ottende og sidste klumme i sommer-serien om de politiske partiers dagsform, som jeg skriver for dagbladet Information. Denne gang om Venstre.
Statsministeren undgik dog næppe at bemærke sin integrationsministers demonstrative illoyalitet over for den udlændingepolitik, som hun ellers var sat til at forsvare. Fogh havde også svært ved at skjule sin irritation over at følge sin finansminister, Lars Løkke Rasmussens kvaler med at redegøre for bilag for taxikørsel, hotelfilm, fadbamser og casinobesøg både fra V-kronprinsens tid som amtsborgmester og som sundheds- og indenrigsminister.
Pressen og oppositionen fik dermed pr. stedfortræder hævn over en statsminister, som i hele sin tid som toppolitiker ikke er gået af vejen for at optræde som højtravende moralist over for sine politiske modstandere i SR-regeringen, som han beskyldte for pamperi og for at bruge statskassen som deres egen pengepung. Foghs trang til at spille hellig har derfor haft den omkostning, at Lars Løkke i en meget stor del af vælgernes øjne er for belastet til at blive Foghs efterfølger.
Læs mere her.
STØT JARLS BLOG her.
3 kommentarer til “Venstres værste år”
Jeg må sige, jeg glæder mig til, Anders Fogh ikke længere er statsminister, så sandheden om ham omsider kan komme frem.
Henrik Qvortrup ville jo skrive en bog om Fogh i 2002, men mærkelig nok droppede han idéen p.g.a. tidspres, hvilket dog ikke afholdt ham fra at optræde næsten dagligt i stort set alle medier i årene derefter… Kunne det mon tænkes, at Qvortrup havde fået en lille opringning fra Statsministeriet, hvori han venligt blev opfordret til at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse?
Når man sammenholder de beskrivelser af Fogh, Qvortrup og Michael Kristiansen engang imellem kommer med i henskudte bemærkninger i medierne, tegner der sig et meget usympatisk billede af statsministeren: “Dybt beregnende”, “tænker hele tiden taktisk”, “meget optaget af form”, “aktivistisk udenrigspolitik, når det kan betale sig, ikke-aktivistisk udlændingepolitik, når det kan betale sig” etc.
Man kunne dog også bare nøjes med at se på den faktuelle politik, han har stået for, og det, der virkelig er slående, er, på hvor mange områder Fogh har foretaget 180- eller 360 graders kovendinger: På skatte- og velfærdspolitikken, klima- og miljøpolitikken, m.h.t. Irak-krigen, Råd og Nævn, udlændingepolitikken, EU, kampen for ytringsfriheden etc. Manden er fuldstændig principløs, og selvom den karakteristik muligvis kan passe på de fleste politikere, gør det ikke Fogh mere sympatisk. Jeg har endda kaldt ham en politisk psykopat, og den beskrivelse holder jeg fast ved.
@Jan Christensen
Psykopat er vist lige at stramme den, jeg har læst en bog om hvad psykopater er, og jeg er sikker på Fogh er udpræget magtmenneske, der vil gå langt for at få lov at bestemme – hvad jeg også tror er nødvendigt hvis man skal nå så højt i politik som han er. Men derudover ser jeg det ikke som et problem hvis han vil magten – det er da meget naturligt at en leder tænker over om hans gerninger er populære, og i en del situationer ønsker man også en leder der kan slå i bordet. Derudover er jeg også meget interesseret i at se en bog som den Qvortrup havde tænkt at skrive, selvom han nu ikke fremstår som den mest troværdige for mig.
Men til emnet. Venstre har haft det svært, men det betyder ikke nødvendigvis de taber magten. Oppositionen er jo ret svag, og jeg tror at hvis Fogh bliver som leder, kan han slå Helle Thorning igen. Det er jeg ikke sikker på Løkke kan, men det må tiden vise. Sagen med EF-domstolen kan blive svær, men det eneste parti jeg kan se vinde på det er DF, som jo støtter en borgerlig regering.
Når nu vi snakker Qvortrup tænker jeg tilbage og glæder mig over at en politisk kommentator også kan tage fejl. I 2005 var han fast i Jersild og Spin, hvor han først mente Fogh’s valgsejr var sikker, hvilket han fik ret i, men at det var fordi Mogens Lykketoft var slidt og ingen fornyelse. Senere kom formandsvalget mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt, hvor Frank jo var en rutineret minister, selvom han så yngre ud end mange andre topfolk i partiet, mens Helle var helt ny, fløjet ind fra Europa Parlamentet og kvinde tilmed. Jeg synes så historien senere har vist at det var ikke en ny ung formand partiet havde brug for, men at kunne sige klart hvad man står for og skabe tryghed. Det kan Fogh omkring udlændinge og skat, og så længe man er usikre på hvad de røde vil, tror jeg det er fuldstændig lige meget hvem de har som formand. Så kommer jokeren med den dag Fogh smutter, hvis Løkke har svært ved at udstråle samme troværdighed.
Og så har jeg vist været bagklog nok for i dag 🙂
Rasmus Kristensen, jeg siger ikke, Fogh som person er psykopat, men, at han i den politiske verden agerer som en sådan. Jeg har i øvrigt selv stemt på ham to gange og været medlem af hans parti.