Fredag stod der ret så interessante nyheder at læse på forsiden i denne uges udgave af Weekendavisen, hvor journalisterne Arne Hardis og Hans Mortensen ret så nøjagtig beskriver, hvor uenige Venstre-toppen og store dele af V-folketingsgruppen faktisk er med hensyn til personsammensætningen af partiets ledelse i fremtiden.
Artiklen i dag (læs den!) tegner konturerne af en begyndende magtkamp i landets største regeringsparti, som selvfølgelig er udløst af af lederskiftet forleden i Det konservative Folkeparti.
Af artiklen, der bærer overskriften 'Prins Charles-syndromet' ,fremgår det, at Lars Løkke Rasmussens personlige popularitet i folketingsgruppen langt fra længere er i top:
'Pressen beskriver ham som jovial. Han er sgu ikke jovial – det bliver han først i festligt lag. Til daglig kan man ikke få øjenkontakt med ham', siger en anonym V-gruppefælle om finansministeren.
Det fremgår også af artiklen, at det internt rundt om i Venstre netop diskuteres, hvorvidt Løkke er den rette til at tage over efter Anders Fogh Rasmussen. Skal Fogh i stedet blive '“ nu hvor Løkkes folkelige popularitet er skudt i sænk som følge af 'bilagsgate' og den nye trussel fra Lene Espersen? Som Jarls Blog skrev i går, så er det et synspunkt/spin, som er søsat af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen eller kredsen omkring ham.
Weekendavisen skriver:
'Nu kan det store regeringsparti se frem til en periode med en uafklaret ledelsessituation. Blandt ministrene og de menige folketingsmedlemmer kigger man på Fogh: Vil han blive og kæmpe eller vil han væk? Signalerne er uklare og det efterlader partiet i et magttomrum'.
Forsvarsminister Søren Gade nævnes også i WA-artiklen, som det eneste umiddelbare alternativ til Lars Løkke, men ifølge avisen så skulle finansministeren have indgået 'en alliance om fremtidens magtforhold' med Gade. Han skal dog ikke være nr. 2 dvs. næstformand, men i stedet overtage finansminister-posten efter Løkke. Rollen som næstformand er iflg. avisens oplysninger '“ tiltænkt finansordfører Peter Christensen. Han og Søren Pind er '“ igen ifølge WA '“ de eneste, som Løkke følte en vis opbakning fra da han stod i møg til halsen midt under 'bilagsgate' i foråret.
Idéen med at gøre Peter Christensen til næstformand skulle have bund i et argument om, at han er fra Jylland, da partiets bønder i hovedlandet har behov for at føle, at de er repræsenteret i et parti, der under Løkke bliver ledet af en 'københavnsk akademiker'. Det andet argument mht. at vælge Peter Christensen fremgår også af artiklen, og det er åbenbart at kortslutte planer om at rykke skatteminister Kristian Jensen op i V-hierakiet den dag, hvor Fogh er væk.
Løkkes forhold til skatteminister Kristian Jensen skulle være ifølge artiklen være 'kronisk dårligt'. Eksempelvis skulle Jensens brøde bestå i, at alt mens Løkke var til tælling på grund af sine bilagsager, så benyttede skatteministeren tiden til at profilere sig selv på en række politiske områder, der rakte uden for hans eget skatteområde. (Det er vel egentlig enhver politikers opgave?) Kristian Jensen skulle dog omvendt '“ ifølge WA '“ være Foghs favorit som en ny nr. 2, så det bliver derfor næppe Løkkes egne afgørelse.
Denne artikel kan efter min vurdering næppe være blevet til, uden at især Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen og muligvis statsministerens spindoktor Michael Ulveman på en eller anden måde har bidraget til løjerne.
Løkkes udelukkelse af Kristian Jensen i fremtidens V-topledelse understreger dog endnu engang, at finansministeren formentlig lider af den oftest forekommende erhvervsskade blandt toppolitikere, nemlig paranoia. Hvis der under Løkkes formandskab bliver udsigt til en ledelsesstil, som den beskrives her, så stiger sandsynligheden formentlig for, at forfatterne får ret i, at Løkke meget vel – og til sin tid – bliver en overgangsfigur. For nu fremstår årsagerne mere klart til, at et ulmende oprør i folketingsgruppen måske er under opsejling, kan hente ny næring og blive udløst den dag, der reelt er udsigt til, at Løkke overtager formandsstolen i Venstre.
Hardis og Mortensens artikel bringer i øvrigt en anden opsigtsvækkende nyhed blandt andet, at regeringstoppen forsøgte at overbevise integrationsminister Birthe Rønn om at lade sig 'befri fra sin byrde' altså en selvpensionering som minister. Dette forsøg mislykkedes tilsyneladende, men det nye er altså, at der skulle være gjort et forsøg. Se den oplysning kan jo kun stamme et sted fra. Fra statsministeriet…
STØT JARLS BLOG her.
4 kommentarer til “Selvsving i V-ledelse”
Skal man ikke også have været minister 1 år for at få ministerpension?
Mon ikke de kære Venstrefolk på borgen skulle tage en rigtig dyb indånding. Rolig nu!
Og så vil jeg da sige, at hvis man har mere travlt med at fordele magten end bruge den til noget fornuftigt, ja så har man sgu fortjent at tabe.
Iøvrigt en rigtig god artikel af Danmarks to bedste politiske reportere.
Fogh er en af de stærkeste politiske ledere i Danmark i mange år, men ikke uden omkostninger, for der er brugt meget tid på at holde de kræfter i partiet nede, der gav udtryk for andre standpunkter. Men har Lars Løkke styrken til at gøre det samme?
Der er uden tvivl mange i partiet der ville køre en mere liberal linje end Fogh har gjort, men så længe han er formand, sker der ikke noget, for han har vundet 3 valg i træk og haft magten så længe, at han er urørlig som leder. Men det er hans efterkommer ikke.
Socialdemokratiet og Konservative har haft masser af ballade. Jeg tror Venstre efter Fogh får sin første rigtige fløjkrig i nyere tid. Det kan være jeg undervurderer Løkke, men det må tiden vise.
Der er ingen tvivl om at Birthe Rønn ikke har gjort det specielt godt; men hvem ville have gjort det i de sidste måneders beskydning fra alle sider.
Mærkelig nok har ingen, ingen prøvet at gå ind i hendes argumentation, for at se om den ikke bare har nogen rimelighed. Hos pressen og ikke mindst i DR er det en åben antagelse at loven er urimelig, forkert og ulovlig (!).
På TV2 hjemmeside kan man se Lars Bennike’s kritik af en TV2 dækning af hospitalsnedskæringer. En dækning, der bar præg af journalistisk dovenskab og akceptering af synspunktet at enhver nedskæring er forkert, uden løst til at gå ind i substansen.
Der mangler en sober opsamling på udlændinge dækningen, der på mange måder ligner en dårlig efterligning af EB kampagnejournalistik.
Der er lidt for megen journalistik, der minder om Lykkebergs karakteristik af Politikken : føler man man har moralsk ret, så er argumenter unødvendige.