Det går ad helvede til med dansk økonomi. Der er ikke en dag uden at eksportvirksomhederne '“ netop dem som dette land reelt lever af – fyrer p.t. folk i bundter. Aktiekursen roder nede på et lavt niveau. Går C20-Indekset lidt frem den ene dag, så falder det mere end tilbage den næste. Boligmarkedet er gået i stå, og bankerne vil ikke låne penge ud. De små og mellemstore banker er enten krakket eller ville have krakket, hvis ikke de større banker havde overtaget dem og/eller staten spændt et sikkerhedsnet ud over dem ved hjælp af diverse bankpakker eller 'kreditpakker', som Anders Fogh helst kalder dem.
Økonomernes prognoser for dansk økonomi er tiltagende rædselsvækkende læsning. De forudser efterhånden enslydende, at økonomien mindskes med et par procent de næste par år, samt at arbejdsløsheden kan stige til op mod 200.000 ledige. Det sidste rædselsscenarie vil stort annullere Fogh-regeringens store slagnummer fra de sidste par valg om, at den siden sin tiltrædelse i 2001 har gennemført 'en social revolution', hvor hundredtusinder af mennesker er kommet ud af arbejdsløshedskøen og i beskæftigelse. Regeringen risikerer derfor nu i den kommende tid på dette ømme område at blive slået tilbage til start, og måske straffer vælgerne VK-regeringen i meningsmålingerne?
Nu er der dog med bankpakkerne sat nogle skibe i søen. Vil de så virke? Få mener at vide det, mens alle naturligvis håber det. Dvs. regeringen famler i blinde, alt imens befolkningen forventer handlekraft.
Hos socialdemokraterne kan de dog næppe undgå at gnide sig i hænderne, selvom at baggrunden jo faktisk er nationens økonomiske ulykke. For dem er spekulanter, banker og arbejdspladsers “død” reelt deres “brød” som regeringsalternativ. Uanset hvad regeringen foretager sig af ting, så klandrer SF og socialdemokraterne den for at tiltagene er helt utilstrækkelige. Regeringens politiske initiativer vil således blive kritiseret for enten at være for “uambitiøse”, “komme for sent” eller simpelthen være “forkerte”. Sådan er det politiske spil mellem regering og opposition nu engang.
Forleden dag, imens at “Bankpakke II” blev forhandlet på plads, spillede Helle Thorning-Schmidt så pludselig “populist-kortet”, da hun foreslog, at bankdirektører – hvis de vil have del i bankpakkens kreditter – kun måtte få en årsløn på 2 ½ millioner kr. Stort set hele befolkningen bifaldt forslaget, selv om at det ikke betyder en hujende fis i den store sammenhæng. Som Asger Aamund sagde det, så er det “bodega-politik” som var det tanker og idéer undfanget i en vinstue. Nogle mente, at Thorning ved den lejlighed beviste sit manglende format som toppolitiker, mens andre anerkender, at hun dog forsøger at være partipolitiker – eller snarere stemmefisker – på samme tid.
Skal man så være forarget?
Tjah-bom-bom. Når Pia Kjærsgaard, Anders Fogh og Villy Søvndal giver den som populister, så ophøjes de sædvanligvis til geniale kommunikatører, som roses til skyerne for at være “i øjenhøjde med vælgerne”. Men når så en socialdemokrat, som Thorning, gør det samme, ja så er det pludselig et problem.
Jeg kan imidlertid ikke stille mig op i hylekoret og pege fingre af Thorning. Og man kan ikke lade være med at smile ad statsministerens hykleriske spillen forarget over Thornings påståede 'forhandlingsetik'. Siden hvornår har Fogh gået op i 'etik'? Ja han taler indimellem om det, men det er ikke noget, som han har bevist i sin politiske karrriere. Fogh kom selv til magten på en superpopulistisk dagsorden, og nu spiller han så hellig overfor sin udfordrer.
