Kategorier

Fogh undgik at blive fedtet ind i Gramse-gate

I går 'kommenterede' Anders Fogh Rasmussen 'Gramse-gate' ved blot at konstatere, at han ikke kendte til sagen om V(L)idenskabsminister Helge Sanders påståede ragen på Christine Antorinis baller under finanslovsforhandlinger hin dag den 31. oktober anno domini 2008. Dvs. at han fulgte en gammel regel i kommunikation ved helt at lade være med at forholde sig til ting, der ikke med 100 pct. sikkerhed er fastslået som kendsgerninger. Men Foghs generelle holdning til balleklapning kom klart til alles kendskab, da han efterfølgende fastslog, at man – dvs. inklusive Lidenskabsministeren Gramse-Helge – ikke må rende rundt og beføle kvinders endeballer sådan uden videre.

Christine Antorini havde jo ellers orienteret den socialdemokratiske folketingsgruppe i sidste uge om sin ubehagelige oplevelse med Lidenskabsministeren, men hun har nok vurderet, at hun risikerede at gå over i den politiske historie, som en genstand for en opstemt ministers beføling, der efterfølgende udløste skandale og evt. ministerafgang mv. Det har nok ikke været så tillokkende. Fremturede hun med sagen ville hun formentlig have ødelagt Sanders ministerkarriere, men hendes egen ville formentlig gå samme vej. Så mon ikke, at hun traf en klog karrierebeslutning ved at fortrække? Sander skal nok blive fejret i karlekamre og ved stambordene på bodegaerne rundt omkring, men jeg er ret sikker på, at man på Christiansborgs gange ryster på hovedet over en minister, som ikke kan holde fingrene for sig selv. Sander får lov at sidde som minister, men ryger efter min vurdering ud ved førstkommende lejlighed. Ingen VK-regering går til valg med ham på ministerbænken!

P.s. Min kære gamle onkel Egon fra Mombasa slår folderne især i Berlingskes Groft Sagts-spalte – mediet som avisens chefredaktør Lisbeth Knudsen ligeså stille er i gang med at aflive. I dag har han minsanten gjort mig og min blog den ære, at omtale den i sin spalte. “Jo mindre medie – jo højere råber man” skriver han i en kommentar til, at jeg forleden skulle have “krævet” Gramse-Helge afsat.

Vist råbte jeg højt herom, men blev til min ikke al for store overraskelse overhørt af Anders Fogh Rasmussen. Nu begiver jeg mig heller ikke af med at “kræve” eller forlange dit og dat. Der er blot tale om velmente råd, vejledning eller højst en opfordring.

Men det skal ikke overskygge min glæde over at blive bemærket af Onkel Egon fra Mombasa! 🙂

Se også satire hos Netavisen 180grader

STØT JARLS BLOG her.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

4 kommentarer til “Fogh undgik at blive fedtet ind i Gramse-gate”

Hehe, jeg har spurgt mine venner og familie hvad de synes om Sanders håndgreb – og ingen af dem havde faktisk hørt om det.

Er vores presse for flink og ser den slags som under deres niveau (bortset fra EB)? Jeg undrede mig jo også over dengang Ivar Hansen døde i Mariann Fischer Boels seng – det var selvfølgelig en tragisk sag med et dødsfald, men i andre lande tror jeg pressen havde fundet mere interessant hvis formanden fra deres parlament var sammen med en minister/EU kommisær (kan ikke lige huske hvornår det skete).

Fischer Boel var minister på det pågældende tidspunkt, og blev meget hurtigt kommisær efterfølgende.

Lukket for kommentarer.