Ligesom alle andre har jeg fulgt med i den forunderlige historie om den på mere end en måde fantastiske Stein Bagger og luftkastellet IT-Factorys storhed og fald. Det har så sandelig ikke skortet på alle hånde utrolige historier om, hvad der er foregået '“ eller navnlig IKKE er foregået – i den virksomhed. Det er en på en og samme måde en topunderholdende, mangefacetteret og tragisk nyhedsføljeton med bred folkelig interesse og derfor en naturlig lækkerbisken for medierne at kaste sig over.
Det ligger lige for at sammenligne hele historien med H.C. Andersens eviggyldige fortælling om 'Kejserens Nye Klæder', hvor bedragere udgiver sig for skræddere og syr kejserens 'kostbare' klæder af guld og sølv, og først kommer for en dag, da en lille dreng i en hyldende folkemængde insisterer på, at kejseren ikke har noget tøj på.
De bedragne er mange. Først og fremmest ejerne af virksomheden blandt dem Asger Jensby og Finn Nørbygaard. Dernæst kreditorerne først og fremmest Danske Bank (hvor jeg selv er en lillebitte, men skuffet aktionær). Så er der medarbejderne, som ligeledes troede på, at de arbejdede i en succesfuld virksomhed, men mest forfærdeligt '“ må man formode '“ må det være for hovedpersonens familie og venner. Andre implicerede har nok ikke tabt penge på engagementet, men så troværdighed. Det kan være slemt nok for et ellers velrenommeret revisionsselskab som KPMG og en af kommunikationsbranchens grand old men, Erik Ove.
Men som det ikke var nok, så har Stein Bagger udover '“ antageligt – at have begået bedrageri for mere end 1 mia. kr. – forbrudt sig mod det værste man overhovedet kan. Han har snøret den danske dagspresse og har stort set '“ minus freelancejournalist og IT-bloggeren Dorte Toft '“ taget alle ved næsen. Børsen hyldede IT-Factory, da de sammen med et andet revisionsselskab Ernest & Young gav virksomheden prisen som Entrepreneur of the Year. Det er så ikke til at bære, når det efterfølgende viser sig, at mere end 90 procent af omsætningen var fiktivt. Med andre ord: Børsen og Ernest & Young er med afsløringerne af IT-Factoru komplet til grin.
Det er dog intet imod de erhvervsjournalister og erhvervsredaktioner som i årevis har ladet sig besnakke af Stein Bagger, og mere eller mindre bevidstløst har viderekolporteret den rene og frie fantasi. Baggers forbrydelse består i, at han rammer journalisterne '“ en ikke specielt godt uddannet, men til gengæld landets mest forfængelige – for ikke at sige krukkede – erhvervsgruppe på det eneste, som de ind imellem kan bryste sig af: Deres faglighed. Det ses af, at Dorte Toft efterfølgende blev hevet op på piedestalen, og fejres nu med rette som en journalistikkens heltinde, der fortjener Cavling-prisen. I samme ombæring kritiseres journalist-standen '“ som helhed – for at have snorksovet i timen. Det kan man ikke have hængende på sig…
I de sidste uger er vi læsere blevet bombarderet med meget spændende nyt om Bagger-sagen, men også meget ligegyldigt spekulation forklædt som sensationelle nyheder.
Det er især tankevækkende at alle aviser nu pludselige dækker sagen som 'erhvervsstof' til trods for, at netop dette stofområde ellers normalt er ret nedprioriteret i aviser som BT og Ekstra Bladet. Og det ses på dækningen. Men også morgenaviserne kan ikke udkomme uden 'dagens Bagger-historie' stor eller lille.