Et eller andet sted er hans kritik også helt fin med mig, thi sådanne slagsmål hører nu engang med i dansk politik, men i sidste ende må man vist rose Helle Thorning-Schmidt for bare for én gang skyld at kunne ramme en rigtig tone på “det store orgel, som mobiliserer vælgerdybet”. Nu mangler vi bare om socialdemokraternes store ståhej før, under og efter bankpakkerne giver valuta i meningsmålingerne. Hidtil er den store begejstring udeblevet hos vælgermasserne. Hvorfor mon?
En forklaring er DFs blotte tilstedeværelse i dansk politik. Socialdemokraterne og SF har ikke modstanden mod skattelettelserne og slagnummeret om at fremrykke offentlige investeringer for at sætte gang i hjulene for sig selv. Det er synspunkter, som DF deler. Dvs. alene disse varer på hylderne får ikke gamle frafaldne S-vælgere til at vende tåsnuderne “hjemad” mod socialdemokraternes lejr.
Kunne der så ikke være nogle borgerlige, som kunne finde på at stemme på S i lyset af krisen? Næppe mange. Historisk har de borgerlige partier '“ selv langt ind i socialdemokraternes traditionelle vælgerkorps '“ haft langt den største troværdighed, når det gælder at holde styr på samfundsøkonomien. Omvendt har sosserne traditionelt fået æren for at være de bedste til at øge beskæftigelsen. Det har de borgerlige gennem de sidste syv år bevist, at de også kan finde ud af '“ i hvert fald så længe verdensøkonomien boomede.
Men Helle, Noa, Sass, Bødskov og hele S-holdet venter formentlig også på, at Fogh smutter til udlandet og Lars Løkke så overtager føretrøjen i Venstre og statsministeret.
For ham tror de nemlig på, at de kan slå!
STØT JARLS BLOG her.
9 kommentarer til “Snart dages det, Helle!”
Fremragende kommentar.
Selvom det var en ufaglig og barnligt misundelsesudmelding, ramte den lige midt i remouladedanmarks hjerte. Det er, så vidt jeg kan huske, første gang at Helle T har været en rigtig politiker. Hun serverede en snot-dum sag, lige for svinehunden. Jeg gad godt have set Ekstra Bladets chefredaktion, da de så historien på Ritzau. De må have åndet lettet op, og tænkt “ahh.. Vi er ikke alene.”
Nu mangler hun bare at svine landets største skatteydere til, kræve højere arveafgift, formue- og topskat, og så bliver hendes taskemærke glemt og hun bliver måske accepteret af sine egne.
@Jarl
Hvor kritisk er 200.000 ledige egentligt for VK?
I 2004 svingede ledigheden mellem 5,6-6,1 hvilket svarer til omkring 200.000 ledige. Hvordan så det ud for VK dengang?
2. Tjah. Alt er jo relativt, og man kan godt diskutere hvor kritisk disse tal evt. bliver for VK. Det er vel egentlig op til Socialdemokraternes spinmaskine!
200.000 er ikke meget i historisk sammenhæng. Folk glemmer hurtigt.
I øvrigt skal man også huske på at “babyboomerne” går på pension “lige om lidt” og deres plads skal overtages af de små firserårgange. Så det bliver næppe så slemt, som mange økonomer spår.
Ja oppositionen tror de kan slå Løkke. Men alligevel er det da et helt fantastisk lavpunkt og ingen tro på sig selv (oppositionen) når Niels Helveg understreger, at han er ved at gå helt ud af politik, når han udtaler følgende i berlingske søndag “Fogh er nok den mest magtfulde statsminister, Danmark har haft. Ingen kan som han flytte sig og ændre standpunkt og komme relativt godt fra det. Men han er efter min bedste overbevisning væk indenfor det næste år, og hans efterfølger bliver altså mere ordinær.”
Endvidere underbygges den radikale overgivelse sig med “Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen peger begge på statsminister Anders Fogh Rasmussens dygtighed som en helt afgørende forklaring på den radikale krise.” Man kan ikke andet end være enig i ovennævnte budskaber. MEN KÆRE RADIKALE (DE UKUELIGE 🙂 HVAD I ALVERDEN FÃ…R JER TIL AT TRO PÃ… MERE END 3-4% AF VÆLGERNES OPBAKNING NÃ…R I I EN AF LANDETS STØRSTE SØNDAGSAVISER PÃ…PEGER AT DER KLART FINDES DYGTIGERE MENNESKER I FOLKETINGET END JER OG DEN ENE CHANCE FOR AT I BLIVER DE DYGTIGSTE ER HVIS NOGEN SMUTTER FRIVILLIGT!!!??
