Engllens storhed og fald

Juleferien har for mig stået i Hans Engells seneste erindringsbogs tegn. Og hvilken læseoplevelse! 'Farvel til Slotsholmen' er simpelthen den bedste og mest velskrevne bog om dansk politik i mange år. Indsigtsfuld, interessant og ganske morsom.

Hvis man læser en enkelt bog om dansk politik om året, så lad det blive den! Jeg har klukleet mig gennem Hans Engells hudfletninger af sine politiske kolleger, men også over hans nådesløse, men morsomme udstilling af rivaler og kolleger især Per Stig Møller og Henning Dyremose, men det går også hårdt ud over Uffe Ellemann-Jensen, Poul Schlüter, Torben Reichendorff, Pia Christmas-Møller, Bendt Bendtsen, Poul Andreassen, Helge Adam Møller og Pernille Sams.

Naturligvis må man indvende, at Engells erindringer er et partsindlæg, især i de afsnit af bogen, der handler om magtkampen med Dyremose efter Schlüters fald i 1993 og “borgerkrigsårene”, dvs. tiden efter at Engell havde bragt sig selv til fald ved i februar 1997 i beruset tilstand at have torpederet en betonklods på Helsingør-motorvejen. Vi hører selvfølgelig alt om Per Stig Møllers helt uforlignelige og urkomiske egocentrisme og Pia Christmas-Møllers skingre, selvdestruktive, tragisk-bitre og superparanoide ledelse.

Frikender Engell så sig selv med hensyn til at have bidraget til løjerne? Nej og det antyder han også selv. Omvendt er det nok for meget at forlange, at det er hans opgave at afdække de nederdrægtigheder, som han måtte have bidraget med. Klædeligt løber Engell heller ikke for ansvaret for, at stort set alt gik galt for K i den periode, men han indrømmer dog ikke, at han decideret undergravede ledelsen. Hovedansvaret lægger han derfor stadigvæk på det flertal i den konservative gruppe på 10 gruppemedlemmer, hvis ikke voldsomt kompetente ledelse trynede mindretallet på seks, der dengang udgjorde den såkaldte 'Engell-fløj'. Alligevel synes jeg at bogen formår at tegne et rimeligt nuanceret billede af, hvad der foregik i de meget underholdende år mellem 1997-1999, hvor K smeltede ned, mens vi andre, der dengang gik på Christiansborg så til fra sidelinjen på det uforlignelige slagsmål med lige dele vantro og spænding.

Jeg vil anbefale, at man supplerende læser journalisten Mikkel Faurholdts bog 'Det Konservative Blodbad' fra 2000, der kan veje Engells bidrag op. Men vi er mange, der siden den førnævnte bog udkom, har set frem til at den tidligere K-formand kom med sin skriftlige fremstilling af borgerkrigs-dramaet, og han skuffer ingenlunde. Jeg er især imponeret af, at han kan huske utroligt meget af, hvad der er blevet sagt på interne møder. Det vidner om en fabelagtig hukommelse eller snarere en glimrende fornemmelse for løbende at skrive relevante episoder ned for netop at bevare dem med henblik på brug til denne fortrinlige erindringsbog.

Engell drysser med rund hånd anekdoter, så det er en sand fornøjelse. Dertil kommer en god evne til at dosere nøjagtigt, når han skal karaktermyrde eller udstille eksempelvis en Per Stig Møller. På den anden side, så forsøger han '“ det lykkes nok ikke helt '“ at være fair overfor sine modstandere i K og også få deres gode sider frem i lyset. Vi hører blandt andet om, hvordan Engell og Pia Christmas efter hendes fald som partileder i sommeren 1999 alligevel samtaler i fordragelighed til langt ud på natten, mens de tømmer vinflasker og ryger pibe på Engells kontor. Jeg troede faktisk ikke det var muligt, at de to dengang kunne trække vejret i det samme lokale uden at rive hovederne af hinanden.

Engells analyse af, hvorfor det faktisk lykkedes for K siden at få en holdbar fred under Bendtsens lederskab, er jeg meget enig i. Det skete ved at Bendtsen mfl. endte med at vise Engell-fløjen tillid ved at få inddraget Lene Espersen i ledelsen.

Denne bog får mine varmeste anbefalinger!

STØT JARLS BLOG her.