Avisernes problem er også, at Bagger nu er fanget og ikke vil udtale sig. Så er der lukket for spekulationer her. Hvad gør man så? Man kaster sig over bipersonen '“ den bedragne Asger Jensby '“ gennemroder hans fortid for stort '“ og navnlig småt '“ og præsenterer ham som løgner, bedrager, dum, skattenægter, momssvindler, selskabstømmer mv. Jensby VAR offeret, men nu skal han fremstilles som kriminel '“ fordi han havde tillid til Stein Bagger '“ altså den samme man, som også tørrede gulv med pressen. Nu fremstilles det eksempelvis som kriminelt af Jensby at have fået løn fra Jomfru-øerne, at dele en ukendt lejlighed på Islands Brygge, at besidde en Lamborghini og flere andre bagateller, som pressen er nået frem til efter at have endevendt hovedpersonernes privatøkonomi. Bevares spændingen fastholdes, men afsløringerne kan altså ikke være 'breaking news' hver eneste gang, at man har opdaget en hidtil ukendt detalje hos den gode Jensby. I det mindste ikke, hvis det er lovligt, det, man foretager sig.
Jensby er næppe uenig i, at han som IT-Factorys bestyrelsesformand har været for uopmærksom, siden at han nu er blevet godt og grundigt bedraget. Men den kritik kan aviserne jo rette mod alle og enhver, der har været udsat for en forbrydelse.
Til gengæld gik Jensby og Erik Ove for vidt, da de sammen med Stein Bagger pudsede en advokat på 'gudinden' Dorte Toft, og bad hende fjerne blogkommentarer om Baggers vel romantiserede akademiske meritter. Den (engang) store forsøgte at kanøfle den lille. Nu er rollerne så sandelig byttet om! Jægeren er blevet den jagede!
Man må i øvrigt også tage sig til hovedet, når man oplever personer, som ikke ved en døjt om erhvervslivet, som pludselig optræder som eksperter, anklagere, dommere og skarpretter i en og samme person. Jeg tænker naturligvis på Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen – og flere af de bagkloge journalistuddannede mennesker uden nogen større indsigt i erhvervslivet (Niels Lunde fraregnet)'“ som stiller sig op på TV2News m.v. og skal forestille at være en autoritet på området. Hvad han indlysende for alle, ikke er.
Poul Madsen? Er det ikke ham, der har været på TV2 og beklædt en række redaktørstillinger i stort set alle de efterhånden fallerede medievirksomheder her i landet, og som indimellem også forsøger sig at kloge sig om politik på TV? Hvad er det lige, som han har af viden om at drive virksomhed? Foreløbig rasler Ekstra Bladets læsertal jo ned, fordi han laver en ufatteligt dødkedelig avis med vægt på hjernedød fladskærmsjournalistik og med ligegyldige bidrag fra hel og halvgamle skribenter om deres røvsyge betragtninger. Det er næppe urimeligt at antage, at han som har klaret sig så historisk ringe som chefredaktør, lever på lånt tid.
Set udefra så ser det derfor ud til, at Madsen har fundet en vej ud af miseren. Der kan sælges mange aviser gennem daglig korsfæstelse af Bagger, Jensby, Danske Bank og hans familie. For når man ikke kan slagte Bagger, så kan man jo henrette alle de andre parter ved at kritisere dem sønder og sammen og tillægge dem alle mulige og umulige egenskaber og motiver. Som tirrede og blodtørstige ulve kaster journalister – også dem uden indsigt – sig over Stein Bagger-sagen. Og de virker nærmest altædende i deres iver – måske for at retfærdiggøre deres løn og ansættelse i de økonomisk udmarvede og derfor tilpasningsmotiverede mediekoncerner?