@ Ulrik K
ja det er godt nok lidt af en falliterklæring. De er dybt deprimerede over ikke, at have noget at skulle have sagt.
Men jeg vælger at læse Jarl lidt sarkastisk. Men hvor meget dårligere end Fogh er (hvis overhoevedet dårligere) han egentlig? kommunikationen og image-pleje er han nok ikke så stærk i, men selve det politiske håndværk – det fejler da ikke noget så vidt jeg kan se.
5. Enig med EAM.
Jeg har også svært ved, at se hvor meget ringere Lars Løkke Rasmussen vil være i forhold til Fogh.
For det første tror, at når han overtager roret vil der komme en eller anden form for “statministereffekt”, hvor borgerlige men også S-vælgere vil give Løkke en mulighed for, at vise hvad han kan og glemme fortiden, hvis han ellers gør det godt som statsminister når Fogh overlader roret og ind til næste valg.
Og hvorfor skulle Løkke ikke gøre det godt?
Jeg er meget enig med EAM at det politiske håndværk ikke fejler noget, hvilket jeg også tror vil vise sig i en stor skattereform.
Jeg er dog ikke helt enig i EAM i, at Lars Løkke ikke er så god til kommunikation og imagepleje.
Jo bilag sagen i foråret 2008 var en katastrofe, men Lars Løkke overlevede det trods, hvor andre politikere ville have knækket halsen på taxaregninger for tusindvis af kroner, hotelregniner i navnet Jensen efter en julefrokost, ølregninger og film på skatteborgernes regning.
Jeg tror Lars Løkke vil kunne give Helle baghul da han er langt mere mere “folkelig” end Fogh og en som jeg tror almindelige danskere ved kakkelbordene i de danske stuer langt bedre kan relatere sig til Løkke end Fogh og for den sagsskyld også Guzzi Helle.
Jeg tror derfor Helle, Noa, Sass, Bødskov og hele S-holdet får kamp til stregen med Løkke.
Jeg tror også, Lars Løkke bliver groft undervurderet. Uden “Bilagsgate” ville jeg i Helle Thorning-Schmidts sted håbe, Fogh blev siddende på sin post, for med sin folkelighed, humor og slagfærdighed ligner Løkke umiddelbart det perfekte kontrastprogram til den nuværende statsminister. Jeg mener, det er helt ude i hampen, når så mange kommentatorer påstår, alt vil bryde sammen, den dag Fogh forlader sin post. Tværtimod er jeg helt stensikker på, at utrolig mange borgerlige vælgere er dødtrætte af Fogh, hans opportunisme, populisme og slet skjulte kamp for at pleje sin egen karriere på bekostning af Danmarks interesser. Nej, jo før Fogh forsvinder, jo bedre for det borgerlige Danmark.
Også lige en kommentar til Helle Thorning-Schmidt: Jeg kan ikke forstå, hvordan hun som formand for netop Socialdemokraterne kan slippe afsted med hele tiden at fremhæve sig selv frem for sine partifæller. Efter bankpakken var forhandlet på plads, kunne man for rullende kameraer høre hende forklare offentligheden, at alt det – i hendes optik – gode i bankpakken skyldtes hende som person, ikke det samlede hold af socialdemokratiske forhandlere. Er det virkelig ikke noget, der skurrer i ørerne på hendes partifæller? “Jeg-Helle” som formand for Socialdemokraterne. Umiddelbart lyder det ikke som den ideelle konstellation.
Først og fremmest vil jeg gerne rose dig for dit indlæg, Jarl. Afbalanceret og skarpsindig, uden i nævneværdig grad at lade sig underlægge den epidemiske folkesygdom hos politiske kommentatorer: Lemminge-gitis.
