Det er ikke til at sige'¦

Stemningen i Washington DC er, at præsidentvalget er afgjort, og at Barack Obama bliver præsident.

I selve regeringsdistriktet, hvor de er totalt demokratiske er det intet at diskutere, og man ser ingen valgplakater for præsidentvalget. Vi er på den nordlige østkyst med mange sorte '“ eller afroamerikanere om man vil '“ indbyggere., der nu ser frem til at sætte 'a brother' i Det Hvide Hus, som en sort komiker formulerede det. Velankommet til dette politiske bedested i moderne tid har jeg faktisk på 48 timer kun set én bumbersticker for McCain/Palin. Men sent om aftenen rendte jeg ind i en af 'l'ancien regimes' sidste kæmpende soldater i hotellets bar.

I begyndelsen af Bush-administrationen tjente George '“ en hvid midaldrende halvskaldet mand med et drenget ansigt fra Californien ifølge ham selv som juniorminister i regeringen, men er nu politisk lobbyist med kontor i Watergate.

– If its about agriculture '“ I'm the guy you call!, siger George og opremser en imponerende lang kundeliste af kæmpestore amerikanske fødevarevirksomheder.

Lige nu arbejder han kun i de republikanske præsidentkampagnen. For valget er ikke afgjort, betror han mig:

-Det er ikke til at sige, hvordan det kommer til at gå. Jeg ved bare jeg skal drikke mig fuld på tirsdag, uanset hvordan det kommer til at gå, siger George og tager en ordentlig slurk af sin gin og tonic.

Jeg forklarer George, at jeg har megen sympati for McCain, men at dette valg helt indlysende er slut. Det er die-hard-republikaneren helt uenig, selvom at hans urolige kropsprog ikke er overbevisende og snarere giver et indtryk af desperation og opløsning.

– Ved du hvad? Obama vil hæve skatten. Det vil ødelægge forretningen for masse af virksomheder. Se på mig. Jeg bliver nødt til at fyre folk. Otte af min medarbejdere har Obama-bumper stickers på deres biler. Der traf jeg beslutningen. De bliver sgu de første jeg fyrer, hvis '“ HVIS '“ Obama vinder, fastslår George og griner, hvilket blot understreger den undergangs-stemning, som jeg fornemmer, at der hersker i den repubilkanske lejr.

Der er faktisk ikke meget i medierne, der taler for, at McCain kan vende valget. Tværtimod. I går grinede hele nationen af den republikanske præsidentkandidat, der på et valgmøde præsenterede den skatte-bekymrede blikkenslagermester- 'Joe the Plumber'. Men uanset hvor meget McCain desperat forsøgte at kigge rundt i forsamlingen, så var han bare ikke til stede.

– Okay. You are ALL Joe the Plumber, forsøgte McCain og slog armende ud mod publikum, mens medierne og komikerne slikkede sig om munden over denne vaskeægte 'gaffe' som en stor kikser hedder herovre.

Et eller andet i kampagnens logistik var smuttet, og det er nok meget sigende for, hvad vej pilen peger. Kører kampagnen ikke, så laver man dumme fejl og forstærker indtrykket af, at det hele er ved at være slut.

På den danske ambassade i Washington kunne ambassadøren Friis Arne Petersen kækt påpege at man allerede i februar havde analyseret sig frem til at Obama ville vinde præsidentvalget. I rejseselskabet i går besøgte vi ambassaden (der er nabo til Hillary Clinton) og fik en glimrende briefing af ambassadøren, som for tiden også giver den som skærmtrold på Tv2 News med sine i grunden meget præcise analyser. Diplomaten mente blandt andet at George Bush faktisk var en bedre præsident end sit rygte. “Friis” sagde på den anden ikke at Bush var god til sit job, men den danske ambassade lægger ikke skjul på at de har nydt god af en åben linje og god dialog med Bush-administration. Formentlig fordi Danmark er blandt de mest trofaste allierede i krigen mod terror.

Bagefter dukkede Annegrethe Rasmussen fra Information op for at give sin analyse af situationen. Hun aflivede blandt andet alle spekulationer om at amerikanerne ville undlade at stemme på Obama fordi han er sort. En undersøgelse viser, at det efterhånden er et fåtal i befolkningen og især blandt de unge, der har reservationer overfor sorte. Så den meget omtalte 'Bradley-effekt' – opkaldt efter en sort demokratisk californisk guvernørkandidat Tom Bradley, der trods en spået valgsejr alligevel tabte, fordi vælgerne til meningsmålingerne i virkeligheden løj om at være racister '“ vil nok ikke vise sig som et 'wunderwaffe' og ændre præsidentvalget til McCains fordel.

Ikke engang republikanske George hjemme på hotelbaren tror på en Bradlee-effekt.

I går besøgte jeg kongressen og The Pentagon. Området omkring kongressen var underligt mennesketomt og øde. Alle politikerne og deres staffere er ude og føre valgkamp. Selvfølgelig. I The Pentagon blev vi ført rundt af en tyveårig marinesoldat iført topshinet paradeuniform fra flåden, Danny, som gik baglæns for hele tiden at kunne se os. Vi fik alt at vide om forsvarsministeriets hjerte, der huser 23.000 ansatte.

Pentagon er et lille samfund med postvæsen, forretninger og tyve restauranter, der alle er udliceret til kæder som KFC og McDonalds.

Unge Danny charmerede damerne i selskabet. Han havde en masse medaljer på brystet uden at have været i kamp. Ja han havde ikke engang været ombord på et af flådens skibe. Karrieren havde forgået ved æresvagter og den slags. Blandt andet hver gang de begravede faldne soldater på Arlington kirkegården.

Selvom Danny fortalte længe og varmt om general Douglas McArthur, så havde han aldrig hørt om firser-filmen 'No way out' med Kevin Costner i hovedrolleren som flådeofficereren, der går så grueligt meget i gennem i den hæsblæsende kold krigs-thriller og som netop fandt sted i The Pentagons gange.

Så er det, at man føler sig gammel.