I dagens udgave af Berlingske Tidende kan man læse en kronik af Rolf Bagger '“ det fædrene ophav til historiens hovedperson. Her får man et indtryk af formiddagsbladenes kyniske arbejdsmetoder, som trodser enhver anstændighed. Rolf Bagger har ikke set sin søn i 30 år, men insisterer på, at hans privatliv er privat, og derfor tier han om den dybereliggende årsag. Alligevel bliver han udstillet som en bevidst fraværende far, der indirekte har skylden for sin voksne søns handlinger. Blandt andet med den begrundelse, at Rolf Bagger for snart 20 år siden i en kort periode var medlem af Etisk Råd. Han fik en helt igennem skammelig behandling af formiddagsbladenes journalister, hvis mangelfulde eller forkerte oplysninger netmedierne uden større hensyntagen blindt viderekolporterede. Og når man læser BTs chefredaktør Peter Brüchmanns svar til Rolf Bagger i Berlingske, står det klart, at han ikke er videre stolt over, hvor ufatteligt lidt hans medarbejdere har inddraget etiske overvejelser, da de skrev om den sag.
Jeg er en tilhænger af hård journalistisk, hvor der bliver gået til vaflerne, men i denne sag har eksponeringen været så enorm '“ også om ligegyldige ting '“ at tiden vist er kommet for, at man ude på redaktionerne samler sig om at få lidt orden i proportionerne. Men det får vi sikkert først, når en retssag mod Stein Bagger på et eller andet tidspunkt bliver indledt.
Men læren er: Snyd aldrig journalisterne, for det tilgiver de dig aldrig. Og de smider tilsyneladende hæmningerne helt, hvis man én gang er kommet i 'bad standing'.
STØT JARLS BLOG her.
24 kommentarer til “Når tirrede ulve jager”
Helt i hampen er det, når en forhærdet skurk som Jørn Ege bliver inviteret i primetime TV for at kloge sig om at være på flugt.
Dem, som er blevet skamferet af ham, må undre sig over, at han skal have den ære.
Stein Bagger kan vel selv regne med at blive en berømthed med autoritet udi kriminelles tankebaner…
1. Ja stort set alle forbryderne har været en tur i studiet. Rasmus Trads stiller også gerne op, ser jeg.
Hvem bliver mon den næste? Kurt Thorsen? Men næppe Peter Lundin…
Hej Jarl,
Fedt med noget mediekritik fra din side – den slags er der nemlig rystende lidt af i dette land!
Mht. Jensby – både og! Du har på sin vis ret i, at fordi sagen SKAL holdes kørende, så går man nu efter Jensby.
Men noget er der måske at komme efter, når hans kone har været ansat med ansvar for kunder i IT Factory… Der var jo ingen kunder, og mon ikke hun har fortalt manden det. Alt andet ville da være pudsigt.
Ja, vi mangler nok en enkelt ITF medarbejder, der kan beskrive, hvordan en gennemsnitsløn på 93.000 kan være en effektiv blokade af enhver lyst til at blive “whistleblower”…
3. Jojo. Men vi præsentereres jo for skidt og kanel lige for tiden.
Ja godt med noget mediekritik, det her har jo størrelse af Thorsen/Trads sagen, og når vi sjældent har den slags sager (og heldigvis i øvrigt) kaster pressen sig jo frådende over det.
Jeg er også tilhænger af hård presse i forhold til folks handlinger på deres arbejdspladser, særligt når det også har konsekvenser for andre. Generelt slipper erhvervsfolk, politikere og andre billigt med småting eller store ting som det meste af befolkningen ikke forstår en pind af, men hvis alle kan se der er noget rivegalt, så går pressen igang for fuld styrke og rydder alle forsider.
Når det så kommer til folks privatliv synes jeg pressen skal holde sig på afstand. Kendte har også lov til at have frirum med familien.
5. Ja skidt og kanel kommer i rå mængder.
Måske er det netop derfor at samvittighedsplagede ITF medarbejdere ikke står frem. De dukker hovedet og skal ikke nyde noget af blodhundene.