Men Helle, Noa, Sass, Bødskov og hele S-holdet venter formentlig også på, at Fogh smutter til udlandet og Lars Løkke så overtager føretrøjen i Venstre og statsministeret.
For ham tror de nemlig på, at de kan slå!
Jeg tror du har helt ret i, at man vurderer man kan slå Løkke. Her må jeg tilslutte mig de andre kommentarer: Det en grov undervurdering af mandens evner som politiker (hvad jeg også lidt fornemmer der skrives mellem linjerne i det citerede). Men jeg skal medgive, at jeg ikke et sekund havde regnet med, at “bilags-gate” ville give så vedvarende ridser i Løkkes anseelse.
Men jeg er uenig med de andre kommentarer, særligt de anonyme akronymer, når de mener Løkke udelukkende er en god politisk håndværker. Jeg har tidligere diskuteret sagen med Jarl, og han er vist på dobbelt-a’ernes side, men jeg synes den kuldsejlede arbejdsmarkedsreform viste en Løkke uden fingerspidsfornemmelse for såvel oppositionen og (særligt vigtigt) som for DF. Sandheden om hans evner udi det politiske håndværk ligger hverken i kommunalreformen (hvor han gav DF og K, hvad de i et ti-år havde ønsket) eller manglen på arbejdsmarkedsreform i efteråret 2008, men nærmere et sted midt imellem. Mener man derfor, at Løkkes politiske håndværksevner alene kan bære ham igennem som statsminister, tror jeg man tager gruelig fejl.
@Jarl, 3:
I øvrigt skal man også huske på at 'œbabyboomerne' går på pension 'œlige om lidt' og deres plads skal overtages af de små firserårgange. Så det bliver næppe så slemt, som mange økonomer spår.
Det er vel regnet med, i hvert fald i regeringens 2015-plan? Her underdrev man dog, ifølge flere økonomer ved dens offentliggørelse, antallet der går på pension de nærmeste par år.
I øvrigt er tilgangen til fx efterløn faldet, bl.a. pga. det upopulære indgreb i 1998. På den baggrund kunne man også forvente en effekt af ændringerne ved velfærdsforliget i 2006.
@AR, 6:
Jo bilag sagen i foråret 2008 var en katastrofe, men Lars Løkke overlevede det trods, hvor andre politikere ville have knækket halsen på taxaregninger for tusindvis af kroner, hotelregniner i navnet Jensen efter en julefrokost, ølregninger og film på skatteborgernes regning.
Hvem skulle føre kniven mod Foghs designerede efterfølger? DF? Nej, kalkulen for dem er meget bedre ved at bevise deres loyalitet overfor regeringen, og holde hånden under en mand i stormvejr – og så forlange betaling ved kasse 1, når tid kommer. De eneste, der mente Løkke måtte gå, var vist journalister hos det hedengangne Nyhedsavisen.
Vi så i sommers, hvor lidt håndsky DF egentlig er som regeringens støtteparti. Selv med deres mærkesag – stram udlændingepolitik – i ruiner, støttede de regeringen. Derfor tror jeg også, at Pia Kjærsgaards direkte magt overdrives en hel del. Det er ganske behændigt for regeringen, der jo så kan lade hende stå som forslagsstiller til noget slemt, og selv gennemføre noget mindre slemt (en fremgangsmåde der er beskrevet som the Overton Window, mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/Overton_window). Kjærsgaards indirekte magt, dvs. graden med hvilken man fra regeringens side skal anticipere og imødekomme DF inden et forslag stilles, er nok stor, men som efterhånden mange sager viser, ikke afgørende.
Løkke svækkes dog derved, når/hvis han bliver statsminister, at han umiddelbart “skylder” DF mere end Fogh gør, netop pga. DFs loyale opførsel under “bilags-gate”.
@Jan Christensen, 7
Havde hvert parti ikke kun én forhandler ved bordet? Det så i al fald sådan ud, da de kom ud fra det lokale, hvor en endelig aftale blev indgået. Her havde de Radikale, SF og DF i øvrigt valgt at lade sig repræsentere af finansordførerne fremfor formændene.