Når tirrede ulve jager

Ligesom alle andre har jeg fulgt med i den forunderlige historie om den på mere end en måde fantastiske Stein Bagger og luftkastellet IT-Factorys storhed og fald. Det har så sandelig ikke skortet på alle hånde utrolige historier om, hvad der er foregået '“ eller navnlig IKKE er foregået – i den virksomhed. Det er en på en og samme måde en topunderholdende, mangefacetteret og tragisk nyhedsføljeton med bred folkelig interesse og derfor en naturlig lækkerbisken for medierne at kaste sig over.

Det ligger lige for at sammenligne hele historien med H.C. Andersens eviggyldige fortælling om 'Kejserens Nye Klæder', hvor bedragere udgiver sig for skræddere og syr kejserens 'kostbare' klæder af guld og sølv, og først kommer for en dag, da en lille dreng i en hyldende folkemængde insisterer på, at kejseren ikke har noget tøj på.

De bedragne er mange. Først og fremmest ejerne af virksomheden blandt dem Asger Jensby og Finn Nørbygaard. Dernæst kreditorerne først og fremmest Danske Bank (hvor jeg selv er en lillebitte, men skuffet aktionær). Så er der medarbejderne, som ligeledes troede på, at de arbejdede i en succesfuld virksomhed, men mest forfærdeligt '“ må man formode '“ må det være for hovedpersonens familie og venner. Andre implicerede har nok ikke tabt penge på engagementet, men så troværdighed. Det kan være slemt nok for et ellers velrenommeret revisionsselskab som KPMG og en af kommunikationsbranchens grand old men, Erik Ove.

Men som det ikke var nok, så har Stein Bagger udover '“ antageligt – at have begået bedrageri for mere end 1 mia. kr. – forbrudt sig mod det værste man overhovedet kan. Han har snøret den danske dagspresse og har stort set '“ minus freelancejournalist og IT-bloggeren Dorte Toft '“ taget alle ved næsen. Børsen hyldede IT-Factory, da de sammen med et andet revisionsselskab Ernest & Young gav virksomheden prisen som Entrepreneur of the Year. Det er så ikke til at bære, når det efterfølgende viser sig, at mere end 90 procent af omsætningen var fiktivt. Med andre ord: Børsen og Ernest & Young er med afsløringerne af IT-Factoru komplet til grin.

Det er dog intet imod de erhvervsjournalister og erhvervsredaktioner som i årevis har ladet sig besnakke af Stein Bagger, og mere eller mindre bevidstløst har viderekolporteret den rene og frie fantasi. Baggers forbrydelse består i, at han rammer journalisterne '“ en ikke specielt godt uddannet, men til gengæld landets mest forfængelige – for ikke at sige krukkede – erhvervsgruppe på det eneste, som de ind imellem kan bryste sig af: Deres faglighed. Det ses af, at Dorte Toft efterfølgende blev hevet op på piedestalen, og fejres nu med rette som en journalistikkens heltinde, der fortjener Cavling-prisen. I samme ombæring kritiseres journalist-standen '“ som helhed – for at have snorksovet i timen. Det kan man ikke have hængende på sig…

I de sidste uger er vi læsere blevet bombarderet med meget spændende nyt om Bagger-sagen, men også meget ligegyldigt spekulation forklædt som sensationelle nyheder.

Det er især tankevækkende at alle aviser nu pludselige dækker sagen som 'erhvervsstof' til trods for, at netop dette stofområde ellers normalt er ret nedprioriteret i aviser som BT og Ekstra Bladet. Og det ses på dækningen. Men også morgenaviserne kan ikke udkomme uden 'dagens Bagger-historie' stor eller lille.

Avisernes problem er også, at Bagger nu er fanget og ikke vil udtale sig. Så er der lukket for spekulationer her. Hvad gør man så? Man kaster sig over bipersonen '“ den bedragne Asger Jensby '“ gennemroder hans fortid for stort '“ og navnlig småt '“ og præsenterer ham som løgner, bedrager, dum, skattenægter, momssvindler, selskabstømmer mv. Jensby VAR offeret, men nu skal han fremstilles som kriminel '“ fordi han havde tillid til Stein Bagger '“ altså den samme man, som også tørrede gulv med pressen. Nu fremstilles det eksempelvis som kriminelt af Jensby at have fået løn fra Jomfru-øerne, at dele en ukendt lejlighed på Islands Brygge, at besidde en Lamborghini og flere andre bagateller, som pressen er nået frem til efter at have endevendt hovedpersonernes privatøkonomi. Bevares spændingen fastholdes, men afsløringerne kan altså ikke være 'breaking news' hver eneste gang, at man har opdaget en hidtil ukendt detalje hos den gode Jensby. I det mindste ikke, hvis det er lovligt, det, man foretager sig.