Jarl, jeg er meget enig i dine betragtninger. Det står skidt til med det journalistiske indhold i danske medier i disse tider. Jeg synes bestemt også, at TV2 NEWS koger ualmindeligt meget suppe på, hvad der egentlig kun er gisninger, for at holde “historien” kørende. De viser deres inkompetence, når de bringer en “nyhed” om, at flere havde set Bagger på et fly på vej til KBH – noget som politiet selvfølgelig så skulle afvise. Hvorfor er det en nyhed, at nogle i et massehysteri ser Stein Bagger overalt? Nu kommer manden hjem snart og så skal anklagemyndighed og politi gøre deres arbejde.
Jeg forudser dog, at Bagger skriver en bog på et tidspunkt, uanset hvad der kommer til at ske. Sådan er det jo i disse tider. Måske en samtalebog med Jønke – det kunne være enormt spændende 😉
8. “Jeg synes bestemt også, at TV2 NEWS koger ualmindeligt meget suppe på, hvad der egentlig kun er gisninger, for at holde 'œhistorien' kørende.”
Man kommer helt til at savne monopoldagene på DDR, hvor Stig Andersen mfl. leverde kompetent erhvervsjournalistik.
Nu sidder der et par blondiner herunder en tidligere vejrpige og skal forsøge at virke overbevisende og indsigtsfulde og stille de frække spørgsmål.
Det er forfærdeligt at være vidne til.
Jeg tror ikke at Michal Jalving er enig med dig i dine betragninger om Rolf Bagger. Han mener vel egentlig, at den kære far får som fortjent. http://jalving.blogs.berlingske.dk/2008/12/11/far-og-s%C3%B8n/
10. Ja det ser jeg, selvom jeg dog ikke forstår hans synspunkt.
Lige i øjet! – jeg er glad for at kende dig.
Oh, ja. BT forsøger også at kæde Saxo Bank sammen med Stein Bagger: http://www.bt.dk/article/20081210/nyheder/712100005/1044/
Sagen har vel først og fremmest udstillet hvor ufattelig blodfattig de fleste mediers “journalistik” er blevet i takt med at journalisterne i realiteten er blevet forvandlet til underholdningsproducenter af “sjove” indslag mellem reklamerne.
Pengemændene skal have resultater – og journalisterne halser afsted som små dresserede vovser, mens de falder over deres egne og hinandens ben i jagten på den næste times sensation: “Se billederne af Steins flugtbil”.
Findes der noget mere trist at skue for en kommunikationsmand?
Rigtig fedt med noget kompetent mediekritik – det er sjovt nok en sjældenhed i medierne.
Jeg undrede mig også over “historien” om Stein Baggers flugtbil. Tænk sig, at den har 360hk, kunne en “journalist” berette.
Gud fader, der er vel vigtigere ting at berette om i verden.
Apropos 2., at Trads gerne stiller op.
– Hm, han er jo også blevet uddannet journalist;-)
Flere har skrevet, at mediekritik desværre er en sjældenhed i medierne. Det bør mediekritik til dels også være. Ellers ville læserne ikke læse om andet end om medierne i medierne. Det bliver sgu da en skrue uden ende. Det er rigeligt, at tv-kendisser konstant pryder boulevardpressens forsider.
Mediekritik bør være hverdag for journalisters interne diskussion. Hvis læserne også vil følge løbende med i mediekritik, bør de opsøge fagbladet Journalisten eller lytte til et program som Mennesker og Medier på P1. Det er kun, når grelle eksempler på skod journalistik dukker op, at det bør blive en historie for de brede medier.
16. Jeg er sådan set enig.
Det jeg efterlyser er netop det du kalder mediekritik i journalisternes interne diskussion. Det ville for mig at se udmønte sig i, at der er grænser for hvad medier bør bruge tid og spalteplads på. Jeg tager mig stadig til hovedet over artiklen omhandlende Audi’ens 360 hk.
Journalister ynder at betragte sig selv som den 4. statsmagt. Når det er tilfældet kan man som journalistisk forbruger altså godt forvente et noget højere niveau af faglighed og relevans i journalisternes produkter end “historien” med Audi’en.
