Forleden dag fik forfatterinden Hanne-Vibeke Holst 'De gyldne Laurbær' for sin seneste roman 'Dronningeofret', som er den sidste bog i trilogien om den socialdemokratiske politiker Charlotte Damsgaards vej mod den politiske stjernehimmel.
Vel er Holsts forfatterskab ikke stor litteratur, men hendes bøger indeholder meget andet, som gør hendes bøger læseværdige og så kender forfatteren faktisk det politiske miljø, som hun beskriver.
Jeg er gået fra at være vildt skeptisk overfor denne charmerende blonde nordjyske feminist med et tandsæt, der altid minder mig om David Bowies (altså før at han fik dem rettet) til at blive lidt af en fan.
Holst har aldrig lagt skjul på, at hun tilhørte den centrum-venstre-intellektuelle del af meningsdanner-Danmark. Derfor bør man indledningsvis nok acceptere hendes verdensbillede, hvor socialdemokratismen plus/minus er det eneste rigtige og anstændige filosofi, som oplyste og veluddannede mennesker kan abonnere på. Den er et slags toppunkt af den moderne civilisations udvikling, bliver man ikke direkte belært om, men det er ligesom hele baggrundstonen i Holsts bøger. Borgerlige politikere, i det i øvrigt meget begrænsede omfang at de medvirker, er derfor pr. definition bagstræberiske, primitive eller simpelthen nogle opportunistske charlataner a la Anders Fogh. Dansk Folkeparti er selvsagt rene racister i pæn udgave og derfor selvsagt helt uden for det gode selskab, og at man ved skæbnens ugunst er blevet DF'er må derfor kunne forklares med en dårlig barndom. Det er helt indlysende ret banalt, men sådan er den prisme, hvorigennem forfatteren ser det danske politiske landskab '“ et syn som man genkender i lederartikler på forsiden af dagbladet Politiken. Nu er det imidlertid mest socialdemokratiske politikere, som bogen omhandler, og de fremstilles faktisk temmelig nuanceret i spændingsfeltet mellem rå magtpolitikere og blåøjede idealister.
Egentlig har jeg kun lovord at sige om Holsts bog. Hun er for en forfatter imponerende velbevandret i dansk politiks kringelkroge, spil og intriger. Holst har tydeligvis en fænomenal evne til at opfange og genbruge episoder fra det virkelige politiske liv i hendes fiktionsverden. Ikke at 'Dronningeofret' er en egentlig nøgleroman om Danmarks politiske top '“ for det er den kun ved en overfladisk læsning. Holst bruger virkelige scener fra det politiske miljø og personbeskrivelser der passer på nulevende politikere, men blander det hele og sammensætter personer og episoder på en ny måde, hvor det altså kun er elementer, som er genkendelige med virkeligheden. Hun gør det raffineret og så troværdigt, at hele røverhistorien får et ganske realistisk præg. Holst følger tilsyneladende godt med i dansk politik og har '“ gætter jeg på '“ et pænt netværk på Borgen. Det politiske miljø hun beskriver i Dronningeofret, er ret præcist – og derfor let genkendeligt – valgkampen 2007.
Nå ja og så er historien rimelig troværdig, velfortalt, og det bliver aldrig kedeligt. Det er en spændende og gedigen politisk thriller, som enhver med bare perifer fascination af hele den danske politiske kulisse '“ og som ønsker nogle timers begavet underholdning '“ kan have stor fornøjelse af.
På den baggrund var det således fuldt fortjent, at Holst løb af med 'De Gyldne Laurbær' i år.
STØT JARLS BLOG her.
6 kommentarer til “Hanne-Vibeke Holsts beskrivelse af det politiske miljø imponerer”
Ha ha, du skrev “intellektuel” og Holst i samme sætning.
Altid rart med lidt tør weekend-humor.
Jeg synes iøvrigt du modsiger dig selv, og forstår ikke hvordan du kan være fan.
Når nu hendes personlige had til den borgerlige regering skinner så klart igennem, at alle deres roller derfor er så forudsigelige, så primitive og hun gentager dette igen og igen, bog efter bog. Hun evner ganske enkelt ikke at se ud over hendes egne snævre holdninger, og er ulideligt intolerant over for andre opfattelser end dem hun dyrker.
Hvordan kan du få det til at rime med at være “rimelig troværdig” og at det bliver aldrig kedelig.
Det er da om noget forudsigeligt.
Vel kun overgået af “livvagterne” der vist er lavet efter den samme formel.
1. Ja det er selvmodsigende, men ikke desto mindre, så hvis man ser bort fra det, så er miljøbeskrivelserne af politikere og spillet imponerende realistisk.
Livvagterne – og kritikken af den – er som du beskriver helt lavet efter samme formel.
Men derfor kan TV-serien og Holst bøger jo godt være underholdende selvom de er let politiserende.
De fleste mennesker kan nok lægge til og trække fra.
Må også indrømme, at de (altså triologien) er de eneste bøger i kærestens del af bogreolen jeg har læst – og som Jarl med stor fornøjelse.
David Bowies tænder… det er sjovt skrevet! Men man skal nok være Bowie-fan for at grine med.
Superman siger sandheden.
HVH var stjerne i TV2 lige efter Murens fald i 1990, hvor hun blev kørt rundt i Østeuropa med et kamerahold, der fik en serie ud af hendes klamme, nedladende fordomme overfor østeuropæerne, der endelig havde fået frihed.
Hun afslørede sig som den store nordjyske solformørkelse, hun er. Hun er bevis på, at forfattere ikke er intellektuelle.
Har ikke læst bøgerne, men set serien. Jeg skal derfor være lidt påpasselig med at kritisere Hanne Vibeke-Holsts forfatterskab som tv-adaption.
Magen til stereotyper skal man lede længe efter. De gode mennesker går rundt i islandske sweaters, taler blødt og drikker urtete, mens de onde tæsker løs på sine koner og er alkoholister. De gode mennesker kæmper med kærligheden og forholdet herunder utroskab, mens de onde er rene magtmennesker.
Jeg har altid været fascineret af enfoldige menneskers evne til at dele verden op i sort og hvidt. Livet må forekomme så enkelt.