Jensby er næppe uenig i, at han som IT-Factorys bestyrelsesformand har været for uopmærksom, siden at han nu er blevet godt og grundigt bedraget. Men den kritik kan aviserne jo rette mod alle og enhver, der har været udsat for en forbrydelse.

Til gengæld gik Jensby og Erik Ove for vidt, da de sammen med Stein Bagger pudsede en advokat på 'gudinden' Dorte Toft, og bad hende fjerne blogkommentarer om Baggers vel romantiserede akademiske meritter. Den (engang) store forsøgte at kanøfle den lille. Nu er rollerne så sandelig byttet om! Jægeren er blevet den jagede!

Man må i øvrigt også tage sig til hovedet, når man oplever personer, som ikke ved en døjt om erhvervslivet, som pludselig optræder som eksperter, anklagere, dommere og skarpretter i en og samme person. Jeg tænker naturligvis på Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen – og flere af de bagkloge journalistuddannede mennesker uden nogen større indsigt i erhvervslivet (Niels Lunde fraregnet)'“ som stiller sig op på TV2News m.v. og skal forestille at være en autoritet på området. Hvad han indlysende for alle, ikke er.

Poul Madsen? Er det ikke ham, der har været på TV2 og beklædt en række redaktørstillinger i stort set alle de efterhånden fallerede medievirksomheder her i landet, og som indimellem også forsøger sig at kloge sig om politik på TV? Hvad er det lige, som han har af viden om at drive virksomhed? Foreløbig rasler Ekstra Bladets læsertal jo ned, fordi han laver en ufatteligt dødkedelig avis med vægt på hjernedød fladskærmsjournalistik og med ligegyldige bidrag fra hel og halvgamle skribenter om deres røvsyge betragtninger. Det er næppe urimeligt at antage, at han som har klaret sig så historisk ringe som chefredaktør, lever på lånt tid.

Set udefra så ser det derfor ud til, at Madsen har fundet en vej ud af miseren. Der kan sælges mange aviser gennem daglig korsfæstelse af Bagger, Jensby, Danske Bank og hans familie. For når man ikke kan slagte Bagger, så kan man jo henrette alle de andre parter ved at kritisere dem sønder og sammen og tillægge dem alle mulige og umulige egenskaber og motiver. Som tirrede og blodtørstige ulve kaster journalister – også dem uden indsigt – sig over Stein Bagger-sagen. Og de virker nærmest altædende i deres iver – måske for at retfærdiggøre deres løn og ansættelse i de økonomisk udmarvede og derfor tilpasningsmotiverede mediekoncerner?

I dagens udgave af Berlingske Tidende kan man læse en kronik af Rolf Bagger '“ det fædrene ophav til historiens hovedperson. Her får man et indtryk af formiddagsbladenes kyniske arbejdsmetoder, som trodser enhver anstændighed. Rolf Bagger har ikke set sin søn i 30 år, men insisterer på, at hans privatliv er privat, og derfor tier han om den dybereliggende årsag. Alligevel bliver han udstillet som en bevidst fraværende far, der indirekte har skylden for sin voksne søns handlinger. Blandt andet med den begrundelse, at Rolf Bagger for snart 20 år siden i en kort periode var medlem af Etisk Råd. Han fik en helt igennem skammelig behandling af formiddagsbladenes journalister, hvis mangelfulde eller forkerte oplysninger netmedierne uden større hensyntagen blindt viderekolporterede. Og når man læser BTs chefredaktør Peter Brüchmanns svar til Rolf Bagger i Berlingske, står det klart, at han ikke er videre stolt over, hvor ufatteligt lidt hans medarbejdere har inddraget etiske overvejelser, da de skrev om den sag.

Jeg er en tilhænger af hård journalistisk, hvor der bliver gået til vaflerne, men i denne sag har eksponeringen været så enorm '“ også om ligegyldige ting '“ at tiden vist er kommet for, at man ude på redaktionerne samler sig om at få lidt orden i proportionerne. Men det får vi sikkert først, når en retssag mod Stein Bagger på et eller andet tidspunkt bliver indledt.

Men læren er: Snyd aldrig journalisterne, for det tilgiver de dig aldrig. Og de smider tilsyneladende hæmningerne helt, hvis man én gang er kommet i 'bad standing'.

STØT JARLS BLOG her.