Kurt Strand kørte lidt mediekritik i slutningen af Deadline i aftes kl. lidt i 23, da han omtalte en overskrift i en avisartikel, der handlede om at Tjæreborg Rejser var blevet Spiest. Ganske underholdende:-)
Svin '“ det var hvad man i slutningen af 1800 tallet kaldte bestyrelsesmedlemmer i visse virksomheder i England. Man var ret kontant dengang.
Betegnelsen var Guinea-pigs efter prisen på deres honorar.
Visse tvivlsomme virksomheder så det i deres interesse, at entrere med en løs bestyrelse.
Så man udnævnte ad hoc bestyrelsesmedlemmer fra den lokale kro, hvorved et ansvar for bedragerisk eller bare tåbelig handling, blev gjort straffrit da man ikke kunne finde bestyrelsen senere.
Disse personers opgave var blot at deltage i
bestyrelsesmøder og generalforsamlinger uden på nogen måde at blande sig i noget.
Efter mødet fik de så deres honorar, som almindeligvis var på en guinea '“ en mønt med værdien af 21 shillings. Derved navnet.
I dag er honorarerne ikke mindst indenfor IT-branchen en hel del større.
Men med hensyn til IT Factory, hvor det viste sig at man på trods af en ekstrem stor fremgang i omsætningen '“ på papiret i hvert fald '“ mente at det ikke var nødvendigt med et bestyrelsesmøde gennem 9 måneder.
Det virker som om bestyrelsen ikke var så professionel alligevel, men honoraret var vel tilfredsstillende, når man tager arbejdets omfang i betragtning.
18.
Tak for en interessant historie, Morten 🙂
Hej Jarl
Godt indlæg, som en der selv er journalistuddannet, er mine tæer nu så krummet, at jeg skal indlægges før jeg kan få sko på.
BH
Søren
Man var lige nødt til at afbryde nyhedstrømmen på grund af et selvmord…!
Så fik den bette Bagger lige tid til at trække vejret en dags tid.
Ifølge Ekstra Bladets hjemmeside er Stein Bagger blevet overført til et 'skrækfængsel' som straf for et interview med avisen.
http://ekstrabladet.dk/112/article1098011.ece
Dette er en ren tilståelsessag. Ekstra Bladet har bragt Stein i ekstra vanskeligheder bare for at kunne sælge flere aviser.
Den tidligere nævnte Peter Lundin er 'skabt' af TV2. Lundin fik udleveret teatersminke, så han kunne male halvdelen af hovedet sort.
Hvis TV2 nu går konkurs, må andre medier tage over, når den næste Peter Lundin skal findes frem.
Jarl, har du røget natpotten?
Når sagen kommer for retten, så går tingene da først FULDSTÆNDIG amok. Til den tid vil der være absolut ingen, der trækker i bremsen. Lige nu er trods alt manglende adgang til kilder, dokumenter etc. der kan begrunde, at man lige tænker sig om i 5 minutter.
Trads/Thorsen og Brixtofte bliver det rene vand i forhold til Anklagemyndigheden mod SB.
Ifølge en mail jeg har modtaget fra DR, har Deadline følgende på programmet i aften:
“DØMT PÃ… FORHÃ…ND AF PRESSEN
Bedrager, storsvindler, superintelligent med psykopatiske egenskaber og skyldig. Meget er blevet sagt og skrevet om Stein Bagger før politiet overhovedet havde rejst sigtelse, og det er stik imod de presseetiske regler, mener Mark Blach-Ørsten, studieleder for journalistik på RUC. Pressen havde for længst “dømt” Stein Bagger, inden han selv påtog sig skylden i dagens grundlovsforhør i Lyngby Ret. Men Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen kalder kritikken teoretisk og slår fast, at man aldrig ville kalde Stein Bagger for “bedrager”, hvis man var i tvivl. Debat i studiet.”
I betragtning af debatten i denne tråd kunne det være, at der var en del, der var interesserede i at se netop den debat.